Danmarks pt. varmeste spiller er Gisle Olsen. Han har overtaget føringen på “Player of the Year” af danske spillere på Mid-Major Global Poker Index (GPI) fra Martin Stausholm og ligger 2er efter kun Henrik Hecklen på den store Player of the Year liste. Det er store navne at gå forbi og blive nævnt i selskab med, men Gisle, der har cashet omkring $312.000 siden november 2024, virker ikke til at sætte farten ned og med en masse spændende livepoker resten af 2025, så er vi tæt på allerede at kalde 2025 for Gisles år.
Dansk Poker valgte derfor til vores lørdags interview at tage fat i Gisle Olsen, den folkekære og elsket vestjyde/færing, for at stille ham lidt spørgsmål. Det er der kommet denne artikel ud af. God fornøjelse!


Skærmbillede fra gpi.com – Gisle ligger godt til på ranglisterne for 2025 frem til nu

Gisle Olsen til MPT Main Event dag 2 i februar 2025 – i den berømte “Gisle-pose”
Interview med Gisle Olsen
Dansk Poker: Vi ved, at du er fra Færøerne oprindeligt og bor i Esbjerg nu – men hvad er egentlig din livshistorie, kort fortalt, og har du dansk eller færøsk pas eller begge?
Gisle: “Alle færinger er danske statsborgere. Så ingen forskel på pas. Jeg var erhvervsfisker som ung, hvor jeg arbejdede på færøske og danske trawlere i cirka 1.000 havdage. Derudover har jeg aftjent værnepligt i den danske marine. Af uddannelse har jeg taget HH og HA – så seks års økonomi studier og desuden to år i revision på Færøerne. Så startede der en fiske-auktion den 1. marts 1993 og siden har jeg handlet med fisk”.
Dansk Poker: Leg med: hvad er din favorit mad og favorit alkohol? Og hvorfor?
Gisle: “Favoritmaden er frisk fisk og skaldyr. Ja tak! Som tidligere kok på kutterne kender jeg forskellen på frisk fisk. Og gammelt lort der smager som rådne fisk lugter. Det med fisken er naturligvis en miljø skade. Af alkohol elsker jeg en god øl, fin hvidvin og mørk fuldfed rom er mine flydende favoritter. Og det gør ikke noget hvis øllet er stærkt”.
Dansk Poker: Hvis der er et kasino, som du gerne vil besøge igen, hvilket er det så? I modsatte ende, hvilket kasino vil du helst gerne undgå?
Gisle: “Mit favorit kasino er Crown Casino i Melbourne. Der spillede jeg mine to første store live turneringer. $10.500 Main Event og en $2.200 sideevent, hvor jeg slog verdensmesteren Joe Hachem ud. Det var med min lillebror og Frederik Brink på railen. Der er umiddelbart ikke noget kasino, som jeg ikke vil komme på. Men har svært ved at hidse mig op til Kings Resort i Rozvadov fem gange om året. Det gjorde jeg før Covid-19”.
Dansk Poker: Stort tillykke med et vildt halvt år med livepoker – EPT Prag var vild og du slår din egen rekord i Kings of Tallinn – hvad er hemmeligheden? Har du drukket af ungdommens kilde?
Gisle: “De sidste fire måneder har været forrygende. Med syv finale borde og næsten en million kroner i præmier. Kan huske jeg også var varm i november og december 2022, som var nogle gode måneder. Overordnet set, er jeg blevet mere seriøs med pokeren. Jeg holder mindre fest og føler, at jeg er blevet bedre til at lægge pres på modstandere i slutspillet. Jeg er ikke så bange for at tabe som før. Nå ja, så hjælper det også at være heldig. Jeg har haft meget glæde af at sparre med Lyngvang, Lars Andersen med flere – i mange år. Det er med de mange dygtige spillere, som jeg har været med på pokerture sammen med de sidste par år, hvor jeg har lært meget”.
Gisle Olsen
Alder: 62 år
Bopæl: Esbjerg
Født på Færøerne og opvokset i Esbjerg
Uddannelse: Aftjent værnepligt i den danske marine og har en HH og HA
Civile job: Handler med fisk
Favorit poker spil: Spillet poker i 17 år med turneringer som det primære. Favoritspillet er PLO-turneringer. Det fedeste poker der findes, er når man går dybt i en turnering. Spiller også PLO cashgame.
Største præmie vundet: €52.260 i Kings of Tallinn, februar 2025
Totalt vundet live: $535.464 ifølge Hendon Mob
Dansk Poker: Vi ved, at du er meget glad for Las Vegas – hvorfor egentlig?
Gisle: “Ja, Las Vegas er super godt. Man kan altid finde en turnering der passer i pris. Derudover er det fedt med deres seniors (+50 år) og super seniors (+60 år). De turneringer kører både i WSOP regi – men også på f.eks. Venetian. De koster typisk mellem $1.000 og $1.650. I senior turneringer bliver man ikke nedstirret i syv minutter af en ung pro. Det foregår i god ro og orden. Samtidigt er der masser af hygge ved bordene, så det kan jeg rigtigt godt lide”.
Dansk Poker: Er du, ligesom Phil Helmuth, for gammel til at spille WSOP Main Event?
Gisle: “Jeg har til gode at spille WSOP Main Event. Nej, jeg er ikke for gammel men har indtil nu valgt den fra pga. prisen”.
Dansk Poker: Vi har hørt om Olde-challenge – kan du ikke lige beskrive den for os?
Gisle: “Olde-challenge med Peter Jaksland og Jesper Hansen og er også en del af læringen. Olde-challenge er Jaks, Hansen og Olsen som hvert år vædder om, hvem der laver flest cashes. Et cash skal være enten $1.000 eller €900 eller 6.700 i danske kroner. Ellers tæller cashet ikke med. I tilfælde af uafgjort tæller vi værdien. Det har vi meget sjov og voksen mobning ud af. Ringeste mand skal betale middag med hele svineriet”.
Dansk Poker: Hvis du vandt en MPT eller et DM – hvad ville det så betyde for dig?
Gisle: “Med hensyn til de store danske tours; MPT, DM, Nordic og måske Mystery Bounty, så spiller jeg dem altid hvis det er muligt. Det har taget mig 15 år at vinde min første sejr. Så en hvilken som helst sejr i de store tours vil være stort. Meeeen, at kunne kalde sig dansk mester i et års tid. Det ville jeg have det rigtig godt med”.

Gisle Olsen til MPT Main Event dag 1A i februar 2025