Der findes mange ting, pokerspillere elsker at brokke sig over. Strukturen. Niveauerne. Pauserne. Dealerne. Men én ting har de færreste for alvor sat spørgsmålstegn ved, selv om den påvirker næsten hver eneste live-turnering: den stadig mere aggressive brug af “color up“.
Det er præcis den debat, som er blusset op på X, hvor Derek Kwan først satte ord på et problem, mange nok har oplevet, men få har tænkt over. Svaret fra highroller-stjernen Alex Foxen tager debatten et skridt videre – og hans argumenter fortjener opmærksomhed.
Overblik over debatten
Grundideen bag det oprindelige debatindlæg er egentlig ret enkel. Turneringsarrangører er gennem de seneste år blevet markant mere aggressive med at fjerne små chipvalører fra spillet. Hvor man tidligere kunne sidde med en stor, fysisk chipstack gennem det meste af turneringen, starter man i dag ofte med ganske få chips. late-regger man, får man måske kun et par store chipvalører stukket i hånden og må straks begynde at bede om at veksle ved bordet.
Du kan læse hele det oprindelige debatindlæg af Derek Kwan på X via linket her.
Det virker umiddelbart effektivt. Færre chips betyder mindre arbejde for turneringsstaben, når der skal laves “color up” i pauserne. Der skal tælles færre chips, risikoen for fejl falder, og pauserne kan potentielt holdes kortere. Men ifølge debattens ophavsmand løser man ét problem ved at skabe et langt større.
Herunder modargumentet fra turneringsleder Matt Savage:
I stedet for at lade turneringspersonalet håndtere chiparbejdet et par gange i løbet af dagen, flytter man arbejdsbyrden ud til dealerne og spillerne – i hver eneste orbit gennem hele turneringen. Dealeren skal konstant stoppe spillet for at lave veksel. Spillere sender chips frem og tilbage over bordet. Der opstår unødvendige afbrydelser. Små fejl bliver langt mere sandsynlige.
Argumentet er derfor, at den effektivisering, arrangørerne tror de har skabt, måske i virkeligheden blot er blevet flyttet over på flere hundrede spillere og dealere gennem tusindvis af hænder.
Foxen peger på et endnu større problem
Hvor det første debatindlæg primært handler om logistik og spilflow, retter Alex Foxen i sit svar fokus mod noget, der i mine øjne er endnu vigtigere: Selve pokeren.
Læs Foxens fulde indlæg på X via linket her.
For “color up” påvirker nemlig ikke kun, hvor mange chips der ligger foran spillerne. Den påvirker også hvilke beslutninger, spillerne kan træffe. Foxen bruger et glimrende eksempel i sin kommentar til debatten:
Forestil dig et blindniveau på 1.000/1.500/1.500, hvor 100-chips allerede er fjernet.
Nu kan du ikke længere åbne til 3.200 eller 3.300 f.eks.. Du skal vælge kombinationer af 500. Derfor er du nødsaget til at raise til enten 3.000 (2x), 3.500 (2,33x) eller 4.000 (2,67x)
Pludselig er dine muligheder begrænset – ikke af strategi, men af hvilke chips turneringslederen har valgt skal eksistere. Det er en vigtig pointe.
Poker handler om præcision. Vi diskuterer konstant, om et raise skal være 2,2x eller 2,5x. Om et c-bet skal være 25% eller 33%. Om riverbettet skal være 70% eller 80% pot. Alligevel accepterer vi uden videre, at turneringsstrukturen nogle gange gør bestemte sizinger umulige. Det virker paradoksalt.
Foxens forslag er egentlig ganske konservativt.
Han siger ikke, at chips aldrig skal fjernes. Han siger blot, at de først bør fjernes, når de reelt ikke længere er nødvendige. Hans tommelfingerregel er enkel:
Man bør altid kunne bette i intervaller svarende til maksimalt 10% af én big blind (bortset fra de allerførste niveauer). Det betyder eksempelvis, at 100-chips bliver først fjernet efter 2.500/5.000/5.000 blinds.
Derudover så bliver 500-chips bliver først fjernet efter 5.000/10.000/10.000 blinds og 1.000-chips bliver først fjernet efter 25.000/50.000/50.000 blinds.
Dermed bevarer spillerne muligheden for præcise sizings gennem langt større dele af turneringen.
Gør vi turneringerne dårligere for at gøre dem lettere at administrere?
Det er her, debatten bliver virkelig interessant. For selvfølgelig skal turneringsledelse også fungere. WSOP Main Event har tusindvis af spillere. EPT’er og WPT’er har enorme logistiske udfordringer. Ingen ønsker 40 minutters pauser, fordi personalet skal “color up” med millioner af chips.
Men spørgsmålet er, om pendulet er svunget for langt den anden vej, især hvis konsekvensen er dårligere spilflow, flere afbrydelser, flere fejl og færre strategiske muligheder. I så fald er det måske værd at spørge, om den nuværende praksis faktisk gavner turneringen som helhed.
Foxen rammer dog endnu en vigtig pointe, da han nævner at ikke alle turneringer er ens og at eksempelvis turbo-turneringer har stor gavn af hurtigt “color up”, da chipsene langt oftere bliver skubbet all-in. Men i store turneringer som f.eks. WSOP Main Event, hvor all-ins sker meget mere sjældent, der vil større chipstacks være en klar fordel ifølge Foxen.
Color up er naturligvis nødvendigt. Men måske er spørgsmålet ikke om man skal gøre det. Måske er spørgsmålet snarere, om man gør det alt for tidligt. Alex Foxens argument rammer efter min mening hovedet på sømmet: Turneringsstrukturen bør diktere, hvornår chips forsvinder – ikke omvendt.
Hvad mener du om hele debatten?
Artikelfoto: Pokernews.com
