Den første låge er åbnet til Dansk Pokers julekalender

1. december: Rozvadov-grinderen vil endnu mere i 2026

Det er den første dag i december, og hver dag frem til juleaften er der en gave til alle jer fra alle os – en julekalender med interviews og artikler med en bred vifte af pokerentusiaster fra den danske scene. Bag den første låge i julekalenderen gemmer der sig af Danmarks største livegrinders målt på volumen. En mand, der måske kender flere ansatte på King’s Casino i Rozvadov end i Herning, hvor han normalt bor.

Mick Heder er et kendt ansigt på den danske pokerscene. Den 35 årige herningenser er født i Odense, opvokset i Them og holder nu til i Herning. Mick startede med at spille poker som 18-årig, og allerede et år efter, valgte han er gå pro og har været det lige siden. Vi har stillet Mick en række spørgsmål, som kan læses herunder.

Hvordan har pokeråret 2025 været for dig?

Pokeråret 2025 har været for mig en blød hat, desværre. En masse timers arbejde uden de store resultater. Dog har jeg fået en masse erfaring samt lært af flere ting, der skulle revurderes eller forberedes oven på en god portion modgang.

Hvilken sjov eller god pokerrelateret oplevelse står klarest fra 2025?

Jeg må ærligt indrømme, at 2025 ikke har stået på mange sjove eller gode pokeroplevelser. De gange, jeg har været afsted, har det været med fokus på at grinde. Men skal jeg nævne et, må det enten være en Kings Casino-tur tilbage i april med jydesjakket, hvor den stod på røverhistorier og sjusser og casinogambling. Eller en kærestetur til Litauen, hvor jeg drak sjusser og hakkede helt småt cashgame, tours og egentlig bare hyggede mig.

Når du kigger tilbage på 2025, var der så nogle ting, du ønsker, du havde gjort anderledes?

Jeg tror altid, der er noget, man vil ønske, man kunne havde gjort anderledes. Men det fokuserer jeg ikke så meget på. Der er ingen grund til at hænge sig i fortiden, det kan vi alligevel ikke ændre. Så hellere fokusere på at forbedre sig og undgå at lave de samme fejl igen. Skal jeg nævne noget, så ville det være at have en mere klar plan og mål for, hvad jeg vil og holde sig til at dygtigere gøre mig inden for én variant, i stedet for at skyde med spredehagl. Og så kvalitet frem for kvantitet. Jeg har tit spillet, hvor jeg egentlig ikke havde lysten. 

Hvis du skulle vælge en oplevelse eller begivenhed, som ikke er pokerrelateret fra 2025, hvilken står så klarest i erindringen når du kigger tilbage?

Så skulle det klart være enten min ferie med kæresten til Afrika eller min tur med drengene til Vietnam. begge oplevelser var meget anderledes, end hvad jeg er vant til og gav virkelig noget på opleveren! Jeg elsker at rejse og opleve og lære nye ting, så det kan klart anbefales – også selvom man måske er lidt utryg eller føler sig på udebane.

Hvordan ser du pokerbranchen tilstand i øjeblikket?

Det er et godt spørgsmål. Jeg vil mene‚ at turneringsdelen lever i bedste velgående. Næsten hvor end jeg rejser hen, synes jeg, at der tit er spækket med tourspillere, og det virker til, at der ofte bliver sat nye rekorder med antal spillere og større prize pools. Rigtig mange tourproer er med til at dele content på diverse sociale medier, og det er med til at sprede liren og hypen. Cash game føler jeg er dog noget anderledes. Det virker til at være en nedadgående kurve, i hvert fald hvis man vil spille højere end 10/10 dollars/euro. Der er dog stadig value at hente ved mange af diverse poker stops i EU, men der er generelt mange proer om buddet. Selv svømmedyrene er blevet markant bedre med givet alt det pokermateriale, som der er adgang til. Som jeg ser det, handler cash game mere om at have de rigtige forbindelser og have gode sociale evner end at være dygtig til spillet, da den største værdi efterhånden ligger i de private spil.

Hvad vil du arbejde med i det kommende år og har du nogle mål?

Planen er, at jeg skal have meget fokus på velvære, træning og generel sundhed. Ydermere vil jeg sætte endnu mere fokus på det mentale, som jeg også har kæmpet en del med i 2025. Jeg har blandt andet fundet en mental coach, som jeg kommer til at arbejde en del med. Og flere timer i solveren. Jeg har ikke rigtig sat mig nogle mål endnu, men umiddelbart vil jeg bare fokusere på at forbedre mig step by step – og nyde rejsen og processen imens.

Til sidst vil vi gerne afprøve dine synske evner, hvem tror du vinder DM i 2026?

Uha, den er nem. Det er ikke fordi jeg er vild med at indrømme det, men det bliver selveste Mr. Juncker (Henrik Juncker, red.). Mest af alt fordi jeg ikke orker at høre på ham, når han tuder. Så tænker det ville være en hjælp for os alle i miljøet, siger han med et glimt i øjet.

Tekst og interview: Dan ‘DeagleDan’ Larsen / Foto: Christian Zetzsche / pokernews.com

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail