Du er måske begyndt at genkende hans navn. Martin Nielsen. Nogle af jer tænker ‘Piraten’ (red: den anden pokerspillende dansker, der hedder Martin Nielsen, kaldes ‘Piraten’) – men det er det ikke, selvom han måske, på en sjov dag, kan ligne en pirat lidt. Martin Nielsen, færingen og Short Deck-eksperten. Det er den Martin Nielsen, vi har snakket med. Martin er i øjeblikket i Sydkorea for at spille diverse liveturneringer på highroller-serien PokerDream og de andre turneringsfestivaler i Asien dækket af SoMuchPoker.com
Dansk Poker har været meget heldig at få et eksklusivt interview i hus med Martin, der er en af Danmarks allerstørste livepokerstjerner. Martin spiller til dagligt de allerhøjeste stakes – hovedsageligt i hans main game, som er Short Deck, men i ny og næ i nogle af de andre pokerspil også. Lige pt. ligger Martin nr. 7 på GPI og vi skrev fornyligt om et stort cash på $221.800, som han lavede i Jeju i Sydkorea i en Short Deck Super Highroller turnering. Det er ikke bare en dygtig spiller, som vi har med at gøre, men også en spiller, der har vundet et WSOP Bracelet og dominerer de største stakes. God fornøjelse!

Artikelfoto: SoMuchPoker.com – fra en Main Event i Korea februar 2025
Interview med Martin Nielsen
Dansk Poker: Færøsk flag men også dansk – hvad er historien bag din opvækst og hvor meget har du boet i Danmark?
Martin: Familiemæssigt er jeg 100% færing. Begge forældre er derfra og fik mig, da de studerede i Danmark. Jeg boede i fem år i Danmark som barn og så boede jeg i Danmark igen 10-11 år som voksen.
Dansk Poker: Vi ved, at Short Deck er dit “main game” – hvordan blev det til sig? Og spiller du andet?
Martin: Jeg kunne altid godt lide at prøve forskellige spil. Jeg stolede på min evne til at lære uden brug af hjælpemidler eller at ekstrapolere koncepter fra andre spil. Da Short Deck kom på nettet i 2019 virkede det som en oplagt mulighed for at teste, om jeg nu virkelig var så god til at lære et spil, hvor der ikke eksisterede hjælpemidler endnu. Det viste sig, at være rigtigt og jeg grindede en sølle $17 rest på min PokerStars konto op til over $50.000 fra september til december 2019. Derefter droppede jeg min Master uddannelse og gik all-in på Short Deck! Jeg kan som sagt godt lide at spille forskellige varianter. Det jeg spiller mest udover Short Deck er NLH-turneringer, hvor jeg også prøver at dygtiggøre mig af og til via onlinecoaches og hjælp fra dygtige venner såsom Johan (Schultz-Pedersen) og Fehim (Hajdari).
Dansk Poker: Hvordan er livet som professionel pokerspiller – specielt med vinklen at du rejser meget rundt?
Martin: Livet som pokerspiller er i det hele taget godt. Det passer mig meget godt med friheden og, som du siger, at have muligheden for at rejse meget. Det kan jeg godt lide. Det passer også godt min personlighed at spille live af og til. Mange af mine venner i dag har jeg faktisk mødt ved pokerbordene. Det med at rejse så meget har selvfølgelig også sine udfordringer. Især i forhold til, at man ikke er så meget hjemme og at det er svært at skabe rutiner. Men jeg arbejder på det. Jeg har et “91 dages streak” i kinesisk på Duolingo, som jeg er meget stolt af. Før mit nuværende streak, var det vist max. to dage i træk.

Billede fra Martin Nielsens WSOP Bracelet sejr – tilbage fra WSOP 2023
Dansk Poker: Du virker som et meget positivt og glad menneske – hvordan har du fået sådan en personlighed?
Martin: Jeg er et optimistisk menneske af natur vil jeg sige. Jeg har en del empati og så længe, at jeg overholder mine bankroll regler, ser jeg det ikke som en så skidt ting at tabe. Hvis man taber, så går pengene jo til nogen og hvis de bedste altid vandt, så ville poker jo ikke eksistere som gambling form. Er der nogen der gambler på skak? Måske, men det skal godt nok være en tæt match før det ville give mening. Jeg prøver bare, at få det bedste ud af situationen og hygge mig med mine medspillere.
Dansk Poker: Hvordan bliver man god til Short Deck og hvilke tricks kan du lære os?
Martin: Haha, det er jo en af grundende til at Short Deck forbliver så godt. Der er ikke så mange læringsmuligheder – men stakes er store! Mit bedste råd ville være at bruge værktøjer, såsom Oranges Sixplus Calculator, Rangeconverter og GTO6+ – og så at spille en masse på nogle lave takster. Variansen er flere gange højere end i Texas Holdem! At finde en coach ville heller ikke være en dårlig idé. Basic “tricks” ville være at: prøv og sigte efter nuts! Og limp en masse. Hvis du raiser, så er det pot eller all-in. Ingen min-raises i Short Deck. Hånden JT er ikke så stærk, som folk tror når de spiller Short Deck første gang. Den er tit domineret, men hænder som JT, T9, T8, 98 spiller rigtig godt i flervejs all-ins. Helst suited.
Dansk Poker: Du vandt jo et WSOP Bracelet i 2023 – fortæl historien og prøv at beskrive følelsen?
Martin: Ja! Det var ret vildt. Jeg var på det tidspunkt på et 15ish bullet brick streak i highstakes/nosebleed turneringer, så jeg forventede ikke det store. Den sommer havde rullen det stramt og jeg havde cashet for $403 totalt. Men feltet var fantastisk, strukturen var fænomenal (for mig) og jeg havde studeret en masse og gennemtænkt min gameplan. Jeg havde medvind hele vejen, hyggede mig gevaldigt og fik titlen til sidst. Det var fedt! Jeg tror, at jeg havde mit bracelet på i byen tre gange for at vise forskellige vennegrupper – så pavestolt var jeg.
Martin Nielsen
Alder: 32
Bopæl: Innsbruck, Østrig
Født i København, opvokset mest på Færøerne
Uddannelse: IT ingeniør
Favorit pokerspil: Spiller short deck primært online og i Asien. Donker lidt rundt i andre varianter af og til
Største præmie vundet: $655.000 (2. plads i Triton Short Deck Main Event)
Totalt vundet: $1.184.315 (ift. Hendon Mob) – Martin: mer end jeg har fingre!
Vinder af ét WSOP Bracelet i 2023 i Short Deck
Dansk Poker: Okay, forestil dig, at jeg virkelig gerne vil være professionel pokerspiller. Der er selvfølgelig forskel på at være pro – men hvad er dine tre bedste råd?
Martin: Dygtiggørelse via værktøjer som database, Octopi Poker og coaches er jo åbenlyse. Men det vigtigste, synes jeg, er at man beviser, at man er godt nok. Og det gør man ved, at have en god startrulle på f.eks. 50 buy-ins og så grinde sin vej op til dit næste stake. Dvs, at du får ikke lov til at spille 10 cent / 20 cent, før du har vundet 50 buy-ins på 5 cent / 10 cent osv. Det er fordi, der er mange hobbyspillere der lyver for sig selv om, hvor gode de er og de har måske aldrig rigtig prøvet at grinde sig op. Hvis ikke det går, så studerer mere og prøv igen på samme stake, indtil du beviser, at du kan slå det.
Dansk Poker: Leg med: Vegas eller Jeju? Og hvorfor?
Martin: Klart Jeju! Jeg elsker Korea, min kæreste er koreansk, og pokeren er fantastisk som Short Deck spiller. Vegas var sjovt at opleve for opleverens skyld, men for mig, er der ikke meget at hente udover det i Vegas.
Dansk Poker: Leg med: Burgere eller pizza? Og hvorfor?
Martin: Det er en flip! I Korea helst pizza. De er ikke gode til at lave burgere. Og man får som regel pizza i enhver bar! Det kunne Danmark lære noget af.
Dansk Poker: Leg med: WSOP Bracelet eller Triton titel? Og hvorfor?
Martin: Jeg er nok biased, eftersom jeg allerede har armbåndet. Men Triton er sgu det sejeste man kan vinde i poker!
Stor tak til Martin Nielsen for fedt interview. Vi ønsker ham al held og lykke i jagten på en Triton titel, pokersucces og flere WSOP bracelets

Foto: PokerNews.com / Hayley Hochstetler – Martin Nielsen med sit WSOP Bracelet fra 2023