Dansk Poker havde sendt vores hobbyspiller ambassadør, Johnny Østbjerg (kendt som East), til licensklubben Poker København, som har lokaler på Amager. Klubben havde deres årlige mesterskaber, som også var Københavnermesterskaber samtidigt. Tanken var, at Johnny skulle ned og besøge klubben, mærke stemningen, spille lidt og så ellers lave en blog om det hele bagefter.
Johnny Østbjergs egne forventninger var ret lave. Ikke i forhold til Poker København eller turneringen som helhed – men mere ift. hans egen præstation. “Jeg er hurtigt hjemme”, havde Johnny sagt lidt i sjov men nok også forholdsvis realistisk. Sådan skulle det dog ikke gå.
God fornøjelse med bloggen!
————————————
Så kom dagen, hvor jeg skulle besøge endnu en af de danske licensklubber. Denne gang var det hos Poker København, som styres af Knud Adelstorp.
Aftalen kom i stand på et hotelværelse i Barcelona hvor Quaade og jeg så golf/fodbold, da Knud ringede og hørte om muligheden.
Jeg skal indrømme det ikke helt gik, som jeg havde planlagt inden jeg kørte hjemmefra.
Min ærlige forventning var, at jeg fik 3-4 hyggelige timer og så tak for denne gang, da min weekend var afsat til andre ting end poker.
Ankomst i Poker København
Jeg møder op på adressen ude på Amager og får hilst på Knud og dagens tourleder Mia, og så var det ellers i gang ved filten.
Der var 38 tilmeldte til mit startflight. 40.000 i stacken. Nye kort, nye chips, nyt klæde – så alt var klar til en hyggelig aften.


Dagens første hånd skal naturligvis spilles, så jeg åbner til 200 med 5♥️3♥️ (blinds 50-100) og får to callers. En tredje mand raiser til 1.100 og alle betaler. 4-vejs til
9♥️8♥️2♥️ og vi er i gang……..alle checker.
Turn er K♣️ og jeg better 3.500 og får én kalder.
River er A♠️. Jeg better nu 6.500 og melder op, at dette bliver Danmarkshistoriens korteste blog, hvis han går all-in….han nøjes dog med og betale med to-par.
Fin start.


God stemning, foreningsliv og hygge
Én spiller røg ud i level 1, så der var fart på selvom det var en freezeout turnering.
Poker i licensklubberne er uden dealer, dvs. folk selv deler kort ud osv. Det skulle jeg lige vende mig til igen. Dog så skabte det en anden stemning end jeg er vant til, og jeg tog mig flere gange i at nyde stemningen – lidt som i gamle dage i omklædningsrummet efter en håndboldkamp.
Det er foreningsliv når det er bedst, top hyggeligt sted uden diskussioner, men hvor den gode stemning var i højsædet.


Jeg får slået min stack op i 275.000, som er super fornuftigt med én times spil tilbage, da jeg hører fra nabobordet om en gut, som havde kørt alt og alle over dagen før, og sluttet i cirka 450.000.
Det fik vækket min indre djævel og så satte jeg som mål, at den skulle jeg da slå. Væk var ideen om, at jeg skulle buste ud inden finaledagen, og så hjalp det også lidt på indstillingen, da Knud fortalte om de flotte præmier, der var i turneringen.
I dagens sidste hånd skubber UTG sine sidste 9 big blinds. Jeg har samlet den smukke handske T♠️8♠️, hvilket alle jo ved er et snap-call!!
Nej, jeg ved intet om Solvers, ranges eller lignende – jeg bruger 50% reglen…..enten vinder jeg ellers taber jeg. Efter mit kald, så smider big blind også sine sidste 5 big blinds ind – og vi har et 3-vejs all-in.
Spiller 1 har skubbet med 2♥️2♣️
Spiller 2 har 5♥️4♥️
Mig T♠️8♠️
Flop Q♠️6♠️5♦️ – hvilket jo ikke er helt skidt 😎
Turn Q♥️ – og jeg melder op, at alle ved, at der nu kommer en 6er, så jeg kan buste to mand med 10-høj
River 6♣️
Videre til lørdag med 505.000 og overall CL

Lørdag – finaledag
49 håbefulde spillere møder op i storm og regn. Alle har øjnene på pokalen og de 21.200 kr., som der var til 1.pladsen.
Jeg havde en idé om, at det ville gå stærkt med bustouts – men efter fem levels var der kun bustet én spiller…så folk spillede med tålmodighed og der var masser af god poker.

Min stack blev bare større og større. Da vi er 25 spillere tilbage og average er 262.000, sidder jeg med 1,2 millioner og føler mig rimelig komfortabel.
Det kører bare. Jeg vinder blandt andet med 7♦️6♦️ mod K♣️8♣️
På K♠️5♦️4♦️
Turn er Q♥️ – men river er smukke
8♦️
Så det var straight-flush mod to-par.

Løber over middel
Har også K♥️T♥️ mod dygtig ung gut, som har åbnet A♣️J♣️
Flop A♦️Q♣️J♥️ og vi må til midten igen – og jeg holder hjem.
Med 14 spillere tilbage åbner en ung gut i tidlig position. Jeg 3-better fra knap med J♠️J♣️. Big blind, som jeg lige har doblet med TT mod hans KK kalder og den unge gut kalder også. 3-vejs til et godkendt flop:
T♠️8♥️3♣️ og ud af det blå overbetter big blind potten og er all-in. Den unge gut folder og jeg skal beslutte mig.
Hvad har han??? AA nej – KK nej – set i 10er ,8er eller 3er – nej, det er sgu for mærkeligt, hvis det er tilfældet.
QQ, ja det er muligt og får også sagt, at det er godt spillet, hvis det er tilfældet, MEN kalder alligevel og hvis jeg vinder, er det motorvej mod toppen og de 21.000 kr.
Han vender Q♠️Q♥️ og det er noget lort, men som den gamle mand, som jeg nu engang er blevet, ved man jo at det kan være dyrt og spille på to damer samtidigt. Så vi må hen til river før en dejlig bondemand sejler ind, og nu er jeg gigantisk chipleader.

På vej mod titlen
Finalebordet blev afviklet med dealer og igen i en rigtig god atmosfære, hvor alle hyggede sig trods vi spillede om en del penge.
Miraklet skete og den blinde høne fandt korn, så jeg endte, modsat mine forventninger om torsdagen, med sejren og det fine trofæ klubben havde fået lavet til dagens anledning.
Jeg slutter af med kæmpe anbefaling til og besøge Poker København og mærke den jordnære stemning, der er i lokalet. En klub hvor alle kommer for at hygge sig med gode grin og røverhistorier.
Tak for jeg måtte komme og hygge med jer.
East

Johnny “East” Østbjerg – Poker København Klub- og Københavnermester 2025