Mounir Tajiou er en passioneret svensk pokerspiller med en stor personlighed og mange flotte resultater de sidste par år. I år blev han også bedste skandinav i WSOP Main Event og havde flere sjove stunder på Tv-bordet.
Dansk Poker har via vores ambassadør Marcus Wuttke fået et eksklusivt interview med Mounir Tajiou, der fortæller om sin baggrund, mens vi får både nogle gode historier og hører om hans planer om at få poker til at vokse i Skandinavien med sin egen pokerturneringsserie (No Filter Poker), som han er vært for i Tallinn.
God fornøjelse!
Fortæl om dig selv og gør os klogere på din baggrund?
Jeg er gift, har 3 børn, hund, 2 katte, 2 heste og bor på Lidingö udenfor Stockholm.
Som menneske er jeg konkurrenceminded og jeg har konkurreret hele mit liv på mange forskellige områder. Da jeg var yngre spillede jeg fodbold seks år i den næsthøjeste division i Sverige, og jeg havde også et fodboldstipendium til et amerikansk universitet. Samtidig konkurrerede jeg i studierne ved at uddanne mig til jurist. Efterfølgende har jeg arbejdet som advokat og dommer. Derefter arbejdede jeg i en del år i et advokatfirma, som hedder Linklaters – advokatfirmaernes Real Madrid – hvor jeg arbejdede med jura indenfor finans.
Efter syv år der startede jeg min egen investeringsvirksomhed, som er gået virkelig godt. Så jeg har i mit liv arbejdet ekstremt hårdt indtil jeg var omkring 43 år. Selvom jeg har spillet poker i et stykke tid, er det først de seneste år, hvor jeg har haft mere tid, at jeg har fundet kærligheden til poker — dels fordi det er en måde for mig at få den konkurrence, som jeg elsker.

Foto: Bombay Club Tallinn – Mounir Tajiou
Mounir Tajious profil hos Hendon Mob
Hvordan kom du i gang med poker?
Jeg har spillet poker i en del år, men ikke taget det lige så seriøst som de sidste par år. For et par år siden fik jeg mere tid i min hverdag og begyndte at interessere mig mere for poker. Jeg kan både lide den matematiske og den psykologiske del af pokeren. Jeg har studeret en ret stor mængde teoretisk poker og GTO-strategier, men jeg ville ikke kalde mig selv ekspert i det.
Derimod føler jeg, at jeg er virkelig god i den psykologiske del af spillet. Specielt det med at kunne identificere og tilpasse mig til mine modstandere ift. hvordan de spiller og hvad jeg skal gøre for at udnytte den viden. I denne del kan jeg genbruge mange af de færdigheder, jeg har lært i forretningsverdenen i løbet af min karriere. Onlinepoker er ikke mig; det er livepoker, jeg elsker og hvor jeg har mine forcér.
I december sidste år fortalte jeg mine børn, at deres far skulle blive den højst rangerede pokerspiller i Sverige på Global Poker Index (GPI). Jeg har længe ligget nummer et i Sveriges Player of the Year 2025, men lige pt. ligger jeg nummer to. Viktor Blom, der fører ranglisten, er en hård modstander.
Havde du en speciel strategi ved årets WSOP Main Event?
I år kom jeg ind med en lidt anderledes strategi end jeg har haft tidligere, nemlig at jeg simpelthen ikke ville være all-in for mit liv så tidligt i turneringen. Sidste år røg jeg ud på soft-bobblen i en chipleader-pot på cirka 500 big blinds, hvor jeg stak alt ind med par og nut-flushdraw mod et top-set i damer.
Min strategi med ikke at være all-in virkede for mig i år, så jeg var først inde for livet på dag 6. Jeg havde blandt andet en hånd med KK mod AA, hvor jeg kun kaldte et 3-bet og taber minimum, da boardet løb ud med fire ruder.
Jeg kan godt lide at snakke, hygge og have det sjovt ved bordet. Som man kunne se på PokerNews, var der en mand som sang mens han spillede poker, og man kunne bestille serenader fra ham for drikkepenge. På dag 2 bestilte jeg sangen “Hotel California”, som er en sindssygt lang sang, og jeg var dirigent for ham gennem det hele, selvom det betød, at jeg missede et par hænder. Efterfølgende klappede hele salen med over 400 mennesker, men et par enkelte personer kom op og sagde, at vi skulle holde op, og at det ikke hører hjemme ved en pokerturnering.
Min reaktion var, at hvis alle andre elsker det, så må de få der ikke gør, leve med det. Dagen efter gjorde vi det igen, hvor jeg gav ham det største “tip”, han havde fået, med løftet om, at en del af det skulle gå til at hjælpe fattige i hans hjemstavn.
Det med sangene gjorde, at jeg blev en smule genkendt i turneringen, og på dag 5, da Michael Mizrachi kom til vores bord, sagde jeg direkte til de andre, at de skulle ringe mor og far, fordi vores bord ville være det næste til at komme på TV – hvilket også var præcis hvad der skete.

Foto: PokerGo livestream – Mounir Tajiou vs. WSOP Champ Michael Mizrachi
Fortæl os om din vilde hånd mod Mizrachi
Det man nok ikke ved er, at før vi kom op til Tv-bordet, havde jeg en snak med nogle af de “tournament directores”, der var involveret i feature tables. Vi snakkede om, hvilke regler der var ift. “tabletalk”. For at være sikker, så spurgte jeg dem: “Kan jeg sige “fuck” ved bordet?” “Ja Mounir, det kan du”, svarede de. Så spurgte jeg også: “Kan jeg rejse mig og sige ’Fuck you bitch” og kaste kortene i hans retning, når jeg bluffer denne lortespiller?”, mens jeg pegede på Mizrachi. Og de svarede igen: “Ja Mounir, det kan du.”. Jeg fandt også ud af, hvor grænsen var.
Jeg tror, jeg fik lidt særlig behandling i kraft af, at jeg allerede var blevet kendt i turneringen for at være dirigent for sangeren tidligere.
Siden Mizrachi var med og havde hørt dette, tror jeg, det var grunden til, at han tænkte så længe med kun et es på turn, fordi han vidste, at jeg ville bluffe ham på Tv-bordet. Til sidst gav han dog op, og han vidste, hvad der ville ske, når jeg stillede mig op, så snart han foldede.
Jeg snakkede én gang mere med Tv-produktionen, mens vi spillede, også for at høre, om det var for meget og om jeg skulle tage det mere roligt. Men de sagde, at seerne elskede det, og at jeg bare skulle blive ved. Så det, jeg lavede på Tv-bordet, var allerede godkendt på forhånd.
Jeg endte med at blive gode venner med Mizrachi i løbet af turneringen og var på hans rail indtil den sidste dag, hvor jeg var nødt til at tage hjem til Stockholm.
What in the WORLD?! 🤯 Michael Mizrachi and Mounir Tajiou take it to the streets late on Day 5.
— PokerGO (@PokerGO) July 11, 2025
Watch LIVE on https://t.co/2RQh5ROjQG pic.twitter.com/5DcSV9y5qS

OlyBet og Olympic Casino i Tallinn afholder No Filter Poker Series
Hvorfor startede du No Filter Poker?
Sverige har ikke været særlig god til at have et godt kasino for poker. Tidligere i år er de svenske kasinoer endda lukket helt ned, så det er umuligt at spille lovlig poker hverken i Sverige eller Norge. Jeg går meget op i, at man skal kunne spille poker lovligt og sikkert, især på grund af min baggrund som advokat og dommer. Jeg ønsker at man skal kunne spille poker et sted, hvor man kan føle sig tryg og få sine gevinster udbetalt til sin bankkonto.
Af alle kasinoerne i nærheden er Olympic Park i Tallinn helt klart det bedste kasino for poker, så det var et nemt valg, at No Filter turneringsserierne skulle hostes der. Første gang var i juni i år, hvilket blev en succes, og nu har vi næste udgave om et par uger den 17.–22. oktober 2025.
Vores Main Event koster €1.100 i buyin, og så har vi en række sideevents kørende også. Denne gang holder vi også en særlig turnering, som hedder Legends of the Game, hvor vi kommer til at hylde nogle spillere, som har gjort meget for pokeren. Det bliver en helt særlig omgang med middag og cocktails for alle deltagere, og spillerne vil blive præsenteret med flag, og legenderne vil få den anerkendelse, de fortjener. De legender, som kommer, er blandt andre Michael Mizrachi, Tony G, Scotty Nguyen og Juha Helppi. Jeg har også snakket med en dansk legende (Gus Hansen, red.), som ikke var sikker på, om han kunne de datoer, men jeg har købt et dansk flag, hvis han skulle komme.
På andre stops er det ofte sådan, at player-parties overlapper med flere andre turneringer, eller at det er svært at nå med, hvis man f.eks. har turnering dagen efter, eller finalebordet slutter kl. 02 om natten. På No Filter ønsker jeg, at alle skal kunne være med. Derfor ligger spillerfesten sidste aften i turneringsserien – lige efter, at Main Eventet er færdigt. Vi forventer at finde en vinder i Main Event omkring kl. 22 den sidste dag, og så bliver det naturligt for alle at være med, raile finalebordet, heppe og skabe god stemning.
Man er også nødt til at komme til spillerfesten for at få sin pokal, hvis man vinder. Jeg har sagt, at hvis vinderen ikke kommer til spillerfesten og henter sin pokal, så brænder jeg den foran alle 🤣.
Jeg glæder mig til at hoste vores næste udgave af No Filter Poker her i oktober, og vi har også store planer for fremtiden med andre stops på flere forskellige kasinoer — så hold øjnene åbne!

Artikelfoto: Elena Kask/OlyBet/PokerNews WSOP Circuit Tallinn 2025 – Mounir Tajiou