Dansk Poker nyder de her små klummer fra realmadrid – og vi kan mærke, at vores læsere også sætter pris på dem. Sidst var vi tilbage i historiebøgerne for at genfinde gamle minder, om dengang man fløj til en caribisk ø, for at spille drunken cashgame mod den serbiske mafia. Der kommer yderligere saftige detaljer på bordet i dagens fortælling. Derfor håber vi ikke, at Folkemødet på Bornholm har sat for voldsomme spor i vores superblogger, så vi hurtigst muligt kan få den næste klumme.
God fornøjelse!
Amors pile og $2.000 i lokummet
Nå, hvor kom vi fra? Jo, jeg var blevet busted i at være knastør og kedelig ved filten, men Muftien kom mig utilsigtet til undsætning, ved at rive hovedet af en ung knøs fra Baltikum. Den slags kan jo ske.
Det fjernede vidunderligt meget fokus fra mit ekstremt tørre spil, men jeg er godt klar over nu, at jeg må arbejde mig ind i kampen. Hvad gør man så? – Man tager alternative metoder i brug; vi sidder ude. Jeg går mod gangsterboss #1 og skaber en scene. Jeg brokker mig højlydt over, at centraleuropas Pablo er rørende ædru, og kalder ”tid” på ham – druktid, forståes.
I narkokredse er de åbenbart ikke så lette at imponere, så nu vil han nulre. Han kan godt lide mig, for selvom han kalder mig en tør kiks ved bordet, så synes han jo, at sådan noget bornholmsk soldater-gøng-gang med alkohol på siden, det kan også noget, så nu han vil slås for sjov. Ved bordet, tilsyneladende. Det gør de åbenbart lidt anderledes i Østeuropa, for Mitrovic bider mig så hårdt i maveskindet, at han nærmest napper en luns. Ja, det var ikke 100% planen, og det gjorde satme Tjalfe, men fokus var flyttet for en stund og alt syntes nu at være glemt om mit tørre spil. Prisen var dog lidt høj umiddelbart, men fair nok; der ryger bønder i skak.
Tjalfe
Jeg sidder inde igen og får chippet op i $8.000 – har vel fået esser eller noget…
Jeg bliver overmodig, og bestiller en flaske vin til. – Det syntes jeg ellers godt, at jeg kunne tillade mig, da jeg stadig kunne se langt de fleste kort jeg fik udleveret. Her går det imidlertid ned ad bakke; jeg flopper quads mod en østrigsk pro. Han hakker street efter street og jeg ser både lidende – men også fuld – ud, mens jeg check-caller alle hans bets. Potten på river er ca. 2.000’ish, og da han er fjorten år og en madpakke om at opgive sin hånd (han checker desværre bag), så smider jeg bare min hånd i mucken, da jeg i min brandert tænker, at han har sgu nok gjort det samme. Det har han imidlertid ikke. På ingen måde endda. Så da jeg stirrer ned i en vidunderlig bourgogne, efter at have smidt min hånd, kan jeg gennem glassets tanin-fyldte gardiner konstatere, at pengene går til de østrigske alper. Nu er det min tur til at være på the big fat monkey. Jeg stejler som en Shetlands-pony, og brokker mig højlydt, men dealeren (Zreds nuværende kæreste) konstaterer tørt, at det er sjældent man vinder hånden, hvis man har foldet. Det ved jeg sandt for dyden intet om, da det er sjældent jeg gør det online, men hun har sikkert en pointe. Hvad værre er, gutten fra Østrig, som virkede rystende ædru (Hvorfor testede du ham aldrig, Zred?!), griner af mig, og tror åbenlyst ikke på mig: ”Of course you folded quads, mate. Sure, you did”.
Som salig Svend Auken engang formulerede det: ”Først så pisser du på mig, og bagefter fortæller du mig, at jeg lugter”. Det var meget den følelse jeg sad med lige nu. Jeg var faktisk ikke så sur som jeg var chokeret over egen uduelighed – hvor håbløs kan man helt præcist agere i et livespil? Men vi var desværre kun lige begyndt – herfra gik det kun durk i kloakken. Det er helt normalt at lave fejl i et nyt format, og de serbiske drenge spillede satme til, så det var bare med at holde sig til ilden – så måtte man leve med, at man var bordets Kenneth Carlsen. Nå, vi ryger ned i en 4-5k igen, men det går hurtigt på de her takster, så man tager en trøste-tur til Sydfrankrig, som man siger, og drikker sig mod til. Og vupti, før man ved af det har man chippet op igen og sidder med fine 8k og fører sig frem.
Muftiens dame – også en kæmpe overscoring – sidder og railer spillet. Hun er fløjet ind fra Medellin og sidder med en drink i hånden på sidelinjen og hepper. Jeg sidder lidt ude og joiner hende for en stund – jeg er trods alt en af de få ved bordet der ikke for alvor er bekymret for, om min promille sniger sig ned under 1,5 lige med det samme. Det er mere end man kan sige om Østrig og Litauen, der slukørede – endelig! – begge må forlade bordet, da de fremfører flere sætninger i rap uden at stamme. Muftiens søde kæreste fortæller mig, at der er bud efter den helt hvide chokolade fra Nordjylland. Jeg tænker, at det må bero på en misforståelse, men hører hende til ende.
Promille eller køligt overblik
Jeg forsøger mig forgæves med fesne jokes som ”Jamen har vi råd til det?” og andre vindere Finn’sk Fjernsyn, men det går hurtigt op for mig, at det er alvor det her. Dealeren er blevet slikken-Bo, og turen går Nordenfjords.
”Sig til Zred, at hun er interesseret”, hører jeg Muftiens dame sige, inden hun forlader railen. Ahmen altså, det ødelægger jo det hele. Vi er kommet for at grave guld, og nu kommer der følelser og Amors pile i vejen – og jeg kender Zred; det eneste han har mere kært end penge, det er jo kønne unge piger. Well, den er close, men dealeren er en godtemor, så lade os kalde den remis. Her kommer min promille til syne for hele verden, for havde jeg blot haft lidt kynisk overblik, jamen så var den historie jo røget i den store glemmebog, men nej; jeg går direkte op til Nordjyden, som igen-igen taber sine flips, og yksi-kaksi-kolme, så sidder Nordjylland dæleme også ude. Den serbiske mafia er ikke helt tilfreds med bordets aktivitet, men jeg fremviser stolt nordens største blå mærker forårsaget af banditten, så han pakker hurtigt sammen igen. Men Zred kan vi ikke få tilbage på filten: ”Saiøst!? Har hun sagt det? Hvad har hun mere sagt om mig?”.
Zred får en alternativ massage af en ældre indfødt
Jeg får fremstammet noget, ”Tjaaaa, altså hun vil mødes med dig på stranden, når spillet lukker”. Nu skal man jo være varsom med at vurdere andres lykke, men når man ser en nordjyde smile uden at have vundet penge eller fået gratis mad, så synes jeg godt at man kan konstatere, at glæden er jordens gæst i dag. Zred joiner med det samme spillet igen, efter at det er etableret hvad der skal foregår efter aftenens cashgame, og det første jeg hører fra de billige rækker er ”raise!”. Og her begår jeg aftenens største fejl; jeg joiner også spillet igen.
realmadrid
