Blog #3 fra Daniel Bang-Ortmann ifm. pokerrejse til Malta

Tak for denne gang, Malta!

Hermed den sidste blog fra Daniel Bang-Ortmanns pokerrejse til Malta Poker Festival med Poker Tours med sin gode ven Marc. De andre blogs ligger her.

Malta er efterhånden gået hen og blevet et kærkommet sted for pokerglade danskere. Ikke mindst i forbindelse med de to store kasinoers større turneringsserier.

Efterårets version af Battle of Malta og Malta Poker Festival Autumn har i den grad leveret.

I dagens blog leverer vores blogger en lang og spændende afslutning på en hyggelig tur.

God fornøjelse!

—————–

Malta, 5. november 2026

Jeg sluttede den sidste blog med en cliffhanger, hvor min ven Marc havde holdt skindet på næsen og kæmpet sig blandt de sidste 62 spillere på de sene nattetimer i den store MPF 1.500.000 Guaranteed.

Med blinds på 10.000/20.000 sad vores danske helt med 180.000 i stacken, da det gjaldede over højtaleren “60 players left we are on the bubble”.

Mark havde lige klaret blinds, så nu var det bare at håbe, at der røg én spiller på et af de andre borde.

Men i næste hånd kigger Mark sgu ned i esserne. Perfekt mulighed for at doble op. Der bliver foldet til ham på knappen og han er selvfølgelig all-in, som bliver snap-kaldt af big blind med dækkende stack.

Grundet hand-for-hand går der en rum tid før de får lov at vise hænderne op.

I mellemtiden sidder big blind og underholder med, at han da bare kunne folde, da der med så høje blinds nok skulle ryge en spiller på et orbit.

Han skulle bare vide hvad Marc havde samlet op. Efter fem minutter og en sværm af tilskuere rundt om bordet, vises hænderne op. Big blind er vågnet op med damer, men Marc har varerne i form at to flotte esser. Flop er fint uden en dame, men to klør.

Som billedet viser var pokerguderne ikke med vores danske helt, og klør på både turn og river sendte Marc ud i mørket som den ultimative bubble boy og intet andet end en lang næse efter 13 timers spil ved filten.

All-in med røde esser mod sorte damer. Fire klør på boardet og Marc er bubbleboy!

Dyb struktur og masser af spil I dagens turnering

Efter en dag uden poker var jeg klar fra start kl. 12 i den store IPT €1.500.000 Guaranteed til €390 på Portomaso kasinoet.

En dyb struktur med 40 min. levels og 250 big blinds i stakken fra start og 50.000 i start stack. Late-reg til level 12, så masser af muligheder for at købe sig ind igen, skulle man ryge ud.

Jeg havde trukket et rigtig fint bord, hvor der blev limpet en masse, og spillet meget ABC-poker, uden de store vilde 3-4 bets, med mindre de havde the goods. Får stille og roligt skudt stacken i vejret med godt spil og nogle godt ramte flops. Det kræver masser af tålmodighed i de her tours, der er så dybe, og der bliver da også foldet en masse hænder.

Da late-reg lukker er stacken over middel på omkring 240.000. Blinds er nu 1.500/3.000 og i big blind kigger jeg ned i to smukke damer.

Foldet til en velspillende englænder på knappen, der lidt utraditionelt giver den 9.000, standard 3-bet af mig til 26.000, hvorefter jeg bliver mødt af et all-in for 150.000. Mine tanker går på han rigtig ofte har AK her, evt 10’ere eller knægte, og selvfølgelig konger og esser. Mit read var, at konger og esser havde han tænkt lidt mere over og måske kommet ind med et 4-bet, så det bliver et kald og ganske rigtigt har han A♦️K♣️.

Et af de flips der adskiller for om man har en kæmpe stack eller er på vej ud af døren. Pokerguderne var ikke med mig og med både es og konge på flop og ingen frelsende dame, må jeg se potten på over 300.000 gå til modstanderen.

Et par timer senere er blinds begyndt at bide godt fra sig. Nu på 2.500/5.000 og 5.000 i big blind ante. Min stack er på 130.000 og vi er en fjerdedel af feltet tilbage i turneringen.

I bagklogskabens tegn

Den følgende hånd er utrolig interesserant, og i bakspejlet nok ikke optimalt spillet.

I cut-off har jeg A♣️T♥️ og clicker til 10.000. Foldet til en godt spillende franskmand i big blind, der gerne vil lege med og vi ser et flop der hedder 5♥️3♠️2♠️.

Check fra ham og jeg skyder 15.000 med god idé om at tage den ned her. Gutten går i tanken og finder et raise til 40.000 frem.

Første tanke er bare at folde, hvilket sikkert ville være det mest normale at gøre.

Min stil har altid været aggro pre-flop og hvad jeg har set ham spille, er han en af de slags “sticky-players” dvs. at han forsvarer stort set sin big-blind hver gang.

Re-raiset ser mystisk ud, da jeg udelukker overpar. A4 tror jeg bare han kalder med. Måske sidder han med et set, eller også kan det være han har ramt et par på bordet og vil se hvor han står. Alle de mulige hænder flyver rundt i hovedet på mig. Har han ramt et par tror jeg ikke han kalder et skub, så det er kun sets og evt. A4 der får kaldet, og her har jeg stadig min gutter der kan rammes.

Det ender med et all-in fra mig og han går i den dybe boks.

Da han ikke snap-caller er jeg meget tilfreds med mit read, da vi nu er nede på om han skulle have et straight draw eller et par. Desværre finder han, i min optik, et ret vildt kald frem med A♠️5♦️, hvor jeg meget hyppigt har overpar her. Turn og river blanker og jeg må forlade endnu en turnering i det maltesiske uden at cashe.

Det fede ved at være afsted med andre pokergutter er, at man kan få snakket sådanne hænder igennem.

Over morgenkaffen dagen efter fik jeg snakket med Marc om den pågældende hånd. Marc ville have checket på floppet for at pot-controlle og ikke sætte sig i det dumme spot jeg selv gjorde ved at bette floppet. Det ser man oftere de store highrollere gøre, både med store hænder og missede hænder, for at skjule styrke, men også for ikke at sætte sig i svære spots mod gode spillere.

Tid til lidt sightseeing, god mad og bounty-poker

Da bounty-turneringen først blev skudt i gang et par timer senere, var der heldigvis tid til lidt sightseeing i byen og en god middag.

I bounty-turneringer kan det godt betale sig ikke at vente alt for længe med at late-regge, da man naturligvis gerne vil have så mange muligheder som muligt for at sende modstandere ud og sikre sig nogle ekstra bounties.

Turneringen startede kl. 18, så vi besluttede os for at spise tidligt på vores nye stamsted, The Avenue Restaurant, som ligger lige ved siden af Portomaso Casino. Min spaghetti carbonara var ganske enkelt spot on! Masser af smag, lækker cremet sauce og pasta tilberedt helt perfekt al dente. Et sted, der bestemt er værd at anbefale!

Mætte og veltilpasse var Marc og jeg klar til at indtage filten og give den gas i bounty-turneringen. Buyin var €100+ €100, hvor halvdelen gik direkte til bounty-puljen.

Her var der tale om den klassiske bounty-model, hvor man fik €100 for hver spiller, man kylede ud. Ingen progressive bounties med voksende beløb senere i turneringen – bare €100 lige ned i lommen for hver modstander, man fik ekspederet ud.

Juleaften i Malta

Marc og jeg var endda havnet ved samme bord, og der skulle ikke gå mere end tre hænder, før Marc kunne indkassere sin første bounty. Det gik ud over en mindre rutineret spiller – og lad os bare sige, at det blev tidlig juleaften i starten af november 😅

I big blind samlede Marc J♦️T♦️ op og en ældre herre på knappen raisede til 400 med blinds på 100-200 og 30.000 i start stack. Marc forsvarede og de ser et flop, der lander

Q♦️8♣️7♣️

Check og knappen better 1.800. Betalt.

Turn 3♦️

Check fra Marc og 4.000 fra villain. Igen betalt.
River K♦️….DING DING DING!

Marc sætter sin modstander all-in for hans sidste 18.000 og får et kald med ordene ”Well, I don’t think I can fold, and I also want another table”.

Marc viser sin flush og modstanderen har kaldt for sit liv med Q♣️9♣️. Optimistisk kald, men Marc takkede og kunne glæde sig over en €100 bounty allerede efter få minutters spil.

American Airlines takes off

Kort efter kigger jeg selv ned i esserne på knappen.

Cut-off synes, at det skal koste 900 at være med og jeg hejser den til 4.000, der bliver kaldt af en ukrainsk kvinde, der bor i Danmark, som både Marc og jeg kendte i forvejen.

Cut-off folder og vi er to til floppet. Flop er helt fint J♠️8♣️2♥️

Check og jeg giver den 5.500 der kaldes.

Turn er 2♣️ og da hun kun har 13.000 tilbage er det bare stakken til midten.

Snap betalt, og hun viser Q♣️T♣️, bare en gutter og flush draw.

Klør på river og jeg er helt short med 7.000 chips, der ryger kort tid efter.

Prøver igen

Et rebuy senere og et nyt bord. Får en super start og vinder to store flips, der skyder mig op i 100.000 og en bounty oven i hatten.

Da vi nærmer os boblen er stacken helt oppe i 300.000 og dobbelt average. Marc er også stadig med men kæmper omkring 60.000, hvor blinds begynder at kunne mærkes. Kort efter ryger han en håndfuld pladser fra pengene.

Jeg rammer ind i en kortdød periode og i det her turboformat kan man ikke sidde stille for længe, men får da sneget mig i pengene, som startede ved 107 spillere.

Lidt sjovt, og måske også tragikomisk, at jeg med 70 spillere igen er blevet så short, at jeg er all-in i small blind. Af uransagelige årsager, der er jo en bounty på spil, folder hele bordet. Har ikke kigget på mine kort. Vender det første…et es, og sørme er det andet kort også et es.

Får doblet min stack, men ryger kort tid efter. Det bliver til et min. cash på €220 + en enkelt bounty på €100.  Klokken havde rundet midnat så slut med pokeren for i dag.

Hotellet – Las Vegas Resort

Vi var indkvarteret på Las Vegas Resort, som ligger helt perfekt midt i St. Julian tæt på det hele.

Hotellet er bestemt også ganske udmærket med lyse værelser og et stort poolområde. Jeg havde ovenikøbet været heldig at få et værelse på penthouse-etagen med, hvad en ejendomsmægler nok ville beskrive som  “delvis havudsigt”.

Sidste skud i den store IPT-turnering

Næste dag var sidste chance for at gå videre ved IPT €390 Main Event.

Dag 2 startede kl. 17, så det var hvad onlinespillere ville kalde en hyperturbo med blinds stigning hver 15. minut. Får en fin start efter blandt andet at ramme quads konger og få god betaling. Dernæst kom en coin-flip hånd, som symptomatisk for mig på den her tur, heller ikke kunne vindes.

Vi er et godt stykke inde i turneringen og blinds er 1.500/3.000.

Midterposition raiser til 6.000, og high-jack er med på legen, og på knappen kalder jeg også med Q♣️J♣️. Blinds folder.

Flop er Q♦️8♦️5♠️

Original raiser checker, næste person checker og jeg better 10.000. Original raiser all-in for 48.000, fold og så er det mig. Ikke et rart spot, men jeg følte at hans stil var at bette ud, hvis han havde ramt.

Tænker lidt tid og ender med et kald, der aktuelt er korrekt, da han har A♦️7♦️.

Turn er symptomatisk for mit run på den her tur. En dum ruder og er allerede drawing dead. Jeg buster kort tid efter. Late-reg er slut, så ikke mere IPT for mig for denne gang.

Dealere på højt niveau

For et par måneder siden var jeg i Las Vegas, hvor jeg faktisk blev noget overrasket over dealerniveauet. Især i de mindre turneringer var der flere dealere, som efter min mening godt kunne have brugt lidt mere træning, inden de blev kastet for løverne.

Her på Portomaso Casino var oplevelsen til gengæld den stik modsatte!

Jeg oplevede ikke én eneste dealer, der ikke havde styr på sit shit. Alle virkede professionelle, havde styr på procedurerne og fik kortene af sted i et imponerende tempo. Det er altså en fornøjelse at sidde ved bordet, når man er i så gode hænder.

En burger i sværvægtsklassen

Aftensmaden blev indtaget på Hugo’s Burger Bar, hvor vi gik all-in på en rigtig greasy burger.

Valget faldt på deres største model, Big Boss-burgeren, og navnet var bestemt ikke grebet ud af den blå luft. Det var lidt af en kæmpe at få bugt med, og man skulle næsten have kæben af led for at få plads til den første bid.

Men hold nu op, hvor smagte den godt! Saftig, snasket og fyldt med smag. En af de bedste burgere, jeg længe har smagt – og bestemt ikke et sted, man skal springe over, hvis man er til en burger i den tunge vægtklasse.

Tak for denne gang, Malta!

Nu sidder jeg i flyet og får skrevet de sidste linjer på bloggen.

Når jeg ser tilbage på de seneste dage, har det været en tur fyldt med godt selskab, lækker mad, masser af poker og ikke mindst en hel del gode oplevelser.

Bankkontoen er desværre ikke helt så velpolstret, som da vi landede på Malta, men sådan er pokerlivet jo indimellem.

Heldigvis er det ikke noget, der kan tage humøret fra os. Marc og jeg har allerede luftet idéen om en revanche til foråret, når Malta og Poker Tours igen slår dørene op til endnu en tur på den skønne middelhavsø.

Hvem ved – måske er det næste gang, pokerguderne vælger at være lidt mere gavmilde!

Daniel

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.