Folkemødet på Bornholm er overstået. Tømmermændene hænger måske stadigvæk lidt, men vores superblogger realmadrid har fået skrevet femte klummeafsnit. Dagens fortælling tager os igen tilbage til den caribiske ø, hvor de tre danske musketerer kæmper en hård kamp med for meget alkohol i blodet mod hele den serbiske mafia. Overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger. God fornøjelse!

High-on-life

Jeg joiner som sagt spillet igen. På dette tidspunkt er vi nok inde i flaske nummer to – eller tre. Jeg har $8.000 bag og vi kører bomp-pot med dobbelt flop. Jeg erindrer ikke det nederste flop, men det øverste slår 88K. Jeg har KK845. Ja, sådan mener jeg i hvert fald, at min hånd lyder. Vi får et potbet fra UTG, et flat og et flat mere, og jeg hakker på dåse. ”Hvorfor hakker du på dåsen, kunne du ikke bare kalde?”, spør´du nok så? Svaret er: – “Det aner jeg ikke noget om. Ganske enkelt”.

Jeg er i hvert fald en helvedes karl, da jeg melder til bordet og til den nye dealer, at jeg giver lige præcis nul fucks, og siger pot-måne. UTG hakker indover, og resten folder. Jeg tænker, at Faxe havde det grineren, da han bankede 1-0 målet ind mod Tysken i 92´, men jeg tror ikke, at han var halvt så high-on-life, som jeg var, da jeg skubber mine 8.000 til midten, velvidende, at jeg som minimum frihjuler, da det ene flop er mit. Mit shine bliver imidlertid forstyrret af den nye dealer, der har set mine kort og siger til mig på spansk, ”pero que haces?” (hvad laver du dog?). Jeg tænker hurtigt, at den stakkels indfødte ikke er vant til at se sådan et masterplay fra en stoisk hvid mand, der med arrogance og selvsikkerhed skubber stakaterne til midten.

Det må jo også være fedt for sådan en sydlandsk daddelplukker, at få lov til at bevidne denne bornholmske campeone rense sådan af i et kompliceret 5-kort-spil. Ej, watch and learn son, for nu har vi sat den i femte’, og vinen smager af mere. Det begynder satme at smage af bladguld på carporten det her.

Se video: Der var fuld plade i selvovervurdering

Naboens klamme datter

Der er blot et lillebitte problem: Jeg har i min hestebrandert set forkert på kortene. Jeg har åbenbart fået de tunge rødvinsbriller på. Jeg har ingen 8’ere. Hvad værre er; jeg har kun én konge. Jeg har i mine fede Otte Brandenburg-tilstand set forkert på kortene. Ikke lidt forkert, men helt forkert – jeg har 99K42. Jeg har ingen 8’ere – men derimod naboens klamme datter.

Jeg får eksamens-armhuler lige med det samme, og et helt uvirkeligt klamt sug i maven, da jeg opdager, at jeg er helt ukampdygtig. Det tarvelige ved poker er, at bordet fanger. De fleste ryster på hovedet, og nogle griner lidt nervøst, mens jeg kigger på Zred og siger ordene: ”Jeg skal hjem nu – jeg kan åbenbart ikke se kortene længere”. Det er muligvis prisen for ganefryd, men jeg er jo også bare en kæmpe abe. Jeg kigger ned på den tomme flaske på gulvet og sender den dødsblikket. Jeg kan bedre holde mit eget spejlbillede ud, hvis den kan få skylden. Det er dog for letkøbt – det er min egen skyld og jeg er en abekat. Jeg er ret sikker på, at hvis der kom en mand forbi og slog mig i hovedet med flasken og det lød hult, så ville det ikke være flaskens skyld. Nå, men inden nogen når at sige, “det er bedre at være heldig end god”, så kan jeg se på den flinke dealer, at pengene bliver splittet. Chop-chop.

Fru. Fortuna og Tordenguden Bodil

Jeg kan ikke engang gengive det, for jeg aner ikke, hvad jeg har ramt, men det flop jeg sigtede efter, var helt dødt, da jeg havde lang vej hjem vs. KKxxx, men Fru Fortuna ville det åbenbart således, at jeg vinder det nederste flop (Muftien har vist nævnt noget med en strit på river), men jeg aner det ikke. Bottom-line er, at jeg laver 1.500ish på potten, da de døde penge jo bliver splittet. Men det var min sidste hånd – i det sidste PLO5-spil jeg nogensinde kommer til at spille. Jeg endte faktisk oppe – som den eneste på turen – og guderne skal vide, at poker handler primært om én ting: Fedt for tordenguden Bodil og alle hendes karma-veninder, for når alt kommer til alt, så får du det hele tilbage ved filten, hvis bare du har leveret varen. Hvis ikke det er moralen, så har jeg alligevel ikke lært noget som helst af denne tur.

Jeg spottede lyserøde fugle i Caribien. Her er jeg hurtig til at øse af min ornitologiske visdom til Zred

Morgendukkert

Et PS: Bloggen her kan naturligvis ikke gå på en velfortjent sommerpause uden at løfte sløret for, hvordan det hele endte med amoriner på stranden efter gamet. Jeg skal gøre det kort;

Der er alkohol i blodet. Muftien kan jeg ikke styre. Han er fuld og insisterer på, at netop nu – klokken 04.10 om morgenen – er det perfekte tidspunkt at dykke ud på det allerdybeste med det onde snorkelsæt og det hele. Jeg når ikke at tale ham fra det, og vupti, så er han væk. Fed ide. Hans kæreste bliver bekymret, så efter en del parlamenteren, bliver jeg sendt ud efter den dybdegående vardenser. Fed tjans. På vej ud til vestjyden svømmer jeg lige forbi en ualmindeligt slikkenbo Zred, der er blevet kælen ude i vandet. Det var ikke længe, den stakkels dealer fik lov at holde pause, efter en lang dag på jobben. ”Vi snakker poker”, råbte han i min retning, hvilket må betragtes som dagens longshot – og det siger ikke så lidt. Mens de kysser romantisk videre, får jeg reddet Muftien i land. Han mente at vi snildt kunne dykke mere, og gerne længere ud, men han havde heller ikke set, hvor sur hans dame så ud på det her tidspunkt.

Video fra gamet, hvor jeg kortvarigt havde fået nyt sæde, men sad – trods alt – stadig ringside til en solid omgang sexchikane der næppe var gået i Danmark anno 2025

Har man først sagt A…

På stranden er Muftiens dame decideret mellemfornøjet med gemalens vandige aktiviteter, så jeg lister lidt væk. De kan godt bide fra sig sådan nogle latinas. Jeg når dog ikke mange meter væk, før der minsandten indfinder sig nye letpåklædte ladies på stranden. Some guys got all the luck! Det er de mere larmende af slagsen der har fundet vej til stranden, erfarer man ret hurtigt. De har helt tydeligt også været til fest, og jeg føler mig ingenlunde foran i promille, da de er både højlydte og snøvlende. Om de er decideret pæne, ville nok være lidt af en journalistisk stramning, men man kan jo ikke spise Côte de Boeuf hver aften. I mørket er alle katte grå, tænker jeg, og lægger optimistisk an på den spedalske med flest fingre. Jeg kan godt se, at det ikke just er Jessica Alba, jeg er ved at hive i land, og selvom man misser lidt med øjnene, så ligner hun i bedste fald hende den lækre fra Anne og Lotte. Så det er ikke så godt – det er faktisk noget rigtigt rod, men har man først sagt A, må man jo…

Men der er mere i posen til mig – ud af det blå og som en engel (en lettere hidsig en), kommer Muftiens dame mig til undsætning, og får mig hjulpet ud af kranens klør. Som en anden dørmand får hun gelejdet mig væk fra stranden og op på hotelværelset og gænget mig i seng. Jeg aner ikke hvordan hun gjorde, men jeg skylder. Aftenens næststørste good-beat, kan hermed noteres i bogen. Et klogt og voksens valg – af hende – som er uvurderligt dagen efter, men så uendeligt svært selv at træffe bag alkoholens lunefulde og tågede gardiner. Tak, tak og tak.

PPS: Den med at stable chips på gulvet – den kan I få en anden dag. God sommer!

realmadrid