Det her er anden låge i Dansk Pokers julekalender

2. december: Årets spiller har haft et brag af et år

Så blev det den 2. december, og anden låge i Dansk Pokers julekalender er hermed åbnet. Vi har fået fornøjelsen af at tale med en mand, der er blevet et særdeles velkendt ansigt over de senere år: Benyamin Canatan, der både blev årets danske spiller ved Dansk Poker Awards, men også har et hav af solide cashes under bæltet i 2025.

Hvordan har pokeråret 2025 været for dig? 

Jeg startede året ud med et brag, og de to første måneder havde jeg nogle rigtige gode resultater. Økonomisk er der stadig positive tal på bundlinjen, men det kunne være meget bedre, når man kigger på, at jeg startede året ud som jeg gjorde. Spilmæssigt har jeg udviklet mig på nogle punkter, men jeg har stadig en del arbejde, jeg skal mestre, for at det bliver endnu bedre. Jeg har ikke tidligere rejst så meget for poker, som jeg har i år, så det er også en faktor, der spiller ind for både spillet og økonomien, og derfor er det også nogle overvejelser, der skal kigges på i forhold til 2026.

Hvilken sjov eller god poker-relateret oplevelse står klarest fra 2025?

Der er flere oplevelser i 2025, der er værd at nævne. Først og fremmest så vinder jeg en turnering i Tallinn (Canatan vandt €555 NLH Kings of Tallinn Championship for €66.050, red.), og det er også på finalebordet, jeg møder min nuværende partner. Hun blev 4’er.

Frederik Dvinge, Oscar Artero Sørensen, Fehim Hajdari og jeg tog til Campione i Italien for at spille PokerStars Open, og jeg overlod det til Dvinge at leje en bil. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Han endte nemlig med at skaffe en metal-orange FIAT stationcar med manuelt gear i Italien! Den lignede mere noget, man ville køre på familieferie i end en bil til en pokertur med drengene. Ud af alle de muligheder, han kunne have valgt, var det hans bud. Som om det ikke var nok, så blev hele turen en lang nedtur. Ikke én af os lavede et positivt resultat. Vi var alle fuldstændigt brændt af, og der var intet positivt at hente. Vi røg på røv og albuer en efter en, men det er heldigvis noget, vi kan grine af i dag.

Når du kigger tilbage på 2025, var der så nogle ting, du ønsker, du havde gjort anderledes?

Ja, jeg tror altid er ting man kan gøre anderledes, men vil også nævne, at man skal lære af sine fejl, og ikke ærgre sig over det, da man alligevel ikke kan ændre, hvad der er sket førhen. Jeg rejste for meget efter pokeren, og det tærede på energien og dermed også spillet. Det blev hårdt og trættende. Jeg tror, det ville være mere givende for mig at vælge mindre stops, men så fokusere på de stops 100 procent. Der var også til tider, man spillede nogle spil, hvor man ikke var oplagt, og det ved alle, sjældent giver noget af sig. Jeg rejser ofte alene, hvilket jeg har det rigtig fint med, men jeg kan også mærke at jeg mangler nogle at sparre med, når man har siddet og hakket i 10-12 timer, og der er det nogle gange mere optimalt, når det er med fysisk tilstedeværelse. Ikke kun omkring pokeren, men også alt det omkring. Der kunne det til tider have været
rart med en kammerat på siden.

Hvis du skulle vælge en oplevelse eller begivenhed som ikke er pokerrelateret fra 2025, hvilken står så klarest i erindringen når du kigger tilbage?

Jeg ved ikke, om jeg har en decideret begivenhed, men jeg er taknemmelig for, at jeg har muligheden for at rejse rundt og se forskellige steder. Jeg er glad for god mad og kultur, så at komme til Nordmakedonien kombineret med poker den ene dag og så være i Marrakech den anden dag er bare en fed mulighed. At finde en partner, der deler samme hobby og forstår levegangen på godt og ondt, er også noget af en oplevelse, jeg ikke har prøvet før. Selvom disse oplevelser måske ikke direkte er pokerrelateret, så er de det alligevel, i og med at det har været i forbindelse med pokeren.

Hvordan ser du pokerbranchen tilstand i øjeblikket?

I forhold til onlineturneringer kommer GGPoker til Danmark, og det kommer til at rykke en del for danskerne. Det betyder større felter, flere bad beats og tudehistorier, men forhåbentlig også større resultater og gode minder. Tilstanden er god, og der er stadig mulighed for at begå sig i miljøet. Det kræver dog disciplin, hårdt arbejde på bordene, men også off-table. Liveturneringer boomer med turneringer verden over, og der er kommet flere og flere serier til. Felterne er bløde, felterne er store, og der er mulighed for at få succes, hvis man gider at arbejde for det. I forhold til online cash game er der stadig gode spil at hente, men det er vigtigt at man table selecter, hvilket betyder, at man finder de rigtige spil, og man ikke sætter sig i et spil for et pleje sit ego og spille mod spillere, der er bedre end en selv. Cash game live er også fedt. Man ser alle de tours, der får flere og flere deltagere, og det lokker også derfor nogle gode spil med sig, når det kommer til cash game. Mange prøver chancen i de spil, og det lokker også en masse hobbyspillere til, hvis man finder tours i prislejet 200-1.100 euro. Der vil altid være en masse andre dygtige også, men jeg ser stadig en mulighed for at printe på disse spil.

Hvad vil du arbejde med i det kommende år, og har du nogle mål?

Jeg skal intensivere min træning og lidt vægttab samt sundheden. Jeg har tabt en del kilo i år, og lagt fokus, og jeg har også set, hvad det giver på pokerfronten. Ydermere så skal jeg arbejde med mig selv, når det kommer til psyken, og jeg vil også gerne blive bedre teoretisk. Det er ikke deciderede mål endnu, men vigtigst af alt er, at mit helbred er godt, og jeg stadig nyder at spille poker, og i mellemtiden udvikler mig.

Tekst og interview: Dan ‘DeagleDan’ Larsen / Foto: Benyamin Canatan til MPT Main Event 2025

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail