Poker i paradis: Et liv med pokerens fire esser

Fiskerkim overvinder sygdom og mavekramper på drømmepokerrejsen

Forestil dig en pokerrejse til en middelhavsø med dejligt skønt varmt vejr og alverdens muligheder for at få en på opleveren såvel med sightseeing, kulinarisk og selvfølgelig med livepoker! Det er drømmen ikke sandt? Disse muligheder kommer ikke så ofte, så da Dansk Poker spurgte Kim Bach Jespersen om han var frisk på en tur til Malta og blogge for os, så tøvede han ikke et sekund.

Fiskerkim, som Kim er kendt som, er taget med Poker Tours til Malta og en masse andre pokerglade danskere. Poker Tours kan du læse mere om på vores site her. Dansk Poker har allerede planlagt den næste tur med Poker Tours og det bliver når vores hobbyspiller ambassadør, Johnny Østbjerg, skal med til SOPC i Bratislava i midten af juni. Inden da, skal vi selvfølgelig høre, hvordan det gik for Fiskerkim på Malta. God fornøjelse!

Malta Poker Festival 2025 – Rejseblog fra Fiskerkim

Nogle gange kan jeg godt blive lidt overvældet af mine egne beslutninger og ende med en følelse af – ”Hvordan endte jeg lige her!?” – Onsdag aften, få dage inden rejsen til Malta, stod vores crossfit træner og gav os besked på at tage uendeligt mange squats, vægtbolde op ad væggen og så ellers bare høj musik og intensitet. På sin vis er jeg både kommet til at elske og hade det.

Troværdigheden over for mig selv har heldigvis sejret og her to måneder efter min tur til Miami, kunne jeg krydse et overstået introforløb til crossfit af. Job well done.

Derudover er min dreng rejst hjemmefra, så jeg er så småt ved at lære at stå på voksen-ben og finde min rytme i det. Efter mine seneste rundture med mig selv, har jeg også fået pejlet en retning på mit fremtidige arbejdsliv og glæder mig til nye opgaver i den pædagogiske verden som selvstændig.

Nok om det. Pokerspillet er og bliver min store passion og her godt 20 år efter jeg startede, rammes jeg ofte af følelsen af, at ”jeg jo kun lige er begyndt…”

Jeg har været mange steder og spillet poker, men endnu aldrig Malta, så det var med store forhåbninger og forventninger, at jeg begav mig afsted mod Billund. Vi skulle flyve via Istanbul og derfra videre til Malta. Faktisk vil skæbnen, at jeg allerede i lufthavnen møder en anden dansk pokerspiller, som jeg har kendt i snart 20 år. Han skulle dog videre mod Cypern og spille cashgame der. Vi blev begge enige om, at vores nye livsstil og øgede træningsindsats var en god linje med plus EV. Så gør det ikke helt så ondt at få et badbeat!

“The plane is overbooked”, lød det fra Turkish Airlines personale i Istanbul. Man kunne så tage imod et tilbud om at få hotel, aftensmad og 250 euro i kompensation for at tage flyet næste formiddag i stedet. Jeg overvejede kort at høre, hvor meget de var villige til at hæve stakes i kompensationen, men nåede frem til, at de skulle sparke mig af, for nu kriblede pokerfeberen mere og mere i mig…. elsker den følelse.

Endelig kunne jeg sætte fødderne på Malta – en Middelhavsø med krystalblåt vand, små laguner, små fiskerlejer, klipper og badestrande, kulinariske mangfoldigheder og et fantastisk forårsvejr – læg oven i dette et pokerevent, som ikke lader meget tilbage at ønske!

Malta Poker Festival 2025 – på Portomaso Casino i St. Julians – BUM!

Jeg blev hentet inde i lufthavnen og havde glemt alt om, at de på Malta kører i den venstre side af vejen, så taxichaufføren så noget undrende til, da jeg begav mig mod førersædet af taxien og spurgte om jeg ville køre. Denne uopmærksomhed på kørselsretning viste sig under hele mit ophold på Malta at svigte mig flere gange!

Typisk, man tror man har set, at der ikke kommer nogen kørende, for så lige at vade ud foran en bil. Heldigvis er de gode til at gøre opmærksomme på sig selv i trafikken og jeg drog et lettelsens suk, da vi blev enige om det nok var bedst for alle, at jeg undlod at kaste mig ud i den øvelse. Godt at poker stort set altid spilles MED uret og de samme regler hvor end man kommer hen.

Indlogeringen på hotellet foregik ganske enkelt og der var hvad der skulle være. Jeg fik at vide, at der var en pool på toppen af hotellet, hvis jeg skulle få lyst til at sidde deroppe.

All well and set – nu skal der spilles kort…

Med to minutters gåafstand til Casino Portomaso og en stærk motivation for at spille kort, begav jeg mig afsted mod den første satellitturnering til €550 Main Eventet. Jeg er lidt sent på den, men bliver registreret og får købt mig ind uden de store problemer.

Jeg sætter mig ved bordet på starten af level 3 og da det er en turbo med 15 minutters levels og 15.000 chips i startstack, er der ikke så meget manøvrerum. Jeg får 3-bettet med A♥️T♠️ fra knappen og tager ned i en single raised pot, der sker ikke så meget.

Lidt senere kalder jeg op med 6♠️6♦️ og på et J♣️4♦️2♠️ bord checkes der mutiway. På turn kommer endnu en 2♣️ og da jeg har position og der er checket til mig giver jeg den et skud på cirka ⅔ pot og tager ned. Fin nok start.

Romantik, kys og flirten ved bordet

Jeg taber efterfølgende et flip mod en shortstack og skal hele tiden være opmærksom på dynamikken ved bordet – apropos – ved mit bord sidder to engelske kvinder. Den ene, hende til venstre for mig i plads 6, kommer med flere små lumre kommentarer til den anden engelske kvinde i plads 9, som sidder overfor. Kvinden på plads 6 har tilsyneladende vundet to billetter før denne og har en forholdsvis stor stack. Hun siger til den anden kvinde, at skulle hun vinde yderligere en billet til Main Eventet, så ville hun give den til hende. Hun gør tilmeld tydeligt opmærksom på, at hun gerne vil dele både seng og morgenmad…

I en hånd hvor den anden kvinde viser 6♣️9♥️ i big blind stikker det helt af! Der spreder sig en stemning af både forlegenhed og forundring, men mest af alt har det bare høj underholdningsværdi. Desværre ender den anmassende kvinde med at komme i en hånd, hvor en anden spiller kalder tid på hende og stemningen ved bordet bliver noget mere anspændt. Det er nu en helt anden slags underholdning. Hun ender med at tabe potten og er kommet langt ned i chips. Nu begynder den anden kvinde at forsvare hende og romancen er genopblusset.

Jeg ender så desværre – eller heldigvis – med at slå kvinden på plads 9 ud. I det samme rejser plads 6 sig op og går op til hende og giver en stor krammer og et kys på munden! Bordet sad sådan og kiggede lidt rundt – hvad fanden var det! – NÅ, satellitten spiller herfra sit eget spil og jeg får aldrig rigtigt fat og ryger ud cirka midtvejs.

Hygge med danskerne

Jeg møder nogle af de andre danskere hernede og får fortalt lidt om optrinnet og ellers bare tanket noget vin i kroppen, mens jeg taler med flere hernede – super hyggeligt.

Tilbage til hotellet og få pakket ud. Sikke en dag – og jeg er først lige ankommet!

Bankroll management: det vigtigste i poker?

Inden jeg tog hjemmefra, havde jeg besluttet at være økonomisk ansvarlig og da jeg gerne vil prioritere at komme godt fra start i mit nye firma, var jeg motiveret for at holde min plan om at give nogle skud i satellitterne og max en til to skud i Main Eventet. Der var også en 2-dages sideevent samt en seniors event, som jeg også er kommet i kategori til at kunne spille.

Selvom der opstod flere muligheder for at sælge procenter mv. – afslog jeg disse og holdt mig til planen. De fleste gange når jeg er afsted, har jeg lagt et budget på forhånd.

Fredag – sightseeing og fælles frokost

Fredag havde jeg ikke så meget på programmet. Der var fra Poker Tours arrangeret forskellige sociale events med blandt andet fælles frokost.

Jeg besluttede mig for at tage skoene på og vandre rundt i St. Julien og opleve den del af øen. Jeg var både ude at bade og klatre på klipper.

Der er en lang gade med masser af liv og om aftenen bliver der virkeligt levende med musik, fester og klubber. Der er talrige spisesteder. Det byder på middelhavsstemning og med et twist af engelsk kolonihistorie. Der er rig mulighed for at komme rundt og man kan vælge en bustur, hvor man kan hoppe af eller stige på som det passer. Der er vandaktiviteter og kort sagt alt hvad man kan have lyst til at bedrive tiden med væk fra filten.

Inden jeg fik set mig om, havde jeg gået næsten 15 km. Man kan også tage en “Bolt/Uber” rundt 🙂

Satellitkonge?

Nu var det blevet satellit tid igen og jeg var klar fra start denne gang. Følte mig topmotiveret. Min strategi var klar. 1-2 skud i dag, hvis jeg stadig kunne komme ind for 25 big blinds. Hvis satellitten ikke lykkedes, så ville jeg købe min ind i Main Eventet dagen efter.

Jeg kommer til et fint bord og har blandt andet en anden dansk pokerspiller på min højre side. Hun er fra Sjælland og vi fik talt lidt om det danske pokermiljø og hvordan der er flere og flere kvinder, der også er begyndt at spille poker. Jeg fortalte lidt om oplevelsen fra i går med de to engelske kvinder…

I starten af satellitten kommer jeg i nogle setups, som jeg ikke kan komme væk fra, da mine draws ikke completer. Nu nærmer jeg mig tiden, hvor jeg skulle gamble.

Min stack er nede på 20 big blinds, da jeg åbner 2x fra UTG med 6♣️6♠️. Spilleren i MP kalder og så click-raiser knappen til 4,3 big blinds. Knappen er en ældre italiensk dame, som har spillet meget ligetil og i situationer, hvor hun ikke helt har virket til at vide hvad hun skulle gøre, har hun jammet stort.

Nu kalder big blind også op. Tilbage på mig. Det føles som en sær sizing og jeg overveje at jamme, men ender med at kalde for at setmine multiway. Spilleren i MP kalder også og vi ser et flop 4-vejs. Floppet er Q♦️7♣️3♥️. Alle checker til den italienske kvinde på knappen der nu jammer 30 big blinds.

Big Blind folder. Jeg overvejer lidt og betragter hende på knappen og kalder. MP folder hurtigt (som jeg kunne mærke inden jeg kaldte) og jeg siger så “show me AK no hit”. Ganske rigtigt vender hun A♠️K♦️ og jeg føler mig som “Hero of the day”, da mine 6ere holder.

5-7 hænder efter er jeg ude, da jeg både skal lave 3-bets og hero calls og ikke kan flippe 😥

Skifte fokus til ME

Jeg beslutter, at det må være nok for i dag med den sene start på satellitten og alle kilometer i benene, masser af sol og en begivenhedsrig dag. Main Eventet i morgen kl. 13.00 må have min opmærksomhed herfra.

I området omkring turneringerne møder jeg en anden dansker, som gerne vil fortælle mig, at han har følt sig inspireret af min blog omkring mit “stop op” i Miami og de ændringer, som jeg var motiveret for at lave i mit liv. Dette har givet tilpas megen genklang til, at han havde taget lignende forandringer i sit eget liv – for at passe bedre på sig selv. Det glædede mig rigtigt meget at høre.

Lyt til kroppen

Main Eventet ved Malta Poker Festival er sat til at starte i dag kl. 13.00. Men jeg er blevet indhentet af mit komprimerede program og har virkelig sovet elendigt. Mine ben er hårde, ømme og helt varme – jeg er vågnet med hovedpine og mavekramper. Det går op for mig, at jeg ikke har noget som helst spiseligt på værelset, vandet fra hanen tør jeg ikke drikke og jeg ender bare med at have virkeligt ondt af mig selv. Jeg sover nogle timer – eller rettere prøver. Jeg vågner igen og får stablet mig selv på benene ned til købmanden, som kun ligger to minutter fra hotellet, men som pludselig virker som en uoverskuelig vandring.

Jeg får tanket op med vand, frugt, drikkeyoghurt, nødder og hvad jeg ellers får proppet i posen af medicin til krop og sjæl. Endelig tilbage på hotellet. Jeg føler mig slet ikke på toppen og slet ikke klar til at smide 550 euro i et Main Event.

På programmet er der også en 2-dages sideevent til €120 med start kl. 17.00 og jeg føler et paradoks i at skulle betale €550 i Main Eventet og vide, at jeg er afsted for at blogge og samtidigt min opmærksomhed på økonomisk modenhed. Jeg går op til poolen på taget med min IPAD og ser Vejle spille uafgjort og bevarer håbet om overlevelse i Superligaen. Der tog jeg beslutningen om at spille sideeventet og så lade det hele gå som det går.

Sideevent

Tilbage ved bordet kl. 17.00. Klar til at tage det hele som det kommer. Det lykkes mig at få bygget en ganske fin stack op. Det gode ved ikke at være helt på toppen er, at jeg får skruet lidt ned for kreativiteten og spiller mere tilbageholdende.

Jeg kommer til et nyt bord og åbner UTG med A♠️K♦️, knappen 3-better og jeg sidder med cirka 32 big blinds. Min stack føles for lille til at finde et 4-bet frem og kalde ude af position har jeg heller ikke lyst til. Min mavekrampe og stadiet i turneringen afgør, at jeg går all-in – Go Big or Go Home. Knappen vender K♥️K♣️ og jeg er i store problemer. Floppet kommer K♠️Q♥️J♥️ og bingo på turn med T♦️. Nu har jeg en temmelig solid stack med 365.000 (average er 185.000) og synes lige pludseligt, at det hele går meget bedre 🙂

Et par orbits senere åbner jeg A♦️Q♣️ fra UTG og får kald af big blind. Floppet kommer Q♥️9♣️3♠️. Check fra ham og jeg checker bag. Jeg overvejede et standard 40% c-bet men lige mod denne spiller i big blind, som har været ret aggressiv, vælger jeg at gå med et delayed c-bet. Vi spiller cirka 30 big blinds stack effektivt. Turn er T♥️ og nu flush/straight træk. Han checker. Jeg better cirka 75% og han går all-in. Jeg samler op på mit read fra tidligere og ender med at kalde, da jeg tænker, at han kan have mange draws. Selvfølgelig kan jeg også være slået til en stor del af den range, som han defender fra big blind, men hans kropssprog gør, at jeg hælder mest til han overspiller sin hånd. Min sizing på turn reducerer mange af hans bluff shoves og inducere hans semi bluffs. Aktuelt ender jeg med at kalde på 60-70% live read og heldigt for mig, så vender han 9♠️8♥️ – Adr! – 8♣️ på river for 2-par til ham og jeg er tilbage på average stack, som er 37 big blinds på det tidspunkt. Jeg er nu glad for min beslutning og at jeg gik med den.

Vi er nu 176 spillere tilbage og spiller ned til 57

De næste levels er jeg ret kortdød og får drysset stakken ned i 17 big blinds. Så samler jeg T♠️T♣️ op i tidlig position og med blinds på 6.000/12.000/12.000 åbner jeg til 25.000. Nu bliver det interessant – CO kalder, knappen kalder, small blind kalder og big blind kalder alle op!!? WTF! Nå, men det slutter ikke her. Floppet kommer 9♦️8♥️3♠️. Nu leader small blind 100.000 (8 big blinds). Jeg kan ikke se andet end, at han må have floppet et set, 2-par eller måske har JT? Men alligevel, hvorfor så leade ud i fire spillere og en tidlig åbning. Big blind folder og tilbage til mig. Well well – jeg når til min SPR er så lav og at jeg stadig kan være god med TT her – trods to spillere bag mig, så går jeg all-in for de resterende 179.000 (15 big blinds) resten folder og small blind vender stolt Q♥️Q♣️ og holder hjem.

Jeg rejser mig bare og konstaterer, at den havde jeg alligevel ikke set komme. Slut på sideevent for mit vedkommende med 129 spillere tilbage. Glæder mig over at se, at der stadig er en del danskere med og får sagt til Sigurd; “nu tager du dig fandme sammen!!” – hvilket han efterkom med en flot 2. plads i turneringen til €4.475.

Jeg er stadig ikke på toppen og tager lige en runde og får sendt motivation afsted til dem jeg kender/møder undervejs inden jeg hopper tilbage på værelset.

Refleksion og afsked

Da jeg var tilbage på hotellet brugte jeg søndagen til at reflektere over min tilgang til pokerspillet. “Hvordan endte jeg her?”, som jeg skrev i indledningen. At have været på Malta, et perfekt setup og rammer omkring poker, sociale arrangementer, veltilrettelagt rejse frem og tilbage.

Om jeg havde taget munden lidt for fuld eller træningen lidt for seriøst ved jeg ikke, men det har været en fantastisk oplevelse at komme til Malta. Jeg glæder mig allerede til uge 44, hvor de næste store turneringer er fastlagt til.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg spiller mine kort efter bedste evne. Det bedste ved poker referencen er, at idéen omkring de “4 – Esser” nu er levendegjort i mit pædagogiske arbejdsliv og det er en fantastisk mulighed, at kunne gribe sin passion og trække tråde ind i sit arbejdsliv. Hjerter ES (A♥️) handler netop om glæden ved det man laver. Mere om det på et andet tidspunkt.

Min tur til Malta har virkelig budt på mange overvejelser og bestik af, hvad der ville være bedst at gøre i de forskellige situationer. Det har været – og vil altid være – vigtigt for mig, at lytte godt efter og bruge mine evner til at justere på de beslutninger, som jeg tager.

Der er altid en ny turnering, en ny hånd en ny start. Sådan er jeg “endt” her og mon ikke det med at være “endt” et sted, blot ”ender” med, at være en overgangsfase til at kunne bevæge sig et nyt sted hen?

Nu er jeg tilbage i Danmark og skal fortsætte på “Begynder holdet” til crossfit. Sjovt nok har det inspireret nogle fra pokermiljøet til at tilslutte sig.

Let´s shuffle up and deal the next hand!

Fiskerkim

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail