Klumme #2: realmadrid spiller drunken cashgame med den serbiske mafia

#2 – realmadrid: Smadret lever og dollars på spil i Caribien

Det kører for Dansk Pokers nye superblogger, realmadrid, der er blevet taget godt imod af vores læsere. I de to første artikler har realmadrid taget os fra tankerne bag at starte klummen op og senest givet os lidt indsigt i, hvordan det går med de gamle venner fra Sydamerika-dagene. I det nye afsnit i dag skal vi høre lidt mere om et slag poker med alkohol i blodet. God fornøjelse!

Let the games begin!

Fair nok, jeg kalder den selv; der er blevet spurgt ind til det sagnomspundne drunken cashgame, som jeg nævnte i forrige afsnit, og da der trods alt er gået noget tid siden 2024, så har jeg bestemt mig for, at det nu er en sjov historie.

Tragedie plus tid, og alt det der. Jeg forsøgte at spille “hard to get” overfor jer, som en dansk prinsesse fra Randers på ferie i Alanya – men udfaldet blev det samme. Sådan en omgang drunken cashgame i Caribien havde ellers nær kostet mig $10.000 – og en smadret lever – men hvor meget er en god røver egentlig overhovedet værd? Det er som at værdisætte sin førstefødte på decimalen.

En god tommelfingerregel synes dog at være, at når man er tæt på at flæbe i gerningsøjeblikket, så er vi nok tæt på en top. Men ingen smerte varer ved, og derfor fortjener I nu den korte version: Året er som sagt 2024 og vi skal spille Plo5 drunken cashgame på en caribisk ø. Sagen er den, at vi har hørt på vandrørene, at der bliver fløjet et privatfly ind fra Serbien med nogle lettere lyssky typer med dybe lommer og et liberalt forhold til raises.

Ifølge Pokermanageren for eventet er det et sjak der spiller højt, men kun hvis de får action og folk er fulde. Det er Balkan når det er bedst. Zred og Muftien logrer begge med halen ved tanken om den vilde action, men vi har lige ét lille problem inden afrejse; jeg kan ikke spille 5korts.

Ja, vi har faktisk to problemer; for jeg kan hellere ikke spille live. Men jeg kan drikke rødvin på kommando og tale de døde til live igen, så jeg skal med. Sådan en omgang serbere er jo levemænd, og vil sikkert gerne ud og baske lidt med vingerne efter for lang ufrivillig ferie bag de stive gardiner.

Ja, nu jammer jeg bare, men den har jo ikke nul procent for at være tilfældet. – Og vi kan jo heller ikke sende en nordjyde og en vestjyde til en caribisk ø med den danske pokerfane alene. Der vil jo ikke blive sagt et ord. Vi ville være max. et orbit inde, så ville serberne længes hjem til Beograd og den grå beton. Det går jo ikke. Jeg skal med, tyndt øl eller ej.

Vi ankommer til øen, som ligner alle andre caribiske øer. Der er altid forbandet mange skyer, og ellers ligner det at alt blev bygget i 70’erne. Intet er lækkert og nyt, vejene er sjuskede og det meste er overpriced. Til gengæld er folk pissesure pga. for megen influx af folk fra andre lande – meget ligesom at være i Malmø faktisk.

Vores resort fejler dog ikke noget, og vi får hurtigt at vide, at hvis vi kan byde den serbiske mafia op til dans ved filten, så er al rødvin gratis – også den dyre af slagsen. Den tager vi lige igen; hvis vi kan starte et drunken cashgame, hvor den serbiske mafia bider til bolle, så er el vinito på la casa. Det siger man jo ikke ustraffet til mig.

Let the games begin!

realmadrid

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail