Quaade TUD(er) i Vegas 2025 starter hvor det sluttede: I Gladiatoren!

Blog #5: Tæt på den ultimative følelse

Søndag den 29. juni 2025 – Las Vegas med søvnmangel

Jeg efterlod jer med afslutningen på dag 1 af WSOP event #67 Gladiators of Poker, hvor jeg baggede en flot stack. I dagens blog skal jeg selvfølgelig nok afsløre, hvordan det gik på dag 2 af den rekordstore event med næsten 25.000 entries. Inden da bliver jeg nødt til at tage jer ud på en lille rejse, for at give jer en indsigt i, hvad turneringspoker er for mig, hvorfor jeg bliver ved med at komme tilbage, og specielt hvorfor et dybt run betyder så sindssygt meget.

Derfor spiller jeg poker

Ved ikke om den typiske læser af denne blog, har set filmen Jerry Maguire med Tom Cruise og Renée Zellweger. Det går jeg ud fra. Men man ved jo aldrig. Ikke umiddelbart en film der vinder Oscars eller går over i verdenshistorien over bedste film nogensinde, men alligevel en film som jeg mindes glædeligt. De fleste vil måske huske filmen for “Show me the money”, Bruce Springsteens Secret Garden sang eller måske for den afsluttende scene “You complete me” efterfulgt af “You had me at hello”. Andre vil måske mindes den helt utroligt nuttede søn Ray, som bl.a. siger “Did you know that the human head weighs eight pounds?” og nærmest overtager filmen i denne her scene:

Anyways, mange føler måske, at filmen handler om Jerry Maguires kamp for at få sin eneste tilbageværende klient til toppen af NFL eller kærlighedshistorien med hans sekretær. Men i mine øjne handler filmen, om en mands rejse hen imod at blive den person, han gerne vil være. Da filmen starter, er den eneste identitet han har en tough, succesfuld sportsagent, men som filmen udvikler sig, gennemgår han en udvikling under den værste modgang i sit liv. Det er under den modgang, han opdager, hvad der er virkelig vigtigt for ham, og hvordan kærlighed, familie og commitment er fundamentet for et succesfuldt liv. Først, da han indser dette, at han kan sætte pris på de sejre, han får i sit liv.

En rejse

Det er lidt sådan, jeg har det med poker. Ligesom mange af jer, der læser med her, har jeg også været igennem en rejse med poker, En rejse med op- og nedture, sådan er poker jo. Heldigvis for mig, har der været klart flest opture, men jeg har også arbejdet hårdt for det. Tro mig. I min tidlige pokerkarriere satte jeg ikke rigtigt pris på succes. Jo, misforstå mig ikke. Jeg var da glad for pengene. Rush’et ved at gå dybt i en stor turnering, kunne jeg mærke længe efter. Men den følelse forsvandt altid igen. Nogle gange jagtede jeg den så efterfølgende, for kun at blive skuffet eller fortvivlet over, at den var så svær at opnå.

Følelsen af at gå dybt

Det var først efter jeg startede min mental coaching virksomhed, og gik i gang med at coache verdenseliten i poker, at jeg begyndte at forstå, at man:

  1. Aldrig får den første succesfornemmelse tilbage (den er anderledes de efterfølgende gange).
  2. Skal være taknemmelig for muligheden for at få den oplevelse i det hele taget (der er mange, der aldrig får den).

Jeg er derfor blevet bedre til at sætte pris på, hvad jeg har, hvad jeg har oplevet, og de succeser jeg har haft. Vigtigst af alt, forstår jeg nu, at årsagen til, at jeg kan opleve et rush igen, ikke er de kort jeg får, om jeg er bedre end mine modstandere eller om jeg rammer mit open-ended straight draw. Det er min erfaring og udnyttelsen af denne. Den rejse jeg har været på, har gjort mig til dén, jeg er i dag – det er den ballast, jeg har opnået. Det er det element, der gør det muligt for mig.

Det jeg prøver at sige er, at når jeg er dybt i en turnering, som denne Gladiator til WSOP eller f.eks. da jeg havnede på DM-finalebordet for et par år tilbage, så kommer der et tidspunkt i turneringen, hvor det går op for mig, at jeg skal huske at sætte pris på, at jeg i det hele taget er kommet hertil. Så er det lige meget, om jeg er shortstack, big stack eller lige har tabt et stort setup. Jeg hviler i nuet og nyder hvert sekund. Det er derfor, jeg smiler, og tager det hele med. Det er derfor, jeg oprigtigt kan leve i momentet, og opnå den ultimative følelse. Og det, mine venner, er en noget, jeg håber for jer, at I også vil opnå eller måske allerede har opnået, når I går dybt.

Sorry for lang rant. Tilbage til dagens dag 2.

Jeg fik fire timers søvn natten til dag 1, så de fem timer jeg fik natten til dag 2, føles fantastisk. Jeg var frisk som en havørn, da jeg vågnede. Dagens start var kl. 11.00, så jeg havde fin tid til et bad, let træning og morgenmad.

Vi var 812 spillere videre til dag 2 af Gladiatoren,og alle var allerede sikret $1.230. Jeg så forkert på payouts i går og kunne med glæde nu se, at førstepræmien var hele $420.680. Der var dog lang vej til finalebordet, som dag 2 skulle spilles ned til. Blinds stiger ret voldsomt nu, så der vil med garanti ryge en masse hurtigt og stabilt hele dagen.

Mit bord var fuld af stacks på min egen stackstørrelse. Der var én, der havde 1,75 millioner, og han var så bordets chipleader. Vi havde også et par skubbestacks på bordet med omkring 10 big blinds. Jeg genkendte ikke en eneste spiller, hvilket normalt er et godt tegn, men nu må vi se.

Video fra dagens start

Vi starter på level 23 – blinds er 25.000/50.000/50.000 – min stack er 1.615.000 – 40 minutter levels på dag 2

Første hånd raiser jeg med J♦️T♦️ fra mp til 105.000. Spilleren ved siden af mig skubber all-in med 555.000. Thomas fra Danmark (ikke jeres chefredaktør) kalder fra big blind efter en lille tank. Jeg må folde. Shortstacken vender T♠️T♣️, mens Thomas vender K♣️J♠️. Første kort der vendes, er den sidste T♥️. Men boardet løber dog straight til Thomas, og første mand på bordet er allerede ude. Jeg går over for at lykønske Thomas og hyggesnakke med en fellow-dane. Men det viser sig, at Thomas er tysker og slet ikke dansker, og at det er en fejl i systemet, som han ikke havde fået rettet. Nå, giver mening, tænkte jeg, tror sgu heller ikke, der er en dansker, der kunne finde på, at lave så ringe et kald, som han gjorde der.

To hænder senere skubber en shortstack 10 big blinds i blindbattle med A♠️J♥️ og bliver kaldt af big blind med K♠️J♣️. Gæt hvem, der vinder den hånd. Korrekt. KJ. Derfra så gik joken på bordet med, at vi spiller KJ lige meget hvad.

Japan til bordet

På de to ledige pladser kommer der to japanere. En ung japansk kvinde ved siden af mig og en rigtig Youtuber ung mand ved siden af kvinden. Han havde en fotograf med, der filmede til deres Youtube-kanal Masato Poker, hvor de smart nok tager 48 kr. om måneden for at se videoerne. Begge kommer til bordet med omkring 1,3 millioner.

Nu er der spillet cirka 15 minutter, og vi har allerede mistet 100 spillere. Det er ret vildt, men også ekstremt effektivt med det nye system med tablet ved bordene og den nye app, der styrer det hele.

Der er ekstremt mange all-ins. Jeg smiler indvendigt, når jeg tænker på, hvor hurtigt folk kan få stacken til midten i starten på dag 2 ift. slutningen af dag 1, hvor de nærmest folder AQ og store par, bare for at gå videre. På vores bord mister vi tre spillere på de første fem hænder.

Nu sker der noget

Efter et orbit spil får jeg K♠️K♥️ fra UTG+2 og raiser til 110.000. Betalt af den unge japanske kvinde ved siden af mig og vi går 2-vejs til T♣️9♥️4♠️. Jeg better nu 125.000 og hun kalder hurtigt. Turn er 4♦️. Nu tænker jeg, at planen må være, at få hende til at tro, at jeg ikke er stærk, så hun kan skubbe sin resterende stack til midten. Det vil hun f.eks. gøre med 66, 77, 88 måske og QJ eller en mærkeligt spillet J8. Måske er jeg heldig, og hun har JJ. Det er også noget hun kunne finde på, hvis hun har ramt den 10er. F.eks. med AT, KT, QT eller måske JT. Derfor sizer jeg ned – efter 30 sekunders skuespil-boks – til 105.000 på turn. Hun tænker lidt og går så all-in. Betalt af mig selvfølgelig og hun vender 8♦️8♣️. River blanker med et A♣️ og jeg skraber en velfortjent pot hjem og tænker Arigato til den unge dame. Stacken nu på 2,85 millioner.

Vi satte en fælde og hun hoppede i

Tæt på peak

Tænk dig nu om

Den japanske Youtube-stjerne med TV-crewet, der filmer hver hånd, raiser fra UTG til 125.000. Betalt af giganthvalen med solbriller og wannabe pokerstjerne hat på knappen. Jeg kigger ned i K♥️9♥️ og vil helst folde, men min GTO-hjerne siger kald. Så jeg kalder, for det skal man jo. Flop kommer K♣️Q♠️7♠️. Checket til idioten på knappen, der better 220.000. Jeg ved bare, at han er svag. Det skriger af ham. Så meget, at jeg har lyst til at raise, men ham japaneren virker skarp. Måske har han også set, som jeg har, at giganthvalen ikke forstår, at man ikke skal bette på det board, uden at have noget vildt godt. Så jeg kalder kun i håb om, at japaneren har et lavt par eller misser totalt. Alt for optimistisk tankegang. Han går nu all-in med 1,1 millioner totalt. Klaphatten på knappen snapfolder og jeg prøver at lave force-choke på ham, som var jeg Darth Vader. Nå, nu skal jeg lige regne lidt på det. Ingen grund til at folde her uden at tænke den igennem først. Jeg skal kalde 900.000 for at vinde lidt over 3 millioner. Det er vanvittigt gode odds.

Kigger grundigt på ham

Af bluffs tænker jeg, at han kan have JT, flushtræk med f.eks. A♠️T♠️ eller A♠️J♠️. Jeg har to hjerter, så det vil give okay mening, at han har spar. Det kan være en made hånd, som så nok er bedre end min. AK, AQ, KQ eller et set i 7ere. Alle sammen mulige hænder, der kunne raise fra UTG med hans stackstørrelse på det her stadie i turneringen. Så jeg kommer frem til, at i halvdelen af tilfældene trækker jeg til tre outs, hvis jeg er heldig – mens jeg i de tilfælde, hvor jeg er foran kun har 55-60%. Til sidst prøver jeg lidt live-read og kigger grundigt på ham. Han ser voldsomt komfortabel ud og jeg vælger derfor at folde. Det var nok en fejl, men vi kan se det på hans Youtube-kanal fortæller han.

Bluff, bluff og bluff

Der sætter sig en Las Vegas-regular ved siden af mig. Jeg finder hurtigt ud af, at han er PLO-live cashgame spiller. I hånden efter ovenstående hånd mod Youtuberen, så folder alle til mig i small blind. Jeg kigger ned i Q♥️5♣️. Jeg completer og Las Vegas-reggen banker i bordet. Floppet kommer J♠️J♥️6♥️. Bet 60.000 fra mig. Betalt. Turn T♥️. Bet 220.000 fra mig med flushtræk. Betalt. River T♣️. Hmmm, mon ikke jeg havde hørt fra ham, hvis han havde knægten? Jeg better nu 255.000 og får så en længere tale fra ham. “Wauw, are you betting there really? Nobody can bet there. Wouldn’t it be crazy if I raised now” og jeg ved bare, at han har knægten, når han siger sådan. Han virker tydeligvis som en der prøver at skjule, at han er stærk, så jeg er klar til at folde, når han om lidt raiser. Ganske rigtigt, efter et minuts skuespil, så raiser han til 650.000 og jeg folder bare. Han viser knægten, flink som han er. Tilbage i 1,6 millioner.

Spørg bare Solveren

På level 24 med blinds på 30.000/60.000/60.000 raiser Youtuberen til 150.000 fra UTG+1, kald af tyske Thomas, kald af bordets chipleader i cutoff og foldet til mig i big blind. Jeg kigger ned i A♠️Q♥️ og regner mig frem til, at jeg har cirka 27 big blinds. Det spot er nemt nok. Det er bare til midten med stacken. Alle folder hurtigt, ja lige undtagen Thomas, der sikkert har en eller anden spekulativ hånd han overvejer at være heldig med. Dejlig hånd at tage ned. Kørte den lige i Octopi Solveren, da jeg kom hjem og kunne se, at det var et helt korrekt skub:

Solveren siger AQ er et skub all-in

Flip-maestro

Lidt tidligere taber Las Vegas-reggen et stort flip med JJ vs AK. Nu er han heldigvis blevet en af bordet shortstacks. Det har Thomas nok ikke lagt mærke til, for han raiser fra mp. Jeg kalder i small blind med K♠️Q♠️ med henblik på at kalde Las Vegas-reggen, hvis han skubber og Thomas folder. Ganske rigtigt. All-in med 900.000 fra big blind og Thomas folder hurtigt. Jeg kalder med det samme og vender min hånd. Reggen har 5♠️5♦️ og vi flipper. Dame på bordet og jeg tager ham ud. Skønt! Han ville have været en svær modstander på min direkte venstre. Peaker i 3,6 millioner.

Kalder all-in med KQ og slår 55, da jeg rammer en dame

En glad japaner

Nu skubber bordets eneste shortstack 270.000 all-in. Betalt af Vincent, der startede bordet som chipleader. Jeg har J♠️T♠️ på knappen og tænker, at det er et fold. Men der er ingen small blind i hånden og kun Youtuberen, der kan skabe ravage i big blind. JT spiller ret godt i sådan et spot her, og jeg kan vinde en stor hånd, hvis jeg rammer. Vincents range kan ikke være alt for stor, siden han ikke isoraiser. Jeg vælger derfor at kalde. Så skubber Youtuberen selvfølgelig all-in med 2,5 millioner. Jeg bander og svovler inden i mig selv, mens Vincent tænker og tænker. Han kalder så og jeg må folde. Shortstack har A♠️J♣️, Vincent har A♥️Q♠️ og Youtuberen har A♣️K♥️, som holder og han er nu kæmpe stor.

Den japanske Youtuber

Nogle shortstacks, der vil doble? – hold min kaffe!

Så får jeg Q♥️J♠️ og raiser fra cutoff. Knappen går all-in med 5 big blinds, og jeg må kalde. Han vender A♣️9♠️ og vinder nemt flippet med trips. Tillykke.

I sidste hånd inden pausen foldes der til small blind, der går all-in med 9 big blinds. Jeg kalder med 5♣️5♠️ i big blind og han vender A♦️Q♣️ og rammer desværre. Tilbage i 1,9 millioner ved pausen, som er average.

Vi kommer tilbage efter pausen og bordet skal breakes. Nyt level er 50.000/100.000/100.000. Nu er det virkelig dyrt. Der er 357 spillere tilbage.

Mit nye bord

Jeg folder de første par hænder på det nye bord, men kommer så indover et tidlig position raise med J♠️J♣️, men han folder.

Spillets tempo er sænket betydeligt. Der spilles både klogere nu, men der bliver også tænkt om hver hånd. Hvilket er meget naturligt så dybt i en kæmpe turnering som denne.

Sig det ikke til Solveren

Nu kommer der en interessant hånd. Der foldes til highjack, der instaskubber 12 big blinds. Jeg har selv 22 big blinds på det her tidspunkt. Alle folder om til mig. Jeg har A♥️J♠️. Det er bare et kald, autotænker jeg, men jeg har lovet mig selv, lige at tænke sådanne spots igennem i stedet for bare at gøre, som Solveren siger, at man skal.

Okay, han har nok ikke AA, KK eller QQ, da disse hænder ikke vil snapskubbe, men skuespille en smule, inden de skubbes. Ham her er også okay fornuftig indtil videre, og har spillet solidt. Det er sandsynligvis en hånd, som automatisk for ham, er et skub med 12 big blinds. Derfor ikke et bluff eller et dårligt es eller JT. Nok mere et lavt til mellempar eller AK, AQ, AJ. Jeg blokker det es, så det er nok mest sandsynligt et lavt par, men kan altså – i værste tilfælde- være en hånd, som dominere mig. Han virker ret stærk, og jeg selvom, at jeg ved, at dette er et 100% kald i Solveren, så folder jeg altså. Han vender A♠️Q♠️ og jeg kan trække vejret lidt igen. Godt læst bilder jeg mig selv ind, selvom jeg føler, at jeg var Solveren utro der.

Læst

Jeg raiser med A♥️Q♦️ fra middle position. Dygtig kreativ spiller kalder på knap med 4 millioner i stacken. 2-vejs til J♠️9♠️7♦️. Jeg overvejer kort bare at give op eller håbe på, at han vil tjekke tilbage. Alle hans “calling-range” hænder rammer det bord, og jeg har ingen spar, hvilket øger chancen for, at han har. Så reelt set kan det være et spildt cbet her. Men jeg er sgu ikke kommet for at folde mig til et payjump, så jeg better 210.000. Betalt. Turn 9♥️. Jeg checker, og han better hurtigt 375.000. Jeg må folde til hans håne spørgsmål “You folded ace-high there?”. Nede i 1,5 millioner.

Nyt level 27 – blinds er 60.000/120.000/120.000. 280 spillere tilbage.

Bordets chipleader raiser fra UTG+2 til 240.000. Jeg er i big blind med 8♥️8♠️. Normalt er det bare et skub her, tænker jeg, med mine 11 big blinds. Men hans tidlige position og den store stack, har jeg nok ikke noget fold-equity. Ja, jeg kan være heldig at flippe mod f.eks. AK/AQ eller KQ/KJ, men efter jeg har tænkt den igennem, finder jeg en god plan. Jeg kalder kun. Flop kommer 7♥️6♠️3♥️. Hmmm, her tror jeg ikke, han laver et cbet, hvis jeg checker til ham, og han har misset. Så det er bedst at afgøre det selv her med et “stop & go move”. Så jeg skubber stacken til midten. Han tænker lidt og folder så.

Den gode gamle “stop & go move” virker stadigvæk

Flere snowmen

Lidt efter raiser en ultra tight ung amerikaner fra UTG til 240.000. Jeg har 8♣️8♦️ igen. Denne gang i middle position. Igen et sjovt spot. Jeg kunne skubbe her, men mod hans range, vil han nok kalde, og så har vi samme situation som før. Så jeg vælger kun at kalde, da bordet ikke normalt squeezer. Betalt af knap og vi er nu 3-vejs til K♣️K♠️2♥️ board. Cbet til 240.000 lidt usikkert kunne jeg mærke fra den unge amerikaner. Jeg kalder og snap fold fra spilleren på knappen. Turn T♦️. Han checker, og jeg better 375.000, og han folder. Han fortæller mig senere, at han foldede AJ. Nu er jeg oppe i 2,75 millioner.

Runner runner ffs

Så får jeg A♣️J♣️ og raiser fra UTG til 240.000. Bordets oprindelige chipleader kalder i small blind. Han er fra Brasilien, og der har været flere ovre og tage billeder af ham. Han er nok en kendis på de kanter. Floppet kommer Q♦️9♣️8♦️. Checket til turn der er A♦️. Jeg better 250.000 og han betaler ret hurtigt. River er 5♦️ og vi checker den ned. Han vinder med 4♦️4♠️. Øv!

Det er som om, at jeg ikke helt kan få fat og skal spille shortstack ninja. Det er selvfølgelig noget -jeg selv synes- jeg er skrap til, men pisse irriterende, når man bare gerne vil ud og spille nogle store potter.

Level 28 – blinds er nu 80.000/160.000/160.000 – min stack er nede på 2 millioner. Der er 222 spillere tilbage.

Jeg får nu K♥️K♦️ fra highjack og raiser til 325.000. Big blind, der har spillet en smule mærkeligt, skubber nu all-in med 2,5 millioner i stacken. Jeg betaler selvfølgelig og vi spiller om en 4 millioner pot.

Jeg er all-in for cirka 2 millioner og den næstbedste hånd i poker

Han har A♦️5♥️ og jeg er lidt overrasket over at se den hånd. Den er ikke engang suited og jeg har jo spillet ret tight, og har nærmest ikke en stack der kan folde, hvis jeg åbner, men fint nok. Det var jo præcis, hvad jeg havde håbet på. Men så løber boardet A♣️5♣️Q♥️8♦️9♥️ og jeg er bust, som nr. 215 til $3.160.

Vildt run og en hel dag med den ultimative følelse. Skønt!

Exithånden: all-in KK vs. A5 på A5Q89 board

Afreagerer i cashgame

Jeg hopper ned i cashgame i Paris (det store WSOP rum) og tager mig en times “spil frustrationerne ud af kroppen” cashgame spil. Sætter mig med $300, som er max på $1/$3.

Tid til cashgame afreagering

En time efter har jeg $407 og siger tak til et sjovt bord med fed humor. Det var en hånd i det cashgame, der var interessant. Det var da knappen raiser til $10 og jeg kalder i big blind med Q♥️T♠️. Boardet løber 8♥️7♥️6♥️4♥️5♥️. Han better turn og vi checker river, og deler potten med straight flush på boardet. Det sker sgu ikke så tit.

Straightflush på boardet

Aftenen slutter jeg af med en middag med nogle norske venner på Mortons Steakhouse. Det var Filet Mignon, en bagt kartoffel og lidt rødvin. Perfekt afslutning på en vild sjov dag.

I Paris har de gang i dag 1A i den store Mini Main Event

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail