Efter et års pokerpause tænkte Christian Ottesen, at nu skulle det være. Det var en god idé, for kl. 01 om natten kunne han kalde sig vinder af Munkebjergs Jule Tour 2025.
Christian Ottesen havde det fuldstændig roligt under hele turneringen. Han var short på nogle tidspunkter, men han var ikke presset – i hvert fald ikke mentalt. Han var i ro, tog det stille og roligt og lod ét level tage et andet, og til sidst kunne han kalde sig vinder af Casino Munkebjergs Jule Tour 2025.
Det var Lian Farahani, der spillede en solid omgang poker, der måtte se sig slået på en 3. plads, og kort efter blev der talt om en deal mellem de to spillere tilbage: Christian Ottesen og Finn Steffens – og det gik der ikke længe, før de blev enige om. Nok højest tre sekunder. En kvart million blev det til for Ottesen og 225.000 for Steffens.
Det var en rørt Christian Ottesen, som Dansk Poker fangede til et vinderinterview umiddelbart efter, at dealen var blevet afgjort. Dog skulle han lige nå at give en runde til kammeraterne, der stadig sad og spillede på finalebordet til årets side event.
– Du har vundet en kvart million ved at spille poker over to dage. Hvordan føles det?
»Det føles godt nok noget uvirkeligt, selv om det er lidt kliché at sige. Jeg har ikke spillet poker i næsten et år, var gået lidt kold i det, og jeg havde lige en masse andre ting at se til. Men nu passede det lige med min hustru og hendes arbejde og vores drenge.«
Ottesen er bestemt ikke nogen nybegynder til poker. Han har spillet i »mange år«, men han har aldrig haft nogen store cashes. Det har været på hobbyplan, og af hvad han lige husker, er 15.000 kroner det største, han har vundet under en tur til Royal Casino i Århus.
»Det er med længder, den største jeg har vundet. Jeg har vundet lidt på casinoet i Århus og lidt i den lokale pokerklub. Der er så mange spillere, der er bedre end mig, og der skal en masse held til at vinde sådan en turnering her.«
– Bestemt, men du sidder stadig som vinder af et felt på 1.088 spillere. Hvordan er du gået til turneringen?
»Jeg har egentlig følt mig meget afslappet i det. Jeg har set lidt videoer på nettet og taget lidt med derfra, men har haft en meget stille og rolig tilgang til det, og så har jeg været heldig på de tidspunkter, jeg skulle være heldig på og vundet de flips, jeg skulle vinde – og det skal man jo for at vinde sådan en turnering her.«
Han var inde for et enkelt skud i går, var hjemme kl. 4 i nat cirka, når at få 4 timers søvn, ordne nogle gøremål, og så afsted til casinoet og spille. På dag 1 klonker han en to-outer og får sin straight, og det er generelt det, der har været symptomatisk for hans turnering: at være heldig på de rigtige tidspunkter og sætte sig selv i de rigtige spots.
Christian Ottesen er ikke ligefrem kæmpe, da han kommer ind på finalebordet med cirka 20 big blinds. Første doubler han mod Nosratollah Gongpoor, der var monsterstor på finalebordet, men dryssede chips rundt til de forskellige spillere, og til sidst havnede de hos Ottesen.
»Der går lang tid, før jeg får momentum på finalebordet. Jeg tror, jeg kommer ind med cirka 3 millioner, bølger frem og tilbage og er fuldstændig kortdød. Men så kommer der nogle afgørende hænder, hvor jeg doubler hver gang, og så ligger jeg pludselig på 12 millioner. Og der lå jeg faktisk resten af tiden.«
– Du virkede til at tage det ret roligt, da du fandt dig til rette med en solid chipstack på finalebordet?
»Det er meget rigtigt. Jeg havde en god fornemmelse af, at det nok skulle ende et godt sted, og der var ikke nogen grund til at gå ud og lave et eller andet fuldstændig hjernedødt. Der var alligevel nogle tusinde kroner på spil fra tredjepladsen og op til førstepladsen.«
»Men der har egentlig ikke været nerver på, selv om der var mange penge på spil. Jeg har haft en meget, meget afslappet tilgang til den her turnering, og jeg ved faktisk ikke, hvordan det kan være. Jeg har været super cool omkring det, og der har slet ikke været noget stress på. Hvorfor, det ved jeg ikke. Måske pokerpausen på et år har gjort mig godt.«
– Nu har du ikke spillet i et års tid rigtig. Skal du spille mere poker nu?
»Hah! Det kan godt være, at hvis du spørger min hustru, om jeg skal afsted igen, så siger hun ja til det‚« siger han med et grin.
– Og det helt klassiske: hvad skal pengene bruges på?
»Haha, ja det var godt nok et klassisk spørgsmål. Det ved jeg simpelthen ikke endnu. Måske drengene skal have en ekstra julegave«.
Der skal lyde et stort, stort tillykke til Christian Ottesen med sejren.


