Vi har fået et eksklusivt interview med vinderen af MPT: Andreas Brendholdt

Brendholdt: “Det betyder virkelig meget – mit første trofæ nogensinde”

Da Andreas Brendholdt lukkede den sidste pot og kunne lade sig hylde som vinder af MPT Main Event 2026 på Casino Munkebjerg, var det kulminationen på flere års dedikeret grind. Sejren indbragte 695.000 kroner – og ikke mindst hans første live-trofæ i karrieren.

Hos Dansk Poker har vi taget en snak med den nykårede mester om sejren, finalebordets nøglespots, fejringen – og hvad der nu venter.

Andreas fremstår rolig og reflekteret, men bag det rolige ydre gemmer sig en kompromisløs grinder med stor respekt for spillet. Han er analytisk, selvkritisk og bevidst om sine egne leaks – og samtidig tydeligt taknemmelig for både variansens medvind og opbakningen hjemmefra.

“Jeg er stadig helt ovenud lykkelig”

Der er nu gået lidt tid siden triumfen. Har du fået armene ned?

– Altså jeg er da faldet til ro, men jeg er stadig helt ovenud lykkelig og dybt taknemmelig. At være så heldig at gå dybt – og rent faktisk tage den ned – betyder virkelig meget for mig. Det er jo mit første trofæ nogensinde i min 3-4-årige karriere, så det gør det kun endnu større.

Simon Svinth er en rigtig god kammerat og en vanvittigt dygtig pokerspiller, så selvom man aldrig ligefrem ønsker at sidde ved bord med ham, var det en kæmpe og ret speciel følelse at få lov til at choppe den med ham.

Fejring med vennerne – og familien på stream

Hvordan blev sejren fejret?

– Sejren blev først og fremmest fejret samme aften med Simon Svinth, hvor vi hyggede med Jungle / Krogliren / Quaade / Hoffmann, som alle supplerede med mange gode historier om gamle dage og nye tider.

Ellers har jeg fejret lidt med kæresten og vennerne i forskellige omgange. Familien følger altid med på hjemmefronten, når der er stream involveret, og det er skide hyggeligt. Der har været utrolig mange hilsner, og jeg sætter stor pris på dem alle!

Andreas Brendholdt ved MPT Main Event 2026 dag 3

En stærk dag 1 – og en shaky start på dag 2

Hvis du ser tilbage på turneringen – var der et vendepunkt?

– Jeg synes, jeg spillede en fantastisk dag 1. Jeg fik lavet en masse reads ind i sizings og ranges, og det var et kanon sjovt bord at sidde ved. Dag 1 plejer at være den “kedeligste” dag, men det var ikke tilfældet i år. Det var også fedt, at jeg i år fik lov til at spille mere dybdegående poker, hvor man virkelig skulle tænke.

Dag 2 startede jeg virkelig uoplagt. Jeg havde ikke fået den bedste nats søvn og lavede mindst én kæmpe blunder – tankeprocessen var ikke helt, hvor den skulle være. Men pokerguderne ville det ikke, at jeg skulle ud. Jeg vandt mine all-ins og suger Østbjerg (som i øvrigt er fantastisk selskab) på riveren.

Jeg bliver flyttet bord kort efter, og så gik det kun én vej frem mod pengene.

Andreas Brendholdt

Alder: 28 år

Født i: Odense – bor i Odense

Beskæftigelse: Professionel pokerspiller (siden 2022)

Spillet poker i: 10 år

Favorit pokerspil: NLH-turneringer

Største gevinst: 695.000 kr. og sejren ved MPT Main Event 2026

Andre større liveresultater: Nr. 3 til DM i 2023 og nr. 3 til MPT i 2025

Samlet præmier vundet: $255.636

Hendon Mob profil: Hendon MobInstagram: abrendholdt

Dag 3 og finalebordet: Reads og forberedelse

Dag 3 blev dagen, hvor det hele spidsede til. Hvorfor?

– I starten af dag 3 er der ret mange shortstacks, så man skal løbe godt i sine små all-ins og situationer – og selvfølgelig bare være skarp. Når der er så mange shortstacks, så gælder det om for mig – med en større stack – ikke at åbne for bredt. Jeg fik også taget nogle gode spots.

Samtidigt fik jeg samlet nogle gode reads op i løbet af dagen, som jeg brugte meget i slutningen af dag 3 og på finalebordet.

Fortæl os om den omtalte hånd i starten af finalebordet mod Morten Munch – hvor du bl.a. leadede flop og turn samt kaldte et all-in:

– Jeg har ikke kigget i Solveren endnu. Leads på flop er jeg sikker på giver rigtig god mening. Om mit kald på turn er godt, ved jeg ikke – det kan godt være, det var en fejl.

Det er lidt et spot, hvor jeg havde nogle assumptions omkring hans range, og han var bestemt ikke bange for at spille tilbage imod én. Jeg vidste også godt, at han havde nogle idéer om mig og mit image, så det spiller jo også ind.

Min hånd havde lidt ekstra equity, 9x rammer ham ikke særlig fantastisk, og prisen var ikke den værste.

Havde du en speciel strategi på finalebordet?:

– Jeg gik ind med en plan mod de forskellige spillere. Der var klart nogle, man havde bedre reads på end andre. Der var et par stykker – f.eks. Ulrik – som jeg ikke havde spillet imod før finalebordet, men jeg havde stadig en OK idé via streamen og omtale.

Andreas Brendholdt ved starten af MPT Main Event 2026 finalebordet

Ingen nye mål – bare fortsætte arbejdet

Har sejren ændret på dine ambitioner?

– Det var en helt fantastisk oplevelse. Målene er nu de samme, så der skal egentlig ikke sættes nye mål eller planer. Jeg skal bare fortsætte med det, jeg gør: blive bedre hele tiden og adjuste mine buy-ins.

Bare fordi jeg vinder MPT, betyder det ikke, at jeg slår de hårdeste felter – tværtimod.

Dansk Poker mener, at den ydmyghed er karakteristisk for Brendholdt. Sejren er stor, men den ændrer ikke hans tilgang: konstant udvikling, disciplin og respekt for niveauet.

Andreas Brendholdt ved heads-up dysten på finalebordet

Vegas må vente – marts bliver online-grind

Kommer vi til at se dig i Vegas til sommer?

– Det kunne nu være super hyggeligt til WSOP med alle danskerne, men I ser mig nok desværre ikke i Vegas, selvom det er en tur, der skal ske på et eller andet tidspunkt. Jeg er muligvis at finde til forskellige stops i Europa, men jeg har ikke bestilt nogle ture lige pt.

Fokus er lige nu på online-grinden.

SCOOP og WSOP Circuit online på Danske Spil Poker i hele marts – er det en måned på grinden for dig?

– Ja, jeg skal bures inde det meste af marts, og så må vi se, hvordan det går. Det ligner et fantastisk program online, så det kan blive meget, meget dyrt – men også spændende og sjovt!

Med 695.000 kroner på kontoen, et trofæ på hylden og selvtilliden i orden er Andreas Brendholdt for alvor trådt ind på den danske live-scene. Men hvis man spørger ham selv, er det kun endnu et skridt på vejen.

Hvis resten af 2026 former sig som starten – så kan det blive et rigtig interessant år at følge.

Vinder af MPT Main Event 2026: Andreas Brendholdt

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail