Dansk Poker følger op på Online DM 2025, hvor Danmarksmesterskabet i Onlinepoker skulle afgøres i går mandag. Vi har skrevet en artikel om alle resultaterne, som du kan læse her. Her til aften er vi heldige at få et interview med den nye Danmarksmester; OddsetProfil.
Dansk Poker kender OddsetProfils rigtige navn. Personen bag ønsker at forblive anonym, hvilket personen har sine fulde ret til selvfølgelig. Vi fik dog en god snak med ham over telefonen og kan fortælle, at der er tale om en mand på omkring 30 år.

Herunder er lobby fra Danske Spil Poker, hvor man kan se payouts. OddsetProfil der vandt turneringen tog førstepladsen, trofæet, titlen, de $14.793, en plads i Tournament of Champions og æren af, at kunne kalde sig Online Danmarksmester i poker.

Foto: Danske Spil Poker
Interview med OddsetProfil
Dansk Poker: Kæmpe stort tillykke med titlen. Har du fået armene ned?
OddsetProfil: “Tak tak. Nej, jeg har været glad hele dagen. Men jeg har været på job og først kommet hjem nu. Jeg er selvfølgelig oppe og køre over sejren og præmien, der er dobbelt så stor som hvad jeg tidligere har haft som største præmie”.
Dansk Poker: Har du spillet poker længe?
OddsetProfil: “Nej, lidt for sjovt først men seriøst de sidste tre år. Havde en god ven, der sagde, at han troede at jeg ville være god til det. Så startede jeg faktisk på Danske Spil Poker i sin tid, men spiller i dag primært på PokerStars, fordi jeg kan spille med HUD der og det er en fordel når man multi-tabler”.
Dansk Poker: Så du er hovedsageligt onlinespiller eller kan du også godt lide livepoker?
OddsetProfil: “Jeg har da spillet lidt på Casino Munkebjerg i Vejle og lidt i klubberne i bl.a. København, men er primært onlinespiller. Jeg spiller hovedsageligt mindre buyins, men mange turneringer på samme tid. Så $5,5 op til $55 med den lidt dyrere $109 osv. hvis jeg har kvallet mig til den”.
Dansk Poker: Har du vundet mange turneringer før?
OddsetProfil: “Ja, online har jeg vel vundet omkring 48 turneringer ifølge Sharkscope. Jeg spiller rigtigt mange ad gangen og det er en klar fordel ift. liveturneringer, hvor man jo kun kan spille én ad gangen. Det er med til at hjælpe variansen. Da jeg startede, så vandt jeg faktisk en turnering på Danske Spil Poker lige i begyndelsen, det var med til at starte min bankroll dengang”.
Dansk Poker: Fortæl os lidt om din DM turnering
OddsetProfil: “På dag 1 sluttede jeg med omkring average stack på 900.000 og var aldrig helt i fare udover en hånd, hvor jeg var all-in på floppet med et flushdraw mod top par – flushen kom heldigvis hjem. I går på dag 2 var jeg virkelig heldig. Det forstår jeg jo godt. F.eks. var jeg all-in utallige gange og når jeg blev kaldt, så vandt jeg næsten altid flippet”.
Dansk Poker: Var der nogle nøgle hænder?
OddsetProfil: “Ja, jeg er heldig at få esser mod konger i en stor pot og blot fem hænder efter får jeg konger mod damer. Derfra havde jeg en meget stor stack og kunne tage det mere med ro”.
Dansk Poker: Hvordan gik slutningen af turneringen for dig?
OddsetProfil: “Jeg vandt lidt og tabte lidt. Jeg synes selv, at jeg spillede en af mine bedste turneringer nogensinde. Det var bare solidt og balanceret spil. Meget GTO med lidt fokus på at overfolde i visse spots, da populationen af spillere ikke bluffer for meget dybt i en stor turnering”.

Foto: Danske Spil Poker – finalebordet fundet med OddsetProfil sidst i counts – kort tid derefter ligger han 2er
Dansk Poker: Da I rammer finalebordet er du shortstack. Hvad sker der så?
OddsetProfil: “Jeg spiller virkelig godt og tålmodigt. Til sidst får jeg fat og er heldig i et par spots mod Kongedreng. Blandt andet den sidste hånd, hvor jeg nærmest slet ikke ænsede, at der var en straight mulighed på det turn kort. Jeg er løbet lidt skidt de sidste par måneder i all-ins, så da jeg så knægten på floppet, så tænkte jeg, nå, tilbage i kampen igen. Men så kom run-out perfekt og det var jo fedt – men også ret heldigt”.
Dansk Poker: Hvordan er du blevet så god til poker?
OddsetProfil: “Jeg er begyndt at tage poker meget mere seriøst. Jeg elsker matematik og det ligger til mig, at lære noget udenad. Jeg har bl.a. læst bogen Modern Poker Theory, som er en super fed bog med gode bund fundamentals for GTO. Derudover har jeg brugt meget tid på Raise Your Edge, Pokercode og set videoer med bl.a. Doug Polk. Jeg bruger PokerTracker og GTO Wizard. Det tager meget af min tid at forbedre mit spil og blive klogere på GTO”.
Dansk Poker: Hvad synes du om Online DM turneringen?
OddsetProfil: “Det er godt arrangeret af Danske Spil Poker og en turnering, hvor der er meget værdi ift. buyin størrelsen. Det var også en af årsagerne til, at jeg gerne ville spille den. Det var også sjovt, at mine to gode venner railede mig”.
Dansk Poker: Sidste spørgsmål: hvad skal fremtiden bære for en Danmarksmester som dig?
OddsetProfil: “Godt spørgsmål. Jeg er meget glad for mit arbejde og min karriere men jeg elsker poker. Det er bare svært at spille på hverdagen når man også har et liv og et job. Derfor spiller jeg mest i weekender. Umiddelbart så kunne jeg godt forestille mig at blive entreprenør i mit eget firma en dag – måske med noget poker. Det kunne være sjovt”.
Mange tak for et godt interview til vinderen af Online DM Main Event 2025: OddsetProfil.

