Dansk Poker tager en snak med en af de største pokerlegender i Danmark

Hvor er de nu? – Frederik Hostrup: En dansk pokerlegendes rejse

Dansk Poker bringer en ny artikelserie, som vi har valgt at kalde “Hvor er de nu?”. Vores ambition med artikelserien er at hylde de gamle pokerlegender der har været med til at bringe poker i Danmark til hvor vi er i dag. Vi håber, at kunne bringe en artikel om måneden i serien og vil starte med Frederik Hostrup. Ikke fordi Frederik er den største legende – med alt respekt for en flot karriere – men fordi han på mange måder var med til at starte den rejse vi alle sammen er på i dag. God fornøjelse!

Frederik Hostrup er en af de mest markante skikkelser i dansk pokers historie. Hans rejse fra passioneret spiller til en central figur i pokerens udvikling i Danmark er både inspirerende og kompleks.

En pioner i poker i Danmark

Hostrup trådte for alvor ind på den danske pokerscene i begyndelsen af 2000’erne og blev hurtigt anerkendt som en af landets dygtigste spillere. Han var med til at stifte Dansk Poker Forbund i 2005 og spillede en central rolle i at etablere poker som et anerkendt videnspil frem for et hasardspil.

Politisk indflydelse og retssager der kunne ændre pokeren for altid

Hans engagement i pokerens fremtid i Danmark førte ham ind i flere retssager. I 2007 blev han tiltalt for at udbyde hasardspil, men han kæmpede for at få anerkendt poker som et dygtighedsspil. Østre Landsret dømte ham i 2007, men han ankede sagen til Højesteret.

En succesfuld pokerspiller

Ud over sit organisatoriske arbejde var Hostrup også en dygtig pokerspiller. Han vandt flere store online-turneringer, herunder PartyPokers søndagsturnering, hvor han flere gange hjemtog gevinster på over $100.000.

Opstart af pokerklubber

Hostrup første klub var på Værnedamsvej i 90erne og han var blandt andet med til at stifte Ordrup Pokerklub, som senere blev til Gentofte Pokerklub. Klubben var en af Danmarks største og mest anerkendte. Desværre måtte den lukke i 2010 som følge af ændringer i spillelovgivningen, der gjorde det økonomisk uholdbart at drive klubben.

Vidensdeling og undervisning

I 2006 var Hostrup med til at starte Pokerskole ApS, et selskab dedikeret til at udvikle og afholde pokerrelaterede events og undervisning. Dette afspejlede hans ønske om at dele sin viden og erfaring med andre.

Legacy – sådan vi husker ham

Frederik Hostrup forbliver en central figur i dansk pokers historie. Hans bidrag har været med til at forme spillets udvikling og anerkendelse i Danmark. Selvom han måske ikke længere er i rampelyset, er hans indflydelse stadig mærkbar.

Interview med Frederik Hostrup

Dansk Poker: Fortæl os lidt om hvordan du kom ind i pokerverden

Frederik: Da jeg var 18 år gammel læste jeg en bog af Anthony Holden der hed “The big deal”. Den handlede om en journalist der spillede poker og som gik til redaktøren og fortalte, at han ville spille WSOP. Det fik han på en eller anden måde lov til og så deltog han i VM i poker i Las Vegas. Efter at have læst den bog vidste jeg, at jeg skulle poker og jeg forelskede mig i tanken om at spille WSOP. En sjov ting jeg husker nu er, at i den bog var der også nogle danskere nævnt. Blandt andet Krølle Jens og andre koryfæer som Jan V. Sørensen.

Dansk Poker: Kom du så afsted til WSOP og hvad kender du til Jan V. Sørensen, der jo var den første dansker til at vinde to WSOP bracelets?

Frederik: Jeg landede i Vegas for første gang i 2004. Efter ankomsten på Bellagio hoppede jeg i baren og så skete der pludselig noget. Der var gang i den på et af pokerbordene tæt på. En masse høj råben og grin. Jeg spurgte en person der sad ved siden af mig, hvad der skete og fik af vide, at der var en dansker ved navn Jan V. Sørensen der var fuld og spillede cashgame. Alle ville spille mod ham for han havde en masse penge, som han havde vundet i turneringer og når han var fuld, så spillede han helt vildt. Der var ingen der turde spille mod ham, når han var ædru dog, for Jan var en fantastisk pokerspiller.

Dansk Poker: Har du været mange gange til WSOP da?

Frederik: Ja, jeg har ikke helt tal på præcis hvor mange. Men jeg tror, at jeg var en af de første danskere, der sammen med bl.a. Jan V. Sørensen regulært tog afsted. Dengang var der dog limit hold’en over det hele.

Dansk Poker: Vi husker dig mest som en onlinespiller – men kan se, at du har et par resultater live også.

Frederik: Det er rigtigt, at jeg hovedsageligt gjorde mig på onlinepoker. Livepokeren var nu hyggelig, men jeg havde faktisk svært ved at overføre mit onlinespil til live – specielt i turneringer. Der var dog masser af medvind den gang og jeg følte mig hele tiden foran mine modstandere. På en måde tror jeg, at jeg dengang var lidt forud for min tid, og den lille fordel gav mig succes online. Inde på Pokernet stod der ofte, at nu var Hostrup fremme igen – for jeg vandt hele tiden. Nu var det ikke sådan, at jeg slet ikke kunne spille live – jeg havde da blandt andet et finalebord til en EPT i Polen i 2007.

PokerTeam Danmark – Tune, Daniel, Frederik, Peter, Mark, Rehne og Christian

Dansk Poker: Var det dengang du havde det der team? Vi kan huske en video fra WPT Paris, hvor Christian “Frimærket” Grundtvig vinder og du var med.

Frederik: PokerTeam Danmark hed det hold – det er rigtigt. Det var med Mark “J_Knish” Petersen, Rehne “Carlos” Pedersen, Tune Seidelin, Christian “Frimærket” Grundtvig, Niels Peter “Pokerdad” Handryzak, Daniel “MrSmits” Bertelsen, Peter Willers “Zupp” Jepsen og mig selv. Vi var otte spillere der prøvede at rejse rundt og få nogle fede resultater og samtidigt lære fra hinanden.

Dansk Poker: Var Lars Bønding ikke med?

Frederik: Nej, han var med et andet team sammen med Philip Hilm, Christian Togsverd og Mads Andersen. Team 1623 hed de.

Frederik Hostrup-Pedersen

60 år

Bor i Gentofte – har en søn på 18 år

Uddannet socialrådgiver (i dag leder af Seniorklub i Gentofte)

Spillet poker i 42 år – oprettet 6-8 pokerklubber bl.a. Værnedamsvej på Frederiksberg

Medstifter og formand for Dansk Poker Forbund i start 00erne (havde lokaler på Charlottenlund Travbane)

Dygtig og succesfuld onlinepokerspiller – bl.a. vundet Sunday Party Million 7-8 gange

Samlet livecashes (Hendon Mob) = $127.637

Dansk Poker: Tag os tilbage til dengang du startede pokerklubben op for første gang

Frederik: Jeg startede en pokerklub på Værnedamsvej på Frederiksberg tilbage i 1992. Det var min første klub. Vi spillede halv-pot Omaha. Det spillede man i slut 80erne. Det var hovedsageligt 1/2 kroner blinds og et oplæg på 200 kr. Vi havde ikke så mange medlemmer i starten (måske en 30 stykker), men så fik jeg en god idé, at sætte nogle backgammon borde op – på den måde kunne vi lokke nogle backgammon spillere til og sådan fik vi Lars Bønding, Mads Andersen, Rasmus Nøhr, Morten Holm og Gus Hansen til. De blev lokket af, at der var backgammon og så kunne de spille poker samtidigt. På den måde voksede det hurtigt og vi fik spillet en del cashgame. Når vi spillede turneringer så var det 200 kr. i buyin og selvom det var små penge, så var det sjovt.

Dansk Poker: Hvordan fik du så startet Dansk Poker Forbund?

Frederik: Jeg var en tur i Norge. Blev inviteret derop af en god ven. Det var i starten af 00erne. Der havde det norske pokerforbund arrangeret norske pokermesterskaber. Jeg deltog og blev nr. 4 kan jeg huske. Det var en god tur og jeg blev virkelig inspireret af, hvordan de afholdt det og hvordan pokerforbundet kørte på. På vejen hjem til Danmark besluttede jeg mig for at arbejde mod at sætte flere turneringer op i Danmark – specielt i Dansk Pokerforbund regi.

Dansk Poker: Var nordmændene de første med et forbund?

Frederik: Nej, Dansk Pokerforbund var det første “Pokerforbund” – Nordmændene og Svenskerne lavede deres efter inspiration og møder med mig. Jeg har også været i Las Vegas og forhørt mig om at starte World Poker Foundation” – men jeg blev skuffet, da de kun var interesseret i at være “affiliate” og ikke at bære poker frem til et færdighedsspil.

Dansk Poker: Hvordan gik det så med pokerforbundet?

Frederik: Det gik super godt. Vi havde stor succes. Der var 295 deltagere til en 200 kr. fredagsturnering i store lokaler – det var uden dealere, så man skulle deale selv. Vi spillede tre gange om ugen. Pokersiderne ville sponsorerer os og vi fik pokerborde, chips og kort. Mange gange fik vi så meget, at vi gav det videre til de små klubber rundt i landet. Vi var i Godmorgen Danmark og på forsiden af Berlingske Søndag. Vi havde travlt med at fortælle historien om, at poker var et dygtighedsspil. Jeg kan huske min mor sagde til mig, at hun måske havde regnet med at se mig på forsiden af Ekstrabladet – ikke på forsiden af Berlingske Søndag.

Dansk Poker: Hvorfor startede du egentlig det forbund? Hvad var i det for dig?

Frederik: Jeg havde en passion for poker i Danmark og ville lave Danmarksmesterskaber med to timer levels som til WSOP Main Event og have ranglister, ordentlige regler og god struktur. Det skulle være forbundet der stod inde for det og afholdte dem. Måske kunne jeg på sigt gøre mig selv til direktør og gå hen og få det til at køre.

Dansk Poker: Var der en medaljens bagside?

Frederik: Det var øretævernes holdeplads. Der var altid et eller andet, som da poker blev populært efter Moneymaker. Vi ville ikke have affiliate aftaler – det var der nogle der var utilfredse over. Vi havde jo på et tidspunkt 7.000 medlemmer i pokerforbundet og fik tilføjet EPT-sæder når vi rejste ud. Så kom retssagerne, hvor jeg først vinder i byretten men taber i landsretten og hvor poker bliver dømt som et hasardspil og ikke et dygtighedsspil. Det var en tung tid.

Dansk Poker: Hvad laver du så i dag Frederik?

Frederik: Jeg er leder af en seniorklub i Gentofte, hvor vi står for ture, rejser og arrangementer hovedsageligt for ældre mennesker. Her har jeg været i fire år nu efter jeg måtte lukke min Café pga. Covid-19. Den mistede jeg en million kroner på, da jeg ikke kunne holde den åben og måtte lukke den ned et år efter. Det var uheldig timing for jeg startede den lige i slutningen af 2019 inden hele landet blev lukket ned.

Dansk Poker: Hvordan ser du pokeren i dag?

Frederik: Jeg synes raken ødelægger spillet. Man burde tage rake på en anden måde end de gængse måde man gør i dag. Det vil være smartest af tage rake af dem der vinder – ikke fra starten. På den måde vil man kunne få flere spillere til at spille.

Dansk Poker: Hvad med dig selv? Hvordan ser din fremtid ud?

Frederik: Jeg elsker faktisk stadigvæk at spille og tager også til en turnering i ny og næ. Jeg vil gerne spille fritidsturneringer i trygge ramme og tage på nogle udlandsrejser. Det er dog slut med at sidde til langt ud på natten i en pokerklub. Det er jeg blevet for gammel til. Pokeren vil dog altid være i mig.

Frederik Hostrup-Pedersen til Nordic Open Main Event 2025

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail