Der er kommet flotte danske resultater fra Kings of Tallin Autumn Edition

Casper Stelzner dybt i Kings of Tallinn Mini-Main – blev nummer fire til €7.480

Casper Stelzner fik en stærk start på Kings of Tallinn Autumn Edition, da han spillede sig frem til en fjerdeplads i €250 NLH Mini-Main Final. Også Gisle Olsen kunne notere sig et flot dansk resultat med en femteplads i en PLO-turnering.

Der var dansk succes ved Kings of Tallinn Autumn Edition, hvor Casper Stelzner leverede et dybt run i festivalens €250 NLH Mini-Main Final. Den danske pokerspiller, der tidligere i år var på finalebordet ved DM, sluttede på fjerdepladsen blandt de 555 deltagere og kunne dermed tage €7.480 med sig fra Tallinn. Turneringen havde en samlet præmiepulje på €113.553.

18 timers poker

Stelzner kunne efterfølgende fortælle, at det blev en lang dag ved bordene. Spillet begyndte klokken 12, men på grund af turneringens struktur var han først færdig klokken 06 næste morgen.

»Vi startede kl. 12, og pga. strukturen røg jeg først ud kl. 06 om morgenen, altså 18 timers spil,« fortæller Casper Stelzner.

Fjerdepladsen indbragte ham €7.480 i en turnering, hvor græske Emmanouil Chalkiotis løb med sejren og førstepræmien på €19.875. Estiske Simo Saarniit blev nummer to, mens landsmanden Ranel Käsi tog tredjepladsen.

Også flot dansk PLO-resultat

Casper Stelzner var ikke den eneste dansker, der markerede sig ved festivalen. Gisle Olsen sluttede som nummer fem i en PLO-turnering ved Kings of Tallinn, der gav € 4.120.

Olsen har tidligere haft stor succes i Tallinn. Ved festivalen i 2025 vandt han blandt andet €1.100 PLO 4-5-turneringen til €52.280. Denne gang blev det til endnu en placering i pengene i den estiske hovedstad.

Kings of Tallinn Autumn Edition løber fra 9. til 18. oktober på Olympic Park Casino i Tallinn, hvor programmet byder på en lang række turneringer i forskellige pokerformater. Læs mere om det her.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail