Johan Schultz-Pedersen: Sådan vandt jeg WSOP-bracelet

Dansk Poker var heldige at få et kort interview med den danske professionelle pokerspiller Johan Schultz-Pedersen, der fornyligt spillede Triton Highroller series i Jeju, Sydkorea og som rejser rundt og spiller livepoker over hele verden. Sidste år under WSOP 2024 vandt han et eftertraget WSOP bracelet, som vi nævnte i artiklen i går, hvor vi lavede en samlet oversigt over alle danske WSOP bracelet vindere. Se den her.

Dansk Poker fangede Johan, efter han lige var hjemvendt fra et par uger i Asien, hvor han blandt andet fik spillet Triton i Jeju som nævnt. Den danske highroller havde to cashes på sin tur. Han blev nr. 2 i en Shortdeck turnering på PokerDream pokerfestivalen i Jeju til $36.695 og havde et cash i en $25.000 sideevent i Triton, hvor han blev nr. 48 og vandt $45.000.

Interview med Johan Schultz-Pedersen

Dansk Poker: Hvordan vandt du braceleten, og hvad husker du fra turneringen?

Johan: Jeg var i Las Vegas for at spille hele serien på cirka 50 dage. Jeg foretrækker at spille live poker, især når jeg er i Las Vegas, men den dag var der ikke rigtig noget spændende at spille live, så jeg besluttede mig for at spille en online session.

Turneringen hed “$400 Online Colossus”. Den havde flere flights og blev spillet på WSOP.com. Den uge boede jeg hjemme ved en ven, som i alt har vundet 5 bracelets, en af dem havde han vundet måneden før.

Efter min ven røg ud af den samme turnering, var han med til at heppe på mig, det var med til at gøre det ekstra sjovt. Det var også fedt, at vi begge to nu havde vundet en bracelet samme år. Jeg husker, at jeg gik videre til dag 2 med en ubetydelig stack.

Dag 2 blev jeg chip leader og holdt den position i lang tid. Den sidste hånd skubbede min modstander all-in på turn, og jeg havde 100% equity – så det var ret sjovt!

Dansk Poker: Hvordan føles det egentlig at vinde en bracelet – det må være den ultimative følelse?

Johan: Det siger måske sig selv, men det var meget sjovt at vinde en bracelet. Man regner aldrig rigtigt med at vinde, så man bliver positivt overrasket. Jeg fik en del sjov ud af det efter jeg vandt, en ansat fra WSOP kom med min bracelet til bordet, imens jeg spillede dag 1 af WSOP Main Event.

Jeg forsøgte for sjov at forklare nogle af min venner hvorfor, mit $400 online bracelet var mere specielt end deres, for eksempel $50.000 live bracelet, da der jo er flere live bracelets end online bracelets.

Dansk Poker: Kan du komme med et realistisk bud på, om du vinder flere i fremtiden?

Johan: GG Poker har for nylig købt WSOP-brandet, og jeg vil gætte på, at de ikke holder igen med at afholde bracelet-events. Jeg regner bestemt med, at fortsætte med at spille poker og tage til Las Vegas, så vil gætte på, jeg nok skal vinde ét til på et tidspunkt, men man ved aldrig.

Tak til Johan Schultz-Pedersen for et hurtigt og kort interview. Vi ønsker ham al held og lykke i jagten på pokersucces og et WSOP bracelet mere. Man kan følge Johan på Instagram her.

Foto: LearnWPT.com – Johan Schultz-Pedersen – Danmarks eneste online WSOP bracelet vinder

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail