Quaade blogger fra Vegas, hvor søndagen sluttes af med det første finalebord

WSOP-blog del 3: Vild dag afsluttes med årets første WSOP-finalebord!!!

Det er blevet søndag i Las Vegas og Thomas Quaade balancerer morgenmad i huset, pokerturneringer og arbejde for Dansk Poker i en hektisk døgnrytme.

Den næste blog er klar efter en fantastisk dag for Dansk Poker Huset.

God fornøjelse!

Bellagio

——————–

Las Vegas, søndag den 31. maj 2026

Der plejer at gå et par dage før min søvn bliver stabil i Las Vegas. Hjemme i Danmark får jeg typisk mellem 7½ og 8½ timers skønhedssøvn. Her i Vegas er det svært med søvnen. Svært fordi man til at starte med skal vænne sig til tidsforskellen og har lidt jetlag.

Derudover så spiser man anderledes og er ofte ude på kasinoerne til langt ud på natten. Så ofte sover jeg kun mellem 5-6 timer de første par dage. Selv hvis jeg prøver at sove videre, så kan jeg ikke.

Heldigvis plejer det at ændre sig efter 4-5 dage – og der er vi ved at være nu. Så jeg håber, trods blot seks timers søvn i nat, at jeg kan komme op på de otte snart.

Som mental coach så ved jeg hvor vigtigt det er med en stabil god søvnrytme for en optimal præstation. Det er nærmest prioritet nummer ét. Alle undersøgelser viser også dette, så det er ikke noget jeg bare har fundet på.

Derfor tænker jeg også at min ”optimale” pokerpræstation ligger lige om hjørnet – når jeg får styr på min søvn.

I dag var det ikke en optimal pokerpræstation i hvert fald. Ikke at jeg spillede dårligt – men det var heller ikke mit bedste spil.

Deepstack i det kolde Provence ballroom

Det hele startede med, at vi havde vores normale morgenmad i huset og da vi aftenen inden havde spillet kortspil til langt ud på natten, så nåede jeg ikke at lave del 2 af bloggen før næste morgen. Derfor var det hele lidt presset og jeg nåede ikke engang at blive færdig, så jeg kunne følge med de andre ind til strippen.

Da jeg ankom til Horseshoe/Paris hoppede jeg i $600 Deepstack, som jeg virkelig havde glædet mig til. Super struktur og masser af big blinds… hvis man kommer fra start. Jeg ankom ved level 5 efter den første pause, hvor blinds var 300/500/500. Startstacken var på 30.000, så trods lidt sen ankomst, så stadigvæk fint med plads til at spille poker.

Starter med at folde 6♦️2♣️ offsuit og derfra blev hænderne ikke meget bedre de næste to timer. Kiggede ned i J♦️3♠️, Q♠️2♥️, 9♥️4♦️, 8♠️2♦️ osv. osv. Jeg var dog disciplineret og foldede bare.

To gange kaldte jeg i big blind med f.eks. T♦️9♥️ og Q♠️8♠️. Ingen connection til boardet overhovedet og måtte folde.

Eneste hånd jeg vinder de første to levels er denne her. Ny spiller sætter sig ved siden af mig i seat 3. Jeg har seat 2 og ser, at han spiller WPT Gold turnering på mobilen samtidigt med turneringen. Han raiser efter et par hænder fra UTG til 1.200 på level 6, hvor blinds er 300/600/600.

Jeg kalder i big blind med A♦️3♠️. 2-vejs til

K♣️9♠️3♥️

Ham cbet 1.400. Betalt af mig.

Turn er 8♦️

Check-check. River kommer A♠️.

Jeg tænker, at han sikkert vil repræsentere det es, hvis han bluffer og han ikke kan komme væk, hvis han har f.eks. AQ eller AJ. Så jeg checker. Han better 3.000 og jeg raiser til 10.000, som han snapfolder til.

Den hånd får mig tilbage i 30.000, men derfra så går det ned ad bakken igen. Jeg får A♦️K♦️, men misser alt og taber 6.000 i en 3-bettet pot.

Udsigten til Flamingo fra Horseshoe i en af pauserne

Op og ned – mest ned

Det var en mærkelig dag. Jeg ramte kun den der A3-hånd – intet andet. Et godt eksempel på hvordan min start var kommer her.

Jeg sidder i lowjack og raiser med A♣️9♣️. Knap kalder og big blind kommer med.

3-vejs til 8♦️6♠️4♦️ board.

Big blind tænker længe inden han checker, så jeg checker til knappen i håb om et gratis turn kort. Det fik jeg ikke. Han better næsten pot og big blind check-raiser stort.

Jeg må folde og kort efter folder idioten på knappen også.

Jeg skriver idiot, fordi manden kender tydeligvis ikke rangeadvantage-begrebet og burde forstå, at netop det board har ramt big blinds range lige i røven – og når big blind så tydeligt, via sin lange boks inden check, har noget, så er der ikke nogen grund til at prøve at bluffe to spillere af hånden, bare fordi man har checket til ham.

Tid til push/fold

Tiden går og jeg er desværre kortdød og spotdød. Til sidst stiger blinds så meget, at jeg på level 9 har 11 big blinds og en drøm.

En drøm om at få noget jeg kan skubbe med. Så sker der det vilde. Knappen åbner til 2.500. Jeg kigger ned i K♦️Q♣️ i big blind og highfiver nærmest manden ved siden af efter jeg er gået all-in. Knappen tænker længe men folder.

Et orbit senere har jeg stadigvæk 11 big blinds og kigger ned i dagens første par. 2♦️2♥️. Til midten med dem fra cutoff. Knappen kalder efter længere boks og vender stolt A♥️A♦️.

Jeg laver rejse-mig-op-tage-tasken-på finten. Boom, den virkede med det samme. En smuk 2er i vinduet og jeg dobler tilbage til 26.000.

Så får jeg K♦️J♥️ og raiser og alle folder.

Jeg laver et 3-bet med A♥️5♥️ og tager ned. Oppe i 40.000 får jeg nyt bord.

Billeder fra Paris/Feature tables i pausen

Scott Seiver og Nick Schulman på finalebordet i Badugi (ender 3er og 2er)

The Mothership Main Featuretable

Daniel Negreanu og Biao Ding i deres $25.000 Heads-Up 1/8-finale (DNegs taber og bliver nr. 11 til $60.000)

Dygtige japanske Ryuta Nakai slår WSOP ME-champ Michael Mizrachi i deres 1/8-finale

Dagens bedste hånd

På mit nye bord vinder jeg et par hænder lige til at starte med og runder 50.000. Så kommer der en hånd, som jeg er lidt stolt af – men som reelt set er forholdsvis standard.

En ældre amerikansk herre med indisk udseende spiller 90% af alle hænder – og med noget hjemmelært pokerstrategi og sizings. Han raiser 3x big blind fra midt position. Jeg kalder i big blind med 9♥️6♥️.

Flop kommer T♦️5♣️4♥️.

Jeg checker. Han better 3 big blinds igen. Jeg raiser til 8 big blinds og han kalder. Jeg skriver big blinds for jeg fik ikke skrevet sizings præcist ned, men tænker altid i big blinds når jeg spiller. Han kalder.

Turn er 3♥️. Jeg overbetter nu potten med 5 big blinds. Så potten og yderligere 5 big blinds oveni. Cirka halvdelen af min stack er i spil nu. Han folder heldigvis og jeg tager en fin pot. Oppe i 80.000.

Så dobler jeg en shortstack med A♦️Q♥️ mod A♣️K♦️. Tilbage i 50.000. Derefter kommer denne afgørende hånd.

Der er (normalt) ikke noget så fedt som at turne et set

Jeg raiser med 7♠️7♣️ fra lowjack. Big blind kalder. Han virker solid nok og har mig dækket.

Flop kommer J♠️8♥️6♥️. Check-check.

Turn 7♦️. Ham bet pot. Jeg kalder, men overvejer stærkt et raise. Tænker det er bedre at kalde for at holde hans bluffs inde.

River 3♣️. Ham overbet sætter mig all-in. Wauw!

Skal jeg virkelig folde mit set? Har han ramt den straight? Jeg tænker og tænker. Kan han have slowspillet en JJ eller 88. Nej, det var ikke dynamikken på bordet. Alle 3-better nærmest hver gang de har en hånd.

Til sidst tænker jeg, at han kan have misset flushtrækket eller et potentielt straight træk med f.eks. QT eller Q9. Når man har en T eller en 9, så blocker man jo for at andre har den straight, hvor det bluff kan give mening, men er han typen der kan tænke så langt. Det vidste jeg ikke.

Til sidst kalder jeg og kigger ind i 8♣️8♦️ for et floppet set. Ja, okay – det giver meget god mening som spillet. Bust og lidt skuffet, da jeg følte, at jeg endelig havde fået fat.   

I $555 Mini Mystery Bounty-turneringen var den $1 million store bounty blevet trukket, og her kan man på ovenstående billede se, hvordan de holder styr på bounties ifm. disse WSOP Mystery Bounty-events.

With the people i hyggeligt cashgame

Efter mit bustout hoppede jeg i cashgame i Hall of Fame Pokerroom på Horseshoe. Her satte jeg mig i et $1/$3 NLH-spil for at steame af. Det vidste sig at være en rigtigt god ide.

Bordet var fantastisk på alle fronter – både spillemæssigt og på den sociale front. Sjove mennesker, der griner og havde en fest. Jeg stod for noget af underholdningen og det var rart at spille poker på det niveau.

De var sådan set alle sammen tæt på laveste niveau man kan forestille sig i Vegas – med nogle få undtagelser. Spillere der limper alle hænder, kalder for meget, har masser af tells og better stort hvis de har ramt.

Efter en times spil er jeg oppe med $330 og jeg ender samlet oppe med $442 efter tre timers spil.

Eneste øv var, at jeg tabte $120 de sidste 30 minutter til den samme gut, der ikke havde lært at folde. Derudover var det også ærgerligt, da jeg ramte quads i damer og havde sikret mig $100 i high-hand bonus, men så lavede en spiller en straight flush på bordet ved siden af tre minutter før min high-hand var sikret.

Tid til mad og danskerhygge

Efter cashgamet tog jeg med Marc på Giordano’s – en pizza restaurant i Grand Bazaar Shops, der ligger lige på den anden side af Horseshoe – blot 100 meter væk fra kasinoet. Her er der masser af gode restauranter – bl.a. min lille favoritstop i pauserne: Wahlburger, som er en kæde af Mark Wahlberg.

Giordano’s er en pizza/pasta restaurant og skulle være en af landets bedste. Personligt var jeg ikke begejstret, da de fleste normale pizzarestauranter er højere niveau derhjemme.

Det var nu ganske fint og vi hyggede os gevaldigt. Marc fik en pastaret og vi sad længe og fik en god mandesnak om arbejde, damerne i vores liv og en masse som nok er bedst ikke at skrive om i en blog 😅

Dybt run i Daily Deepstack

Efter maden var det ind og heppe på Daniel, der var dybt i den daglige $400 Daily Deepstack turnering. Han var chipleader med tre borde tilbage og vi håbede på det første Dansk Poker Hus-finalebord.

Daniel Bang-Ortmann

Det lykkedes lidt senere, hvor Daniel dog var en af de mindste stacks, men stadigvæk en flot præstation at ramme et WSOP-finalebord.

På finalebordet var blinds superhøje og selv chipleaderne sad med omkring 10 big blinds. Det var lidt en skubbefest og det hele ender med, at Daniel bliver nr. 8 til $2.314.

Det fik vi selvfølgelig fejret og tog sammen med en Uber hjem til huset. Jeg nåede næsten kun lige at lægge mig i sengen inden jeg var væk. Søvn var der brug for sagde kroppen.

Smukt billede fra Horseshoe med udsigten mod strippen

Quaade blogger fra Vegas

Del 1: Quaade drømmer i Vegas

Del 2: Danskerhygge i Vegas og Spurs sejr

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail