Quaade TUD(er) i Vegas 2025 med bl.a. ny WSOP-turnering og mange billeder

Blog #7: Morgenmad med morfarnissen og masser af pokerhænder

Tirsdag den 1. juli 2025 – Las Vegas morgenmadsbuffet kan noget

En lang dag er ved at være slut. Jeg har haft en på opleveren i dag, og har glædet mig til at dele den med jer. Let’s go!

Dagen startede kl. 05.45, da det bankede på min dør. Jeg vågnede helt forvirret. Hvem fanden banker på min dør på det her tidspunkt? Det blev ved med at banke. Jeg hoppede i tøjet og åbnede døren. En ung asiatisk kvinde med nærmest intet tøj på, står foran min dør, og er på vej ind på mit værelse. “Excuse me, what are you doing?” spørger jeg helt forvirret. “You called me and wanted me to come” siger hun. “No, I did not” svarer jeg, stadigvæk træt. “Yes you did, I got the text” svarer hun. “I am sorry, but you have the wrong guy” prøver jeg med. “But it’s the same room number” prøver hun igen og kigger sig rundt. “Have a nice night” slutter jeg af og lukker døren.

På vej tilbage i sengen, tænker jeg, at der må være nogen, der har taget pis på mig. Men det er kun Fehim, der kender mit værelsenummer og det ville Fehim aldrig gøre. Det må være en fejl. Jeg lægger mig til at sove igen. Heldigvis virkede Melatoninen stadigvæk og jeg faldt i søvn.

Møde med morfarnissen

Står op klokken 07.15 og 15 minutter efter, er jeg i elevatoren på vej ned til kasinoet og videre til strippen. Planen var at gå ned til MGM Grand, hvor jeg skulle mødes med Jesper “morfarnissen” Olsen. Morfarnissen er Danmarks mest populære blogger og huserer på Pokernet.dk

Det var helt rart at komme udenfor i 31 grader i stedet for de 42-43, som det har været, når jeg -senere på dagen eller aftenen- var udenfor og væk fra kasinoet. Jeg havde en skøn morgengåtur langs strippen, hvor de mange turister ikke var at se som normalt. Der var et par fulde mennesker på vej hjem fra byen, men hovedsageligt var der tomt med undtagelse af et par løbere, de lokale homeless-people og nogle familier. Jeg fik taget et par Vegas-by-Day billeder, som I får her.

Det var nemt at finde buffeten på MGM Grand, som jo var min gamle hjemmebane i 2023, da jeg spillede der næsten hver dag. Jesper stod klar, da jeg ankom og vi fik bord forholdsvis hurtigt.

Der var på ingen måder fyldt op, som jeg ellers havde forventet, så vi kunne snakke sammen helt roligt og uden larm fra børnefamilier eller lignende. Det var første gang jeg mødte Jesper, så alt i alt virkelig en hyggelig morgenmad med en artsfælle, dansker og blogger.

Gode, mentale tips og tilbage til Horseshoe

Vi fik snakket om alt muligt, men hovedsageligt var snakken selvfølgelig omkring poker og om at være blogger. Jeg fik et par gode tips, og Jesper fik et par gode mentale tips tilbage den anden vej. Vi var sammen en times tid og tiden fløj. Efter maden, aftalte vi, at jeg laver et større interview med ham, når jeg kommer tilbage til Danmark. Vi tog et par billeder af ham i MGM Grand Pokerroom, så der var billeder til interview-artiklen. Herefter var det videre og tilbage til Horseshoe.

$100.000 PLO Super Highrollerens første bord – flere kom til senere bl.a. danske Martin Dam

Tilbage i turneringsaktion – Moneymaker eller Deepstack

Efter hviledagen i går var jeg klar til en ny pokerturnering. Der var to muligheder for mig i dag, som jeg allerede havde kigget på hjemmefra. Der var Chris Moneymakers Main Event på MGM Grand til $1.700 og så WSOP PokerNews Deepstack til $600 i Paris. Den lokkede virkelig -den dér Chris Moneymaker turnering-, men der var tre dages startflights og dag 2 ville clashe med WSOP Main Eventet. Så det gav bedre mening at spille den billige Deepstack, som i øvrigt havde vanvittig god struktur og 40 minutter levels. Derfor blev beslutningen at tage $600 turneringen i Paris.

Jeg ankom til kasinoet og mit bord ved starten på level 2. Blinds er 100/200/200. Startstack er 30.000. På dette tidspunkt var der allerede 2.500 entries, og mit startbord så ganske fint ud.

Chefredaktøren er klar

Pænt ringe start

Raiser i min hånd nr. 3 til 600 fra tidlig position med K♠️J♠️. 3bet fra knap til 1.500 af ældre skaldet amerikaner. Jeg betaler og ser et godkendt flop på K♦️5♠️3♠️. Han better 1.200, og jeg skal selvfølgelig ingen vegne. Kald. Turn 9♦️. Check check. River 9♥️. Han ser ret stærk ud, så jeg vælger at lade ham bestemme, om der skal bettes eller ej, hvorfor jeg checker til ham. Han better nu 5.500. Det kommer lidt bag på mig. Det er jo et stort bet. “Har han virkelig den 9er” er min første tanke. Han kan da ikke have tjekket KQ eller AK, når der ligger to flushtræks derude? Jeg tænker længe, og det føles som et skidt kald men tillykke, hvis du har den, tænker jeg og betaler. Han vender A♥️K♥️, hvilket overrasker mig lidt, at han ikke bettede på turn. Skidt start.

Lidt senere raiser UTG, en af bordets fisk, der sidder lige til venstre for mig, til 500. Alle folder til mig i big blind og jeg kalder med 6♦️4♦️. Flop kommer K♦️5♠️3♦️. Igen godkendt flop. Jeg overvejer at leade, men jeg checker og han checker hurtigt bag. Turn er 8♣️. Nu better jeg 1.000,og han nærmest snapkalder. River er K♣️. Jeg giver op og check-folder til hans 2.500 bet.

Taber med J♣️T♣️, da jeg misser floppet totalt der kommer 5♠️5♣️2♠️ og to andre spillere i potten vil betale dyrt for at se turn.Nede i 19.000 på ingen tid. Shit, det var ikke den start, jeg havde drømt om.

Come-back time

Foldet til mig på knappen og jeg raiser til 600 med J♠️T♦️. Big blind kalder. Flop kommer 6♠️5♠️2♦️. Check check. Turn K♣️. Jeg better 1.000 efter hans check og prøver at repræsentere den konge. Big blind, der tænker alting grundigt igennem, er fra Denver og vi fik battlet mange gange denne dag, kalder til sidst. River kommer 8♥️. Jeg har knægt høj og nok ikke bedst her, så jeg better 2.500, da han checker til mig. Lang boks, men han folder heldigvis og jeg kan skrabe den første pot til mig.

På level 3 med blinds 200/300/300 raiser min ven fra Denver fra UTG+1 til 700. Spiller i cutoff, der også er fra Denver og basketfan i øvrigt, kalder. Jeg har A♠️Q♣️ i small blind og synes ikke at et 3bet hører hjemme så dybt ude af position, så jeg kalder bare. Floppet kommer A♦️7♦️5♠️. Denver better 1.000 og jeg betaler som den eneste. 2-vejs til 9♠️. Han better nu 2.000 og jeg kalder igen. River er T♣️. Han checker bag og jeg er god mod A♣️J♣️. Tilbage i 23.500.

Godkendt hero-call

Min basketfan ven fra Denver på knappen raiser nu til 800. Jeg kalder bare i small blind med A♦️J♦️. Big blind, ham fisken, siger nu 2.600 og vi kalder begge. Flop kommer J♠️6♥️3♦️. Bet 3.000. Vi kalder begge to. Turn 2♣️. Checket til K♥️ på river. Big blind better nu 5.500. Snap fold fra knappen. Jeg tænker længe og kigger på ham meget. Hans puls kører helt vildt. Venter derfor et minuts tid, mens jeg observerer ham, for at se om pulsen falder (hvilket den vil gøre, hvis han er stærk). Men pulsen falder ikke, og han virker i det hele taget ubekvem, -måske, fordi jeg kigger så meget på ham. Til sidst kalder jeg og han vender A♠️Q♥️. Lækkert. Den hånd får mig helt op i 39.500.

Sidste hånd inden pausen

Denver fra UTG+1 raiser til 700. Cutoff og knap kalder. Jeg er i big blind med Q♦️6♦️ og er frisk på at se et flop. Vi går 4-vejs til Q♣️9♥️9♦️. Checket til turn der er 6♣️. Nu får UTG+1 better 700. Jeg kalder som den eneste. River er 5♠️. Jeg leader nu 1.200. Han folder og siger, at han havde lyst til at raise mig. Jeg svarer, at det var godt, at han ikke gjorde det og viser ham 6eren. Pauser den i 42.000.

Bracelet-ceremony

I pausen blev der, som sædvanligt, hyldet to bracelet vindere. Denne gang var det bl.a. vinderen af $1.000 Womens Championship. For to års siden blev hun nr. 2, sidste år vandt hun og i år vandt hun sørme igen. Shiina Okomoto er med garanti en af de vildeste præstationer til årets WSOP og en rigtig feel-good historie. Jeg fik taget et billede og lavet en video, så I kan se, hvordan en præmieoverrækkelse foregår.

Præmieoverrækkelse Womans Championship, Shiina Okomoto, video nedenfor

Meget tyndt valuebet

Første hånd efter pausen får jeg 7♥️7♦️ UTG+3. Jeg raiser til 1.000 på blinds 200/400/400. Betalt af cutoff og knap samt big blind. 4-vejs til K♠️T♦️3♠️. Checket rundt. Turn 8♥️ bliver igen checket rundt. River er K♦️. Jeg tænker, at jeg nok er oppe i mod es høj og nogle lave par. Så jeg better 1.400 og får et kald af ny spiller i cutoff med flot et overskæg. De to andre folder. Jeg vender mine 7’ere og han folder tydeligvis skuffet.

Går med mit read

Så folder jeg resten af det level, da jeg ikke fik en spilbar hånd. På level 5 med blinds 300/500/500 raiser jeg fra cutoff til 1.200 med A♣️9♦️. Denver kalder i big blind og checker “in the dark” til mig. Dén, har jeg bare aldrig fattet det kloge i.

Men fint nok. Flop kommer 9♠️8♥️7♠️. Jeg better 1.400 og han betaler hurtigt. Turn er 7♥️. Nu tænker han længe og leader så 2.600. Jeg er lidt overrasket over det lead, for amerikanere plejer ikke at være med på noderne. Det er nemlig blevet meget populært at bluff-leade på parret boards fra blinds i et spot som dette. Han ser stærk ud men jeg kalder. River er 3♣️. Han better nu en 5.000 chip. Det tog jeg faktisk som et betting tell.

Hvis han er så klog på poker, som han giver til udtryk for. Så ved han også at folk har tendens til at kalde løsere, når de blot skal betale en enkelt chip ift. flere. Jeg tænker meget længe men kan ikke mærke noget på ham, som overbeviser mig, at han bluffer her. Så jeg folder. Han fortæller mig senere, at han floppede straighten med 65, hvilket giver super god mening.

Åh kære æblemand, du har floppet et set

Nu limper en ny spiller på bordet fra UTG. Det er en indisk ældre mand, som spiller lidt, som man gjorde i gamle dage. Jeg kalder i middle position med 3♦️3♥️. Small blind og big blind er med. 4-vejs til 9♥️4♣️3♠️. Check fra small blind, men big blind vil have det skal koste 1.200. Det vil den indiske mand slet ikke høre tale om, prisen skal være 3.200. Okay, jeg kan vel ikke raise her tænker jeg. Så jeg kalder bare. Fold fra small blind og kald fra big blind. Turn er 8♥️. De checker til mig og jeg better 7.500. De folder begge hurtigt. Øv – mit første floppet set, men jeg brokker mig ikke og har nu tæt på de 50.000.

Bliver måske lidt bange

Folder to orbits og raiser så med K♠️Q♠️ fra UTG+1 og alle folder. Hånden efter raiser jeg fra UTG med A♥️Q♣️. Betalt af UTG+3 og big blind, min basketven fra Denver. Flop kommer K♦️T♦️5♦️. Checket til J♥️ på turn. Her leader big blind 1.500 og jeg kalder som den eneste. 2-vejs til T♣️ river. Nu checker han sådan lidt tænke tænke check agtigt. Jeg prøver at finde hænder der kan kalde et 4.000 bet her, men kan kun komme på trips 10ere – men dem burde der ikke være mange af. Måske A♦️Tx eller Q♦️Tx. Han er umiddelbart den eneste på bordet, som jeg tror ville kunne check-raise river her i et bluff, så orker bare ikke at skulle tage den svære beslutning, at kalde et 14.000 bet, hvorfor jeg checker bag og er god mod A♦️9♥️. Peaker i 52.500.

Nedturen begynder

Jeg raiser fra middle position til 1.000 med K♥️9♥️. Blinds kalder. Flop A♠️K♠️J♦️. Cbet 1.200 som small blind fra Denver betaler. Turn 7♦️. Check check. River 8♥️. Han better nu 6.500. Jeg tank folder og han vender A♥️K♠️. “Great laydown” siger han stolt. “Thanks buddy” svarer jeg.

Raise for info – og smart detalje

Raiser fra UTG med T♣️9♣️. Cutoff og knap kalder samt big blind. 4-vejs til Q♠️6♣️4♦️. Checket til 9♥️ turn. Bet 1.400 fra big blind. Jeg tænker lidt. Det ser svagt ud. Han er forholdsvis ny ved bordet og ankom lige til min højre og har startstack. De to andre virker ikke interesseret, så jeg kunne lave et “play” på ham nu, for at se om jeg kan få ham til at folde en bedre hånd end min. Samtidigt så vil jeg ofte, hvis han alligevel kalder, få ham til at checke river til mig og jeg kan derved selv bestemme showdown prisen. Havde jeg kaldt ham, så vil det ofte være ham der bestemmer showdown prisen og den kan blive meget dyrere end mit turn raise.

Så jeg raiser til 3.800. Betalt efter længere boks af big blind som den eneste. River er 8♥️. Han checker og jeg føler ikke for at bluffe med showdown value i det her spot. Han vender Q♣️7♣️ og tager potten ned. Æv.

Taber to mindre hænder og får så A♠️Q♥️ i big blind. UTG, ham fisken, har raiset til 1.200 og ser stærk ud. Jeg kalder og floppet kommer 9♥️9♦️3♣️. Cbet 1.500, som jeg betaler. Turn T♦️. Check check. River Q♠️. Jeg checker og han better kun 2.000. Betalt og han vender T♥️T♣️ for turnet set. Tillykke! Nede i 40.000.

Giga kortdød

AQ, KQ, AJ, 77 og 33 har været mine bedste hænder. Jeg har haft JT suited to gange, hvilket er skønt – men jeg har ikke vundet noget synderligt på dem. Efter et okay run af kort, så går jeg nu helt kortdød og folder mig ned i 31.000 på næsten 2½ levels. Jeg kan ikke få fat. Det er bare J4, 82, 63, K3, Q5, 73 osv. osv. Bordet er også blevet skrappere med et par bustouts af fisk og nye dygtige spillere, der 3better og better tungt.

En stor beslutning

Så på level 8 med blinds på 500/1.000/1.000 har jeg 30 big blinds og cutoff, min Denver basketven, raiser til 2.000. Jeg har endelig endelig fået en god hånd. A♣️K♠️. Den klart bedste i dag. Mit første 3bet til 5.500 fra knappen. Snap betalt af fisken i small blind??? Der findes ikke en hånd man kan kalde med i det spot. Bare spørg Solveren. Nå, men nu vågner big blind med overskægget pludselig op med en hånd, for han siger 12.700. Fold fra basketvennen og tilbage på mig.

Jeg har 24.000 tilbage. Kan jeg folde her? Nej vel? Solveren ville grine af mig, tænker jeg. Jeg ved jo udemærket godt, at min stack kommer til midten alle dage i ugen her. Det er bare første gang i dag, at jeg har haft en god hånd og første gang jeg har 3bettet. Det er også første gang, at jeg har set et 4bet på bordet. Okay, overskægget har været meget aktiv, men har nok en hånd, der kan kalde et all-in fra mig, hvis jeg skubber. Jeg er virkelig i tvivl. Og hvad fanden har small blind fisken?

Jeg tror faktisk, at jeg godt ville kunne have fundet et fold frem, hvis det ikke var for det flatcall af fisken i small blind. De ekstra chips derude gør potodds bare så super gode. Selv mod konger, så har jeg 33%, når jeg at tænke og håber på, at jeg er oppe i mod damer, da jeg skubber. Small blind tænker og tænker og siger “Fuck it, let’s gamble” og skubber sin stack til midten. Big blind snap kalder og vender A♦️A♠️. Small blind har T♠️T♦️. Boardet løber A♥️Q♥️4♣️J♣️4♠️, og jeg er bust desværre.

All-in AK vs. TT og AA – boardet løber AQ4J4

Værsågod, tag mit æble

Ærgerlig exit og surt efter den ellers godkendte start. Jeg forelskede mig nok lidt for meget i den AK hånd efter at have været kortdød så længe. Ærgerligt og typisk at støde ind i den store hånd, og nærmest trække dødt. Men sådan er poker jo også. I bund og grund ved jeg jo godt, at jeg spillede den helt korrekt. Men bare et surt setup. Jeg siger pænt tak for spillet og ønsker dem held og lykke. Ham overskægget, der slog mig ud, fik mit æble, som han var meget glad for.

Møder Kim Wittendorf

Jeg traver lidt trist ud af Paris’ pokerrummet, men støder straks ind i Kim Wittendorf, som jeg har spillet mod til DM. Han bor i Macau og spiller typisk med i Vegas. Vi får en hyggelig snak, selvom jeg er lidt skuffet over, at han ikke havde hørt om Dansk Poker. Indtil videre, havde det vist ikke været et særligt succesfuldt WSOP for Kim. Men han fortalte, at han da spiller Main Eventet, og vi blev enige om, at han bare går dybt der.

Kim var frisk på en selfie

Møder Michael Rocco

Da jeg sagde farvel til Kim stopper Michael Rocco mig, som jeg kender fra sidste år. Michael, der er amerikaner, er en helt fantastisk pokerspiller, som jeg tilfældigvis stødte ind i ved sidste års WSOP. Dengang kunne jeg mærke, at han var nedtrykt. Han havde haft et ærligt og nærmest sørgeligt interview med Jeff Platt efter et finalebordsexit. Her sagde han noget med, at han aldrig troede, at han ville vinde et bracelet.

Da jeg stødte ind i ham dengang, fik vi en snak om dét interview og hans manglende bracelet. Han lyttede til mig, da jeg gav ham lidt mental coaching. Til sidst sagde jeg, at når det var hans tid til at vinde et bracelet, så skulle han nok vinde det. Hans opgave var ikke at jagte bracelets, men at fokusere på sin præstation, samt sætte sig selv i positionen til at kunne vinde bracelet’et. “When its your time, it’s your time”, sluttede jeg af med at sige til ham. Fem dage senere vandt Michael sit første WSOP-bracelet.

The bracelet giver investorer

I dag fik vi en hyggelig snak om det hele. Han fortalte, at han egentlig havde droppet at spille poker efter han endelig vandt det bracelet. Men så var der en masse investorer, som ville have, at han skulle spille. Derfor besluttede han sig for at spille alligevel. Han havde også et flot dybt run i $10.000 PLO Main Event, hvor han bl.a. var chipleader med to borde tilbage. Det skulle dog ikke være denne gang – men han takkede mig for den snak vi havde sidste år – og synes det var lidt spøjst, at han så kort tid efter, gik hen og vandt. Han ønskede mig held og lykke. Flink fyr helt sikkert.

Michael og jeg

På besøg på Wynn

Hen på aftenen drog jeg på den 20 minutter lange tur langs strippen “nordpå” og op til Wynn. Her var Henrik Juncker lige landet efter en tur hjemme i Danmark.

Det imposante Wynn

Pizza, pizza

Mens vi ventede på at få bord på Allegro inde på Wynn, tog vi os en sodavand i Sportslounge baren. Den kostede $6,50, men vi fik den gratis, fordi vi smed lidt mønter i spilleautomaten foran os. Jeg endte med at tabe 50 cents, så sparede da lidt. Da vi fik bord, var vi rimeligt enige om, at vi skulle have en pepperoni pizza. Den smagte ganske godt, og jeg fik gemt et stykke til Gisle, der kom forbi i hans pause i turbo-turneringen.

Cashgame måske?

Jeg får puttet Henrik, der har været vågen over 24 timer. Går derefter ned på Wynns Pokerroom for at se, om der var nogle spændende cashgames i gang. Der møder jeg i turneringsområdet en bustet Gisle, der var røget i et flip med AJ. Øv for Gisle, som jeg prøver at opmuntre efter bedste beskub. Det har jo været Gisles år i år, så der skal mere til at slå ham ud.

Cashgame it is

Jeg løb også ind i Mads Underbjerg, der skal hjem på fredag. Jeg selv hoppede i et cashgame $1/$3 for $300. Det var et ret tough bord, overraskende nok. Jeg fik samlet pokerchip til samlingen og overvejede at smutte hjem tidligt. Jeg sad ved siden af en skrap argentiner og en dygtig spiller fra Schweiz. Ved siden af ham sad der en fra Mexico, der godt kunne spille og yderligere til venstre for ham en fra Indien. Det var et ganske internationalt bord.

Jeg var tæt på at rejse mig, da en græker satte sig for enden af bordet. Han ville spille ALLE hænder, og så måtte jeg jo lige blive siddende lidt mere. Efter 45 minutters tid og meget tålmodigt spil, er jeg er nede med $50, da grækeren endnu engang åbner til $15. Betalt af naboen, en ældre amerikaner. Jeg siger $55 fra knappen med A♥️Q♥️. Mexicaneren havde andre planer. Han gør det til $120. Fold og fold. Tilbage på mig. Jeg er ret sikker på, at han bare er ude på ballade og det er ikke første gang, at han gir den gas preflop. Så jeg moser de $250 jeg har tilbage. Tænke, tænke og betalt af ham. Vi vender ikke kortene om, for det gør man jo ikke i cashgame. Og på Wynn kører man den kun én gang.

Stack $500 og helt gak-gak

Floppet kommer J♠️7♥️4♣️ og han jubler og vender sin hånd A♠️J♣️. Turn er 2♠️. River er en frelsende Q♦️. Jeg vender min hånd og han er super frustreret, hvilket jeg på en måde godt kan forstå, selvom jeg ikke fatter, hvad han har gang i med den hånd. Stack $500.

Lidt efter taber jeg to store hænder i træk med top par og top kicker til to par begge gange. Ret frustrerende at være tilbage i $400. Så folder jeg i en times tid. Farvel til Schweiz og Mexico og Indien. Nye spillere kommer til. Jeg overvejer at tage hjem. Klokken er blevet mange.

Men så sker der det, som altid sker. Bordet bliver pludselig super fisket. Tre af spillerne er helt væk – som i gak-gak. Den ene lukker øjnene, tager bare nogle chips og splasher dem på bordet med flad hånd. Nogle gange er det $23 – andre gange $78. Fuldstændigt random. På et tidspunkt, bare så I kan forstå hvad der foregår hér, så limper to spillere og small blind completer. Han er i big blind og tager bare $43, uden at tælle og kaster dem ned på bordet. Small kalder, som den eneste, men må folde, da han overbetter all-in for hendes sidste $150. Han vender J♠️4♥️.

Tag-selv-bord

Nu kunne jeg jo ikke tage hjem. Så mig og argentineren slikkede os om munden og begyndte at tage os af tag-selv-bordet. Argentineren øger sin stack fra $400 til $1.150 på en times spil, mens jeg ikke var lige så heldig, men stadigvæk øger til $570, så yderligere $170 på en time. Bl.a. på denne hånd. Raise fra UTG, kald fra mp, kald fra ham Crazy Guy på knap, kald fra argentineren og fra mig i big blind. Vi er nu fem spillere til K♣️7♣️2♠️ board.

Jeg må lige tjekke mine kort igen. Ja, det var K♠️3♣️. Checket til Crazy Guy, der tager nogle chips og kaster i bordet. $18. Dem kan jeg godt betale, tænker jeg og er forbavsende nok den eneste, der ser turn med ham. Turn er 3♥️. Okay det var et fint kort. Jeg checker og han checker bag. River er T♦️. Jeg checker igen og han tager en kæmpe stack og splasher dem på bordet. $124. Jeg kan se, at han har $200 bag og overvejer kort at raise all-in, men ingen grund til at smide penge ud af vinduet – manden kalder jo nok ikke, hvis han ikke har noget. Så jeg kalder bare og han vender Q♣️6♥️. Tak for den gave.

Herfra prøver jeg at holde øjnene åbne og vinder et par mindre hænder. Til sidst kan jeg ikke mere og klokken er nu 03.30. Jeg pakker chipsene sammen og kan se, at overskuddet er på $240. Lidt mindre end jeg havde regnet med, men jeg var virkelig også træt.

I morgen kigger vi på de der Landmark Satellitter ind til Main Eventet.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail