Quaade TUDer i Malta - læs med fra første dag på pokerrejsen

Blog fra Malta: Stort standard dilemma på middelhavets fest-ø

Dansk Poker har sendt undertegnet til Malta med Poker Tours på en pokerrejse for at blogge dagligt om årets største Poker Tours stop: Malta Poker Festival på Portomaso Casino i Malta.

Planen er at skrive en daglig blog – lidt kortere end de normale afsluttende blogs fra ture, som undertegnet har skrevet fra bl.a. Tallinn og Barcelona senest.

God fornøjelse!

———————————

Torsdag den 30. oktober 2025 – Rejsen til Malta

“Ferie” – findes der et bedre ord i det danske ordforåd? Nej vel? Det er simpelthen et skønt ord. Et ord der både kan få smilet frem på læberne, men også samtidigt såvel give minder fra tidligere oplevelser, men også drømmende tanker om nye spændende eventyr.

Vidste du i øvrigt, at der er noget som hedder: et aktivt ordforåd og et passivt ordforåd? Et aktivt ordforåd er ord vi bruger ofte/aktivt, mens et passivt ordforåd er ord, som man kender til og forstår, men ikke nødvendigvis bruger.

Jeg snakkede med en god ven om netop disse to forskelle forleden og han jokede straks med, at han i hvert fald har et passivt ordforåd ift. at få noget derhjemme. Sjovt – men samtidigt lidt trist.

Trist er det også, hvis “ferie” ikke er en del af ens aktive ordforåd. Det er det dog heldigvis ikke for mig. Eller det kommer an på, hvordan man ser disse pokerrejser selvfølgelig. Nu er jeg ekstremt positivt indstillet sådan rent ift. mit mindset, så jeg ser absolut disse pokerrejser som at jeg er på som “ferie” – men det er også lidt arbejde. Som at skrive denne blog, og de møder man har, mens jeg er på ferien.

I går var en dag, hvor der både var lidt ferie, men også en del arbejde. Ikke mindst fordi Danske Spil Poker kommer på GGPoker platformen. Det betød, at jeg stort set lige efter ankomsten måtte smide den bærbar frem og skrive artikler til Dansk Poker inden jeg fik set værelset eller noget som helst.

Turen til Malta

Vi spoler lige tiden lidt tilbage. Natten til torsdag stod jeg op kl. 03.30 fordi planen var, at min kone, yngste søn og jeg selv skulle med morgenflyveren til Malta kl. 06.00. Nu bor jeg ret tæt på lufthavnen, så det tog fem minutter fra vi satte os i taxaen til vi var ved terminal 2. Herfra gik det som smurt igennem security og ud til gaten.

Jeg fik min sædvanlige morgenmad og cafe latté hos Lagkagehuset, som nærmest er blevet en fast tradition. Vi havde ellers lavet madpakker hjemmefra – men traditioner er traditioner.

Ved gaten fik jeg mødt Donald Varonic, Poker Tours udsendte rejseleder, og en ti andre danskere som skulle med på turen. Der var et par velkendte ansigter blandt disse, men også hyggeligt at møde nye danske pokerspillere og få sagt hej til dem.

Flyturen gik hamrende godt. Jeg havde planlagt at se den “nye” serie “Task” fra HBO Max. Det fortrød jeg ikke, da den bare blev bedre og bedre desto tættere vi kom på Malta.

Ankomst, shuttle og indskrivning på Vivaldi

Efter vi landede, så gik det stærkt med at få bagagen og ud i bussen, som Donald havde skaffet til os. Det gik som smurt og er egentligt ret lækkert, at man ikke skal tænke på noget så simplet som transfer til hotellet, men Poker Tours bare klarer det hele for én.

Vi kørte gennem byen St. Julian på vej til hotellet og da det jo var min første tur til denne lækre ø, så lod jeg telefonen blive i lommen, mens jeg nød udsigten og lærte mig nyt om denne by.

Hotellet vi skulle bo på var Vivaldi, som ligger nærmest midt i byen – dog med udsigt ned til vandt. Vi havde betalt lidt ekstra for at få opgraderet værelset, så vi var sikker på havudsigt. Der var en stor terrasse og en lækker udsigt, som uden tvivl er det bedste ved hotellet, der er over middel.

Selve hotellet ligger blot 400 meter fra begge større kasinoer på øen. Casino Malta og Portomaso Casino, hvor jeg skal spille.

Et standard dilemma

Som sædvanligt, har jeg lyst til at skrive, så står man med et luksusproblem, eller et dilemma, når man ankommer på destinationen på disse pokerrejser. Skal man spille i dag – eller tage en slapper og vente til i morgen?

I mine unge dage, shit det får mig til at lyde gammel, så var jeg nok den første i kasinoet. Jeg er dog blevet klogere med alderen (heldigvis) og forstår, at en dag til at “akklimatiser” absolut også har sine fordele.

Da jeg skulle skrive GGPoker nyheden, så var der med garanti heller ikke særligt meget tid tilbage. Jeg valgte derfor at hygge med familien, lave noget shopping i supermarkedet, lidt sightseeing og se lidt af byen.

Vi slappede af på værelset med noget mad om aftenen, inden jeg sluttede dagen af med først at gå en hyggelig tur med min søn, og bagefter få indskrevet mig på kasinoet samt regget mig til Main Event, som jeg spiller fredag kl. 13.00.

Salen hvor Main Eventet bliver spillet

Det gik som smurt at få skrevet mig ind til kasinoet og fordi jeg var med Poker Tours, så var det i VIP-køen (slap for en større kø ved indgangen) og derfra gik det nemt at få min Main Event ticket.

Dejan Prikulovic ser et flop 4-vejs

Så fik jeg lige kigget mig lidt omkring. Jeg mødte blandt andet Lars Halkier og Dejan Prikulovic fra Casino Næstved. Til sidst stødte jeg på Hans Werge, der blev nr. 3 til DM 2025. Han var havnet på bord med Lone Helle Valsted og Casper Stelzner, der begge rejser med Poker Tours som mig. Et rigtigt danskerbord.

Danskerbordet: Lone nederst i billedet, Hans i seat 5 i midten og Casper i den sorte hoodie for enden i seat 8

Finn Larsen, der også var en af finalebordsspillerne fra DM 2025, var med i Main Eventet i går og sluttede blandt dem i toppen med over 700.000 chips. Imponerende.

Så var det ellers hjem i seng. En lang dag var slut. I morgen står den på poker det meste af dagen (håber jeg).

Vi ses.

Thomas

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail