Så er vi kommet til vejs ende med Bennie Laursens blogs fra WSOP Circuit i Tallinn 2026. Bennie har en sidste dag med pokeren tirsdag og sikke en afslutning. Skal det blive fire cashes i træk til Hr. Pepsi Max?
God fornøjelse!
———–
Tallinn, tirsdag den 28. juli 2026
Så blev det sidste dag i Tallinn.
Fagmanden var træt, men jeg var frisk allerede kl. 11, så det blev et bad og derefter ud at gå. Turen endte på cirka 8 km og udviklede sig til en shoppetur, da tøj er billigt hernede. Så jeg skulle lige have arrangeret noget til flyveturen hjem. Jeg tænker to poloshirts og tre par shorts på.
Kl. 18 gik turen til kasinoet, og mine forventninger var, som jeg har skrevet tidligere, store. Ærligt talt blev de dog hurtigt skudt ned, da det gik op for mig, hvad der skulle foregå.
Der var ti “kendte”, som skulle spille med, og der var bounty på dem. De havde alle et kæmpe følge med, da kasinoet var vært for et arrangement for dem. Hold nu kæft, et cirkus. Det mindede mest om det, vi lavede med Mermaid Poker i gamle dage på diverse natklubber. Det er ikke lige min smag for poker.
Men spilles skulle der sgu, så hørebøfferne kom på, og hyggen kunne begynde.
Jeg får et rigtig godt bord og kommer også fantastisk fra start.

Blinds: 100/100/100
Jeg har A♦️J♦️ og åbner til 300. Tre kaldere.
Flop: Q♥️T♠️9♦️ (regnbue)
Jeg better 1.500. To kalder.
Turn: Blank.
Jeg better 6.000. Én kalder.
River: 8♣️
Jeg siger 8.000. Han folder.
To hænder efter, stadig 100/100/100.
Jeg har A♠️7♠️ og kalder et bet på 600. Vi er trevejs.
Flop: Q♠️9♠️8♠️
En better 1.800, og jeg kalder, mens den sidste folder.
Turn: K♦️
Han checker, og jeg prøver et lille bet på 2.200, som han folder til.
Derefter følger en periode, hvor jeg ikke får spilbare kort.
Ved 200/400/400 har jeg 45.000, og average er 35.000.
Jeg taber og vinder nogle små potter, som ikke er værd at nævne.
Blinds: 600/1.200/1.200
Første mand åbner til 3.600, og alle folder til mig.
Jeg har J♥️J♦️ og sætter ham all-in. Han kalder med A♠️K♦️ uden at ramme.
Average er nu 38.000, og jeg har 66.000.
Nu får jeg en ny mand ved bordet, og lad mig bare være ærlig: Han skal ikke med til min næste fødselsdag. Hold nu op en… bippppp.
Stadig 600/1.200/1.200.
Jeg får K♠️K♣️ og er først til at melde ud, så jeg åbner til 3.100. Den anden – den ubeskrivelige mand – går all-in, og jeg kalder naturligvis.
Han vender 6♥️3♥️
Da han er slået ud, siger han, at han alligevel skulle ud at skide og lige så godt kunne købe sig ind igen. Han havde 22.000.

Blinds: 1.000/2.000/2.000
Igen er jeg først til at melde ud og kigger ned i A♦️K♠️. Jeg åbner til 4.200, og tre kalder.
Flop: K♣️xx
Jeg better 8.500, og alle folder.
Average er 45.000, og jeg har nu 107.000.
Stadig 1.000/2.000/2.000.
En gut går all-in med 6♣️6♥️
Jeg har kaldt med 4♠️4♣️ og flopper en 4♦️
Average er 54.000, og jeg har 156.000.
Det kilder i maven, og jeg føler virkelig, at det er i dag, jeg går hele vejen.

Blinds: 1.000/2.500/2.500
Jeg åbner med K♣️K♥️ og får to små stacks all-in imod mig. Der er cirka 75.000 i potten.
Jeg er oppe imod J♥️T♥️ og A♦️Q♠️
JT turner to par og vinder potten.
Nu vågner idioten op og begynder at holde et foredrag om, hvorfor ham med JT vandt. Det var, fordi han kunne lave to par med sine kort, og det var nemmere, end det var for mig med et par at lave et set.
Jeg kiggede på ham og sagde:
“De øl er ved at være tomme.”
Blinds: 1.500/3.000/3.000
To hænder efter ender jeg all-in imod min nye pokerrådgiver.
Jeg har A♦️K♦️ mod A♠️3♠️, og han rammer sin 3’er.
Derefter vælger han at råbe ud til hele verden – ja, jeg tror sgu også, Putin hørte det – at han er verdens bedste pokerspiller.
Jeg er nede i 43.000 og overvejer kort, hvordan vi kan få startet en krig mod nord.
Hånden efter får jeg A♠️K♥️ igen og skubber som et kæmpe overbet.
Oraklet fra Finland spørger, om jeg virkelig er på tilt, hvilket jeg vælger at ignorere.
Han kalder med Q♠️J♣️ og flopper Q♦️Q♥️x
Jeg er ikke bitter over spillet, da jeg reelt gerne vil ud i de spots. Men da det skete, var jeg mentalt allerede på vej til at gå rigtig dybt i min sidste turnering ved dette WSOP.
Ned til psykologen, som gav mig den vigtigste dosering af bonusspin under hele turen.
Faktisk overhaler psykologen pokeren i profit.
Jeg vil slutte af med at sige tak for opbakningen – både på Messenger, sms og ikke mindst de fysiske henvendelser hernede.
Ydmyg tak.
Om jeg laver blog igen, vil jeg ikke udelukke.
Samtidig vil jeg opfordre andre til at hoppe med på vognen, hvis muligheden byder sig. Det med at udstille sig selv og sit spil gør også, at man holder mere fokus, og dermed bliver det faktisk en hjælpende faktor for ens eget spil.
Tak for denne gang 🙏
Og hvis ikke før, så mødes nogle af os til DM om en måneds tid.
En særlig tak til Thomas “Æblemanden” for hjælpen med bloggen og til Fagmanden for at være en hyggelig roomie.
Bennie

Thomas “Fagmanden” Nielsen og Bennie “Pepsi Max” Laursen


