Vores læsere har været heldige denne sommer. Masser af blogs fra Las Vegas. Først var det mig selv (Quaade), så var det John Tøms og Lars Damgaard og nu ankommer Peter Banke til Dansk Poker Huset og har den første blog klar.
Vi har tidligere fået et par blogs fra Peter Banke og nu har han fået lysten til at lave en ny i forbindelse med, at han tager til Dansk Poker Huset i Las Vegas.
Her kommer del 1.
God fornøjelse!
——————
Billund, onsdag den 24. juni 2026
Så sidder jeg i Billund Lufthavn, klar til afgang mod Las Vegas og Dansk Poker Huset – med et hurtigt stop i Frankfurt undervejs.
Siden min sidste blog, hvor jeg skrev lidt om turen til Dublin og Irish Open, har jeg spillet meget lidt livepoker. Faktisk så lidt, at historien om de få turneringer måske er den perfekte optakt til denne beretning om mit næste pokereventyr.
Turen til Irish Open var både god, hyggelig og lærerig. En af årsagerne til, at jeg overhovedet kom afsted, var dog, at jeg havde trukket godt på Casino Munkebjerg tidligere på året.
I deres Mystery Bounty-turnering i januar var jeg nemlig så heldig at trække den største bounty.
Og ja – selvom pokerspillere ofte bruger meget energi på at forklare, at poker ikke kun handler om held, så var det sgu heldigt.
Ny Mystery Bounty-turnering
Efter Irland tog jeg direkte på ferie med familien. De var fløjet fra Hamborg, så hjemrejsen gik naturligvis også via Hamborg, hvor bilen stod.
På vej hjem mod Danmark søndag eftermiddag – træt og tilfreds efter både pokertur og familieferie – opdager jeg, at Casino Munkebjerg igen afholder en Mystery Bounty-turnering i den sidste weekend i påsken. Søndag er sidste startdag, og hvis man går videre, spilles finalen mandag.
Den kunne da også være sjov at spille.
Som familiemenneske er det her et tidspunkt, hvor man skal holde tungen lige i munden. For selvom de seneste turneringer på Munkebjerg faktisk havde været med til at finansiere familiens ferie, er det ikke ensbetydende med, at hverken mine børn eller – i særdeleshed – min kone synes, det er en fantastisk idé, at jeg tager afsted igen nærmest, inden vi er kommet hjem.
Det leder mig frem til det emne, jeg gerne vil berøre i denne blog: tvivl.
Tvivl findes i mange former og påvirker os forskelligt. En del af det at være hobbypokerspiller – hvor poker på ingen måde er en fast indtægtskilde og i perioder nærmere det modsatte – er at forholde sig til, hvor meget tid man egentlig kan tillade sig at bruge på sin hobby.
Mens vi passerer grænsen, og jeg leder efter gode argumenter for, hvorfor jeg bør tage til Munkebjerg, rammer tvivlen mig fra flere sider.
Happy wife, happy life
Turen til Irland havde jo ikke givet overskud. Hvor er jeg egentlig niveaumæssigt? Kan jeg forsvare at bruge tid væk fra familien på noget, hvor jeg måske ikke engang har en reel fordel over for de andre spillere? Er det egoistisk at tage afsted igen, næsten inden vi er kommet hjem? Og hvornår bliver min kone så træt af mig og mit pokerprojekt, at hun faktisk siger fra?
Stemningen i bilen var heldigvis god. En blanding af ferietræthed og ferieglæde. Så jeg tog chancen og foreslog, at jeg smuttede til pokerturnering.
Til min store overraskelse var der ingen protester.
Så da bilen landede hjemme i vores forstad til Horsens, og bagagen var tømt ud, vendte jeg snuden mod Munkebjerg.
I de efterhånden mange år, jeg drypvis har frekventeret Casino Munkebjerg, har jeg ikke haft mange succesoplevelser. Jeg har aldrig været stamgæst, men har spillet en håndfuld hverdagsturneringer og mange af deres større events.
Indtil 2026 havde jeg aldrig kvalificeret mig til dag 2 i et større event.
Måske er det derfor, at min tilgang til turneringerne dernede altid har været præget af negativitet og tvivl.
Peter Banke til MPT Main Event 2026 dag 2
Ingen flip-maistro
Flere af mine pokerbuddies kan bekræfte, at jeg gennem årene adskillige gange har proklameret, at det er umuligt for mig at vinde et afgørende flip på Munkebjerg.
Tvivlen på, om heldet nogensinde ville være på min side, påvirkede mit spil mere, end jeg var klar over. Jeg undgik ofte marginale situationer og tog færre chancer. Resultatet var, at en stor del af det aggressive element forsvandt fra mit spil.
Det er næppe en vindende strategi på den lange bane.
Thomas Quaade ville sikkert kunne forklare det langt bedre end mig, men jeg kunne simpelthen ikke se det, før jeg kom ud på den anden side af problemet.
I Mystery Bounty-turneringen i januar oplevede jeg pludselig at vinde flere afgørende flips i træk. Det gjorde noget ved mig.
Jeg begyndte at spille friere. Jeg tog flere chancer, lagde mere pres på modstanderne og fik flere folds i situationer, hvor det betød noget. Det gav chips på de rigtige tidspunkter.
Noget var anderledes
Da jeg efterfølgende spillede MPT, kunne jeg mærke den samme frigjorthed. Jeg gik videre til dag 2 i Main Event for første gang nogensinde, og selvom jeg ikke fik et dybt run der, endte jeg med en tredjeplads i sideeventet over to dage.
Jeg er overbevist om, at en stor del af forklaringen var, at tvivlen ikke længere på samme måde sad på skulderen og hviskede mig i øret.
Tilbage til Mystery Bounty-turneringen i påsken.
Jeg kom videre til dag 2 med en pæn stak. På dag 2 kunne man begynde at vinde bounties, og relativt hurtigt vandt jeg en minimumsbounty med konger.
Kort efter kalder jeg som den eneste en shortstacks all-in på 5,5 big blinds fra knappen med K9 offsuit.
Han vender konger.
Ups.
Floppet giver mig en straight, og pludselig har jeg slået ham ud og skal trække endnu en kuvert.
Denne gang trækker jeg toppræmien.
Den var tre gange så stor som den største bounty fra turneringen i januar.
Wow.
Jeg spillede langt fra mit A-game resten af dagen og røg ud som nummer 28 – langt fra de sjove præmier. Alligevel endte jeg som den spiller, der økonomisk fik næstmest ud af hele turneringen.
Det er sgu da heldigt.
Mentalt frustreret
Da jeg sidder i bilen på vej hjem fra turneringen, opdager jeg dog noget overraskende.
Jeg er ikke specielt glad. Faktisk er jeg mere frustreret end tilfreds.
Pengene er bestemt ikke ligegyldige, men det er heller ikke derfor, jeg spiller poker. Jeg spiller poker, fordi jeg gerne vil vinde. Og jeg vidste, at jeg ikke havde spillet på det niveau, jeg kan.
Derfor var det vel også okay at være utilfreds?
Når man spiller turneringspoker, vænner man sig til ikke at vinde. Men når der går længere tid end normalt mellem de gode resultater, begynder tvivlen ofte at snige sig ind. Tvivlen på egne evner. Tvivlen på, om man stadig er god nok. Eller tvivlen på, om man nogensinde kommer til at ramme den nødvendige portion held.
Endnu en MB-chance
I sidste weekend var der Mystery Bounty på Munkebjerg igen.
Det siger næsten sig selv, at jeg måtte give den et skud – også selvom jeg endnu engang var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at gøre over for familien, når jeg få dage senere skulle afsted til Vegas i en hel uge.
Jeg kom igen videre til dag 2.
På dag 1 tog jeg et par afgørende chancer uden egentlig at være i tvivl om beslutningerne, og begge gange blev jeg belønnet.
På dag 2 tabte jeg blandt andet en potentiel bountyhånd med konger mod esser, men var også heldig i en afgørende all-in, hvor jeg var inde for livet med QT mod knægte.
Denne gang blev der dog ingen store bounties.
Jeg røg ud som nummer 23 uden at have slået nogen ud.
Humøret var dog ok denne gang, og jeg var okay tilfreds med både indsats og resultat.
Nem beslutning at tage til Vegas
Der har faktisk ikke været meget tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage turen til Vegas. Jeg er heldig at have en familie, der bakker op om mine skæve hobbier, og jeg spiller generelt ikke for penge, jeg ikke har råd til at tabe. Derudover elsker jeg turneringspoker. Så da muligheden for at bo i Dansk Pokers hus bød sig, var beslutningen egentlig ret nem.
Til gengæld er jeg mere i tvivl om, hvad jeg skal spille, nu hvor jeg er afsted.
Men mon ikke den store $1.000 Mystery Bounty-turnering som minimum skal have et forsøg?
Jeg lander i Harry Reid International Airport onsdag eftermiddag lokal tid. Alt efter hvor frisk jeg føler mig efter rejsen, lægger jeg en plan for de kommende dage derfra.
Én ting er dog helt sikker: Jeg glæder mig helt vildt!
Tvivlen er ofte en uønsket makker, når man forsøger at præstere. Men måske er dens tilstedeværelse ikke altid negativ.
Det vil jeg forsøge at reflektere lidt mere over i min næste blog.
På min uge i Vegas vil jeg forsøge at skrive et par indlæg om oplevelserne ved bordene, om mit pokerspil – og om min faste rejsemakker, tvivlen!
Peter Banke
