Alle spillerne var i pengene og der skulle spilles ned til finalebordet på ni håbefulde pokerspillere i går søndag den 7. september 2025. På Casino Copenhagen havde der hele ugen op til søndagens dag 3 været proppet med mennesker og alle ville spille poker. Kapaciteten var presset til det yderste, men alligevel lykkedes det at få afholdt DM 2025 professionelt og uden slinger i valsen.
Der var MANGE store pokerprofiler med på dag 3. Både danske, svenske og internationale. Da støvet havde lagt sig var der, uden at vi fornærmer nogen, reelt set kun én stor pokerprofil tilbage. Og det er en svensker. Michael Tureniec, der blandt andet vandt EPT Copenhagen til 3,7 millioner kroner tilbage i 2011.
Dansk Poker håber på en dansk vinder
Vi er lidt farvet på Dansk Poker – men vi hepper altså på en dansker og ikke en svensker. Så selvom vi selvfølgelig ønsker god poker og “den bedste mand skal vinde”, så ser vi helst, at det er en med dansk pas, der bliver Danmarksmester 2025. Heldigvis så er Tureniec bordet shortstack, men han er virkelig dygtig og så sandelig en stor trussel stadigvæk.
Bustout bonanza og noget af et blodbad
Dag 3 fløj bare afsted. De første 20 minutter var med 10 bustouts og der røg 30 spillere på én time og 20 minutter. Det er en spiller hver 3. minut. Helt skørt. Vi jokede internt om, at der var nogen der skulle hjem og se Mads Pedersen vinde en Vuelta etape, hvilket Mads selvfølgelig også gjorde.
Vi henviser til livebloggen for detaljer ift. hænder, store drama bustouts og andet lir. De mange hurtige bustouts hang måske sammen med den flade payout struktur, hvor der langsomt var stigninger. Vi mærkede først senere på dagen, at folk stallede med vilje for at få payjumps.
Farvel til masser af store profiler
Der var 93 spillere til start på dag 3 og som sagt en masse velkendte navne og store profiler. I pengene kom blandt andet Martin Clemmesen (nr. 92 til 14.500 kr.), Marcus Hallabro (nr. 91 til 14.500 kr.), Johan Espholm (nr. 87 til 14.500 kr.), Marcus Wuttke (nr. 86 til 14.500 kr.), Jannick Wrang (nr. 80 til 15.750 kr.), Frederik Johansen (nr. 75 til 15.750 kr.), John “Tøms” Petersen (nr. 74 til 15.750 kr.), Nima Musavian (nr. 68 til 17.600 kr.), Rasmus Vejbæk-Zerr (nr. 56 til 20.100 kr.), Andreas Brendholdt (nr. 46 til 23.300 kr.) og Torben “Basse” Tvede Gøttler (nr. 37 til 27.700 kr.).
Endgame profiler bustouts
Trods de mange profiler der var bustet tidligt, som ses ovenfor, så var der stadigvæk masser af store navne tilbage. Derfor var håbet, at vi kunne få et finalebord med masser af store stjerner kombineret med nogle dygtige hobbyspillere. Det skulle vise sig, at alle de danske pokerstjerner røg én for én i endgame:
Farvel til Dan “Deagle” Larsen (nr. 27 til 33.400 kr.), Thomas Hølmer (nr. 24 til 41.000 kr.), Fehim Hajdari (nr. 22 til 41.000 kr.), Oskar Massesson (nr. 21 til 41.000 kr.) og Peter Jaksland (nr. 12 til 62.500 kr.).

Finalebordet skal nok blive spændende
Som altid skal et DM-finalebord nok blive såvel spændende, dramatisk og interessant – selvom vi måske ikke har de helt store velkendte danske profiler. Dansk Poker har set de ni spillere i et par dage nu og det er skam noget godt poker de kan levere – selv på den største scene.
Finalebordet er en rigtig god kombination af unge talenter som Martin Hofmann og Mads Dahlstrøm kombineret med nogle rutinerede herrer. Samtidigt så er det skønt at se, at man som hobbyspiller stadigvæk kan tage det hele vejen til et DM-finalebord i et svært felt, som dag 3 var. Vent og se, disse spillere kan være nogle vi ser i mange år fremover.
Chipcounts på DM 2025 Main Event finalebordet
Placering | Navn | Chipcount |
---|
1 | Mikkel Martini | 8.200.000 |
2 | Martin Hofmann | 6.310.000 |
3 | Finn Larsen | 4.140.000 |
4 | Hans Werge | 3.850.000 |
5 | Mads Dahlstrøm | 3.760.000 |
6 | Ole Fjeldgaard Kristensen | 3.170.000 |
7 | Andy Olsen | 2.130.000 |
8 | Thomas D. Laursen | 1.915.000 |
9 | Michael Tureniec | 1.805.000 |
Spil på finalebordet på Danske Spil
Du kan spille på finalebordet her.
Blandt andet kan du spille på Årets Danmarksmester:

Følg finalebordet på Danske Spil Poker
Endnu engang vil man kunne følge finalebordets gang på Danske Spil Poker. Det er via livestreamet, der er et 30 minutters delay på.
Se/gense dag 3 her: