Efter en vild søndag med store online resultater til danskerne, så skulle det blive spændende at se hvordan dag 2 af flerdagsturneringerne skulle gå. Der var såvel SCOOP at følge med i på PokerStars samt MILLIONS Online på Danske Spil Poker.
Dansk Poker forsøger at følge med i alle de store pokerturneringsserier der foregår lige nu her i maj måned. Specielt fokus har vi på MILLIONS Online på Danske Spil Poker, SCOOP 2025 på PokerStars og fra næste uge holder vi også øje med 888poker, der har deres store XL Spring Series. Vi har flere i gang med at se lobby igennem hver dag, men vi kan godt misse et par gode danske resultater. Så skriv gerne til os, hvis du enten selv gør det godt eller hvis du kender nogen som har en topplacering.
Danske Spil Poker
Gert Plougstrup var dybt i $109 MILLIONS Online The Sunday Party med $100.000 garanteret. Han slutter på en flot 6. plads. Vi railede ham det meste af aftenens spil og kunne se, at han var forholdsvis shortstack det meste af tiden, så godt kæmpet af Gert. Samlet præmie endte på $2.648. Den anden dansker der var dybt, André Christiansen, sluttede som nr. 14 til samlet $1.644.

I $162 MILLIONS Online #01 Opener PKO med $100.000 garanteret var det Oliver Wenzell Gamble, der endte på en flot 4. plads og vandt samlet $5.768. Undervejs havde Oliver slået 18 spillere ud totalt set. Det er vildt nok.

På Danske Spil Poker fandt vi også Christian Frimodt Pedersen, der blev nr. 3 i en $215 6-Max med $15.000 garanteret til $1.833 og nr. 2 i en $215 6-Max Mystery Bounty turbo til $910.


Der er et yndigt land
Der var sørme også et par sejre mandag. Det var først Casper Søgaard Lund i $33 6-Max Mystery Bounty Turbo med $10.000 garanteret. Her blev Casper nr. 1 og vandt samlet $2.043.

Udover Caspers sejr så vandt Troels Lyngholt $505 i en $33 PLO 6-Max med $2.000 garanteret.

Og Morten Hansen tog en lowroller sejr i samme turnering men med $5,50 buyin. Den gav $146.


Fehim Hajdari til MPT Main Event 2025 dag 2
Slutteligt på Danske Spil Poker kan vi fortælle, at Fehim Hajdari tog et monster chiplead fra sit dag 1 flight i $215 MILLIONS Online #07: 6-Max Championship med $100.000 garanteret. Der er indtil videre ni spillere videre til finalen, der spilles om seks dage, og de andre er ikke i nærheden af Fehim.

I samme turnering med $33 i buyin fik Frederik Dvinge Pedersen også et godt dag 1 flight og ligger nr. 8 mens Daniel Melson ligger nr. 9.

PokerStars stolpe ud
Vi fik forventningerne lidt for højt op efter søndagens topresultater. Mandag røg vi ned på jorden igen. Det var lidt af en fuser faktisk. Vi fandt dog et par okay resultater trods alt på PokerStars og nogle SCOOP events, hvor danskerne er videre til dag 2 i aften.
HansDenSvans er godt kørende med €1.586 bounties allerede og solid chipleader i $530 SCOOP #09 Bounty Builder PKO med $250.000 garanteret. Der er 24 spillere tilbage. Spændende skud.

Proosty2 er videre i $55 SCOOP #09 Mini Bounty Builder PKO med $225.000 garanteret. Danskeren ligger nr. 16 ud af 111 spillere tilbage.

I $215 SCOOP #10 HORSE 8-Max med $30.000 garanteret ligger Christian “CMoosepower” Elgstrøm nr. 5 ud af 12. Christian er mixed-games specialist og gør det ofte godt i blandt andet HORSE.

Resultatmæssigt var det som sagt en øv dag for danskerne. Fehim “rbh4970” Hajdari blev nr. 13 i hans skud i $109 SCOOP #03 Mystery Warm-Up med $300.000 garanteret. Fehim vandt samlet $1.417.

Jonas “Palsgaard1” Palsgaard blev nr. 5 i $162 Monday 6-Max PKO med $30.000 garanteret. Samlet gav den placering $1.388.

LAZYFAT1 blev nr. 3 i $22 The Marathon med $6.000 garanteret. Den gav $839.
