Christian ”CMoosepower” Elgstrøm har endnu engang vist, at han hører til blandt Europas stærkeste mixedgame-spillere. Ved European Mixed Poker Championship 2026 i Tallinn spillede danskeren sig hele vejen til heads-up i det €800 dyre 8-Game Main Event og kunne efterfølgende indkassere flotte €15.070 for sin andenplads.
Der er masser af grund til at være stolt af de danske farver i Tallinn, Estland.
Danske Christian Elgstrøm har nemlig leveret et fornemt resultat ved årets European Mixed Poker Championship (EMPC), hvor han efter en stærk turneringsindsats sluttede som nummer to i seriens €800 8-Game Main Event.
Elgstrøm var efter alt at dømme eneste dansker i feltet, men han sørgede til gengæld for at gøre opmærksom på Danmark på fornemste vis.
Christian er i forvejen et velkendt navn blandt de danske mixedgame-entusiaster. Under online-aliaset ”CMoosepower” har han gennem årene opbygget en imponerende meritliste på PokerStars, hvor han blandt andet har vundet flere SCOOP- og WCOOP-titler. Han har således allerede bevist, at han kan begå sig helt i toppen, når der skal spilles andet end traditionel No Limit Hold’em.

Foto: Olybet Poker – finalebordet i Main Event
Flot fremmøde og internationalt felt
European Mixed Poker Championship er arrangeret af OlyBet Events og blev afviklet fra 26. til 31. oktober på Olympic Park Casino i Tallinn.
Serien er skabt med mixedgame-spillerne i centrum og har blandt andre den norske mixedgame-specialist Tobias ”Senkel92” Leknes med som en af folkene bag. Leknes er selv en af de mest meriterede mixedgame-spillere på den internationale scene og har været med til at gøre EMPC til et samlingspunkt for Europas bedste spillere i de alternative pokerdiscipliner.
Hovedturneringen var et €800 8-Game Main Event, og interessen var bestemt til at mærke. Hele 146 entries blev der registreret, hvilket skabte en samlet præmiepulje på €97.090.
Turneringen bød på otte forskellige pokerdiscipliner, herunder No Limit Hold’em, Razz, Stud Hi-Lo, Omaha Hi-Lo og 2-7 Triple Draw.
Christian Elgstrøm klarede sig gennem det stærke internationale felt og endte med at skulle kæmpe om titlen heads-up mod finske Tapani R. A. Pulkkinen.

Foto: Olybet Poker – Tapani Pulkkinen
Her måtte danskeren se sig slået, men andenpladsen var bestemt ikke noget at være ked af. Den kastede nemlig hele €15.070 af sig, mens Pulkkinen kunne tage titlen og førstepræmien på €22.250.
Et særdeles flot dansk resultat og endnu et bevis på Christians styrke i mixedgame-disciplinerne.
Resultater – €800 8-Game Main Event
| Placering | Navn | Præmie |
|---|---|---|
| 1. 🇫🇮 | Tapani R. A. Pulkkinen | €22.250 |
| 2. 🇩🇰 | Christian Elgstrøm | €15.070 |
| 3. 🇬🇧 | Seun Oluwole | €10.930 |
| 4. 🇬🇧 | Wantao Tang | €8.590 |
| 5. 🇳🇴 | Erik Mortensen Sonsteby | €6.730 |
| 6. 🇸🇪 | Jerry Tommy Ödeen | €5.260 |
| 7. 🇫🇮 | Ilkka Elias Heikkilä | €3.840 |
| 8. 🇩🇪 | Norberto Andres Korn | €2.830 |
| 9. 🇬🇧 | Kayan Vandan Intwala | €2.830 |
146 entries – samlet præmiepulje: €97.090
Stort tillykke til Christian Elgstrøm med det flotte resultat og den stærke danske repræsentation i Tallinn!

Artikelfoto: Olybet Poker – Christian Elgstrøm



