Turneringsspecialisten Fehim Hajdari har længe været et velkendt ansigt på den danske pokerscene med resultater på resultater. Den vej er det desværre ikke gået i år
Hvordan har pokeråret 2025 været for dig?
Ret dårligt, klart det dårligste år for mit vedkommende. Jeg har ikke rigtig kunnet få det til at lykkedes hverken live og online. Variansen har været hård ved mig, men jeg slutter stærkt af med at spille en god onlineserie i september og får indhentet en del af det tabte fra de tidligere måneder.
Hvilken sjov eller god poker-relateret oplevelse står klarest fra 2025?
Min tur til Barcelona var nok den dårligste live-tur, jeg har haft ren pengemæssigt, men det betød heldigvis, at jeg fik masser af tid til familien, der tog med. Barcelona var virkelig et hyggeligt og fedt stop for os som familie. En tur, jeg nok kommer til at savne at have flere af, når min søn starter i skole næste år.
Når du kigger tilbage på 2025, var der så nogle ting, du ønsker, du havde gjort anderledes?
Jeg skulle havde holdt flere pauser og lyttet både til kroppen og hovedet. Taget de nødvendige pauser og ikke tro, at jeg skal spille alt og møde op hver eneste dag. Helt klart noget, jeg har lært af i 2025. Jeg har valgt at holde en mindre pause under en onlineserie, og det gav heldigvis en rigtig fin performance, hvor jeg fik run efter run og spillede rigtig godt efter min mening.

Hvis du skulle vælge en oplevelse eller begivenhed som ikke er pokerrelateret fra 2025, hvilken står så klarest i erindringen, når du kigger tilbage?
Nok at Donald Trump vandt valget og blev præsident igen. Ikke noget, jeg var stor fan af, selvom han er en sjov fyr til tider.
Hvordan ser du pokerbranchen tilstand i øjeblikket?
Live bliver ved med at vokse, og online er det selvfølgelig meget positivt for de fleste, at GG ankommer til Danmark.
Hvad vil du arbejde med i det kommende år, og har du nogle mål?
Jeg har været med til at starte et CFP (Coaching For Profit, red.) projekt fra det nye år. Men udover det, så bliver planen nok bare at forsætte med at lægge arbejde i off-table og så fokusere på at optimere alt det, der kan øge ens performance ved siden af pokeren.
Til sidst vil vi gerne afprøve dine synske evner: Hvem tror du vinder DM i 2026?
En af vores CFP-spillere, og så er den blevet kaldt herfra!


