Mandag blev en brutal dag for de danske og færøske spillere ved EPT Barcelona Main Event. Da støvet havde lagt sig efter Dag 2, var Tor av Skardi den eneste spiller fra den dansk/færøske gruppe, der stadig havde chips foran sig.
EPT Barcelona Main Event har samlet 1.823 spillere til et €5.300 Main Event, hvilket har skabt en præmiepulje på hele €8.841.550. Efter mandagens massakre er feltet nu reduceret til blot 205 spillere, der kæmper videre om titlen og en førstepræmie på omkring €1,3 millioner.

Foto: PokerStars
Otte danskere og færinger faldt
Det var især en hård dag for den dansk/færøske delegation.
Martin Nielsen fra Færøerne og Claus Pedersen fra Danmark nåede begge pengene og sikrede sig €8.600 hver. Inden da havde fulgt elimineringerne af Matin Talebi, Fehim Hajdari, Johan Espholm og Rune Hauger.
Dermed er det nu kun Tor av Skardi, der skal forsvare de dansk/færøske farver i Barcelona.
Tor går videre til dag 3 med 45.000 chips. Det er en presset situation, da spillet genoptages på level 16 med blinds 2.000/5.000 og 5.000 i big blind ante – svarende til blot ni big blinds.
Det bliver derfor fra start en kamp for overlevelse for Tor, som skal forsøge at få bygget stacken op, hvis drømmen om et dybt run skal holdes i live.

Artikelfoto: PokerStars/Manuel Kovsca
205 spillere tilbage
Mandagens dag 2 blev passende beskrevet som et regulært blodbad. Feltet blev barberet kraftigt ned, og efter pengene blev ramt, fortsatte elimineringerne i højt tempo. Det var Mohamed Zazri, der blev den uheldige bubble boy, inden elimineringerne for alvor tog fart.
Toppen af feltet anføres af polske Grzegorz Kozieja, der er eneste spiller over én million chips med 1,04 millioner. Han følges af franske Sarah Jarry og Gabin Yves Henrion.
Dag 3 begynder tirsdag klokken 12.00 lokal tid, og der er planlagt yderligere fem levels á 90 minutter.
Vi hepper på Tor av Skardi og håber, at han kan spinne sine 45.000 chips op og fortsætte jagten på den store EPT-score.
Livestreamet starter kl. 15.00.



