Et turbulent år og negativ varians har plaget manden, der gemmer sig bag vores 8. låge

8. december: Henrik Juncker skal have fundet motivationen igen

Det har ikke just været Henrik Junckers år. Variansen har været grim, og motivationen lav. Det skal der laves om på i det nye år

Hvordan har pokeråret 2025 været for dig?

Ovenpå et glimrende 2024 har jeg i 2025 oplevet den negative side af variansen. Volumemæssigt begyndte jeg bevidst langsomt på året. Hen over sommeren og efteråret har jeg fået lagt flere timer i pokeren, men jeg har haft svært ved at finde motivationen, hvilket helt sikkert også har haft negativ indflydelse på mine præstationer.

Hvilken sjov eller god poker-relateret oplevelse står klarest fra 2025? 

De profitable pokerture i kalenderåret kan vel tælles på én finger. I år valgte jeg at dele min Vegas sommertur op i to, hvor de første 14 dage var godkendte. Selvom det rent skattemæssigt er en utrolig skidt ide at tage til Vegas, så synes jeg at det, i begrænsede doser, er et fantastisk sted – med uanede mængder af pokerturneringer, restaurantoplevelser mv. Jeg sætter virkelig pris på de ture, jeg har haft derover de seneste år med gode venner og oplevelser – både på og udenfor pokerbordene.

Når du kigger tilbage på 2025, var der så nogle ting du ønsker du havde gjort anderledes? 

Jeg er tilfreds med min beslutning om at holde mig fra at spille poker (med undtagelse af MPT Vejle) i starten af året pga. ikke-pokermæssige-årsager. Desværre har jeg nok taget på et par pokerture for meget efterfølgende ift. min manglende motivation og spillelyst. Så jeg kunne med fordel have spillet færre stops i stedet for at prøve at “tvinge” motivationen frem.

Hvis du skulle vælge en oplevelse eller begivenhed som ikke er pokerrelateret fra 2025, hvilken står så klarest i erindringen når du kigger tilbage? 

Jeg har været på nogle fantastiske rejser med både familie og venner, men to uger i Thailand med familien må nok toppe listen.

Hvordan ser du pokerbranchen tilstand i øjeblikket?

Med meget få undtagelser spiller jeg udelukkende live turneringspoker, som i de sidste par år både indenlands og udenlands virkelig har blomstret ift. entries og prize pools. Så jeg ser meget positivt på pokerbranchens tilstand gående ind mod 2026.

Hvad vil du arbejde med i det kommende år og har du nogle mål?

Først og fremmest er planen at fokusere på min fysiske og mentale sundhed. Jeg har generelt været for doven og uoplagt i 2025. Dernæst håber jeg på at genfinde motivationen til poker. Jeg har aldrig været den flittigste pokerspiller – hverken ift. antal timer brugt ved bordene eller ift. antal timer brugt på at studere teorien. Det bliver jeg nok heller aldrig, men jeg håber at kunne genfinde lysten til begge dele og finde tilbage til det arbejde, jeg trods alt lagde i pokeren i årene før 2025.

Til sidst vil vi gerne afprøve dine synske evner, hvem tror du vinder DM i 2026?

Medmindre DM falder sammen med en padel-tur til det spanske, kan jeg kun pege på mig selv. Jeg vurderer alle andre chanceløse – men som en outsider kunne Fehim også være en mulighed.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail