EPT Barcelona er for alvor kommet i gang, og efter den første startdag i €5.300 Main Event er to danskere fortsat med i kampen om titlen.
Færøske Martin “Shortdeck” Nielsen og Claus Pedersen overlevede begge dag 1A, der havde 635 entries.
Der blev spillet ti levels á én time på Casino Barcelona, og da den sidste chip var lagt i posen, var 193 spillere tilbage. De to danskere sluttede begge med solide stacks, om end de skal finde lidt ekstra gear på dag 2.
Martin “Shortdeck” Nielsen sluttede dagen med 84.500 chips, hvilket rakte til en 106. plads blandt de 193 spillere, der gik videre. Claus Pedersen pakkede 73.500 chips og endte som nr. 117.
Med en startstack på 30.000 betyder det, at Martin mere end har fordoblet sin stack, mens Claus også kommer videre med en stack på over det dobbelte af udgangspunktet. Der er dermed fortsat masser at spille om, når dag 2 går i gang søndag.

Foto: PokerStars/Jules Pochy

Artikelfoto: PokerStars/Danny Maxwell – Claus Pedersen i EPT Barcelona Main Event 2026
Noget at leve op til for Hr. Shortdeck
Martin “Shortdeck” Nielsen havde i øvrigt et kæmpe resultat ved EPT Barcelona Main Event 2025, så der er noget at leve op til. Han sluttede på en imponerende 17. plads ud af 2.045 entries og vandt €61.000.
Det var faktisk endnu mere imponerende undervejs: Martin gik ind til dag 3 som nr. 11 af 313 spillere med 507.000 chips og endte senere med at blive chipleader med 1.683.000 chips efter dag 3.
På dag 4 startede han altså helt i toppen, men måtte til sidst nøjes med 17. pladsen og €61.000.

Foto: Martin Nielsen Instagram
Irsk chipleader
Helt øverst i feltet finder man Irlands Michael Dwyer, som havde en fremragende afslutning på dagen og pakkede hele 363.500 chips.
Dwyer lå allerede blandt de store stacks sent på aftenen, men et stort pot i det sidste level sendte ham helt til tops. På river ramte ireren to par og slog dermed Jakob Karlssons konger i en stor pot.
Dwyer sluttede dermed klart foran italienske Matteo Cecchetti, der pakkede 345.000, mens den tidligere EPT London-mester Mark Teltscher ligger nummer tre med 324.000.
Toppen af dag 1A ser således ud:
| Placering | Spiller | Chips |
|---|---|---|
| 1 | Michael Dwyer | 363.500 |
| 2 | Matteo Cecchetti | 345.000 |
| 3 | Mark Teltscher | 324.000 |
| 4 | Andrija Cvetkovic | 287.500 |
| 5 | Eros Calderone | 282.000 |
| 6 | Vito Recchimurzo | 262.500 |
| 7 | Ivo Colaco | 260.500 |
| 8 | Eduardo Escada | 251.500 |
| 9 | Jose Criado | 224.500 |
| 10 | Remi Derossi | 223.000 |
Der var også flere prominente navne blandt de spillere, der sikrede sig en plads på dag 2. Matthew Frankland sluttede med 200.500, mens Romain Locquet også ligger godt til med samme stack.
Blandt de øvrige profiler finder man Nicholas Seward (141.000), Arian Kashani (136.500), 2010 EPT Copenhagen-vinderen Anton Wigg (131.000), Barny Boatman (125.500), Maria Konnikova (109.000) og Benjamin Spragg (93.500).

Foto: PokerStars/Eloy Cabacas – Matt Frankland og Michael Dwyer
Præmiepuljen vokser
De 635 entries fra dag 1A har allerede sendt den samlede præmiepulje op på €3.079.750. Tallet er dog endnu ikke endeligt, da dag 1B spilles søndag, og registreringen fortsat er åben helt frem til starten på dag 2.
Dag 1B startede kl. 12.00 søndag, hvorefter feltet samles til dag 2 mandag klokken 12.00. Der spilles 90-minutters levels fra dag 2 og frem.
For Martin “Shortdeck” Nielsen og Claus Pedersen bliver opgaven derfor at få de respektive stacks til at vokse yderligere, når alle overlevende fra de to startdage mødes ved bordene.
Vi håber selvfølgelig, at der er mange danskere videre fra dagens flight.
Ingen danskere videre i €2.700 Highroller
I €2.700 PokerStars High Roller blev dag 2 spillet lørdag, og her havde fire danskere/færinger fundet vej til feltet.
Desværre lykkedes det ikke for nogen af de fire at spille sig videre til finaledagen.
Camilla Reventlow sluttede som nummer 222 og fik €4.520, mens Johan Espholm blev nummer 184 – også til €4.520.
Henrik Juncker sluttede som nummer 176 og kunne dermed indkassere €5.200, mens Fehim Hajdari blev bedste danske navn i turneringen med en 112. plads til €6.880.
Finaledagen spilles søndag, hvor der dermed ikke længere er dansk deltagelse i highrolleren – til gengæld er der norsk deltagelse i Marte Sandberg, som vi tidligere har lavet et interview med her på sitet.
Jason Wheeler vinder PokerStars Open Main Event
Lørdag blev der samtidig sat punktum for den store €1.650 PokerStars Open Main Event, hvor amerikanske Jason Wheeler gik hele vejen.
Wheeler slog svenske Alexander Ivarsson heads-up og sikrede sig dermed den største præmie på hele €731.000. Ivarsson måtte tage til takke med en stadig imponerende andenpræmie på €457.000.

Foto: PokerStars – Jules Pochy
Bedste danske payouts i PS Open ME
Set med danske briller bød turneringen også på flere fine resultater:
| Placering | Spiller | Præmie |
|---|---|---|
| 92 | Oskar Massesson 🇩🇰 | €10.200 |
| 110 | Fehim Hajdari 🇩🇰 | €8.880 |
| 354 | Johnny Østbjerg 🇩🇰 | €3.840 |
| 415 | Søren Bilsgaard 🇩🇰 | €3.840 |
| 420 | Kasper Henriksen 🇩🇰 | €3.340 |
| 583 | Jakup Breckmann 🇫🇴 | €2.900 |


