Som lovet kommer her del 2, der er sidste del, af Lars Damgaards blog fra hans tur med Poker Tours til Beograd i Serbien. I den første del, som du kan læse her, nåede vi til lørdag, hvor Lars blandt andet fortalte om en dansker der vandt en million i slots, sightseeing og hans første sejr = sidepuden der kom med ind på kasinoet.
Den vildeste restaurantoplevelse længe
Lørdag – Varmen, gourmet og main event
Lørdag ramte temperaturen 36 grader i skyggen. Vi startede med at tage ud til Nikola Tesla-museet, men kunne ikke komme ind, da der var fyldt op. Der var kun plads til 60 mennesker. Vi kunne komme igen tre timer senere, men det ønskede vi ikke. Så vi ville ned til strøget igen, men havde svært ved at finde vej. Så vi spurgte en trafikbetjent, der stod og nød en kop kaffe om han kunne fortælle os, hvilken vej vi skulle. Han sagde vi bare skulle følge med ham. Så i rask trav efter ham, mens jeg spurgte til hans job, som han meget venligt svarede på. Da vi havde gået 300 meter gennem nogle smøger, op og ned af nogle trapper stod vi pludselig der hvor taxaen havde sat os af dagen før.
Da jeg ville give ham nogle penge som tak for hjælpen, afslog han smilende, men meget bestemt. Endnu en gang havde serberne vist sig fra sin bedste side; ikke at han ikke ville have en skilling, men måden han hjalp os på og venligt svarede på mine spørgsmål.
Vel ankommet til strøget fandt vi en restaurant, hvor vi kunne få et glas vin og noget vand. Med adgang til Wifi gik Lene i gang med at finde en restaurant vi kunne spise frokost på. Hun fandt et par stykker, der så fine ud, og vi valgte den der lå tættest. Det viste sig at blive turens kulinariske højdepunkt. Det er samtidig den bedste restaurantoplevelse jeg har haft i flere år. Og det siger ikke så lidt, da vi ofte spiser ude og rejser flere gange om året hvor vi forsøger at finde gode restauranter. Iva New Balkan Cusine er en lille restaurant. Vi fandt senere ud af at den er omtalt i Michelinguiden. I Michelinguiden er der et begreb der hedder Bib Gourmand “Inspectors’ favourites”. Det er niveauet lige under Michelin-stjernerne.
I Beograd er der to restauranter med 1 stjerne og to restauranter under Bib Gourmand kategorien. En af dem var vi ved en tilfældighed landet på. Det føltes som at ramme en et-outer i en monsterpot! Jeg kunne skrive en hel blog om det, men her får I lige højdepunkterne. Det starter med at tjeneren kommer med en kurv med friskbagt lunt brød og en asiet med smør. Hun forklarer at brødet er hjemmebagt, og at smørret er rørt med forskellige delikate ting, og at det røde krydderi der ligger i et tyndt lag hen over, er en lokal serbisk paprika. Allerede her havde hun mig i sin hule hånd. Hjemmebagt brød og hjemmerørt smør med en historie, så ved man at man er havnet det rigtige sted!
Det var med lidt bange anelser i forhold til prisniveauet, at vi kiggede på menukortet. Til vores store overraskelse var det meget billigt. Vi læste alt det med småt for at se om det var en anden valuta, eller anden form for turistfælde. Men den var god nok. Så vi spurgte tjeneren om, hvad hun kunne anbefale. Hun var enormt dygtig til sit job. Jeg arbejder professionelt med træning af sælgere, der skal sælge til forbrugere. Og hun gjorde alle de rigtige ting. Spurgte ind til vores præferencer, forklarede kort de vigtigste ting ved hver ret vi spurgte til, og holdt det nøgternt uden at oversælge på nogen måde. Vi bestilte en forret hver og en hovedret hver. Min kone bestilte en vegetarret med trøffel som hun er helt vild med, og jeg et stykke kød der var indbagt med en mast kartoffel og lidt lokal frisk ost med noget krydderi.
Vi bestiller altid noget forskelligt, og smager så det, den anden har bestilt. Vi kan godt lide god hvidvin, så vi spurgte om hvad de havde. Igen var hun professionel, og sagde vi kunne vælge mellem en almindelig Chardonnay (vores yndlingsdrue) og en vin lavet på en særlig serbisk drue der havde et strejf af Muscat. Hun havde os som sagt i sin hule hånd, så vi bestilte et glas hver af den lokale serbiske drue. Forretterne smagte rigtig godt, og var pænt store, så vi var halvvejs sådan, at det egentlig havde været nok. Men nu havde vi jo bestilt. Det var heldigt, for min hovedret var den bedste ret jeg har fået i meget lang tid! Jeg spiste den ene himmerigsmundfuld efter den anden, og lige pludselig var der ikke mere. Og Lene havde slet ikke fået tilbuddet om at smage! Det tog hun heldigvis meget pænt, for vegetarretten med trøffel levede til fulde op til forventningerne.
Den samlede regning lød på knap 8k lokale, ca. 500 kr. hvilket er exceptionelt billigt for det niveau. Vi gav selvfølgelig gode drikkepenge, roste både mad og tjener til skyerne. Er man i Beograd, er det et must at spise der! Desværre var der truffet aftaler for søndagen, så vi kunne ikke nå et besøg mere denne gang.
Fyldt af både god mad og gode oplevelser tog vi taxa hjem. Jeg havde mest lyst til at tage en halv time på øjet sammen med Lene, men tvang mig selv i bad, så jeg kunne være med i Main Event fra start. Da jeg kom ud til kasinoet blev jeg naturligvis stoppet i security pga. min sidepude. Men inden jeg fik taget luft ind, var receptionen der, og forklarede at jeg havde en særlig aftale. Søndag så jeg at der lå en skriftlig instruks til security. Det er det tætteste jeg har været på VIP, men jeg modstod fristelsen til at tage et billede af instruksen.
Touren var en rigtig god struktur og passende antal chips. Det endte med 85 entries og 80 spillere efter re-entry sluttede. Det var lidt overraskende, men buyin var 22k (ca. 1.400 dkk) så folk passede på deres chips. Meget fin turnering, og generelt var der fin value i turneringerne. Der var mange, der lavede store fejl i både deres linjer og deres sizing. Til gengæld skal de have ros for at spille ok hurtigt og ikke lave alt for mange unoder ved bordet. Det er helt sikkert et sted jeg ville spille meget hvis jeg boede i nærheden.
Jeg fik ok fat i starten, men tabte så moderpotten i et flip med 36 igen. Lowstack lykkedes det ikke at finde et godt spot, og jeg røg som nr. 30 eller deromkring med penge til 14. Det var kun Tor der endte i pengene, mens en anden dansker desværre boblede på en måde han ikke glemmer foreløbig. Sådan har vi alle vores momenter at tænke tilbage på. Kunsten er at lære af dem og placere dem i erfarings-boksen, og ikke i den boks vi hele tiden slår os selv oven i hovedet med. Nogle gange skal der dog gå lidt tid før den når over i erfarings-boksen.
Mens vi spillede turnering, var der nogen, der var taget ud og se Røde Stjerne på deres legendariske stadion. Der var desværre kun 10.000 tilskuere og de fylder ikke meget når der er plads til 63.000. De 10.000 havde dog en fest og man fik lidt fornemmelsen af Balkan stemning. En af de unge fortalte bagefter han facetimede med sin far derudefra. Hans far blev helt rørt, fordi han for mange år siden var på stadion sammen med 100.000 andre for at se Jugoslavien mod Sovjet. Det var nærmest det samme stadion, nu bare med sidepladser. Jeg blev også nærmest rørt over at tænke på det scenarie; de lokale helte mod besættelsesmagten, og 100.000 feststemte jugoslaver. Prøv at tænke på den intense stemning der må have ligget som en tung dyne over stadion den dag!
Cashgamet kørte for fuld kraft hele natten. Efter sigende breakede det sidste bord først kl. 7.30 søndag morgen. Generelt havde danskerne stadig godt fat. Jeg talte med en af kasinoets marketing medarbejdere, der var fuld af lovord om danskerne. De havde tidligere haft besøg af en større gruppe fra et andet land. De havde brokket sig over alt, og de havde stallet big time hele tiden. Det var mere reglen end undtagelsen at de tankede et minut før de limpede, og så tankede de igen for at folde til et lille raise preflop. Alt sammen for at få flere timer på kontoen, så de kunne få rakeback. Så kasinoet og dealerne var meget begejstrede for danskerne. Apropos dealerne, så var de virkelig dygtige. Der var selvfølgelig et par nye under oplæring, der lavede lidt fejl, men generelt var niveauet tårnhøjt. Det var en fornøjelse at spille både cash og turnering.
Da jeg var røget ud af turneringen spillede jeg cash nogle timer. Her sad jeg ved siden af Karsten, som ofte er med på Poker Tours ture. Karsten er altid god for en kvik bemærkning, så der var en rigtig god stemning ved bordet. Karsten spillede mange timer cash, og formåede at sidde på den samme plads, ved det samme bord, under hele opholdet. Det var nok ikke helt tilfældigt, da han samtidig fordrev tiden med at ordne sine chips, så de stod snorlige på alle leder og kanter. Første indskydelse var, at vælte hans tårne, men så godt kender jeg ham dog heller ikke. Så kom jeg i tanke om en artikel på Dansk Poker om at man kan læse noget ud af den måde folk stabler chips på. Jeg fandt desværre ikke noget der virkede, så Randers fører nu 2-0 over Næstved, da jeg også dryssede til ham i Bratislava. Karsten, husk at 2-0 er den farligste føring, og næste gang har jeg læst op på lektien hjemmefra. Så i alle betydninger, pas på dine chips!
Tricket til forhandling og bonus på kasinoet
Søndag – Bådtur, bohememad og Spin the Wheel
Det var om mulig, en endnu mere varm søndag. Termometeret rundede de 40 grader. Donald havde arrangeret en bådtur på Donau, eller Donald-floden, som en kom til at skrive i chatten med hjælp fra autokorrektur. Efter bådturen ville turen gå til en restaurant i det klassiske bohemekvarter. Inden vi skulle mødes kl. 17 ved kajen, så var vi nogle, der tog ud på kasinoet og spillede cash et par timer. Jeg havde tur i den, og det kom der efterfølgende lidt lir ud af, som er meget sigende for stemningen på sådan en pokertur. Vi var fire, der tog en taxa, og da jeg havde vundet, faldt det naturligt, at jeg betalte de knap 1k dinar den kostede.
Snakken gik lystigt, og da der var ekstremt varmt på båden, så sagde jeg, at jeg gav den første omgang. Tor sagde så et eller andet om, at jeg jo også havde vundet, og løssluppen som stemningen var, så svarede jeg at de jo teknisk set selv havde betalt for den øl jeg lige havde serveret. Tor truede så med et stort smil med at kaste noget efter mig. God lir! Det hører med, at Tor og jeg kender hinanden rigtig godt, og at alt var sagt med et glimt i øjet og fyldt med gensidig respekt. Den slags godmodige drillerier eller kække bemærkninger er der mange af, specielt når man har været sammen nogle dage. Da der på denne tur var flere grupper der indbyrdes kendte hinanden godt, så opstod der hurtigt den særlige danskerjargon blandt alle der var med, også de der ikke kendte nogen i forvejen. Det sker altid på de pokerture jeg har været med på, men det var særligt udtalt denne gang. Det var super hyggeligt, og alle havde en god fornemmelse af hvor langt man kunne gå og hvem der var knap så tykhudet.
Selve bådturen var ikke noget at skrive hjem om. Der var alt for varmt, alt for lidt info om det vi sejlede forbi, og alt for høj musik. Samtidig var floden meget beskidt og havnefronten var enten faldefærdig eller med nybygget grå beton og glas. Men hyggeligt at få lejlighed til at sludre med nogen af dem, man måske ikke havde talt så meget med, og dermed har sådan en tur sin berettigelse. Bagefter tog alle en taxa til bohemekvarteret som er en af de ældste gader fyldt med traditionelle restauranter. Da Donald ikke vidste hvor mange vi ville blive før i sidste øjeblik, så var der ikke bestilt bord. Det kom der en pudsig situation ud af. Der var fyldt mange steder og ikke plads til 16, der gerne ville sidde samlet. Men et sted vi kom forbi, så var der to 8-mands borde ledige ved siden af hinanden.
Der stod dog et 6-mandsorkester lige ved siden af bordene og spillede på livet løs. Enten fordi de tænkte, at “jo højere vi spiller jo større er chancen for at der kommer nogle kunder”, eller også fordi de lige var blevet hyret og nu skulle de satme vise deres værd. Uanset hvad var det alt for højt, og mine ører var allerede i alarmberedskab. Heldigvis var der også andre der havde det stramt med at skulle spise der, hvis de skulle spille mens vi spiste. Så Donald gik ind og spurgte om de to borde var ledige, og om de kunne stoppe med at spille i en time mens vi spiste. Bordene var ledige, men de var blevet hyret til at spille hele aftenen. Ok, men så finder vi et andet sted, sagde Donald og vendte rundt og gik.
Der gik knap tre sekunder, så kom manageren løbende og hun sagde at hvis vi alle 16 spiste der, skulle de nok stoppe mens vi spiste. Som sagt så gjort. Vi bænkede os og musikerne skulede ondt til os, mens de trak om på den anden side af huset. Vi fik bestilt, og så kunne vi godt høre at de startede igen oppe ved den anden restaurant. Men det var ok. De kom dog langsomt nærmere, og da de var halvt inde på vores restaurant, så kunne manageren godt se at det ikke passede os, og hun skyndte sig derfor over og gennede dem nogle borde væk. Pudsigt nok blev bordene rundt om os hurtigt fyldt med kunder. Det var fin traditionel serbisk mad, og jeg kunne føre mig frem med min viden om den lokale serbiske drue og at det kun var et strejf af Muscat. Det ved enhver jo, der har bare lidt forstand på hvidvin.
Efter maden blev der taget nogle taxaer over på kasinoet, og de sidste timer blev sat på kontoen, mens de lokale endnu en gang måtte stå for tur. Jeg fortsatte med at være varm og var godt oppe, men sædvanen tro fik jeg smidt det meste væk igen. Denne gang en stor luns til en lokal og en anden til Karsten. Jeg endte dog med at finde det rigtige spot mod en ung lokal der kom med 500k dinar i chips selvom max buyin var 50k. Han var en dygtig spiller, men jeg fandt som sagt det rigtige spot og rejste mig med et pænt overskud.
Dagen før havde vi opdaget at de havde en form for bonusprogram. Det foregik på den måde, at der var en automat med “Spin the wheel”. Man placerede sin pegefinger i fingeraftrykslæseren og hvis man havde optjent point nok så drejede hjulet. Max gevinst var 20k dinar, og der var selvfølgelig også en del nitter. Da cashgame var færdigt, kom Tor og Keld hen til Ultimate, hvor Donald og jeg sad og sludrede. Tor havde også samme dag hørt om “Spin the wheel” og at Kelds værelseskammerat havde vundet 10k dinar. Så nu skulle Tor prøve.
Lidt efter kom han storsmilende tilbage og fortalte at han havde vundet 7k dinar. Fedt og vi lykønskede ham inden han gik ned i kassen for at hente dem. Lidt efter kom han slukøret tilbage og sagde at han ikke kunne få dem, før han havde spillet dem fri på slotmachines. Men problemet var, at Tor ikke vidste hvordan man spillede slotmachines, hvis de ikke havde en med kirsebær og vindruer som i gamle dage! Det grinede vi en del af og sagde, at han måtte ned og lure en af pro’erne med lilla hår af. Da vi kiggede ned til ham så havde han minsandten fundet en med, rigtig gættet, kirsebær og vindruer!
Vi fik os endnu et godt grin, men kunne godt se at Tor ikke helt kunne få maskinen startet. Så han måtte have fat i en medarbejder, der tålmodigt stod og forklarede ham, at han skulle bruge fingeraftrykslæseren og så klarer maskinen selv resten. Efter noget tid havde han fået spillet beløbet fri og havde 6k dinar tilbage som han fik udbetalt. Hvordan han vidste, hvornår de var spillet fri fandt jeg aldrig ud af. Men endnu en god anekdote blev føjet til samlingen, og den bliver nok ikke mindre kedelig som årene går. Måske det på et tidspunkt bliver sådan at den store gevinst blev vundet efter et “Spin the wheel”. Sådan er det med pokerhistorier, og andre historier. De bliver ikke kedeligere, men de er en vigtig del af det der binder os sammen.
På denne tur var det den store gevinst på slotmachines, bådturen og et kasino, hvor der blev røget til den store guldmedalje, dygtige dealere og gourmetmad til cafépriser.
Regnskabet skal gøres op – tab eller gevinst?
Mandag – Hjemtur og refleksioner
Mandag var afrejsedag. Donald checkede alle ind, der havde bestilt fly gennem ham. Donald havde også styr på lufthavnstransfer til alle deltagere. Vi skulle med virkelig mange forskellige fly hjem, da der ikke var en direkte afgang, der var til at betale. Bornholmerne, Tom og Finn, og jeg var over Düsseldorf, andre via Warszawa og andre igen Wien.
Det var en cashgametur, og mit indtryk er, at danskerne havde rigtig godt fat i cashgamet. Da det som nævnt ikke var udprægede turneringsspillere der var med, kneb det lidt mere her. Selvom jeg er udpræget turneringsspiller, fik jeg ikke fat i nogle af turneringerne. Jeg købte ind tre gange torsdag (buyin 6k dinar), to gange fredag (buyin 11k dinar) og en gang lørdag (buyin 22k dinar). Med andre ord brugte jeg 62k dinar (ca. 4k dkk) på buyin. Samtidig brugte jeg ca. 1k dkk på Ultimate og roulette. Jeg spiller kun Ultimate, når det er sammen med andre danskere og en flok drinks, så det er hygge på laveste takst. Roulette spiller jeg kun et rul den sidste dag. Det er blevet en fast tradition de sidste par år. (Historien bag får I en anden gang). Så samlet var jeg ca. 5k danske nede før cashgamet.
I cash vandt jeg nok til at turen gik i plus. Så når jeg kan vinde i cash, så er der håb for alle. Jeg kender naturligvis ikke det samlede resultat for alle. I pokermiljøet spørger man ofte hinanden om hvordan det er gået. Og folk fortæller sjældent sandheden. Selvom vi ved det, spørger vi alligevel. Måske det er samme auto som “Hvordan går det?” hvor vi heller ikke hører svaret. Læg dertil at det er pokerspillere og de bluffer ikke kun ved bordet. Men mit indtryk er, at der ikke var mange lokale, der vandt i de spil, jeg så. Så mon ikke danskerne generelt lavede en pæn skilling på turen samlet set. Kasinoet var en positiv oplevelse, selvom der måtte ryges. Poker var virkelig godt. Dog var de for langsomme til at åbne nye borde. Noget, jeg ved, at Donald havde en god dialog med dem om skal være meget bedre, hvis vi skal besøge dem igen. I turneringer var det underligt, at de ikke spillede sidste tre hænder og at man ikke kunne forfitte sin stack. Det var dog mere en overraskelse end et problem.
Det vigtige er dog det samlede indtryk, man sidder tilbage med efter turen. Og det er meget positivt! Jeg blev rigere på oplevelser, grin og anekdoter. Og måske vigtigst af alt: Bekræftelsen af at fællesskabet omkring poker – historierne, humoren, sammenholdet – er det, der virkelig gør turene værd at tage med på. Beograd huskes for nogle uforglemmelige dage. Det skyldes ikke mindst alle deltagerne og Donald!
Mange tak for en rigtig god tur! Vi ses derude!
Lars Damgaard Hansen
