Den 10.-15. november danner Casino Copenhagen igen rammen om Mystery Bounty Copenhagen. Vi har taget en snak med sidste års vinder, Helge Rahbek, der deler ud af sine erfaringer og giver gode råd til de spillere, der skal prøve kræfter med den populære turnering for første gang.
Da Helge Rahbek sidste år gik hele vejen i Mystery Bounty Copenhagen, skrev han sig samtidig ind i dansk pokerhistorie. Med sejren blev han nemlig den første spiller nogensinde til at vinde tre af de største turneringer på den danske pokerscene.
En imponerende bedrift, som naturligvis gør ham til en oplagt mand at spørge til råds, når årets udgave løber af stablen på Casino Copenhagen fra den 10. til 15. november.
Vi har derfor spurgt Helge, hvad han vil anbefale nye spillere, der måske står over for deres allerførste Mystery Bounty-turnering.
Og hans vigtigste råd er faktisk ganske enkelt:
“Slap af og nyd det!”
Ifølge Helge er der ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede, end de behøver at være.
“Man spiller ikke bedre poker af at forsøge at overtænke alle situationer. Er man nervøs, handler det i stedet om at trække vejret, tænke positivt og stole på sit spil”.
Samtidig understreger han, at turneringen har en god struktur, hvor der er masser af tid til at finde sine spots, inden man behøver at tage de helt store chancer.

Nicolai Ejstrud og Helge Rahbek inden heads-up dysten ved sidste års MBC
Skal man jagte den store stack allerede på dag 1?
Et af de interessante strategiske spørgsmål i en Mystery Bounty-turnering er naturligvis, hvor aggressivt man bør spille på dag 1.
Er det bedst at fokusere på blot at overleve og sikre sig en plads på dag 2, eller bør man tage lidt flere chancer for at bygge en stor stack, der kan give flere muligheder, når bounty-jagten for alvor begynder?
Her er Helge ikke i tvivl om, at Mystery Bounty-formatet ændrer lidt på prioriteringerne.
“Der er sikkert nogle, der har nørdet det optimale at gøre, men det er klart, at der er større varians end i en normal turnering. Derved bliver der automatisk også et større incitament til at gå efter den større stack, så ja, jeg vil nok tage et par flere chancer end normalt.”
Han understreger dog samtidig, at det ikke betyder, at man bare skal kaste alle sine normale pokerprincipper over bord.
“Når det er sagt, så er edge i poker ikke altid sort og rødt. Bare fordi der er en større fordel ved at få en stor stack i en Mystery Bounty-turnering, så er der heller ikke noget forkert i at spille rigtigt og ikke gå ud og lave noget, der er helt taktisk forkert.”
Med andre ord: Der kan være gode grunde til at skrue lidt op for aggressionen, men det skal stadig ske med omtanke.

Mystery Bounties på dag 2 – hvor meget skal man gå efter dem?
Når spillerne når frem til dag 2, begynder en helt anden dimension af turneringen for alvor at fylde. Her handler det ikke længere kun om at samle chips, men også om at jagte de eftertragtede Mystery Bounties.
Vi spurgte derfor Helge, hvor meget han selv fokuserer på at gå efter de store bounties, og om det ændrer hans tilgang til de enkelte situationer.
“Jeg har ikke studeret den slags spots nok, men jeg mener, at jeg har en nogenlunde forståelse for såvel matematikken som ICM. Det er klart, at man skal satse lidt mere.”
Han fremhæver dog sidste års turnering som et godt eksempel på, hvorfor det også handler om at følge med i udviklingen undervejs.
“Tag sidste år, der røg mange af de største Mystery Bounties i starten på dag 2, så derfor var der mindre grund til at satse kæmpestort.”
Ifølge Helge ændrede turneringen derfor også karakter, efterhånden som de største bounties var blevet trukket.
“Reelt set blev det mere end almindelig turnering på slutningen af dag 2, ligesom på finalebordet på dag 3, hvor det faktisk bare føles som et helt normalt finalebord.”
Det er en interessant pointe for især nye Mystery Bounty-spillere: Man skal naturligvis være opmærksom på bounty-elementet, men det betyder ikke, at man skal jagte enhver mulighed for at eliminere en modstander uanset prisen.

Helge Rahbek ved Mystery Bounty Copenhagen 2025 dag 1
Tre store sejre – og stadig sulten efter mere
Med sejren i Mystery Bounty Copenhagen sidste år kunne Helge Rahbek fejre sin tredje store turneringssejr på dansk grund.
Vi spurgte ham, hvordan det egentlig føles i dag at have opnået noget, som ingen andre danske spillere tidligere har præsteret.
“Ja, det føles stadigvæk meget godt. Jeg havde egentlig planer om at vinde nummer fire ved DM i september, men sådan skulle det ikke være. Faktisk var jeg ikke tæt på, men sådan er poker jo også.”
Helge fortæller, at man efter en stor sejr ofte hurtigt retter blikket mod den næste turnering.
“Efter en sejr, så er man ofte bare mentalt videre til den næste turnering, så selvom jeg er stolt over mine tre store sejre, så er jeg sulten på at vinde nummer fire.”
Det er altså ikke, fordi motivationen er blevet mindre efter de flotte resultater. Tværtimod er jagten på den næste store titel allerede i gang.
Ingen Helge Rahbek i årets Mystery Bounty Copenhagen
Selvom Helge Rahbek er sidste års vinder og naturligvis en spiller, mange gerne ville have set tilbage ved bordene i København, bliver det desværre uden ham i årets udgave.
“Nej, jeg kan desværre ikke deltage i år. Jeg har prioriteret at spille DPT på Munkebjerg ugen efter i stedet, da programmet der ser rigtig godt ud og passer mig glimrende. I denne weekend skal jeg nemlig på en sommerhustur med nogle gode venner.”
Dermed bliver det altså uden den forsvarende mester, når Mystery Bounty Copenhagen 2026 løber af stablen på Casino Copenhagen fra den 10. til 15. november.
Men hans råd til de nye spillere er stadig værd at tage med sig:
Slap af, nyd oplevelsen, tænk positivt og husk, at der er masser af tid til at spille god poker – og hvem ved – måske er det netop blandt årets debutanter, vi finder den næste store Mystery Bounty-vinder?




