Dansk Poker har fået Lars Damgaard Hansen til at skrive en blog om sin tur med Poker Tours til Beograd, hvor han var afsted sammen med en masse andre danskere. Lars er både en yderst solid pokerspiller, men i den grad dygtig til at få sine tanker ned på papir. Vi er derfor stolte over at kunne præsentere del 1 af hans tur til Serbien. Del 2 vil komme på mandag. God fornøjelse!
Forhandling og forventningsafstemning
Beograd – En tur fyldt med spil, kultur og masser af god lir!
Denne blog handler om cashgameturen til Beograd, som Poker Tours arrangerede i uge 32. Det var egentlig ikke planen, at jeg skulle med, da mit maingame er turneringer, og samtidig var det sidste weekend i vores ferie. Men for et stykke tid siden blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at tage med og skrive en blog om turen.
Jeg holder meget af at tage på pokerture, og samtidig er det sjovt at skrive blogs. Men da det var sidst i vores ferie, måtte min kone Lene med på råd. Allerede her er der materiale til to blogs. En om de overvejelser, man bør gøre sig inden man tager af sted på en pokertur, og en om hvad det vil sige at have en ikke-pokerspillende partner med på en pokertur. Det bliver der ikke plads til her, så de må komme en anden gang, hvis der på et tidspunkt bliver behov for den type blogs.
Lene ville gerne med, hvis vi kunne lave en forventningsafstemning, vi begge kunne se os selv i. Som sagt, så gjort. Aftalen blev som følger: Spise morgenmad sammen, jeg bruger en time på at skrive et Facebookopslag og tage noter til bloggen, derefter sightseeing afsluttende med sen solid frokost og så tager vi/jeg tilbage på hotellet kl. 17 for at få et bad, inden jeg tager ud på kasinoet til touren kl. 18.
Lene er god til at være alene, hun har trods alt levet sammen med en pokerspiller i 40 år, så det ville kunne fungere. Om ikke andet var vi begge enige om, at vi blev en oplevelse rigere og lærte noget nyt om os selv og vores forhold. Endelig ville det være en god test af hvordan vi løser det, hvis jeg vil til WSOP næste år. Om jeg kommer afsted handler om jeg har pokerøkonomi til det, og om Lene kommer med, handler mest om Trump og den generelle situation i USA om et år.
Det blev altså et “Ja jeg tager med og blogger om turen”. For at få bloggen til at leve lidt bedre, blev aftalen at der skulle laves et opslag til Poker Tours Facebook hver dag. Det er de opslag, som jeg nu vil forsøge at folde ud til en læseværdig blog. Opslagene finder du både på Poker Tours og Dansk Pokers Facebook sider. De der har læst mine tidligere blogs, vil vide, at det bliver lidt om poker, meget af det udenom og meget langt!
Korte blogs er det nærmest kun realmadrid kan slippe afsted med. Apropos realmadrid. Her har Dansk Poker virkelig gjort et scoop! Det er super underholdende, men alt for kort. Man er nærmest ikke kommet i gang, før det er slut, og man sidder for sig selv og råber “Mere! NU!”. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har checket om der er kommet en ny blog, men tilsyneladende ligger realmadrid stadig på en eller anden eksotisk strand og scorer damer. End of the day er realmadrid i en anden liga end os amatørbloggere, som må gøre brug af andre virkemidler. Min strategi er at skrive en hel masse, og så håbe, at der er noget imellem, der fanger nogle læsere. Det er også tilfældet her. Det bliver faktisk så langt, at bloggen bliver skåret over i to dele. Så kan folk nå at komme sig inden en ny “wall of text” lander i deres browser, og de kan nå at få handlet mere kaffe.
Inden vi går i gang skal det igen understreges, at bloggen handler om turen set gennem mine briller, og meget lidt om poker. Tidsmæssige forskydninger og andre unøjagtigheder skyldes ikke begyndende demens, men en udstrakt grad af kunstnerisk frihed. Lad os komme i gang!
Første dag på pokerferie
Torsdag – Et par bump på vejen og første stik.
Vi havde Keld, som jeg har kendt i mange år, bl.a. fra Casino Næstved, med til lufthavnen. Her mødte vi Bircan, som jeg også kender gennem poker, men som Keld ikke kender. Tilfældigvis skulle Bircan og Keld dele værelse. Det er en del af Poker Tours’ koncept. Hvis man gerne vil dele værelse med nogen, så finder Poker Tours en anden, der vil det samme. Man kan naturligvis også selv vælge værelseskammerat eller bo alene, hvis man ønsker det.
På en tidligere tur var der snak om, at Bircan og Kelds bror, Tor, skulle bo på værelse sammen. Det blev af en eller anden årsag ikke til noget. Tor endte med at bo med en anden, og Bircan blev hjemme. Da vi sad i lufthavnen, blev historien hurtigt, at Tor på det groveste havde skoldet Bircan, og nu måtte Keld rydde op og tage én for holdet. Den særlige pokerturstemning var der med andre ord fra start. Aktuelt så meget, at det blev til et “Last call”, selv om vi sad lige uden for gaten!
Allerede på rejsen til Beograd begyndte eventyret, for ikke alle kom helt frem: Én strandede i Amsterdam, og en anden blev stoppet i lufthavnen på grund af manglende visum ifm. et fremmedpas, så vi måtte starte med et par mand i minus. Jesper, der “vandt” en overnatning i Amsterdam, ankom fredag med et stort smil. Jesper smiler altid, fandt jeg ud af, men om der var noget særligt at smile af efter besøget i Amsterdam står stadig hen i det uvisse. Han postede i hvert fald et par billeder i WhatsApp-gruppen, som vi lige skulle høre nærmere om, da han nåede frem.
Det med det manglende visum bragte til gengæld ikke mange smil frem. Ambassaden kunne ikke hjælpe, så den stakkels pokerspiller måtte tilbringe 30 timer i detentionen i lufthavnen, inden de satte ham på et fly tilbage til Danmark fredag kl. 17.00. Så vi endte med at være 32 pokerspillere fra hele Danmark. Der var repræsentanter fra Randers Card Room, Fredericia Poker Klub, Casino Næstved, Poker København, John Tøms Pokerklub og PokerBornholm. Derudover var der flere med, der havde bestilt direkte hos Poker Tours. En god blandet flok, som kom med meget forskellige baggrunde, men som har det til fælles, at vi brænder for at spille poker.
Da vi ankom til hotellet ved middagstid, kunne vi ikke få værelserne med det samme. Det blev til lidt ventetid og en kop kaffe på terrassen. Per, en af deltagerne, havde hjemmefra fået anbefalet en taxaapp, som alle bruger i Beograd. For at kunne bruge appen havde Per købt data til 1.600 kr. – Serbien er jo uden for EU. Han begyndte at hente appen, men da den var downloadet, tikkede beskeden ind: “Al data brugt”. Og ikke nok med det. Det var den forkerte app! Legendarisk bad beat! Alle på terrassen fik nu travlt med at slå roaming fra og sætte forbrugsgrænser. Den rigtige taxaapp viste sig dog at være genial: Man vælger adresse og betalingstype, og en nærliggende taxa byder ind. Max fem minutter senere holder den foran dig. Effektivt og nemt.
Hotellet var fint og morgenmaden viste sig også at være ganske god. Kasinoet lå en lille kilometer væk, så det var muligt at spadsere derover. Der var lavet en aftale med Kasinoet om, at man kunne bestille en shuttle inden for nogle tidsrum, og det gjaldt både frem og tilbage. Uden for disse tidsrum tog man en taxa, som kostede ca. 40 kr., eller mindre end 5 BB ved det billige cashbord.
Dette perspektiv er noget jeg altid studser over når jeg færdes i pokermiljøet. Vi, pokerspillere, går meget op i om vi skal betale for kaffe, vand, øl, vin eller andet. Det er et stort issue, mens vi samtidig “kaster” rundt med pengene, når vi spiller cash. Det forstår jeg ganske enkelt ikke. Den ekstra dimension er, at der i sidste ende kun er én til at betale, og det er kunden. For min skyld kunne man godt betale for alting, bare kvaliteten følger med. Når den så ikke gør det, så bliver jeg godt gammeldags langtidsskuffet!
At blive registreret på kasinoet i Beograd, var en ny oplevelse for mig. Man fik taget det sædvanlige billede, eller det troede jeg i hvert fald. Derefter skulle man afgive fingeraftryk på begge pegefingre. Da alt var klart, så ville jeg ind på kasinoet, men der var en “bom”, og jeg kiggede lidt hjælpeløst på personalet. De smilede lidt overbærende og sagde at jeg skulle scanne min finger. Og ganske rigtigt var der en fingeraftryksscanner, så på med pegemand og jeg var inde i kasinoet. Fingeraftrykket skulle bruges alle vegne. Når man vekslede valuta, vekslede til chips og vekslede tilbage til dinar, når man spillede på slotmachines og et par steder mere. De havde med andre ord helt styr på, hvor meget man havde vekslet ind og ud, og dermed tabt eller vundet.
Ved bordene foregik det på en lidt anden måde. På f.eks. Ultimate eller Black Jack satte man sig bare og vekslede sine chips ind. Den første gang, hvor jeg gjorde det, opdagede jeg ikke noget. Jeg havde bare sat mig, lagt to 10k dinarer og fik en stak 500 dinarer, hvorefter jeg startede med at spille. Da jeg havde spillet et par gange, sagde kontrolløren, ham der står bag dealeren, “Well mr. Hansen, where are you from?” Øhhh, hvor i alverden kendte han mit navn fra, og var jeg virkelig allerede så VIP? Sandheden var dog en helt anden, da jeg forbløffet spurgte ham. Det viste sig, de brugte ansigtsgenkendelse, så ved indgangen havde de scannet vores ansigter. Når så en ny spiller satte sig ved bordet, så kom der 3-5 forslag op på kontrollørens skærm, og han kunne vælge den rigtige person, og dermed blev alt spil monitoreret.
Når man interesserer sig lidt for anvendelse af data i kommerciel sammenhæng, så er det næsten ligesom juleaften, når man tænker på alle de muligheder, kasinoet har her. Hold da op, de data ville jeg gerne arbejde med at kommercialisere! Systemet blev selvsagt brugt til at registrere antal spillede cashtimer. Og her er vi ved kernen af turen. Konceptet med en cashtur, er at man ved at spille 20 timers cash får rakeback. Spiller man 30 timer, får man max. rakeback. Samtidig er der præmier til de spillere, der har logget flest timer. Typisk er 1. præmien fly og hotel til den næste cashtur.
På en cashgametur er det ikke overraskende cashspillere der er med. På denne tur var vi dog også nogen, der har tours som vores primære game. Torsdag fik cashgamet et gevaldigt løft med de danske spilleres ankomst. Dagens tour var en billig turnering til 6.000 dinar (ca. 400 kr.) og en enkelt dansker ramte finalebordet.
Eneste ulempe var, at man måtte ryge alle vegne. Som de fleste eksrygere har jeg det meget stramt med røg. Og I Danmark er vi slet ikke vant til problemstillingen. Til kasinoets forsvar skal siges at deres udluftning var meget effektiv. Ens tøj stank ikke af røg bagefter. Så det var til at holde ud, og de fleste rygere viste hensyn. Dagens highlight indtraf lidt over midnat da der gjaldede en ordentlig fanfare ud over hele kasinoet: Det viste sig, at en af danskerne havde vundet næsten 1 mio. dinar (ca. 61.000 kr.). God start! Den sjove vinkel var, at den pågældende ikke vidste, hvordan han fik pengene ud. De kvikke har nok allerede regnet ud, at hans pegefinger lige pludselig var et vigtigt redskab. Så på med den, og så jokede vi ellers med at han hellere måtte passe på og putte den i lommen, så ingen opdagede at pegefingeren var 1 mill. værd. Han kunne selvfølgelig ikke stå for fristelsen, og skyndte sig op til kassen for at have oplevelsen af at stå med 1 million kontanter i hånden. God lir!
På cashbordene fik de lokale sig lidt af et kulturchok, da den danske spillestil er noget anderledes end de var vant til. Det var dygtige danske spillere der var med, så de lokale fik generelt stryg. Så sker der det alle steder i verden, at den tabende spiller himler op om hvor dårligt den anden spiller, og når det er sket nogle gange, så er det dealeren der står for tur. Et eksempel var, at en lokal både var blevet ramt ned og bluffet et par gange. Han brokkede sig over så dårligt danskerne spillede, så ville han skifte bord, men det nægtede floor, da der skulle være balance bordene imellem, og så blev det dealeren der måtte stå for skud. Til sidst blev vi nødt til at kalde floor for at hjælpe den stakkels dealer. Det faldt bestemt ikke i god jord, så stemningen var lidt anstrengt, indtil han havde tabt alle sine skillinger.
Donald var Poker Tours repræsentant på turen, og sørgede for alt det praktiske. Det betød, at alle gik til Donald med spørgsmål. Både relevante, men også dem man var for “doven” til selv at finde svar på. Det fik mig til at tænke på dengang jeg trænede ungdomshåndbold: Der indførte vi “Fem-spørgsmåls-reglen”. Hele holdet havde fem spørgsmål pr. dag, ellers måtte spillerne selv finde svarene. Så spillerne var nødt til at overveje om de ville bruge ét spørgsmål, og ofte skete der det, at de ikke brugte deres fem spørgsmål. Det skabte både ansvar og god stemning – måske et koncept for næste pokertur? Med andre ord, folk må godt overveje, hvad der er rimeligt at spørge om. Også selv om mange spørgsmål var i fællesgruppen på WhatsApp, hvor folk var flinke til at hjælpe med at svare. Donald gjorde det fantastisk, og tog hånd om alle mulige og umulige situationer. Der var høj service hele vejen igennem. Ikke overraskende når man kender ham, men stadig meget imponerende
Sigtseeing og pokerturnering
Fredag – Turist i Beograd, valutaforvirring og fordomme
Cashgame startede først kl. 14, turneringen kl. 18 – så der var tid til sightseeing, mens andre tog på museum, eller bare fandt sammen i små grupper og hyggede sig. Der er det også en kæmpe fordel at rejse med Poker Tours. Når man er mange afsted, er det altid muligt at finde sammen med nogen, man klikker med. Folk er også flinke til at tage initiativ, og melde ud i gruppen på WhatsApp. F.eks. havde Maiken fundet en offentlig pool, som flere foretrak i den bagende hede. Maiken spiller poker, og derfor er der ikke brug for den store forventningsafstemning, når hende og Søren skal på tur. Lene og jeg valgte Donalds anbefaling: taxa til den ene ende af Beograds svar på Strøget og så gå ned mod parken med udsigt over Donau.
Receptionisten insisterede på, at vi skulle sikre maxpris på hjemturen – “Ikke mere end 1.000 dinar!” sagde han. Jeg tænkte: Ro på, vi er vant til at rejse. Taxaen kom, og da vi nåede destinationen, siger chaufføren 710 i overensstemmelse med taxameteret. Jeg tager to sedler og giver ham, og bliver overrasket da han siger “No no, be careful!” Først der opdager jeg, at jeg har givet ham to 5.000 sedler. Oppe i mit hoved var det to 500 sedler! God service, så han fik 1.000 med et ydmygt “Thank you, have a nice day” og en undskyldende tanke til receptionisten!
Serberne overraskede positivt – venlige, ærlige og hjælpsomme. Noget, der generelt gennemsyrede hele turen, så fordommen om det arrogante Balkan måtte i skraldespanden. Stort set. Det eneste tidspunkt jeg stødte på noget af den forventede arrogance, var da jeg fredag gerne ville have min sidepude med ind på kasinoet.
På de fleste kasinoer er der dårlige stole, der ikke er designet til en voksen mand på 187 cm. De er ofte for lave og hårde med mærkelige vinkler i rygstøtten. Jeg har derfor de sidste par år haft en god sidepude med rundt. Når man skulle ind på kasinoet, skulle man igennem en scanner, som i lufthavnen. De vil sjovt nok ikke så gerne have våben inde på kasinoet. Da jeg så har min sidepude med siger security, at den må jeg ikke have med ind. Jeg himler op om, at det har jeg aldrig oplevet før, og at den er nødvendig for mig pga. dårlig ryg. Ikke helt korrekt, men man er vel sælger.
Da jeg presser på, ringer security til sin chef, som efter et par minutter kommer op fra kontrolrummet. Han kigger skeptisk på den, men jeg siger at han gerne må åbne den, (der er en lynlås så man kan tage betrækket af) og undersøge den nærmere. Han ser stadig skeptisk ud, og ringer nu til sin chef, mens han forklarer situationen og at jeg insisterer. Det ender med at svaret er, at det må jeg ikke. Da jeg spørger hvorfor, siger han, at det må jeg ikke. Da jeg beder om en forklaring, siger han, at det må jeg bare ikke, hvorefter han drejer omkring og forsvinder ned til kontrolrummet uden at værdige mig et blik.
Så jeg må efterlade sidepuden i garderoben, og vil gå ind i kasinoet, men fingeraftryk læseren virker ikke. Da jeg vender mig om mod security siger de, at jeg skal tage min cap af, da man ikke må have cap på i kasinoet, kun i pokerområdet. Mit fornuftige jeg vandt og jeg tog capen af og fik adgang, men mit djævelske jeg råbte og skreg på den anden skulder.
Først nede i pokerområdet gav jeg efter og måtte bruge et af mine Donald-spørgsmål. “Klarer du lige den med pokermanageren?” “Giv mig en halv time, så er jeg på kasinoet” og da Donald kom, så lavede han en aftale med pokermanageren om at de gjorde en undtagelse. Hvad Donald har fortalt af tårevædede historier om mig ved jeg ikke, men jeg kunne gå ned og hente min sidepude.
Om aftenen, mens jeg spillede, gik Lene ned på Hyatt Regencys Metropolitan restaurant. Den er nævnt i Michelinguiden, og det var en oplevelse. Tre retter og vin for 400 kr. – flotte velsmagende retter så bestemt et value-for-money sted. I turneringen ramte endnu en dansker finalebordet, og flere kom i pengene.
