Alexander “AlexKP!” Petersen var hård mod sine modstandere, 27 spillere faldt for hans sværd

Dansker sørgede for blodbad på Danske Spil Poker søndag aften

Forventningerne var høje, da vi hos Dansk Poker tændte computeren og begyndte gennemgangen af søndagens danske online-resultater. Efter forrige weekends sejrstørke var spørgsmålet, om danskerne som i sidste uge kunne finde vej til toppen af podierne.

Svaret kom hurtigt. Allerede inden den egentlige resultatrundtur var sat i gang, var Dansk Poker blevet bekendt med flere stærke danske præstationer. To spillere havde allerede fundet vej til sejrsskamlen, mens en tredje havde omsat et dybt run til en femteplads med en femcifret dollargevinst. I klar modsætning til den ene af sejrene, hvor æren og titlen fyldte mere end præmiesummen, var der her tale om en placering, der for alvor kunne mærkes på rullen. Dermed blev søndagens facit en klar forbedring i forhold til sidste uge, hvor sejrene udeblev.

Reklame, Morsø Maling

Søndagsresultaterne bliver præsenteret i samarbejde med Morsø Maling (levering i hele landet).

Danske Spil Poker

Alexander “AlexKP!” Petersen præsterede søndag to flotte resultater. Først tog han sejren i $215 PLO Sunday Bounty (Big Bounties), hvor dusørerne er markant større end i de ordinære bountyturneringer. Danskeren var særdeles brutal ved bordene og sendte et hav af modstandere ud af turneringen, hvilket udløste hele $16.340 i bounties. Sammen med førstepræmien på $2.414 indbragte sejren dermed samlet $18.754.

Alexander “AlexKP!” Petersen ramte også finalebordet i $10.000 PLO Sunday Super HR, $500K GTD. Her blev det til en femteplads til $53.796.

Som om det ikke var nok, kvalificerede Alexander “AlexKP!” Petersen sig også til Dag 2 i $2.100 PLO Bounty High Roller, $1M GTD. Når turneringen genoptages, ligger Alexander “AlexKP!” Petersen placeret i top 10 blandt de resterende spillere og har dermed et stærkt udgangspunkt i jagten på de helt store præmier. Der venter $90.000 til vinderen plus værdien af de indsamlede bounties, så der er al mulig grund til at holde et vågent øje med ham, når finaledagen løber af stablen i aften.

I $525 PLO Sunday Bounty Hunters HR Main blev det til en flot femteplads til Chrinopoli i et felt på 296 deltagere. Den stærke præstation ved finalebordet sikrede en samlet gevinst på $6.159.

Thomas “Fagmanden” Fensholdt sørgede for dagens anden danske sejr, da han løb med titlen i $10,80 PLO Bounty Turbo. Turneringen samlede 170 deltagere, og efter en sen tilmelding fik “Fagmanden” den perfekte start. Han overtog chipleaderen tidligt i forløbet og sad på toppen gennem størstedelen af turneringen. Ved finalebordets start havde han mere end tre gange så mange chips som nærmeste forfølger, og dominansen fortsatte hele vejen til sejren. Undervejs sendte han omkring 15 spillere ud af turneringen, svarende til knap 10 procent af hele feltet. De mange elimineringer viste sig særdeles værdifulde, da han hentede hele $319 i bounties. Sammen med førstepræmien på $149 gav det en samlet gevinst på $469.

Poker Stars

I WCOOP Boot Camp 56-H: $109 HLHE havde Danmark to spillere ved finalebordet, men denne gang blev det lige ved og næsten i jagten på titlen. Bedst klarede fudodk sig med en flot tredjeplads, der var værd $5.722, mens Pked2edge fulgte op med en femteplads til $2.907.

I WCOOP Boot Camp 59-L er der markant brasiliansk dominans inden finaledagen. Blandt de sidste 60 spillere finder vi dog også dansk islæt i form af medoc65, som har avanceret til finalen med lige knap 4.000.000 chips. Der er fortsat meget på spil, og med en førstepræmie på hele $76.019 har medoc65 fine muligheder for at spille sig med helt frem i kampen om titlen.

Artikelfotoet øverst i artiklen af Alexander “AlexKP!” Petersen udlånt af WSOP.com.

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail