Dansk Poker har haft en fantastisk sommer ift. indhold på siden. Med flere bloggere i Vegas og masser af WSOP-nyheder, så har aktiviteten blevet skruet i vejret. Vi håber I kan følge med derhjemme. En af bloggerne har været den sjove jyde Peter Banke.
Det har været en ren fornøjelse at have Peter Banke i Dansk Poker Huset. Det er lige før, at vi skulle betale ham for at komme og sprede god stemning på den måde han har. Kender du Peter, så ved du hvad vi mener.
I dag er hans sidste blog fra Las Vegas 2026.
God fornøjelse!
—————
Las Vegas sommeren 2026
Til trods for redaktionens overskrift på min sidste blog (“Smadrer al modstand ved WSOP”) har jeg kun kortvarigt haft følelsen af rent faktisk at smadre al modstand på min tur til Vegas.
Det er ellers en fantastisk følelse at have, når man sidder ved et pokerbord. Faktisk må det være en af de følelser, der ligger længst væk fra tvivl – som mine seneste blogs har handlet om.
Det er følelsen af at kunne se lige igennem sine modstandere. Følelsen af ikke at kunne lave fejl. Den havde jeg i den første turnering, jeg spillede, hvor jeg endte med en femvejsdeal.
Den var også til stede på dag 1 i WSOP Mystery Bounty-turneringen.
Det er den fornemmelse af, at man kan læse modstandernes kort og træffe de rigtige beslutninger hånd efter hånd, uden at man behøver at risikere hele stakken.
Det er en fed følelse.
Den var også meget til stede i den næste turnering, som jeg vender tilbage til lidt senere i bloggen. Desværre har den kun vist sig glimtvis derefter.
Den følelse, der fylder mest lige nu mens jeg skriver denne blog, hvor jeg sidder om bord på et fly fra Salt Lake City mod Amsterdam, er en helt anden.
Mild frustration. Det vender jeg tilbage til senere.
Der er sjældent ret langt mellem de to følelser, når man spiller poker.
Recap og pausedag inden dag 2 af Mystery Millions
I min sidste blog havde jeg netop kvalificeret mig til dag 2 i den store WSOP Mystery Millions-turnering.
Det samme havde min nye kammerat Rune.
Dag 2 skulle først spilles søndag kl. 11 lokal tid.
Lørdag skulle jeg derfor finde noget andet at lave.
Måske en af WSOP’s daglige turneringer?
Rygtet siger, at der er rigtig god value i dem. Det rygte kan jeg kun bekræfte – i hvert fald hvis man møder op fra start.
Mit første bord er enormt blødt, men også fyldt med nogle virkelig søde mennesker.
Jeg sidder blandt andet ved siden af James Hartigans forlovede i flere timer. Flere af spillerne er desuden så venlige, at de nærmest har taget et lille skilt på med en beskrivelse af deres tells.
Her rammer jeg for alvor følelsen af, at jeg ikke kan gøre noget forkert.
Jeg stjæler til højre og venstre og bliver sjældent udfordret.
Stemningen er fantastisk ved bordet – i hvert fald de første mange timer.
Da vi nærmer os boblespillet, er en stor del af det oprindelige cast ved bordet blevet skiftet ud med nye spillere, som ikke havde været med til hyggen fra starten.
Tid til boblepres
I boblespillet skal man jo lægge pres på, især når man er chipleader ved bordet.
Det gjorde jeg.
Og det var ikke specielt populært.
Især en amerikaner sidst i 30’erne og en palæstinensisk amerikaner – som jeg begge havde position på – var voldsomt utilfredse med min aggressive spillestil.
De sagde direkte, at de ikke kunne lide mig.
Jeg forsøgte at vinde dem tilbage med lidt humor og godt humør, men det løb var kørt.
På selve boblen har jeg vel raiset palæstinenserens big blind for 110. gang, da han finder et sjældent 3-bet frem.
Jeg sidder med A♦️Q♣️ og skubber ret hurtigt.
Så begynder han ellers at brokke sig højlydt over både mig og min spillestil.
Han lover endda, at han nok skal kalde mig, hvis bare boblen springer, inden nogen når at kalde tid på ham.
Jeg bliver en smule bekymret for, om han kan sidde med AK, så efter et par minutter kalder jeg tid.
Da tiden løber ud, protestfolder han, viser A♣️J♥️ og siger, at jeg burde få den lige i hovedet.
Jeg viser min hånd op i håb om, at det måske får ham til at geare lidt ned.
Det gør ham åbenbart bare endnu mere vred.
Kæmpestack i bustout-bonanza
Boblen springer, og man kan nærmest høre et lettelsens suk ved bordet, nu hvor alle er sikret $488.
Jeg sidder med en top-10-stack og en følelse af, at jeg ikke kan tabe.
En halv time senere taber jeg så to tredjedele af min stack til amerikaneren sidst i 30’erne 😂
Og det er helt og holdent min egen fejl.
Jeg åbner til 2,2 big blinds fra cutoff med A♠️7♠️, og han kalder i big blind.
Floppet kommer A♥️6♠️5♣️
Han donkbetter 7 big blinds.
Her burde samtlige alarmklokker ringe.
Men jeg får en fornemmelse af, at han er så irriteret på mig, at han kunne finde på at bluffe med næsten hvad som helst.
Jeg ender med at skubbe.
Inden kortene bliver vendt, råber han triumferende:
“I got you. I knew I was gonna get you.”
Da han vender A♣️K♣️, må jeg jo indrømme, at han havde ret.
Boardet løber blankt, og pludselig sidder jeg med en stack et godt stykke under average.
Ny disciplin = fold
Jeg holder mig i live en halv times tid med skub-og-fold-poker, inden jeg ryger ud som nummer 88.
Jeg troede, jeg havde det mentale overtag ved bordet.
Det viste sig, at det var mig, der gik i fælden.
Meget utilfredsstillende.
Det positive er, at jeg kan komme hjem i seng i god tid og forhåbentlig være helt frisk til dag 2 af Mystery Bounty-turneringen.
Søndag den 28. juni
Efter en lækker morgenmad søndag – bacon, æg, frisk frugt og lidt af hvert – tog Rune og jeg ind mod Horseshoe. Vi havde begge tjekket vores nye borde og modstandere i WSOP-appen.
Jeg havde trukket et rigtig godt bord uden nogen kæmpestacks, hvilket jo er meget rart, når man sidder med 6,7 big blinds og en drøm i en Mystery Bounty-turnering.
Faktisk havde jeg set, at spilleren, jeg havde direkte position på, kun sad med én big blind.
Fedt!
Efter vi var kommet til bordet, viste det sig desværre, at der var tastet forkert i systemet. Han havde en stak, der lige præcis dækkede mig.
Missionen var klar: En hurtig dobling, og så kunne jeg begynde at spille poker igen.
Tre konger
Desværre skulle jeg starte i UTG, så blinds ville allerede ramme mig i hånd nummer to.
Hånd 1: K♥️4♣️
Jeg havde på forhånd besluttet, at K10 offsuit var den dårligste hånd, jeg ville skubbe med, så det blev et let fold. Spilleren til højre for mig vandt potten uden showdown.
Hånd 2: Jeg sidder i big blind med K♣️9♦️
En spiller fra mellemposition åbner, min sidemand skubber, jeg folder, og den oprindelige raiser folder også.
Hånd 3: Jeg sidder i small blind.
Der bliver foldet rundt til knappen – samme fyr, som har vundet de to første hænder. Han dækker nu både mig og big blind.
Han åbner til 3 big blinds.
Jeg kigger ned i K♦️Q♥️ og skubber.
Big blind folder.
Knappen instacaller med A♠️K♠️
Ingen hjælp.
Så er jeg ude af Mystery Millions, inden dag 2 for alvor er kommet i gang.
Min sidemand trækker en bounty på $1.000, da han slår mig ud – minimumsbountyen.
Rune startede dagen med en rigtig fin stack. Faktisk den største ved sit bord.
Kolde kort og mangel på gode spots gjorde det dog svært for ham.
Han holdt noget længere end mig, men røg desværre også ud efter nogle timer – uden at have trukket en eneste bounty.
Mentalt reset
Inden jeg tog mod Horseshoe, havde jeg forsøgt at forberede mig på det værst tænkelige scenarie: at ryge ud, inden der var spillet et enkelt orbit.
På den måde håbede jeg, at jeg hurtigere kunne nulstille mig mentalt og være klar til en ny turnering.
Dagen var jo stadig ung, og jeg havde udset mig en $600 PLO H/L-turnering på MGM, som startede kl. 12.
Et hurtigt smut forbi cashieren for at få udbetalt mit cash fra Mystery Millions, en Subway til frokost og derefter en frisk gåtur til MGM, hvor jeg ankommer omkring kl. 14.
Late registration lukker først kl. 16.30, så uden at have undersøgt det nærmere havde jeg forestillet mig, at jeg stadig ville have en fornuftig startstack.
Det havde jeg ikke.
Jeg havde kun 30 big blinds.
Ved bordet sidder blandt andet to mænd i 50’erne med enorme stacks.
Jeg kan forstå på de andre spillere, at seks eller syv allerede er røget ud, og at de to stort set har samlet alle chipsene op.
Den ene har direkte position på mig.
Jeg folder hele det første orbit, og der går ikke en eneste hånd, uden at en af de to 3-better.
Det koster med andre ord næsten hele stakken, hvis man vil spille en hånd.
Bære eller briste
Midt i næste orbit sidder jeg i big blind med A♥️4♦️4♥️2♦️
Spilleren med position clickraiser, lowjack kalder, og knappen skubber med cirka halvdelen af min stack. Han har lignet en, der bare ventede på at få pengene ind.
Jeg potter.
Det samme gør de to andre.
Så er vi fire til et all-in-flop.
De to spillere, der dækker mig, vender AQ82 rainbow og A762 dobbelt suited.
Lowjack har AT65 single suited.
Floppet kommer Q♥️5♦️3♣️
Et lovende flop – hvis ikke de andre samtidig havde taget en stor del af mine outs.
Turn er en T’er.
River er en knægt.
Lowjack tager mainpotten.
Den store stack tager resten.
Jeg er ude.
Tre hænder i dagens første turnering.
Tolv hænder i den næste.
Klokken er kun 14.30.
Hvad gør man så?
Ærlig evaluering
Det er nemt at koncentrere sig og spille sit A-game, når man går op i niveau og buy-in. Det er straks sværere at gøre det modsatte.
Det kræver en seriøs mental nulstilling.
I bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at det ikke lykkedes for mig.
Det blev derfor til et par mindre succesfulde skud i nogle af WSOP’s daglige turneringer samme dag.
Jeg var ganske enkelt ikke koncentreret nok til, at jeg kunne sige, at jeg var bedre end de andre ved bordet.
Ingen undskyldninger om uheldige kort eller lignende.
Mandag den 28. juni
Mandag havde jeg besluttet mig for at spille en $1.100 Mystery Bounty-endagsturnering på Aria.
Jeg var mentalt nulstillet og helt klar til at tage kampen op mod et felt, som jeg regnede med ville være stærkere end dem, man møder i WSOP’s daglige turneringer.
Umiddelbart var jeg den eneste fra huset, der skulle spille på Aria. Det endte dog med, at næsten alle de andre også late-reggede turneringen, efter de havde skudt og ramt ved siden af i nogle af WSOP-turneringerne.
Megahyggeligt med selskab af de andre. 😊
Jeg synes faktisk, at jeg spiller en rigtig god turnering, hvor jeg bare er lidt uheldig i flere afgørende situationer.
Blandt andet sidder der en virkelig dygtig asiat ved bordet. Han spiller rigtig godt.
Han dækker mig og åbner fra UTG.
Jeg sidder i mellemposition og kigger ned i K♣️K♥️
Min umiddelbare tanke er, at jeg skal spille hånden lidt utraditionelt, hvis jeg skal have en dobling gennem ham.
Derudover sidder der to regulære 3-bet-kanoner bag mig, som sagtens kunne finde på at skyde ekstra penge i potten, så jeg nøjes med at kalde.
Der foldes rundt.
Floppet kommer J♥️T♠️T♦️
Asiaten better lige under en halv pot.
Jeg kalder.
Turn er en 8♥️
Han better igen lige under en halv pot.
Jeg kalder endnu en gang.
River er en 3♦️
Nu better han pot.
Jeg er meget tæt på at gå over toppen, men besinder mig og nøjes med at kalde.
Han viser A♣️T♣️
Der tabte jeg vist minimum.
Jeg er nede omkring 25.000.
Godkendt flop
Blinds er 600/1.200/1.200.
Jeg får K♣️9♦️ i big blind.
En af 3-bet-kanonerne clickraiser fra UTG+1.
Jeg kalder som den eneste.
Floppet kommer 9♣️4♥️2♣️
Jeg checker.
Han better 1.800.
Jeg raiser til 5.000.
Han kalder.
Turn er 6♣️
Jeg skubber stakken.
Han kalder med 6♥️6♦️
Ingen hjælp på river.
Jeg synes virkelig, jeg spiller hånden godt, så jeg er ærlig talt lidt ramt af udfaldet.
Hvad nu?
Klokken er omkring 19.
Skal man stoppe nu?
Der er også en $1.100 Mystery Bounty-turnering dagen efter – denne gang Omaha.
Samtidig starter der en Landmark-satellit til den kl. 19.
Den får lige ét skud.
Late registration slutter kl. 21.
Klokken 20.45 har jeg sikret mig en billet til en værdi af $1.100.
Det var fedt!
Inden jeg tager hjem, smutter jeg lige ind forbi Horseshoe og WSOP, hvor Rune har trukket en træls bordherre i Mini Main Event-turneringen.
Han har Martin Kabrhel på sin venstre side. Han råber og skriger det samme igen og igen, mens to unge gutter konstant følger ham med et kamera. Det bliver lidt udmattende.
Rune Hauger prøver at tysse på fotografen mens Martin Kabrhel snakker løs
Tirsdag den 30. juni
Tirsdag dukker jeg op på Aria i god tid til $1.100 Mystery Bounty Omaha-turneringen.
Jeg er motiveret og føler mig klar til at sidde ved bordene hele dagen.
Efter mit hurtige exit fra WSOP Mystery Bounty om søndagen havde selvtilliden fået et lille hak. Den hurtige sejr i Omaha-satellitten havde dog hjulpet en del.
Jeg får et fint bord med et par amerikanere på den gode side af de 50 år gamle, men også et par unge asiater.
Startstakken er 30.000, og i løbet af de første fem levels får jeg bygget den godt op.
Kort efter første pause sidder jeg med 120.000.
På forhånd havde jeg besluttet, at hvis muligheden bød sig, ville jeg gerne tage nogle kalkulerede risici for at bygge en rigtig stor stak. I en Mystery Bounty-turnering er det en klar fordel at have mange chips, når bountyfasen begynder.
Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at de næste to hænder begge er gode spots til at kalde et 3-bet.
Hånd 1:
Jeg åbner fra mellemposition.
Knappen 3-bet-potter.
Jeg kalder med K♦️Q♥️T♥️8♦️
Floppet kommer K♥️9♦️7♦️ – godkendt flop.
Jeg better pot, og han kalder all-in.
Han viser A♣️A♦️6♣️5♠️
Turn er et A♠️
River blank.
Så er jeg nede på 80.000.
Hånd 2:
UTG potter.
Jeg kalder fra small blind med K♦️9♦️8♠️7♠️
Floppet kommer K♠️9♣️3♦️
Jeg potbetter, og han skubber den sidste smule ind.
Jeg kalder.
Han viser A♦️K♥️Q♦️J♣️
Es på turn.
Blank river.
Så er jeg nede på 55.000.
Lidt ærgerligt.
I den første hånd er jeg stor favorit.
Den anden er tæt på 50/50.
Ærgerligt, at ikke minimum én af dem kunne gå i min retning, så jeg kunne fortsætte momentum.
Stor varians i PLO
Der kommer en ny spiller til bordet.
Han har max late-regget.
Han potter de første fem hænder i træk og får endda en dobling undervejs.
I sin sjette hånd åbner han igen fra UTG+1.
De to næste kalder.
Jeg potter fra knappen med K♠️K♦️Q♠️7♦️
Ludomanden insta-repotter.
De to andre folder.
Han vender A♣️7♣️6♣️3♥️ (single suited – og ingen af mine suits).
Af alle de hænder, jeg kan sidde med her, er min KK-hånd faktisk en af dem, han klarer sig bedst imod.
Jeg har omkring 55 %.
Det kan han selvfølgelig ikke vide.
Mod fire broadwaykort eller AA er han betydeligt dårligere inde.
Han rammer et es på turn.
Ude.
Turneringsevaluering
Jeg synes egentlig, at jeg ramte niveauet.
Jeg ramte bare ikke kortene på de rigtige tidspunkter.
Til gengæld var det rart, at jeg på intet tidspunkt følte, at jeg blev udspillet.
En sjov lille detalje:
Der sad en fyr til venstre for mig i alle de fem timer, jeg sad ved bordet. Jeg syntes hele tiden, at han virkede bekendt, men jeg kunne ikke placere ham.
Da jeg senere forlader Aria og tager til Horseshoe for at spille en WSOP Daily-turnering, sidder jeg og stirrer lidt op i loftet mellem hænderne.
Pludselig går det op for mig.
Min sidemand hænger på væggen.
Det viser sig, at jeg de sidste fem timer har siddet ved siden af vinderen af WSOP Main Event 2017, Scott Blumstein.
Foto: PokerNews.com / Joe Giron – Scott Blumstein vinder WSOP Main Event 2017
Onsdag/torsdag
Onsdag skulle jeg egentlig have været hjem.
Der gik dog lidt ged i rejsen, så jeg endte først med at komme på et fly torsdag eftermiddag.
Jeg har haft nogle virkelig fede dage i Vegas sammen med nogle rigtig søde mennesker.
Tusind tak til Dansk Poker for at give os muligheden for at have et fantastisk fællesskab omkring pokeren under et begivenhedsrigt Vegas-besøg.
Nogle af husets beboere (Jesper, Rune, Teitur og Martin) foran Daniel Negreanus bord i 100.000 $ Omaha-turneringen som han vinder
Vender tilbage til Vegas – helt sikkert
Turen startede med overvejelser om tvivl.
Derefter kom en periode, hvor jeg følte, at jeg næsten ikke kunne gøre noget forkert. Til sidst endte den nok et sted midt imellem – med en vis utilfredshed over perioder med svingende niveau i mit eget spil, men også en fornemmelse af at være løbet ind i uheld på de forkerte tidspunkter.
Min erfaring siger mig dog, at det sidste ofte er en konsekvens af at sætte sig selv i de rigtige situationer. Når man træffer de rigtige beslutninger og får pengene godt ind, accepterer man samtidig også risikoen for nogle gange at blive trukket ud på.
Chancen for at være uheldig er trods alt større, hvis man oftere end sine modstandere får chipsene ind med de bedste odds.
Det bliver ikke mit sidste besøg til WSOP.
Vegas er en fascinerende by, men det er faktisk ikke byen, der trækker.
Det er pokeren.
Og jeg er ret sikker på, at jeg på et senere tidspunkt igen kommer til at forsøge at jagte et bracelet eller en god oplevelse.
Peter
