Denne blog af Lars Damgaard handler om low stack spil i Millionaire Maker. Der er masser af interessante situationer.
God fornøjelse!
— — — — — — — — —
Las Vegas, søndag den 22. juni
Inden vi kommer til pokeren, så lige lidt ord på det jeg skrev om interaktion med læserne i sidste blog.
Det er selvfølgelig fedt at se statistik på hvor mange der har læst bloggen, og at folk liker opslaget på facebook. Tak for det, og bliv endelig ved. Men det jeg mente med interaktionen var mere konkrete ting som folk gerne ville høre mere om, eller som man syntes er særlig godt eller skidt. Med den feedback er det nemmere at udvikle ”produktet”, og det gør det endnu mere motiverende at skrive blogs. Men som jeg også skrev, så er det svært at finde en løsning der kan fungere i praksis. Så indtil videre fortsætter vi på denne måde, og det går jo meget godt.
Det bliver desværre en blog uden ret mange billeder, da jeg havde alt for travlt med noget andet. Beklager
De små ting tæller
Med en af de mindste stacks videre til dag 2D skulle meget gå min vej for at det ikke blev en kort fornøjelse.
Den første ting var at det ikke var ligegyldigt hvor knappen startede. Det er normalt ikke noget man bekymrer sig så meget om, men med 7 BB så skal jeg helst have så mange gratis hænder som muligt. Jeg kunne dagen før se at jeg havde trukket sæde 9.
Jeg mødte op i god tid da jeg ikke havde råd til at misse noget overhovedet. 5 minutter før start lyder det i højtaleren at knappen starter i sæde 2. Det var første lille medvind, i den storm jeg skulle ud og opsøge. Men desværre fik jeg ingen hænder inden jeg skal blinde. 82 i BB må i mucken. Foldet til mig i SB og jeg skubber Q9o som BB snapper med JJ.
Jeg har ikke over natten mistet evnen til at vinde allins for livet med en Q på flop. 21k og vi kan være lidt mere selektive i vores spots.
100% sikker
Jeg skubber senere K♠️T♠️ fra mp, og BB vågner op med 88. Et flip mere min vej, og så opstår balladen da sæde 8 siger jeg har fået 500 for meget. Jeg har 37.500 i stacken, så noget er der galt. Jeg siger at jeg har 500 for lidt da jeg havde 16.500, og en dobling og blinds giver 38.000. Dealeren siger også at jeg havde 16.500 men hun var meget urutineret. Sæde 3 siger at han betalte 17.000 og fik 500 igen, så han har ikke betalt 500 for lidt. Der bliver så kaldt floor.
Floor kommer og han siger at der ikke er noget at gøre, men så siger sæde 9, en amerikaner med 3 brachlet og +$6 mill. i wins, at det ikke er korrekt. Der har ikke været action i næste hånd, så fejlen kan rettes. Floor siger at han så må ud og kigge video. Jeg siger så at det gider vi ikke vente på, jeg acceptere situationen. Så lad os spille. Nu kommer så floors chef. Han spørger hvad der er sket, og dealeren er ikke så god til engelsk så jeg forklarer ham hvad der er sket. Han spørger om jeg er sikker, og ja, jeg er 100 % sikker på jeg havde 16.500. Mere snak og sæde 8 og 9 begynder nu at parlamentere med chefen.
Pludselig går det op for mig at jeg havde stablet dem på en lidt mærkelig måde da jeg lagde dem ud. Jeg havde to 5.000, tre 1.000 og to stakke med tre 500 i hver. Da der var tre i den sidste stak 500, så havde jeg sagt 16.500 til dealeren og det var det hun havde opkrævet. Det var aldrig sket med en rutineret dealer, men i bund og grund var det jo min skyld.
Jeg sagde naturligvis til chefen med det samme, at det var mig der havde taget fejl, og forklarede hvordan det var gået til. Imens alt det her foregik blev hånden spillet. Sæde 3 og sæde 5 var endt allin. Stille sagde overfloor at hvis sæde 3 røg ud, kunne jeg beholde de 500. Han vandt dog heldigvis, og jeg kastede 500 ned til ham. Men min fejl betød jo at han havde vundet 500 mindre. Meget mærkelig situation! For at toppe det sagde franskmanden i sæde 4 meget belærende, at man aldrig kan være 100% sikker, det skulle jeg huske en anden gang. Han fik bare blikket!
Fløjte betjent søges
I det sjællandske pokermiljø er jeg kendt for noget der ikke handler om poker. Jeg har en høreskade, værst på det venstre øre, som bliver tricket af fløjten, skingre lyde og elektroniske lyde. Den stammer oprindelig fra min ungdom hvor jeg skød lerduer. Dengang var høreværn for de svage. Ja, det lyder helt tosset, men der er masser af eksempler hvor man senere må tage sig til hovedet over ens naivitet og uvidenhed. De to ting jeg pt. med stor undren iagttager, er den manglende forståelse for brugen af sociale medier, og at det er tilladt at vape indendørs. Det er helt skørt. Herover siger de mindst en gang hver time at det er forbudt at ryge og vape i turneringsområdet. Hvis man gør det, er første straf at man sidder ude en orbit, og anden gang bliver man smidt ud af turneringen. Lad os indføre det i Danmark også! Den groteske vinkel er så at det lige uden for turneringsområdet, er det tilladt at ryge alt det du vil, det samme gælder i hele kasinoet.
Nå, tilbage til det med fløjteriet. Hvis jeg bliver udsat for en af ovenstående lydpåvirkninger, så føles det som om der er en der forsøger at udvide min øregang med vold. Det er voldsomt ubehageligt, og det varer 15-20 minutter efter det er sket. Samtidig er jeg endnu mere sensitiv de næste par timer. Den kvikke læser har allerede luret at Vegas kasinoområde ikke er det bedste sted at være for mig. Det bimler og bamler overalt. Og jeg kan godt mærke at jo flere dage jeg er her, jo mere sensitiv er jeg blevet. Der skal ikke ret meget til før det gør ondt.
I dag ankom mexicaneren i sæde 6 lidt senere end de andre. Han startede med at lave en eller anden hvislende fløjtelyd og jeg bad ham pænt om at undgå det. Det forstod han ikke, så sæde 1 oversatte. Nu syntes sæde 7 han skulle være morsom, og begyndte at fløjte! Han kunne til gengæld godt engelsk, og forstod hurtigt at hvis han ikke omgående stoppede med det, så havde jeg slået nogen ihjel for mindre! Idiot! Jeg oplever den situation nogle gange når der er nogen der ikke kender mig, så skal de lige spille smarte. Heldigvis er der mange i miljøet i Danmark der hurtigt bryder ind og hjælper folk med at forstå det ikke er for sjov. Hvis der en der fløjter ved et andet bord, spørger jeg ofte en anden ved bordet om han er fløjtebetjent ved det bord. Jeg ved jo godt at folk ikke selv er opmærksom på det, så derfor skal de lige hjælpes til at huske det. Der bliver selvfølgelig lavet en masse sjov med at der bliver truet med at fløjte, hvis jeg er med i en stor hånd osv. God lir som der er masser af i pokermiljøet i Danmark!

Mexikaner, SmarteArne og bracheletvinder
Chips at lege med
Tilbage til Vegas. Jeg kalder et klik til 5k i BB med 9♠️8♠️. Flop 6♠️2♠️2♥️ Jeg skubber de sidste 16k og AQ kalder. 9 på turn der holder – 44.500 og jeg kan igen være lidt mere selektiv. Et par orbit senere siger SmarteArne på knappen 8.000 og jeg skubber 36.000 i BB med J♠️T♠️. Snap med AKo. T på flop, J på turn, A på river og jeg er i 76.500. Nu kan jeg begynde at spille lidt!
Jeg får Q♥️J♥️ på knappen og kalder et raise, men connecter ikke og må give op. Så får jeg A♦️2♦️ i BB og kalder et raise. K♠️9♦️2♥️ Jeg checkkalder 5.000 og turn er 6♦️ Nu hedder den 11.000 som jeg kalder. River er 5♥️ og den går check. Han har K♥️8♥️
Blinds stiger til 3.000/3.000/1.500 og jeg er igen nede under 15 BB. Der mangler at ryge 150 ud og jeg begynder at regne på det. Der ryger 2-3 ude pr hånd så jeg skal finde mindst én dobling.
Nok er nok!
Sæde 8 med 3 brachelets, raiser hver anden hånd, så jeg er nødt til at have noget. Både mexicaneren og SmarteArne er også ret aktive, så jeg skal træffe beslutninger i en raiset pot næste hver gang. Og jeg er helt kortdød så jeg skal finde det rigtige moment. SmarteArne siger 8.000 på knappen og inden jeg kigger på mine kort, siger jeg ”We have been here before. You remember?” Nu stirrer han bare ned i bordet, i den anden hånd kiggede han på mig. Hmm, når jeg at tænke inden jeg kigger ned i A♦️J♥️. Jeg kigger igen på ham, tænker lidt og skubber de sidste 36.000. Han sukker og kigger op. Jeg forholder mig helt i ro og fokusere på et bestemt sted på bordet, som jeg prøver at gøre hver gang. Han ender med at folde.
Vigtigt at komme i pengene
Det går overraskende stærkt med at spillere ryger ud. Da vi er 10 fra pengene har jeg 11 BB og jeg kan mærke at det betyder mere for mig at cashe end jeg lige var klar over. Jeg har boblet en del de sidste halvandet år i større turneringer, og dels så vil jeg helt vildt gerne have et WSOP cash på cv’et. I mp får jeg AKo som jeg folder. Her bagefter har jeg talt med Rasmus Vejstrup om situationen. Han er inde på at man også skal folde KK og AA i den situation. Når jeg får det forklaret kan jeg godt se pointen. Det er en af de ting jeg har glædet mig over ved at bo i Dansk Pokers hus. Jeg har brugt især Fehim rigtig meget til at tale situationer. Det har været en stor hjælp lige at kunne vende en hånd over en kop kaffe eller mens man sidder og ser VM fodbold. Tor fra Casino Næstved, sidder nu i Danmark og siger ”Hvad sagde jeg!” om det at folde sig i pengene. Jeg skylder en gintonic og en undskyldning!
På selve boblen dobler Pablo i sæde 1 med AK mod SmarteArnes QQ. Pablo vandt i øvrigt denne turnering i 2017.

ITM fejret med rugbrødsmad. Det har været en virkelig god beslutning at tage to friskbagte rugbrød med over!
Jeg får de sidste 26.000 ind med A♠️K♠️ og BB kalder med 98o. Tre spar på floppet fortsætter den gode stime af ai for livet.
Blinds er nu 5.000/5.000/2.500 og Pablo åbner til 11.000 mp kalder, og jeg kigger ned i KdJd i BB med 15BB. Call. Flop KT6o. Check for at skubbe indover. Desværre check fra begge. Turn Q og igen check hele vejen. River 5 og jeg checker. 16.000 fra Pablo og mp folder. Jeg er nødt til at kalde og han har self QQ.
Blinds stiger nu til 6.000/6.000/3.000 – Jeg skubber 39.000 med 88 og BB vågner op med AK. AKQ på flop T på turn men ingen frelsende 8 eller J på river.
Ude.
Crash og helt færdig
Få minutter efter er det som at blive ramt af en hammer. Jeg havde lyst til at lægge mig i et hjørne og sove. Reaktionen var en kombination af at alle sanser var i fuldt alarmberedskab i de godt 5 timer jeg var med, og så at jeg endnu ikke har fået en god nats søvn. Det er ved at kunne mærkes, men underligt nok ikke når man sidder og spiller.
Mens jeg gik ned mod udbetalingsområdet lagde jeg en plan for hvad resten af dagen skulle gå med. Klokken var 18, så planen blev at spise noget mad og så tage hjem. Når jeg kom hjem ville jeg starte på denne blog og forsøge at holde mig vågen til 22.30ish, da jeg gerne skulle være frisk til dagen efter hvor turens højdepunkt ventede. Super Senior Eventet er et must når man er blevet 60, så den glæder jeg mig meget til.
Jeg var godt klar over at denne blog ikke ville blive færdig før senere. Når man skriver blog på den måde jeg gør, så tager det bare lang tid. Og en turnering tager +12 timer pr. dag. Så hvis man også skal sove og spise lidt, så er der ikke ret lang tid til at skrive blogs. Men det er jo et positivt problem at man spiller så lang tid.
Så hvis der går en uges tid før denne blog, kommer op, så er det meget positivt!
Vær den bedste version af jer selv indtil næste blog!
De bedste hilsner,
Lars Damgaard

