Mandag den 21. juli 2025 – København, Danmark – hjemme igen!
Reelt set, følte jeg for et par dage siden, at det var blevet pinligt, og ikke længere relevant at skrive en sidste blog fra min Vegas tur 2025. Derfor var beslutningen sådan set truffet, at jeg ikke ville skrive flere blogs i denne omgang. Så begyndte beskederne at vælte ind. Hey Quaade, hvornår kommer den sidste blog, du havde lovet? Yo Æblemand, du har vist glemt noget. Henrik Junckers besked var den sjoveste:

Så var det blot at finde tiden til det. Det har jeg fundet her til aften. Beklager til alle jer derude som har ventet. Jeg skrev i blog #17, at der lige vil gå en dags tid, før jeg får skrevet den afsluttende blog. Det endte så med at blive en uges tid i stedet.
Den sidste dag i Vegas
Jamen, så må vi lige spole tiden en uge tilbage og prøve at mindes hvad der egentlig skete den sidste dag i Las Vegas. Det var jo lørdag den 12. juli og jeg skulle flyve med KLM til Amsterdam ved aftenstid.
Der blev sovet længe den dag. Tiltrængt søvn i den grad. Da jeg vågnede var min krop træt men mit hoved smadret. Ikke fordi, at jeg havde drukket vin aftenen før – det blev jo kun til ét glad rødvin til mig – men fordi det havde været nogle vilde 2½ uger med nogle fantastiske oplevelser.
Da jeg står op vælger jeg, urutineret som jeg er, at checke mig selv ud af hotellet. Tænker, det er da mega smart det der med self-checkout. Så kan jeg bare smide nøglen i kassen ved indgangen og jeg er “out of here”. At slippe for den der checkout kø er jo et win i sig selv, tænkte jeg og klappede mig selv på skulderen.
Jeg smed kufferten op på sengen og begyndte at pakke mit tøj sammen – da jeg var færdig var jeg klar til et sidste bad. Lige som jeg havde fået alt tøjet af, lød der en banken på døren og kort tid efter en nøgle der sagde click. Døren blev åbnet og jeg stod der som herren havde skabt mig. Jeg lavede et lynhurtigt slide til siden, som var jeg en superatlet der skulle blokere et skud, om bag væggen, så min gæst ikke fik sit livs chok. Det var rengøringsdamen, som undskyldte da hun troede jeg var checket ud og havde forladt værelset.
“Wauw, you work fast” fik jeg fremstammet efterfulgt af et “sorry, I checked out but wanted to finish up before I go”. Det var helt okay for damen, der skyndte sig ud af værelset igen. Jeg fik taget et bad og pakket færdigt. Det meste havde jeg alligevel ordnet aftenen før, så jeg var næsten “good to go”.
De sidste par timer i Vegas
Da jeg kom ned til kasinoet og havde fået afleveret min nøgle, så nåede jeg lige at tænke – “fik jeg nu det hele med”. Ja, det mente jeg nu at jeg havde. Cirka 20 minutter senere, tørstig i Vegas varmen, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at tømme køleskabet, hvor jeg havde gjort drikkevarer og lidt snacks klar til formiddagen. “Jamen altså dit store kvaj” måtte jeg svine mig selv med, mens jeg traskede over til Bellagio for at bruge mine comps point på morgenmad.
Det blev også til $158 på mit Caesars Rewards kort, som blev brugt på en ny TravisMathew polotrøje, nærmest en tradition efterhånden, da det er tredje år i træk, at jeg bruger min rewards point på en sådan type trøje. TravisMathew er klart mit favorittøj mærke i øjeblikket. Det kombinerer den blødhed og behagelige feel med en stil, som passer perfekt til min tøjstil i øjeblikket. Tidligere havde jeg det sådan med Peak Performance, som stadigvæk er et fedt mærke, men som altså ikke slår TravisMathew.

Shopping med Juncker
Efter jeg havde brugt min comps, så var det afsted i en Uber til Wynn, hvor jeg skulle hygge med Henrik Juncker. Jeg fik sat min bagage af hos ham og så hoppede vi ellers i en taxa ud til Las Vegas North Premium Outlet Mall, som er et slags udendørs shoppingcenter med en masse forretninger – heriblandt f.eks. Nike, Adidas, Puma, Tommy Hillfinger og alle de andre kendte mærker. Første stop var Adidas og dernæst havde vi, selvfølgelig, et længere besøg hos TravisMathew, hvor Henrik fik købt sig fattig.
Det var faktisk ret hyggeligt at få shoppet med en person der shopper som én selv. Det kan godt være vi spiller poker forskelligt, Henrik og jeg, men vi shopper nærmest identisk. Det er en slags, speed shopping. Hurtig vurdering af tøjet, mærke lidt på det, tjekke størrelse og selvfølgelig prisen, så ellers bare køb (eventuelt prøve det på, hvis man er i tvivl). Alt sammen på rekordtid – ingen grund til at tænke ekstra, hvis man først er sikker. Befriende på en måde.
Jeg fik købt en smule tøj til mig selv men formålet var hovedsageligt at få shoppet til familien. Der blev købt en masse sko, for de er jo altid så billige i USA (cirka halv pris) og ellers noget tøj. Da vi kom tilbage havde jeg endda tid til at hoppe ned i den lokale CVS Drugstore (en blanding mellem en Normal, et apotek og en 7-Eleven). Her fik jeg købt lidt ekstra slik til den store søn og lidt andet godt. Så var shoppingen også slut for denne gang.

Afsted til lufthavnen men en sidste omgang sol først
Derefter var det farvel til Henrik, der skulle blive et par dage mere og jeg hoppede i en taxa ($29 i fast pris) ud til lufthavnen. Da jeg ankommer til lufthavnen tager jeg lige to minutter i solen en sidste gang. Den der 45 grader Vegas varme kan altså noget og gør mig så fantastisk godt. Mange synes det er for varmt men min krop stortrives i den tørre varme. Mens jeg lod varmen og solen bage på min hud lukkede jeg øjnene og tænkte mig tilbage på alle de gode oplevelser jeg havde haft.

Mums en burger
Batterierne genopladt og humøret højt trasker jeg ind i afgangshallen. Her skulle det vise sig, at jeg var i rigtig god tid, så jeg fik checket ind og hoppede så ned i PGA Tour Grill, som er en slags amerikansk diner men med golf tema. Godt sulten købte jeg for første gang på turen en usund gigantisk stor burger, som havde grillet banan som en af ingredienserne. Først tænkte jeg, at det nok var en skidt beslutning, men så kom jeg i tanke om, at jeg engang var blevet positivt overrasket over de kebab og banan pizzaer på Majstångens Pizzaria i Huskvarna i Sverige, hvor jeg arbejdede som basketball træner i tre år.

Det skulle vise sig at være en pisse god burger og set i bagklogskabens lys, en ekstrem god beslutning, for maden på flyveren var det værste flymad jeg nogensinde har fået. Heldigvis havde jeg købt lidt snacks til turen og havde et par proteinbarer, som jeg spise i stedet. Søvn fik jeg ikke meget af og filmene de har af udbud, var de samme som for tre uger siden. Jeg valgte at se Matrix 4 – for anden gang – og selvom den da er okay, så blev jeg mindet om, at de burde have droppet den efterfølger.
Da jeg ankom til Danmark var det virkelig dejligt at se familien igen og de første par dage gik med at hygge sig med dem og komme ovenpå.
Evaluering af Vegas turen
I skal selvfølgelig ikke snydes for en evaluering. Den kunne blive meget lang, men jeg vil prøve at gøre den forholdsvis kort (held og lykke). Først og fremmest så var årets Vegas tur en kæmpe succes. Ikke mindst for Dansk Poker, men også på det personlige plan. Jeg havde en helt igennem super tur, hvor der var ekstra fokus på at nyde livet.
Poker evalueringen er forholdsvis nem. Der er stadigvæk masser af bløde spots i livepoker og ja, man kan være uheldig med dårlig bordlodtrækning i en turnering eller to, men generelt set, så er der ikke et nemmere sted at lave penge på poker end i Las Vegas. Til gengæld, så kan det også gå roligt galt. Specielt hvis man havner i en nedadgående spiral, som jeg ofte ser og selv prøvede på egen krop sidste år.
Jeg har snakket med en del såvel danske som udenlandske spillere, der er gået 0 for 12 eller 0 for 15 i turneringer herover. I sig selv meget normal varians, men når man står i det, så føles det som helvede. Der er voldsomt meget varians i turneringspoker og har man ikke disciplinen eller tålmodigheden til at gå langt, så punter man måske sin stack væk fordi man synes modstanderne er så ringe. Det lyder måske lidt åndsvagt, men det var præcis noget jeg selv kunne mærke på egen krop sidste år. Ja, jeg løb ekstremt dårligt men min modstand var så sygt dårlig, at det ikke burde kunne lade sig gøre, ikke at cashe i 14 turneringer i træk. Sådan var det nu bare og jeg er endda stærk mentalt.
Det er også derfor at min første evaluering må være at have respekten for spillet og disciplinen. I Vegas under WSOP er der et tag-selv-fad af turneringer på alle kasinoerne flere gange dagligt. Så kan man lige spille en $1.100 Daily på Wynn, eller en $800 Deepstack i WSOP eller en $1.600 lækker turnering på Venetian eller Aria. Der er altid en fed turnering lige rundt om hjørnet. Man glemmer bare lidt at det måske er 10.000 kr. og at man måske burde have respekt for sin pengepung selvom modstanden knapt kan holde på to kort – eller fire for den sags skyld.
Jeg tror man skal være mere disciplineret i forhold til organiseringen og planlægningen af de tours man vil spille. Lad være med at komme to timer for sent til en WSOP-turnering – buste den og så hoppe i en Uber over til næste kasino og late-regge en turbo turnering et par timer senere. Det er bare ikke sådan man vinder penge i poker – i mine øjne. Modstanden her er så ringe, at man bør være der fra startskuddet og udnytte de mange fejl folk laver med 200 big blinds.
Når man buster en turnering, så undgå at febrilsk hoppe i en ny turnering. Brug i stedet for dagen på at få trænet, slappet af, spist sundt og sovet godt. Så er man klar til start næste dag, hvor der med garanti er en ny turnering, hvor man kommer med et bedre mindset end 99% af modstanden.
Statistik
Personligt fik jeg spillet Gladiator (to skud á $300 og en gevinst på $3.160) med overskud på samlet $2.560. Der blev også spillet $600 PokerNews Deepstack, hvor jeg ikke cashede. Spiller to stk. Landmark Main Event satellitter til $1.100 stykket og casher $10.000 billet til Main Event – men casher ikke i Main Eventet, så samlet $2.200 i minus der.
Det blev til et minus på $1.000 i PLO-Mystery Bounty turneringen. I den sidste turnering, som er en $250 Daily Deepstack ender jeg i med et minimumscash på $502, så overskuddet i den turnering er på $252. Samlet giver det buyins i alt for $14.650 og cashes for samlet $13.662 – hvilket giver et minus på i alt $988 på turneringer.
Altså seks forskellige turneringer (otte entries totalt) og cashede i tre af dem. 37,5% ITM.
I cashgame endte overskuddet på totalt $1.004 efter syv sessions ($142 pr. session). Fik ikke talt timer, men vil tro jeg har spillet cirka 11-12 timer i alt i cashgame.
Pokerregnskabet går altså næsten helt lige op. $1.004 plus i cash og $988 minus i turneringer = samlet plus på fantastiske $16. Lets fucking go!
Min evaluering på pokerdelen er, at jeg er ganske godt tilfreds faktisk. Ja, det havde været perfekt med et cash i Main Event, hvor minimums cash er $15.000. Men jeg får et dybt run i Gladiatoren og en fed oplevelse da jeg laver Main Event billetten. Samtidigt slår intet de tre dages Main Event spil jeg får.
Dansk Poker business delen
Der hvor jeg føler der har været størst succes har nu alligevel været på Dansk Pokers vegne. Jeg har fået mødt en masse nye mennesker og skabt et større netværk. Der har været en del forretningsmøder og masser af nye muligheder er dukket op. Jeg har fået sparet med andre mediehuse og endda fået kigget på huse til Dansk Poker Hus, som jeg nærmest med garanti kan fortælle at vi laver næste år. Så har der selvfølgelig været bloggen her på Dansk Poker, som vi har fået meget positiv feedback på. Alt i alt en solid succes på business delen.
Oplevelsen helt i top
Som I har kunne følge med i, så har jeg også fået en på opleveren. Okay, jeg var måske ikke på tur til Grand Canyon eller på racetrack eller oppe i helikopteren. Jeg fik heller ikke set nogle shows eller gået til koncert. Men mindre kan også gøre det. Der var masser af kasinobesøg, masser af gode restaurantbesøg og ikke mindst en masse gode stunder med andre danskere og gode venner i branchen. Jeg føler nærmest at den del af turen har været helt i top.
Fremtiden på Dansk Poker
Desværre så kan jeg ikke afsløre alle vores planer, selvom jeg så inderligt gerne vil. Men jeg kan da afsløre, at udover et Dansk Poker Hus i Vegas i sommeren 2026 (artikel på vej inden DM), så har vi planlagt at afholde Dansk Poker Awards i forbindelse med DM til september 2025.
Dansk Poker Awards skal være en fast årlig tradition fremover, hvor vi skal hylde de bedste danske pokerpræstationer i året og hvor vi samtidigt får en mulighed for at hylde en pokerlegende ved at give denne person en “Lifetime achievement award” og samtidigt give personen en plads i Dansk Pokers Hall of Fame. Vi vil vende tilbage mere mere information omkring hvordan man stemmer på de forskellige nominerede til f.eks. Årets spiller indenfor kort tid.
En anden positiv nyhed er, at udover John “Tøms” Petersen og jeg selv, så har vi udvidet redaktionen på Dansk Poker med yderligere to personer. Det er Mikkel, der skal arbejde med sociale medier samt Jacob, der får en masse praktiske opgaver og skal skrive artikler på månedsbasis. Alt i alt, så kan vi med udvidelsen af redaktionen få udarbejdet endnu flere kvalitetsartikler til jer læsere og samtidigt udvide forretningen med nye aftaler. Vi går med garanti en spændende tid i møde.
Personligt tager jeg til Tallinn og spiller WSOPC i slutningen af juli – der kommer nok en rejseblog når jeg kommer hjem derfra til Dansk Poker og så blogger jeg fra EPT Barcelona i slutningen af august. Derefter kommer DM i starten af september, hvor Dansk Poker stiller med stærkeste opstilling til livebloggen ved jubilæumsturneringen der.
Pokerchips – do you feel lucky?
En af de sjove små ting jeg havde snakket om i bloggene – helt fra starten faktisk – var at jeg ville tage til Vegas for at finde nye pokerchips, som jeg kunne shuffle herhjemme på kontoret. Det har jeg selvfølgelig fået gjort. Otte stk. pokerchips fra forskellige kasinoer i Las Vegas. Samlet 10 dollars. Og den gode nyhed er: jeg har selvfølgelig taget to med fra hvert stop. Derfor har jeg to bunker á otte pokerchips. En bunke til mig selv – og én bunke til en heldig læser.

Vi laver nemlig en konkurrence, hvor du kan vinde otte pokerchips, som du kan shuffle med derhjemme og irritere din familie med og måske træne dine shuffleskills. Det eneste du skal gøre for at vinde de pokerchips, er at sende en email til os på info@danskpoker.dk – i mailen skal du skrive min startstack på dag 2 og på dag 3 i Main Eventet. Altså hvad havde jeg i stacken, da jeg startede dag 2 i WSOP Main Event 2025, og hvad havde jeg i stacken, da jeg startede dag 3. Svarer du rigtigt på de to nemme spørgsmål og sender dit svar til os på email, så har du chancen for at vinde de pokerchips. Vi afgør hvem der vinder i starten af august, når jeg er tilbage fra Tallinn.

Af hjertet TAK!
Som afslutning på denne Vegas blog, så vil jeg gerne have lov til at takke jer alle sammen for en helt fantastisk opbakning. Det har været ret overvældende men samtidigt ekstremt motiverende. Der har været personlige beskeder, kommentarer på Pokernet og på vores Facebook side samt på Instagram. Jeg har endda fået personlige SMSer og Messinger beskeder fra mennesker jeg aldrig har mødt før. TAK – det er sådan en opbakning der gør at man har lyst til at gøre det igen.
Til vi ses igen.
Quaade