Sejr på Casino Malta til Fall Tour 2025 vinderen Laurits Espeholt

Laurits Espeholt vinder Malta-event og drømmer om WSOP 2026

Det har været nogle vilde tre uger for Laurits Espeholt. Først vinder han Fall Tour Main Event 2025 på Casino Munkebjerg til 200.553 kr. og forleden vandt han et sideevent ved Battle of Malta til €6.060.

Der var 214 entries i €200 NLH Dark Knight på Casino Malta i forbindelse med Battle of Malta pokerfestivalen. En af disse var Laurits Espeholt, der ender som den samlet vinder til €6.060.

Tidligere cashgamespiller

Dansk Poker fik en snak med Laurits Espeholt, der tidligere har set sig selv som hovedsageligt cashgamespiller, omkring hans nye titel som live-turneringsspiller og de muligheder de flotte resultater har givet ham.

“Godt der er trofæer hernede, når der ikke er på Munken” griner Laurits, da vi fanger ham lige efter sejren.

Laurits hentyder til, at da han vandt Fall Tour Main Event 2025, så måtte han nøjes med et billede i stedet for et trofæ eller en pokal. På Casino Munkebjerg har man kun trofæ til MPT vinderen.

“Hvornår er næste liveturneringsserie?” kan man mærke Laurits tænke. Han er tydeligvis hooked på turneringer nu efter stort set kun at have gjort sig som cashgamespiller.

Laurits Espeholt vinder af Fall Tour Main Event 2025

Overvejer WSOP Main Event 2026

Efter den nyfundne turneringssucces, så overvejer Laurits nu at tage til Las Vegas og spille WSOP Main Event til sommer.

“Det er vel enhver pokerspillers drøm” smiler Laurits.

Hvis Laurits kan lide to timers levels, den blødeste $10.000 turnering i verden, at spille for et verdensmesterskab og 10 millioner dollars – så ja – så er det helt sikkert en drøm at spille WSOP Main Event.

Du kan jo komme med i vores Dansk Poker hus i Las Vegas, siger vi til Laurits, hvis øjne vokser.

“Det er jeg virkelig klar på. Lyder fedt”.

Cashgame grind tidligere

“Jeg har været på mange pokerferier i Europa – men altid for at grinde cashgame. Turen til Malta har været planlagt længe og jeg var træt af, at det ikke passede med, at jeg kunne spille Main Event efter jeg vandt Fall Tour. Den sejr har helt sikkert givet mig lyst til at spille turneringer.

99% af det poker, som jeg spiller normalt er cash game, og 80% af det er PLO. Så jeg havde ikke planlagt efter at spille Battle of Malta Main Event, da jeg bookede. I stedet passede det med, at jeg kunne spille €450 Mystery Bounty og det gik også rigtig fint, indtil at min KK blev knækket af JJ all-in preflop i en 500.000 pot, hvor der manglede at ryge ti spillere inden finaledagen. Virkelig ærgerligt tidspunkt, da average på finaledagen var 200.000. Jeg ville altså haft et godt udgangspunkt til at samle Mystery Bounty kuverterne”.

Hvordan endte du så i den Dark Knight turnering? – ville vi høre.

“Vi havde kun fire overnatninger og den sidste eftermiddag sad jeg og spillede cashgame med min kammerat ved bordet. Han besluttede sig så for, at han ville spille €200 Dark Knight sideeventet. Jeg valgte at joine ham og da rebuys var slut endte vi på 214 entries.

Jeg lå konstant midt i feltet, men da vi var to borde tilbage var der en del spillere, der spillede for at ramme det næste payjump. Det kunne jeg udnytte. Især på finalebordet var det slemt. Her var jeg i top-3, men selv chipleaderen spillede “scared”.

Det er en af mine forcer i poker; at jeg tør spille spillet. Da vi var 4-vejs faldt snakken på deal. På det tidspunkt havde jeg fået chipleadet, da jeg havde vundet otte ud af ti hænder uden showdown. Der var oprindeligt €7.300 til vinderen og €4.900 til nr. 2. De tilbød mig €5.200, hvilket jeg takkede ja til. Måske var det dumt. Jeg følte, at jeg var den bedste af os tilbage, men blinds var høje med en averagestack på 12-14 big blinds. Vi havde lidt over €800 og pokalen at spille om. Heldigvis endte det lykkeligt.”

What’s next?

“Det næste jeg skal spille er Mystery Bounty på Casino Copenhagen om et par uger. Derefter står den på Jule Tour på Munken i december, evt. MPT og måske en turneringsserie i Estland i februar – Kings of Tallinn. Jeg har cashet 245.000 kr. i oktober og der er ikke lige noget, som jeg står og mangler. Enhver pokerspillers drøm er jo at spille WSOP Main Event til 10.000 dollars i Las Vegas. Det er også min drøm og jeg jagter altid mine drømme, så jeg satser på at vi ses i Vegas til sommer”.

Det skal bestemt blive spændende at følge Laurits Espeholts rejse som ny liveturneringsspiller.

Artikelfoto: Casino Malta – Battle of Malta – Laurits Espeholt vinder af Dark Knight

Alle billeder er private fotos.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail