DPT Marienlyst færdigspillet - næste stop er DPT Munkebjerg den 19-23. november

Nikolai Tofte vinder DPT Main Event på Casino Marienlyst

Søndag eftermiddag blev finaledagen i DPT NLH Main Event 2026 på Casino Marienlyst afviklet, og efter en lang og spændende finaledag kunne Nikolai Tofte til sidst løfte trofæet som vinder af endnu en succesfuld afdeling af Dansk Poker Tour.

Ni spillere havde kvalificeret sig til finalebordet, og den fantastiske dybe struktur sørgede for masser af poker fra start til slut.

Der var god tid til at spille hænderne færdig, og finalebordet bød derfor på masser af postflop-beslutninger frem for den klassiske omgang all-in-skubbe-poker.

Stående: Jordancho Kucevski, Aram Zachariasen, Christian Masselkhi, Tom Rydström og Martin Oxenbøll

Siddende: Jacob Grønkjær, Oliver Hagemann, Peter Sørensen og Nikolai Tofte

Jordancho først ude

Som første spiller måtte Jordancho Kucevski forlade finalebordet. Kucevski, der oprindeligt er fra Makedonien, men er bosat i Sverige, fik 8.000 kr. for sin niendeplads.

Herefter fulgte endnu en svensker, da Tom Rydström blev nummer otte og kunne sætte 9.000 kr. på resultatlisten.

Peter Sørensen stod for næste eliminering. Han endte på syvendepladsen og fik 10.500 kr. med sig fra finalebordet.

Tempoet skiftede, men pludselig gik det stærkt. Som nummer seks måtte Jacob Grønkjær forlade turneringen med 13.000 kr. Martin Oxenbøll fulgte efter som nummer fem og sikrede sig 16.500 kr.

Fire spillere og halvanden times kamp

Da finalebordet var reduceret til fire spillere, skulle der til gengæld vise sig at være langt mellem elimineringerne.

De fire tilbageværende spillere kæmpede i næsten halvanden time, hvor stacks skiftede hænder, og der blev spillet masser af interessante pots.

Til sidst måtte Aram Zachariasen dog give fortabt på fjerdepladsen. Det gav ham 22.500 kr.

Dermed var der kun tre spillere tilbage, og blandt dem var hjemmebanefavoritten Christian Masselkhi. Han havde favoritværdigheden på sin side, men måtte til sidst se sig slået som nummer tre. Masselkhi kunne dog trøste sig med en flot udbetaling på 31.000 kr.

Tofte og Hagemann i heads-up

Tilbage sad nu Nikolai Tofte og Oliver Hagemann.

Hagemann gik ind i heads-up med chipleaden, men Tofte lod sig ikke ryste. Han kæmpede sig flot tilbage i matchen og fik udlignet, og herefter bølgede det frem og tilbage mellem de to.

Der blev fortsat spillet dybt nok til, at der var plads til rigtig poker, og ingen af de to spillere havde tænkt sig at give op uden kamp.

Til sidst faldt afgørelsen dog.

Oliver Hagemann måtte tage til takke med andenpladsen og 48.000 kr., mens Nikolai Tofte kunne række armene i vejret som vinder af DPT NLH Main Event 2026.

For sejren kunne Tofte notere hele 102.840 kr. på kontoen – og ikke mindst det eftertragtede DPT-trofæ.

DPT Main Event Lysten 2026 vinder: Nikolai Tofte

En succesfuld weekend på Casino Marienlyst

Dermed er endnu en succesfuld Dansk Poker Tour på Casino Marienlyst afsluttet.

Turneringen har budt på masser af spændende poker, og finaledagen viste endnu en gang, hvor meget den dybe struktur betyder for spillet. Der var plads til både store bluffs, svære postflop-beslutninger og lange dueller, inden årets vinder kunne kåres.

DPT-ranglisten bliver opdateret i morgen, og så begynder jagten på point igen.

Allerede næste måned er Dansk Poker Tour tilbage – denne gang på Casino Munkebjerg, hvor der spilles fra 19. til 22. november.

Her venter blandt andet en masse sjove sideevents, DM i NLH 6-Max til 4.500 kr. samt endnu et DPT Main Event til 3.150 kr.

Vi ses på Munkebjerg!

Præmieoversigt

Præmier fra finalebordet – resten af turneringen opdateres i morgen mandag.

PlaceringNavnPræmie
1.Nikolai Tofte 🇩🇰102.840 kr.
2.Oliver Hagemann 🇩🇰48.000 kr.
3.Christian Masselkhi 🇩🇰31.000 kr.
4.Aram Zachariasen 🇩🇰22.500 kr.
5.Martin Oxenbøll 🇩🇰16.500 kr.
6.Jacob Grønkjær 🇩🇰13.000 kr.
7.Peter Sørensen 🇩🇰10.500 kr.
8.Tom Rydström 🇸🇪9.000 kr.
9.Jordancho Kucevski 🇲🇰8.000 kr.
Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail