Der er igen dansk spænding helt fremme i et stort internationalt pokerturnering, når Fehim Hajdari søndag tager plads ved finalebordet i €1.500 WSOP Circuit Main Event i Tallinn.
Den tidligere MPT-vinder fra 2024, Fehim Hajdari, leverede endnu en stærk præstation på dag 3, hvor feltet blev barberet ned fra 24 til de sidste ni spillere.
Fehim sluttede dagen med 6.050.000 chips, hvilket rækker til en fjerdeplads i chipcounten med cirka 40 big blinds, når finaledagen skydes i gang.

Foto: Olybet Poker – Elena Kask – Fehim Hajdari
Endnu et flot resultat fra Timmy Sode i Tallinn
Der var fra dagens start også et andet dansk navn i feltet. Timmy Sode kæmpede sig frem til en flot 15. plads, der indbragte €9.800, men hans turnering sluttede i et klassisk preflop-setup.
Med 13 big blinds skubbede Sode sine A♦️7♦️ fra knappen, blot for at løbe direkte ind i K♦️K♣️ hos polakken Mateusz Dabkowski i big blind. Boardet ændrede ikke på styrkeforholdet, og dermed var den danske turnering slut.

Foto: Olybet Poker – Elena Kask – Timmy Sode
Feature table action
For Fehim Hajdari fortsatte opturen derimod.
Danskeren startede dagen på det tv-transmitterede feature table, hvor han leverede en række velspillede hænder. Han fik blandt andet presset modstanderne ud af flere betydelige potter med velvalgte bluffs, samtidig med at han viste stor disciplin ved både at finde stærke folds og præcise hero-calls på de afgørende tidspunkter.
Den solide indsats betyder, at Fehim nu blot er otte spillere fra endnu en stor international triumf.

Artikelfoto: Olybet Poker – Elena Kask
Stærkt internationalt felt
Øverst i chipcounten finder vi litauiske Egidijus Matonis, der sluttede dagen med 12.325.000 chips efter en dominerende dag, hvor han blandt andet ramte fire ens i damer i en afgørende hånd og stod for flere elimineringer.
Spaniens David Marfil indtager andenpladsen med 10.600.000, mens tyske Julian Selinger er nummer tre med 6.500.000 – lige foran Fehim Hajdari.
Chipcount ved finalebordet:
- Egidijus Matonis (Litauen) – 12.325.000
- David Marfil (Spanien) – 10.600.000
- Julian Selinger (Tyskland) – 6.500.000
- Fehim Hajdari (Danmark) – 6.050.000
- Mateusz Dabkowski (Polen) – 3.800.000
- Kai Lehto (Finland) – 3.400.000
- Roy van der Reijnst (Holland) – 2.975.000
- Feras Abid (Finland) – 1.800.000
- Valentin Imperatore (Frankrig) – 1.400.000
Stor flot førstepræmie og en tur til Bahamas – og en WSOP-ring
De sidste ni spillere er sikret en præmie på mindst €15.657, men alle jagter naturligvis førstepræmien på hele €210.000, den eftertragtede WSOP Circuit-ring, en tur til Bahamas med $5.000 pakke og titlen som mester i et rekordstort felt på 977 deltagere.
| Placering | Præmie |
|---|---|
| 1 | €210.000 |
| 2 | €140.500 |
| 3 | €96.950 |
| 4 | €68.575 |
| 5 | €49.300 |
| 6 | €36.050 |
| 7 | €26.810 |
| 8 | €20.300 |
| 9 | €15.657 |
Finalebordet spilles i morgen søndag den 2. august 2026, som samtidig markerer den sidste turneringsdag ved årets WSOP Circuit-stop i Tallinn.
Hele finalebordet kan følges direkte på livestream via OlyBet Events’ YouTube-kanal (se nedenfor), hvor der vises cards-up dækning hele vejen frem til, at vinderen er fundet.
Alt er dermed klar til en spændende afslutning – set med danske briller er håbet, at Fehim Hajdari kan føje endnu en stor titel til sit imponerende poker-CV.



