Drømmen lever stadig - alle tre fra Dansk Poker Huset videre

Tøms Vegas-blog #3 – Til bords med dronningen af poker

Efter en fridag fra turneringspokeren var det igen tid til at trække i arbejdshandskerne. Denne gang i en af WSOP’s mest ikoniske turneringer, Millionaire Maker med et buy-in på 1.500 dollars. Turneringen havde fire startdage, og jeg havde valgt at spille den fjerde og sidste flight.

Navnet er ikke tilfældigt. Vinderen bliver millionær, og derfor tiltrækker turneringen tusindvis af spillere fra hele verden. Niveauet er højt, felterne enorme, og det kræver alt af dig fra start til slut.

Min plan for dagen var at benytte samme tilgang som i Seniors Championship. Der ventede 10 levels af en times varighed plus de indlagte pauser, og målet var ganske enkelt at navigere sikkert gennem det enorme felt på mere end 4.000 spillere. Feltet bestod af en blanding af hobbyspillere og regs, men med klar overvægt af hobbyspillerne, hvilket gav masser af action allerede fra start.

Foto: WSOP.com

En rolig start

De første levels forløb ganske smertefrit. Jeg samlede løbende mindre potter op med aggressivt spil før floppet. Igen floppede jeg et lille hus tidligt i turneringen, og modsat i Seniors Championship, hvor hånden endte med at blive counterfittet, fik jeg denne gang fin betaling. Generelt følte jeg mig godt tilpas ved bordet, hvor der var flere hobbyspillere end regs.

Quaades råd på prøve
Dagens mest interessante hånd kom allerede i de tidlige levels. Fra knappen tre-bettede jeg, og small blind svarede igen med et reraise til 5.000. Normalt ville 73 ikke være en hånd, man frivilligt investerer mange chips med, men Thomas Quaades ord rungede stadig i baghovedet: “Suitede hænder kan lave store hænder.” Jeg kaldte. Floppet kom 698, og pludselig havde jeg både flushdraw og straightdraw. Jeg check-kaldte hans continuation-bet på 3.200. Turn var J, som ikke ændrede ret meget. Modstanderen skød igen 7.000 af sted, og her stod valget mellem et call og et skub. Jeg valgte den forsigtige løsning og kaldte endnu en gang. River var Q. Bingo. Efter flere minutters betænkningstid annoncerede modstanderen all-in. Jeg brugte til gengæld ingen tid på beslutningen og kaldte øjeblikkeligt. Han vendte AK, og dermed gik en af dagens største potter min vej.

Stor pot med 7♠3♠

Det var en perfekt start på turneringen, og allerede efter få levels var stacken tæt på fordoblet.

Damerne ikke gode
Et af dagens hårdeste slag kom med QQ. På et flop med KT8 continuation-bettede jeg og blev check-raiset. Jeg valgte at kalde. Turn var K, og endnu et stort bet på 7.000. Jeg havde svært ved at tro på historien om en konge og kaldte igen. River var 8, og da begge spillere checkede, vendte modstanderen TT for et floppet set, der udviklede sig til fuldt hus på river.

Fire i træk
Heldigvis lod jeg mig ikke slå ud af den hånd. Tværtimod gik jeg på et lille heater og vandt de næste fire hænder i træk. Først ramte jeg en straight på turn med A5. Derefter samlede A-Q endnu en mindre pot op, inden jeg igen fandt QQ. Denne gang valgte en lille kineser at skubbe all-in efter et 4-bet, og potten gik direkte min vej. Hånden efter vågnede jeg op med QT mod den nye dame ved bordet. Floppet ramte mig perfekt med toppar og flushdraw, og jeg fik betaling hele vejen. Pludselig var stacken tilbage over 70.000 chips, og den dårlige periode var hurtigt glemt.

Drømmen lever videre

Efter at have toppet omkring 92.500 chips ramte jeg en længere periode uden kort og gled stille og roligt tilbage mod gennemsnittet. Det er en del af livet i de store WSOP-felter, hvor blinds hele tiden æder af stacken, hvis kortene udebliver.

Modsat Seniors Championship lykkedes det dog denne gang at få vendt udviklingen i slutfasen. Et set i femmere gav en pæn pot, og kort før dagens afslutning fik jeg kongerne og kunne samle yderligere chips op.

Da de 10 levels var overstået, kunne jeg pakke 57.500 chips i posen og sikre mig avancement til Dag 2. Ikke nogen drømmestack, men bestemt heller ikke en umulig opgave i et felt, hvor tusindvis af spillere allerede havde måttet opgive drømmen.

Inden jeg runder af, skylder jeg måske en forklaring på bloggens overskrift.

Når Dag 2 begynder senere i dag, skal jeg nemlig sætte mig til bords med selveste Kristen Foxen, som af mange betragtes som pokerens dronning. Hun sidder blot få pladser fra mig ved start, så mon ikke der kommer en historie eller to ud af det møde.

Foto: WSOP.com Kristen Foxen efter at have vundet sin sjette bracelet

Nu venter morgenmaden, inden kursen igen sættes mod Horseshoe og endnu en lang dag ved pokerbordene. Drømmen om et dybt run i Millionaire Maker lever stadig.

Heldigvis skal jeg ikke alene i krig på Dag 2, da Lars Damgaard Hansen og Fehim Hajdari, som jeg bor sammen med i Dansk Poker Huset, også har overlevet første forhindring. Det samme har Martin Stausholm.

Tak fordi I læste med. Den næste blog kommer forhåbentlige allerede i morgen.

Dbh

John Tøms

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail