En ekstraordinær rebuy-periode med hele 66 rebuys og 17 add-ons skabte en præmiepulje på 26.962 kr.

Rebuy bonanza på Casino Odense – finalebordet trak ud – natten sluttede med deal

Casino Odense bød lørdag aften på endnu en stor pokerturnering, hvor stemningen var høj, og de mange faste spillere satte tonen fra start. Ved bordene var der godt gang i kortene, og de første all-ins kom hurtigt i spil.

Rebuy-perioden udviklede sig til en sand chipsfest, hvor især ét bord stod for en lind strøm af rebuys. Flere spillere var i gavehumør og sendte villigt chipsene videre til bordet – og især den senere vinder viste sig som den glade modtager. I alt blev det til hele 66 rebuys og 17 add-ons, hvilket er usædvanligt højt, selv for en lørdag aften på Casino Odense.

Grundet de mange rebuys var der usædvanligt mange big blinds i spil efter add-on-perioden, hvilket betød voksende potter, og det satte sit tydelige præg på turneringen helt frem til finalebordet.

Ny rangliste på vej

Det var samtidig sidste turnering på den gamle rangliste, hvor Nikolaj Christensen løb med sejren. I den kommende weekend spilles finalerne, hvor der spilles om de sidste pladser til belønningsturen til Nordmakedonien i september. Du kan læse mere om ranglisten og turen på Casino Odenses hjemmeside.

Ny sæson og rangliste starter tirsdag.

“Rebuy-perioden eksploderede med hele 66 rebuys, og det resulterede i action fra start til slut.”
Finalebordet klar før midnat

Efter add-on-perioden blev det “hverdag igen”. Nu skulle der passes bedre på chipsene, da det ikke længere var muligt at “gå til købmanden” efter flere jetoner. Spillerne strammede op, og hvor det før havde været åbne skud med løse calls og hurtige rebuys, blev der nu spillet mere kontrolleret. Shortstacks måtte nøje vælge deres spots for at overleve, mens de store stacks ikke bare forsøgte at holde fast i føringen, men også at udbygge den ved at lægge pres på de mindre stacks. Finalebordet blev sat kort efter midnat.

Trøsteboblepræmie

Som det ofte sker, blev de sidste fem spillere enige om en trøsteboblepræmie, så alle havde guld med hjem. Dan Bentsen tog 2.100 kr. som trøsteboble. Herefter tyndede feltet ud frem mod afgørelsen, og Tommy Knoth spillede sig på podiet med en 3. plads til 4.792 kr.

Heads-up

Afgørelsen stod mellem Sverre Nattestad og Thomas Hinze. Hinze gik ind i heads-up med en lille føring, og da tiden var fremskreden, blev de enige om en deal: Thomas 10.470 kr. og Sverre 9.600 kr. Hinze bemærkede bagefter, at han ellers var klar til at spille den til døden, men omvendt så var det snart lyst udenfor.

Vinderens ord

Dansk Poker fangede til morgen Thomas Hinze, og han sendte os følgende ord:

Der var god stemning i går fra start. Jeg sad ved bord med en makker, som spiller meget loose og ikke er bleg for at lave det ene rebuy efter det andet og fodre folk af med skrald. Det gav mig hurtigt et boost, da jeg fik skudt min stack i vejret med to gange AQ – først med et kald af AJ all-in preflop, og derefter ved at skubbe imod en spiller, som havde raiset stort. Allerede ved pausen sad jeg med næsten 100.000 og masser af chips at lege med.”

Efter pausen fik jeg ikke så mange spilbare hænder, men jeg havde stadig nok til at sikre mig en plads ved finalebordet. Hånden som for alvor fik min stack til at eksplodere var dog temmelig heldig. En spiller raiser til 12.000 i blind 2,5/5k, og jeg sidder i small blind med 55 og 22 big blinds. Jeg skubber til midten og forventer egentlig, at han folder. I stedet tanker han længe og kalder mig med QQ. Halvvejs på vej op af stolen rammer jeg en 5’er på floppet, og pludselig sidder jeg med 240.000. Herefter kunne jeg lægge pres på de små stacks.

Til slut sad vi heads-up og lavede en deal, fordi vi var meget tæt på lige. Jeg havde lidt mere og forlangte derfor en større del af præmien. Ellers var jeg faktisk klar på at spille den helt til døden.

“Jeg skyder min stack op i godt 240.000, og derfra kunne jeg lægge pres på og lukke turneringen ned,” fortalte Thomas Hinze efter sejren.

Vinderen af lørdagens turnering Thomas Hinze.


Lørdags turnering – NLH rebuy/add-on – startstack 10.000 chips – buy-in 600 kr. (520 kr. + 80 kr.)

Totale entries: 85 stk. (19 unikke, 66 rebuys og 17 add-ons)

Præmiepulje: 26.962 kr.

Placering nr. 1: Thomas Hinze – 10.470 kr. (HU-deal)

Placering nr. 2: Sverre Nattestad – 9.600 kr. (HU-deal)

Placering nr. 3: Tommy Knoth – 4.792 kr.

Bubbleboy: Dan Bentsen – 2.100 kr.

Tillykke til vinderne!

Der bliver næste gang spillet på Casino Odense tirsdag den 19. august 2025 kl. 18.45. Her står den igen på rebuy-turnering med 2.000 chips fra start. Buy-in koster 230 kr. plus gebyr på 70 kr. og yderligere 50 kr. ved tilmelding efter 18.00 på dagen. Der kan laves rebuy for 200 kr. i de første 2 levels, hvor man får 2.000 chips, og der afsluttes med add-on, som også koster 200 kr. Her får man 5.000 chips. Du kan læse mere her.

“Til slut sad vi heads-up og lavede en deal, fordi vi var meget tæt på lige. Jeg havde lidt mere og forlangte derfor en større del af præmien. Ellers var jeg faktisk klar på at spille den helt til døden.” – Thomas Hinze

Billederne er venligst udlånt af Casino Odense.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail