Martin “Shortdeck” Nielsen var endnu en gang helt fremme i en turnering, hvor han endte på en flot 2. plads – men ikke uden drama.
Den danske highroller, der tidligere i år også har markeret sig stærkt på den internationale scene med dybe runs i Triton-events , var involveret i en afgørende hånd, som efterfølgende skabte stor debat ved bordet.
Kontroversiel hånd ændrer alt
Ifølge Nielsen selv opstod situationen i en central hånd, hvor han åbner med Qx6d og får et call.
Floppet kommer 8-6-3 med to klør, og efter modstanderen checker, opstår der forvirring, da dealeren vender turnkortet (en dame), før Nielsen har ageret.
Det fører til en længere diskussion ved bordet, hvorefter afgørelsen bliver, at kortene skal blandes igen, og hånden fortsættes med et nyt runout.
En afgørelse, der ender med at få stor betydning.
Fra favorit til presset
Efter reshuffle og nyt runout udvikler hånden sig markant anderledes. Nielsen better, bliver raiset og ender med at calle, inden modstanderen presser ham ud på river.
Ifølge Nielsen selv havde modstanderen kun syv outs i den oprindelige situation – svarende til cirka 16% chance for at vinde hånden – og i mange scenarier ville alle chips være røget ind med danskeren som klar favorit.
I stedet ender han med at folde og miste momentum i turneringen.
“Rigtig ruling – men stadig tiltet”
Selvom afgørelsen ved bordet ifølge Nielsen var korrekt ud fra reglerne, var frustrationen til at tage og føle på:
“In reality it’s all good, it’s the right ruling, but tilting af”
Den ændrede hånd blev i sidste ende afgørende for udfaldet, hvor Nielsen måtte tage til takke med 2. pladsen – og dermed lige akkurat misse både trofæ og førsteplads.

Endnu et stærkt resultat
Trods den bitre afslutning føjer resultatet sig til en række af stærke præstationer fra Martin “Shortdeck” Nielsen, som fortsat cementerer sig som en af Danmarks mest stabile spillere på den internationale scene.


