Hvis nogen havde fortalt mig ved ankomsten til Las Vegas, at jeg den følgende uge både skulle sidde til bords med David “The Dragon” Pham og støde ind i Mike “The Mouth” Matusov på vej mod en Uber og samtidgt ende blandt de sidste to procent i WSOP Seniors Championship, havde jeg skrevet under med det samme.
Men før det kom så vidt, skulle der først spilles en hel del poker. I denne blog ser jeg tilbage på min første uge i Las Vegas.
Lørdag den 13. juni
$500 Colossus
Efter en god nats søvn og morgenmad sammen med de øvrige beboere i Dansk Poker Huset var det tid til at sætte kursen mod Paris og Horseshoe. Registrering og de sidste detaljer skulle på plads først.
Første WSOP-turnering på programmet var Colossus til 500 dollars. Jeg klarede mig gennem 11 levels og peakede på omkring 75.000 chips, men fik aldrig rigtig fat i turneringen.
Bordet, som jeg sad ved hele vejen, var forholdsvis soft fra start af, men senere dukkede et par young guns op med store stacks og lyst til at trykke på speederen. Flere gange lykkedes det mig at tage chips fra dem, men til sidst fik den ene revanche efter følgende hånd, hvor jeg har 25BB da hånden startede:
Jeg trebettede med A♣K♦ på et raise fra en af de unge kanoner ved bordet. Vi så et flop med Q♣T♣9♥.
Young Gun valgte at check-calle mit halvpots-c-bet. Turn var 2♣. Nu leadede han 5.000 ud, og jeg stod med valget mellem et call eller at sætte maksimalt pres på.
Med to overkort til boardet, nut-flushdraw og nut-straightdraw – altså masser af equity – valgte jeg at skubbe stacken til midten.
Modstanderen snapcallede og viste K♦Q♦. Pludselig var min turneringsskæbne overladt til river.
Hjælpen udeblev, og dermed var min første WSOP-turnering slut, før den for alvor kom i gang.
$250 Daily Deepstack
Set i bakspejlet burde jeg nok være taget hjem. I stedet registrerede jeg mig til en $250 Daily Deepstack. Thomas Quaade havde jo allerede leveret et flot WSOP-resultat for Dansk Poker Huset, så jeg måtte naturligvis undersøge, om jeg kunne gøre ham kunsten efter. Lad os bare sige det med det samme. Det kunne jeg ikke.
Det er en klassisk pokerspiller-fejl. Man er træt og burde hvile, men når man først står midt i verdens største pokerfestival, er det svært at lade være. Resultatet blev heller ikke denne gang mindeværdigt. Til gengæld blev jeg mindet om, at der er forskel på at være klar til at spille poker og bare have lyst til at spille poker.
Den erfaring skulle vise sig at blive værdifuld få dage senere.
Trøstespisning og restitution
Efter dagens exit blev pokeren lagt lidt på hylden. Marc Vendelbo og jeg fandt i stedet vej til Giada på Flamingo. Maden var fremragende, og det var rart at koble lidt af efter 11 timer ved filten.
Samtidig blev aftenen en påmindelse om, at afstandene i Las Vegas ikke er blevet kortere siden mit sidste besøg. Jeg havde nemlig glemt stokken hjemme i huset.
Det virkede som en fremragende idé, da jeg tog afsted om morgenen. Efter en lang dag på fødderne og en tur ud at spise var begejstringen dog til at overse. Da jeg omsider kom hjem, kunne jeg konstatere, at stokken nok havde været en bedre rejsemakker end min optimisme.
Siden har den været fast følgesvend på de længere ture mellem Dansk Poker Huset, Paris og Horseshoe.
Lækker signatur ret
Søndag den 14. juni
Hjemmedag
Søndagen blev brugt på restitution, rengøring i huset, VM-fodbold og generelt på at lade batterierne op.
De mange skridt på kasinoerne er fortsat en større udfordring end varmen, men ryggen fungerer heldigvis bedre, end jeg havde turdet håbe på for bare få måneder siden.
Efter en lang dag hjemme trak pokeren alligevel for meget i mig, så jeg hoppede i en Uber og tog et par skud i en $135 Landmark Satellite med håbet om at vinde et sæde til Seniors Championship. Det første forsøg mislykkedes, og det samme gjorde det andet. Så der var ingen rabat at hente, og Senior NLH Championship måtte betales til fuld pris..
Mandag den 15. juni
$250 Daily Deepstack
Hen over natten besluttede jeg mig for at springe Dag 1B over og i stedet forsøge mig i den hyggelige $250 Daily Deepstack. Planen var at gøre Thomas Quaade kunsten efter, det lykkedes ikke i første forsøg.
Det lykkedes heller ikke i andet forsøg. To bullets senere var jeg ude og dermed var der kun én fornuftig beslutning tilbage: Hjem, i seng og lade op til Seniors Championship dagen efter.
Tirsdag den 16. juni
WSOP #34 $1.000 Seniors NLH Championship
Mandag var det endelig blevet tid til den turnering, som hele turen i virkeligheden handlede om: WSOP Seniors Championship.
Jeg havde fået lidt sparring hjemmefra Danmark og følte mig godt forberedt. Samtidig passede strukturen perfekt til min spillestil. Med 20.000 startchips, svarende til 200 big blinds, og 60 minutters levels var der god tid til at spille poker frem for blot at overleve.
200BB
Gennem årene har jeg spillet utallige turneringer i John Tøms Poker, samt tours som DM, MPT og flere internationale events. Erfaringen siger mig, at tålmodighed ofte bliver belønnet i de dybe strukturer, og planen var derfor enkel: holde mig disciplineret, undgå de store fejl og forhåbentlig pakke flere chips sammen, end jeg startede med.
Dag 1A havde samlet 3.539 spillere, og alt tydede på, at Dag 1B ville blive endnu større.
Nu var det tid til at finde A-gamet frem. Drømmen om et deep run ved WSOP Seniors Championship kunne begynde.
Klar til start
Level 1 – Flyvende start
De første levels kunne næsten ikke være startet bedre. Jeg fik en masse gode hænder og samlede løbende chips op uden de store problemer. Allerede i første level var jeg aktiv. Jeg startede blandt andet med et bluff efter et preflop 3-bet, hvor jeg missede floppet, men blev reddet af en konge på turn, som fik modstanderen til at give op.
I sidste hånd inden pausen vandt jeg en femvejs pot med 2♣2♦. Boardet lød K♠Q♥T♣9♦8♠, og bemærkelsesværdigt nok havde ingen af de fire modstandere ramt floppet eller sad med en J. Da røgen havde lagt sig, var et enkelt par toere derfor nok til at sende potten min vej.
Stacken sagde 22.700 chips efter første level, og kortene var langt mere samarbejdsvillige end i de foregående turneringer.
Bygget på fra start
Level 2 – To huse – ingen gevinst
Poker er et mærkeligt spil, men én ting er altid vigtig: Når du vinder, skal du forsøge at vinde så meget som muligt, og når du taber, skal du forsøge at tabe så lidt som muligt.
Inden for få hænder fik jeg mulighed for at sætte den disciplin på prøve.
En af dagens mere interessante hænder opstod, da jeg sad med 3♣3♦ og så floppet komme A♠A♥3♠. Jeg valgte at donk-bette 300, og begge mine modstandere kaldte.
Turnet bragte Q♣. Denne gang skruede jeg op til 600, men igen fik jeg to calls.
River var Q♦, og pludselig havde boardet ændret håndens karakter fuldstændigt. Med A♠A♥3♠Q♣Q♦ på bordet checkede jeg, da mit floppede monster ikke længere så nær så stærkt ud.
Den oprindelige raiser satsede 2.500, den anden spiller kaldte, og jeg valgte derfor at folde. Efter hånden fik jeg bekræftet min mistanke. Begge modstandere sad med et es, og det fulde hus, som så så lovende ud på floppet, var endt med at være værdiløst.
Havde jeg været villig til at spille for hele stacken tidligere i hånden, kunne mit WSOP-eventyr meget vel være sluttet allerede dér.
Kort efter fik jeg endnu et eksempel på, hvor meget disciplin kan være værd, da jeg endte i en femvejs pot efter et tidligt min-raise.
Floppet kom 7♣7♦7♠, og der blev checket hele vejen rundt. Turnet var 2♥, og igen valgte alle spillere at checke. Det fik advarselslamperne til at blinke en smule.
River bragte 10♣ og da jeg sad med K♠10♠ havde jeg nu ramt et fuldt hus. Nordmanden tog initiativet og lbettede 500, jeg ville vide hvor jeg stod og clickraisede. Uden tøven gjorde nordmanden det til 5.500. Jeg foldede, da jeg kort før starten havde modtaget et par tips fra Thomas Quaade, som bl.a. skrev, at folk nærmest aldrig bluffer i de spots under Seniors Championship. Den besked dukkede straks op i baghovedet.
Derfor røg hånden i mucken og nordmanden viste efterfølgende stolt 7♥.
To hænder med fulde huse. To hænder, hvor jeg var slået. Og vigtigst af alt: To hænder, hvor jeg tabte det absolut minimale. Stacken var nede omkring 21.000 chips, men turneringslivet var intakt.
Når jeg ser tilbage på turneringen, var det måske her, fundamentet til mit deep run blev skabt.
Level 3 – en pause og en hættetrøje
Ved den første pause sagde stacken 23.900 chips. Ikke nogen drømmestart, men heller ingen grund til bekymring. Kortene havde været fornuftige, og jeg følte mig godt tilpas ved bordet.
Til gengæld havde jeg overset én vigtig detalje. Min plads var placeret direkte under et af de berygtede airconditionrør, som sender iskold luft ned over spillerne. Efter flere timers poker begyndte jeg for alvor at fortryde, at hættetrøjen var blevet efterladt hjemme i huset.
Derfor gik pausen ikke med analyser af hænder eller jagt på mad, men med en hurtig tur til WSOP-shoppen. Hvis jeg skulle holde koncentrationen gennem ti levels, måtte der investeres i lidt ekstra varme.
Ny hættetrøje
Level 4 – over average
Level 3 var lidt af en rollercoaster – taber igen minimalt da jeg med second nutts er oppe mod nutts inden jeg endte i denne seks-vejs pot.
Jeg sad i MP med A♥T♦. Floppet kom J♥9♥8♠, og efter at alle havde checket, gik vi videre til turn, som var 2♥. Gammelfar skød nu 2.000, og jeg var den eneste, der blev hængende. Med nutflushtræk og open ended straight draw var der rigeligt at arbejde med.
River bragte 7♠. Gammelfar bettede endnu engang 2.000, og denne gang nøjedes jeg med at kalde. Det viste sig at være nok. Han havde floppet top to par, men riveren havde givet mig den bedste hånd.
Stacken voksede til 25.600 chips, mens average lå på 24.900. Der var 3.113 spillere i turneringen, fem timer tilbage af den sene registrering, og vigtigst af alt: Jeg havde fået varmen.
Level 5-6 – stacken bygges op
Så kom de to røde damer forbi på knappen. Efter fem limpere skulle der naturligvis strammes op, så jeg gjorde det til 3.500. Kun small blind kaldte, mens nordmanden i big blind og resten af feltet fandt fold-knappen frem.
Floppet kom 8♥7♦7♠. Der blev checket til mig, jeg lavede et CB på 2.800, og det var nok til at tage potten ned. Small blind foldede og viste efterfølgende 4♣4♠.
Bordet er nu fyldt op ingen spillere slået ud på vores bord. 2-3 ældre herrer meget konservative – manden fra Hawai aktiv men ABC. Ny mand ikke været aktiv og mine to naboer også håndterbare, ham til venstre dog mere aktiv.
Sidste hånd inden pausen endte i en seksvejs pot. Fra sen position kaldte jeg 1.200 med J♣T♣.
Floppet kom Q♥8♣2♣, og der blev checket hele vejen rundt. Turn bragte 9♦, og da nordmanden skød 2.000, var jeg den eneste, der blev hængende. Måske burde jeg have raiset allerede her.
River var 4♣, som fuldendte min flush. Nordmanden checkede til mig, og jeg valgte et lille valuebet i håbet om at blive check-raiset. Det skete ikke. Han nøjedes med at kalde og vendte to par, som ikke var i nærheden af at være gode nok.
Dermed kunne jeg gå til pause med 39.700 chips.
Pausestack
Level 7-8 – pleje af stacken
Efter den gode periode tidligere på dagen var kvaliteten af starthænderne knap så god, og der blev ikke spillet mange hænder. Damerne kiggede endnu engang forbi, ligesom A♥K♥ i næstsidste hånd inden pausen, hvilket betød at jeg stadig lå omkring average ved spisepausen.
Da spillerne rejste sig til den 75 minutter lange middagspause efter level 8, var jeg stadig godt med. Stacken var ikke blandt de største, men der var fortsat masser af spil tilbage i den.
Nu gjaldt det om at komme helskindet gennem de sidste to levels og sikre en plads på Dag 2.
Level 9-10 – videre med 18 big blinds og en drøm
Indtil nu havde jeg undgået de store katastrofer. De var til gengæld tættere på i de sidste to levels, hvor jeg to gange floppede set mod min nabo på venstre side og begge gange lykkedes det ham at ramme sin flush. Det var selvfølgelig frustrerende at tabe, men endnu vigtigere, der var chips tilbage, så turneringslivet stadig var intakt.
Jeg var nu presset, skulle der fedtspilles eller skulle der dobles op, det hel afhang af kortene. Kort før chips skulle bagges ned i poserne var jeg for første gang all-in for livet og imod min banemand “Flushkongen”.
Jeg blev mødt af et raise, alle foldede, og jeg kiggede ned i to sorte ottere. Beslutningen var ikke nem til sidst skubbede jeg mine chips til midten. Naboen kaldte hurtigt og sagde samtidig: “Du er foran”, inden han vendte T♠7♠.
Floppet kom T♥9♠3♣, og pludselig var jeg bagud. Heldigvis landede 8♦ på turn og sendte mig tilbage i front. River var 5♠, som ikke ændrede noget, og dermed overlevede snemandene endnu en gang.
Potten gled min vej, og dermed kunne jeg fortsætte jagten på Dag 2.
Snemændene klarede frisag
Da de sidste kort var delt efter ti levels, kunne jeg pakke cirka 36.000 chips i posen. Ikke nogen drømmestack, men mere end rigeligt til, at drømmen levede videre.
36.000 chips i posen
Onsdag den 17. juni
Dag 2 – en legende ved bordet
Inden jeg satte mig til rette, havde jeg tjekket mine modstandere og en af dem var ikke en Hr. Hvem Som Helst – der ventede. I sæde 1 ventede David “The Dragon” Pham, som havde fem WSOP-bracelets og millioner af dollars i turneringsgevinster. Det er netop sådanne øjeblikke, der gør WSOP specielt.
David Pham alias The Dragon og John Tøms
På jagt efter pengene
Der var stadig et stykke vej til pengene og min første WSOP-cash på turen. Næsten 300 spillere skulle stadig elimineres, før boblen kunne springe, så nu handlede det først og fremmest om overlevelse. Tålmodigheden skulle findes frem, de rigtige spots vælges med omhu, og forhåbentlig kunne jeg navigere sikkert frem til dagens første delmål: de garanterede 2.000 dollars.
Turnerings info
Dag 2 begyndte anderledes end de foregående dage. Uberen var blevet udskiftet med privatchauffør, og jeg valgte at tage det som et godt tegn. Om det var det, skulle de næste ti levels poker give svaret på.
Opgradering og privatchauffør
Level 11-12 – dobler mod The Dragon
Det hele startede med A♠K♦ i første hånd. Der kom et raise og et call foran mig, og jeg valgte at være med. Floppet bragte A♥8♣4♠. Efter et continuation-bet fik jeg begge modstandere til at folde, og dermed var de første chips på vej i den rigtige retning.
Efter første orbit sagde stacken cirka 29.000 chips.
Vi var ikke kommet meget mere end en tredjedel af vejen mod pengene, før jeg for anden gang i turneringen var all-in.
Jeg sad med Q♠T♠ mod David Phams A♠J♠. Floppet kom 862 med to spar, og kort efter røg alle chips til midten.
Jeg havde brug for hjælp, og den kom på bedste vis, da en dame landede på river.
Turneringslivet var reddet, og stacken voksede til cirka 65.000 chips.
QT vs. AJ
Bagefter var jeg minimalt involveret. Jeg kaldte blandt andet fra CO med 4♣4♦ i håbet om at ramme et set, men uden succes. Derudover spillede jeg A♠T♠ to gange. Først i en blind battle, hvor jeg 3-bettede fra small blind og tog potten ned med det samme.
Senere åbnede chipleaderen fra CO, og jeg forsvarede big blind med A♠T♠. Floppet kom 9♣6♦3♥ og blev checket hele vejen rundt. Turn bragte A♦, hvorefter jeg check-callede 4.000. River var 2♣, og da jeg valuebettede 9.000, fandt han fold-knappen frem.
Stacken sagde 61.000 ved dagens første pause, mens der stadig manglede 62 elimineringer, før pengene var sikret.
Level 13-14 – boblen sprang og run-good
Kort før boblen sprang, fandt jeg et disciplineret fold med T♠T♣ fra UTG. Der blev foldet til en shortstack, som limpede ind med Q♠Q♣, hvorefter big blind skubbede all-in med A♣A♠. Med pengene inden for rækkevidde valgte jeg at sende de to sorte tiere i mucken.
Boardet lød 2♥T♦7♠5♥7♣.
En tier på floppet ville have sendt potten direkte i min retning og givet mig en kæmpe stack kort før boblen. I stedet måtte jeg nøjes med at se på, mens esserne holdt hjem mod damerne.
Det gjorde naturligvis lidt ondt, men beslutningen var stadig korrekt. På det tidspunkt handlede det først og fremmest om overlevelse og om at navigere sikkert frem til dagens første store delmål: pengene.
QQ vs. AA
Kort efter sprang boblen, og alle tilbageværende spillere var nu sikret mindst 2.000 dollars.
Modsat mange andre boblespil skete det allerede i første hånd med hand-for-hand hvor esserne blev knækket mod en flush, og dermed var dagens første delmål i hus.
Efter at have sneget mig gennem boblen begyndte tingene pludselig at gå min vej. Først holdt A♠K♦ mod K♣J♠, og kort efter gjorde T♥T♠ arbejdet mod A♠ J♦ på boardet 3♣K♣T♣6♠8♦, da jeg floppede et set mod David “The Dragon” Pham og undgik katastrofen i form af en dame på river.
Tidligere havde jeg endda fået ham til at folde A♣Q♠ i en fem-bettet pot, så den lille indbyrdes duel gik ganske fint min vej.
TT vs. AJ
Chipsene begyndte stille og roligt at flyde i den rigtige retning, og på et tidspunkt peakede jeg omkring 345.000 chips. Det var mere end dobbelt average og nok til en placering blandt de cirka 60 største stacks i turneringen.
For første gang begyndte tankerne om et rigtigt deep run at melde sig. Der var stadig lang vej til finalebordet, men drømmen føltes pludselig langt mere realistisk end blot få timer tidligere.
225.000 chips
Level 15-16 – en rollercoaster
De næste levels blev dog en påmindelse om, hvor hurtigt tingene kan ændre sig i turneringspoker. Efter det voldsomme run good gik det nu den modsatte vej. Jeg var aktiv, fik gode starthænder og fandt flere spots, men denne gang connectede boardene bare ikke.
Fra at have været tæt på 350.000 chips faldt stacken til omkring 150.000.
Heldigvis svarede det stadig til omkring 30 big blinds og cirka 80 procent af average, så der var ingen grund til panik. Jeg har ofte oplevet, at jeg spiller bedst omkring average. Når jeg bliver meget stor, har jeg en tendens til at blive lidt for loose og aggressiv. Derfor handlede det nu om tålmodighed og om at vente på de rigtige spots.
Først slog jeg en spiller ud, da jeg på knappen samlede A♠9♦ op og kaldte en shortstacks all-in. Han vendte A♥8♣, og denne gang holdt den bedste hånd hjem.
Ikke længe efter kom esserne for første gang på turen min vej. Med A♣A♦ fik jeg samlet endnu en fin pot op uden showdown, og til pausen sagde stacken 240.000 chips.
Level 17-18 – stacken plejet
Level 17 blev forholdsvis stille. Jeg afsluttede levellet med omkring 215.000 chips, hvor jeg primært samlede nogle mindre pots op undervejs. Det meste af actionen foregik mellem to meget aktive spillere i boks 3 og boks 9, mens min egen nabo til venstre nærmest ikke spillede en hånd.
I level 18 begyndte pilen igen at pege opad. Jeg åbnede med K♠Q♠ og fik to callere. Floppet kom Q♥J♦T♣, og alle checkede. Da turn bragte 9♠, bettede jeg 28.000, og begge modstandere foldede.
Stacken voksede til cirka 325.000 chips midtvejs, som var blevet til 289.000 chips ved spisepausen.
Level 19-20 – kongerne kiggede forbi
I level 19 dukkede K♣K♠ op. Jeg åbnede, fik et call og så et T-højt flop i form af T♦7♣4♥. Pludselig donk-bettede modstanderen 65.000 ind i mig. Efter lidt betænkningstid valgte jeg at skubbe. Han foldede. Måske skulle jeg have ladet ham hænge sig selv, men potten gik min vej, og stacken voksede til omkring 365.000 chips.
Kort efter dukkede kongerne op igen. Denne gang med endnu bedre resultat. Jeg vendte K♠K♥, mens modstanderne viste 9♣9♦ og Q♣J♣.
Boardet lød K♦T♣8♣4♥2♠, og da røgen havde lagt sig, var begge modstandere sendt til railen.
Pludselig var stacken over en halv million chips, og bracelet-drømmen levede i bedste velgående.
545.000 chips
Efter en kort pause, hvor 1.000-chipene blev taget ud af spillet, cruisede jeg stille og roligt gennem levellet uden at tage nogen større risici.
Dermed var endnu ti levels poker overstået. Jeg kunne pakke 485.000 chips sammen og gøre klar til Dag 3 i Paris. Det var lige under average, men stadig en markant forbedring i forhold til de blot 36.000 chips, jeg havde startet dagen med. Undervejs havde jeg endda været oppe omkring 645.000 chips, så der havde været både op- og nedture undervejs.
Nu var kun 239 spillere tilbage i turneringen, og selv om jeg ikke hørte til blandt de allerstørste stacks, var der fortsat masser på spil og Bracelet-drømmen levede stadig.
På vej ud af turneringsområdet stødte jeg på pokerlegenden Mike “The Mouth” Matusov. Han var heldigvis med på et hurtigt billede, inden kursen blev sat mod Dansk Poker Huset og en tiltrængt nats søvn.
Mike “The Mouth” Matusov og John Tøms
Torsdag den 18. juni
Level 21-22 – starter med 485.000
Dag 3 kunne næsten ikke starte bedre. Allerede i første hånd sad jeg i big blind med A♦9♠ og kaldte et raise. Floppet kom 9♣3♥2♦, og efter et check-call på 45.000, landede et es på turn. Denne gang valgte jeg et check-raise til 150.000, som blev kaldt.
River blankede med 7♣, og efter et minuts betænkningstid skubbede jeg de sidste 190.000 frem. Min modstander vred sig længe, før han foldede. Stacken voksede til omkring 725.000 chips.
Level 22 blev mere afdæmpet. Jeg var involveret i fire hænder, heraf tre mod den samme modstander. Først åbnede jeg med A♥T♣ fra UTG og måtte opgive til et re-raise. Kort efter vandt jeg med 7♦7♠ mod A♣Q♥ på et board, der lød 6♣6♥9♦K♠2♦,.
Senere tabte jeg en mindre pot med 8♠8♦ mod en ny spiller ved bordet. Jeg åbnede, han kaldte fra big blind, og floppet kom T♠9♦6♣. Jeg continuation-bettede og fik et call. Turn var J♥, som vi begge checkede. River bragte 3♣, og da han skubbede all-in, fandt jeg fold-knappen frem. Stacken var nu på 685.000 chips.
Først åbnede jeg med A♥T♠ fra UTG, men måtte opgive hånden efter et re-raise. Kort efter vandt jeg med 7♦7♣ mod A♠Q♥ på et board, der lød 6♣6♥9♠6♦K♣. Senere tabte jeg en mindre pot med 8♠8♦ mod en ny spiller ved bordet, da jeg fandt et disciplineret fold på river.
Kort efter havde jeg en spiller på krogen. Fra big blind samlede jeg K♠K♣ op og stod over for et all-in fra en cirka 10 big blind stack fra UTG. Et drømmescenarie. Han vendte K♦J♠.
Men poker har det med hurtigt at ændre karakter.
Først åbnede jeg med A♥T♠ fra UTG, men måtte opgive hånden efter et re-raise. Kort efter vandt jeg med 7♦7♣ mod A♠Q♥ på et board, der lød 6♣6♥9♠6♦K♣. Senere tabte jeg en mindre pot med 8♠8♦ mod en ny spiller ved bordet, da jeg fandt et disciplineret fold på river på et board med fire overkort K♦Q♣T♥9♠4♦.
Kort efter havde jeg en spiller på krogen. Fra big blind samlede jeg K♠K♣ op og stod over for et all-in fra en cirka 10 big blind stack fra UTG. Et drømmescenarie. Han vendte K♦J♠. Boardet lød A♣T♥4♠8♦Q♣, og da river bragte damen, var hans straight en realitet.
I stedet for at nærme mig millionen i chips faldt jeg tilbage til omkring 425.000 chips.
Level 25 – alting har en ende
Efter pausen begyndte stacken langsomt at skrumpe. Jeg startede level 25 med omkring 14 big blinds, men uden brugbare spots blev jeg stille og roligt blindet ned til cirka 10 big blinds. Nu var tålmodigheden vigtigere end nogensinde før.
Det handlede ikke længere om at presse modstanderne eller samle de små pots op. Det handlede om disciplin, overlevelse og om at finde det helt rigtige spot. Præcis som på Dag 1.
Der blev foldet til knappen, som åbnede. Small blind kaldte, og jeg kiggede ned i K♥T♦. Efter at have postet BB-ante og big blind havde jeg omkring ni big blinds tilbage. Der var to muligheder: at skubbe eller tage et flop. Jeg valgte det sidste i håbet om at forbedre mig.
Floppet kom T♠8♠3♠ og gav mig top par. Knappen sad med J♣9♣ og havde et gutshot til straighten. Turn var 6♥, og jeg var fortsat foran. River blev desværre Q♣. Den gav ham straighten, og dermed var mit WSOP Seniors Championship slut.
Dermed var turneringen slut.
KT vs. J9
Efter 25 levels poker, en placering som nummer 143 og en præmie på 5.700 dollars var WSOP Seniors Championship forbi. Bracelet-drømmen brast, men ikke før jeg havde kæmpet mig helt ind blandt de sidste to procent af feltet.
Nr. 143 til $5.700
Efter to lange og intense dage ved bordene blev Dag 3 endestationen. Bracelet-drømmen brast, men først efter et run, der bragte mig hele vejen ind blandt de sidste to procent af feltet.
Belønningen blev 5.700 dollars for en placering som nummer 143. Selvfølgelig havde jeg drømt om mere. Når man stadig sidder med på Dag 3 i en WSOP-turnering med flere tusinde deltagere, begynder tankerne uvægerligt at kredse om finalebordet, de store præmier og ikke mindst den eftertragtede bracelet.
Realistisk set er en placering blandt de sidste to procent af feltet dog et resultat, jeg kan være både stolt af og tilfreds med. Jeg startede turneringen med 20.000 chips og formåede at navigere mig gennem 25 levels poker mod nogle af verdens bedste seniorspillere.
Og vigtigst af alt: Vegas-eventyret er langt fra slut endnu.
Præmiebeviset
Fredag den 19. juni
Uden backerne var det svært
Jeg er afsted til mit andet WSOP, men det er faktisk tiende gang, jeg besøger Las Vegas.
Det er samtidig første gang, jeg bor i hus og væk fra The Strip. Tidligere har jeg altid boet midt i det hele, hvor tempoet er intenst døgnet rundt. Fra det øjeblik du træder ud af elevatoren om morgenen, til du kommer tilbage 12-15 timer senere, er der konstant mennesker, lys, lyde og fristelser.
At bo væk fra The Strip giver mere ro og bedre muligheder for at fokusere på pokeren, men det ændrer ikke på, at et WSOP-ophold er en dyr fornøjelse. Fly, transport, mad, indkvartering og ikke mindst buy-ins løber hurtigt op, og under WSOP virker det ofte som om, at alle priser får et ekstra nøk opad.
Derfor valgte jeg, ligesom ved tidligere pokerrejser, at sælge action i mig selv.
Det betyder naturligvis, at gevinsterne bliver mindre, når det går godt, men omvendt bliver tabene også mere overkommelige, når tingene ikke flasker sig.
For mig handler det ikke kun om økonomi. Det handler også om at give mig selv muligheden for at spille de turneringer, jeg drømmer om at spille. Uden backerne ville programmet have set helt anderledes ud med mindre sideevents og væsentligt færre skud i de store WSOP-turneringer.
Derfor skal der lyde en stor tak til alle jer, der har valgt at købe en lille del af eventyret. Plads 143 i Seniors Championship gav ikke det helt store overskud, men den gav troen på, at drømmen stadig lever, og at der måske venter endnu større oplevelser i de turneringer, der stadig ligger foran mig.
Disciplinens sande værdi
Når jeg ser tilbage på mit run i WSOP Seniors Championship, er der især én ting, der springer i øjnene: Hvor langt man kan komme med sund fornuft, disciplin og en fornuftig hand selection. Ved ganske enkelt at spille markant færre hænder end mange af mine modstandere lykkedes det mig at navigere hele vejen ind blandt de sidste to procent af feltet.
Poker handler ofte mindre om de hænder, du spiller, og mere om de hænder, du har styrken til at folde.
Over de 25 levels, jeg nåede at spille, involverede jeg mig i gennemsnit kun i omkring 3-4 hænder i timen. Nogle vil mene, det er for lidt, men for mig virkede det. Til gengæld vandt jeg tæt på 80 procent af de pots, jeg valgte at gå ind i.
Det er måske ikke den mest spektakulære måde at spille poker på, men den bragte mig dybt ind i turneringen. Det resultat giver mig både ro og tro på, at jeg er på rette vej her i Las Vegas.
Nye mål venter
Der er nemlig ikke tid til at hvile på laurbærrene. Næste stop er den enorme $1.500 Millionaire Maker, som byder på den samme dybe struktur, men et endnu større og mere uforudsigeligt felt. Derefter venter $1.000 Super Seniors, som bliver min sidste store WSOP-turnering på denne tur.
Den største læring fra Seniors Championship er, at succes i de her store turneringer sjældent kommer fra spektakulære bluffs eller kreative påfund. Langt oftere handler det om at undgå de dyre fejl, holde hovedet koldt og vente på de rigtige muligheder.
Det lyder måske ikke specielt glamourøst, men i felter med flere tusinde deltagere kan netop den tilgang være forskellen på et tidligt exit og et rigtigt deep run. Det er i hvert fald den gameplan, jeg tager med mig videre i jagten på næste store resultat.
Nogle vil mene, at det er en lang blog, og det er helt fair. Jeg har forsøgt at holde mig til de væsentligste hænder og undladt de sædvanlige bad-beat-historier. Det har egentlig været ret nemt, da jeg heldigvis ikke har haft mange af dem på denne tur.
Tak fordi I læste med. Den sidste blog kommer, når jeg er tilbage på dansk jord.
Dbh
John Tøms
