Christoffer ”Chrinopoli” Munk havde både kortene og bordene med sig, da han gik hele vejen i WSOP Online og sikrede sig et WSOP Bracelet samt $220.957. Selv beskriver han sejren som en kombination af held, gode positioner og meget passive modstandere.
Det er ikke hver dag, en dansker kan kalde sig WSOP Bracelet-vinder.
Men efter Christoffer ”Chrinopoli” Munk i går gik hele vejen i en gigantisk WSOP Online-turnering med omkring 6.000 deltagere, står han nu med både det prestigefyldte WSOP Bracelet og en præmie på $220.957.
Dansk Poker har talt med den nykårede mester om vejen til titlen, de afgørende øjeblikke og følelsen efter den historiske triumf.
Ifølge hovedpersonen selv var der især én ingrediens, der var afgørende: held.

»Det er poker jo bare«
At vinde en turnering med 6.000 spillere kræver normalt, at man både overlever adskillige kritiske situationer og træffer de rigtige beslutninger undervejs.
Christoffer havde imidlertid en lidt anderledes rejse mod toppen.
»Det er sjældent, man vinder en turnering med 6.000 spillere, hvor man kun er all-in for sit liv en enkelt gang. Når jeg kigger tilbage, var det næsten chokerende nemt, men det er poker jo bare, når man rammer nuts hver anden hånd,«.
Den ene gang, hvor turneringslivet for alvor var på spil, viste sig da også at blive en ganske behagelig affære.
»Held i poker kan være mange ting. Jeg er all-in for livet en enkelt gang, der rammer jeg 4-ens på floppet, så vidste man jo godt, hvad klokken var slået.«
Men de gode kort var ikke den eneste forklaring på, hvorfor Munk kunne spille sig hele vejen til sejren.
De rigtige borde på det rigtige tidspunkt
Undervejs oplevede han nemlig, at han i høj grad undgik de stærkeste spillere, samtidig med at han ofte sad i en gunstig position i forhold til de større stacks.
»Der var mange gode spillere med i turneringen, men dem undgik jeg konstant. Derfor lå nøglen til sejren nok primært i, at jeg var ekstremt heldig med, hvor passive de spillere, jeg var på bord med hele turneringen, var, sammen med at jeg altid havde position på de større stacks.«
Samtidig betød turneringens store spring i præmierne, at der var gode muligheder for at lægge pres på modstanderne, når først man havde samlet en stor stack.
»Der var store prizejumps, hvilket gjorde det ekstremt nemt at være big stack bully.«
Det er også her, Christoffer selv mener, at formuleringen om, at det nærmest føltes for nemt, skal forstås.
»Så selvom det måske kan lyde en smule arrogant, så var det næsten for nemt.«
Bag de selvironiske kommentarer gemmer der sig altså først og fremmest en erkendelse af, at en stor del af pokerturneringer også handler om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
I denne turnering var Christoffer særdeles godt placeret og havnede ofte på borde uden de stærkeste PLO-spillere.

Fra lettelse til glæde
Da sejren endelig var en realitet, var den første følelse ikke overraskende lettelse.
»Den første følelse var lettelse, men den blev hurtigt erstattet af at være lykkelig og taknemmelig.«
Og kort efter blev den store sejr fejret sammen med nogle af de mennesker, der betyder allermest for ham.
»Der gik ikke længe, før lejligheden var fyldt med nogle af de mennesker, der betyder mest for mig, hvilket gjorde oplevelsen ekstra klasse. Nogle fede timer, vi havde der.«
På trods af den store præstation og den historiske titel er det dog langt fra sikkert, at Christoffer Munk selv har nået at forstå, hvad han faktisk har opnået.
For han beskriver sig selv som alt andet end en klassisk pokerspiller.
»Jeg er alt andet end en pokernørd«
»Jeg er alt andet end en pokernørd. Jeg kommer fra sportens verden, og det er det konkurrencemæssige i poker, der driver mig.«
Hans egen vurdering af sine pokerkundskaber er da også ganske beskeden.
»Min viden omkring poker er meget begrænset og ved knap nok, hvad et WSOP Bracelet er.«
Derfor er den fulde betydning af sejren heller ikke nødvendigvis gået op for ham endnu.
»Så det er nok ikke helt gået op for mig, da jeg ikke rigtigt ved, hvor meget det betyder.«
Det kan dog næppe ændre på, at Christoffer ”Chrinopoli” Munk nu har en WSOP-sejr på CV’et, som de færreste danske pokerspillere kommer i nærheden af.
Måske er det netop kombinationen af hans sportslige konkurrencementalitet, de rigtige borde og en ordentlig portion held, der gjorde forskellen, da omkring 6.000 spillere skulle reduceres til én.

Tak til Christoffer for interview og endnu engang stort tillykke med sejren og WSOP Braceletet.


