Dansk Poker og Casino Copenhagen har fundet på sjovt tiltag

Fra gaden til Nordic Open: Oskar får billet, coaching og hans livs oplevelse

Dansk Poker havde et møde med Ricky Møller fra Casino Copenhagen tilbage da sitet skulle til at træde sin spæde start i starten af året. Ricky er marketingschef på Casino Copenhagen og han havde fået en rigtig god idé. Han ville finde en spiller fra gaden, en nybegynder, en person som aldrig havde spillet livepoker før eller i hvert fald en person, der ikke havde spillet med i de helt store kasinoturneringer før. Denne person skulle så coaches og hjælpes på vej til sin første store liveturnering. Den idé elskede vi på Dansk Poker med det samme. Det er en super god historie. Derfor valgte vi at bakke op om det og deltog i initiativet om at finde den rigtige person. Denne er nu fundet via lodtrækning og det er Oskar fra Frederiksberg.

En af vores missioner med Dansk Poker er at sprede kendskabet til poker og få flere til at spille dette fantastiske spil. Derfor appellerede netop en idé som denne til os med det samme. At tage en “ukendt” pokerspiller og give ham/hende lidt coaching og så følge personens kamp i en større pokerturnering mod “overmagten”. Hvem hepper ikke på en “underdog”? Det er jo de historier der er de fedeste. Derfor støttede vi op om forslaget og valgte at hjælpe til med to gange coachingsession til den person vi fandt.

Foto: Instagram video fra Casino Copenhagen, hvor Thomas Quaade er på besøg

Casino Copenhagen lavede et opslag, som vi delte, hvor man søgte personer der havde meget lidt eller ingen livepoker baggrund og som kunne være interesseret i at være med. Der var mange ansøgere og til sidst endte det altså med at Oskar fra Frederiksberg fik chancen.

Besøg hos Oskar

I sidste uge kørte Dansk Poker og Ricky Møller til Frederiksberg for at mødes med Oskar for første gang. Det var en hyggelig formiddag, hvor Thomas Quaade gav Oskar en times coaching i livepoker. Alt fra hvordan man håndtere chips, kort til tips til hvordan og hvornår man kigger på sine kort. Oskar havde masser af spørgsmål, som Thomas besvarede og der blev også snakket lidt strategi.

Coaching af MPT-vinder

Ricky fra kasinoet fik lavet et interview med ham ligesom vi gjorde på Dansk Poker. Dette interview kan du læse nederst i artiklen. Planen er nu, at Oskar skal spille Nordic Open, hvor han har fået en dag-1 billet af kasinoet. Dansk Poker kommer til at følge Oskar specielt på dagene frem mod finalebordet. Vi håber selvfølgelig, at han kommer til at klare sig godt, men forstår også, at det er imod oddsene, at han går hele vejen. Derfor har vi også tilbudt ham en ekstra times coaching af vores håndanalytiker, Fehim Hajdari, der vil coache ham inden turneringen starter den 21. maj 2025.

Interview med Oskar

Dansk Poker: På en skala fra 1 til 10 – hvor meget glæder du dig til at spille Nordic Open 2025?

Oskar: Et klart 10-tal. Jeg er mega spændt.

Dansk Poker: Hvorfor er det et 10-tal?

Oskar: Jeg har fulgt med på Twitch, når der er streamet fra Danske Spil Poker til større events som MPT og DM og det ser jo super fedt ud. Jeg har bare været bekymret for om jeg bliver læst af modstanderne og følte ikke mit niveau var højt nok til at deltage, så har aldrig fået spillet nogle af dem. Derfor var det også en perfekt mulighed nu – derfor følte jeg, at jeg ville tage chancen.

Dansk Poker: Hvordan ser du egentlig dig selv som pokerspiller?

Oskar: Jeg har spillet nogle år online – men jeg ser mig da som en hyggespiller eller hobbyspiller. Jeg følger dog rigtigt meget med på f.eks. Twitch.

Dansk Poker: Hvordan tror du niveauet er til en Nordic Open og hvordan vil du sammenligne dig selv med det niveau?

Oskar: Jeg tror, at jeg er meget dårligere end mange af de andre. Jeg ved, at der er mange som kommer, der har en masse erfaring og har spillet live før. Så der har de en stor fordel over mig. Jeg hører, at der er meget forskel på live og onlinepoker. Jeg får travlt nok med hele tiden at holde øje med min stack og alle de indtryk, som kommer af en stor liveturnering for første gang.

Dansk Poker: Hvad frygter du mest?

Oskar: At jeg kommer til at lave fejl. At f.eks. lave forkerte raises, eller folde ude af tur eller sådan noget lignende.

Dansk Poker: På dag 1, hvad tror du ville være bedste scenario for dig?

Oskar: At spille stille og roligt, vinde nogle hænder, føle at jeg kan bygge en stack op, ikke tage marginal-spots men spille solidt og hygge med det og få en god oplevelse. Og så måske se om jeg kan komme videre til dag 2.

Dansk Poker: Hvis du nu kunne drømme lidt om fremtiden for dig ift. poker – hvilke drømme har du så?

Oskar: Blive grebet af det og via kvalifikationssatellitter så spille nogle Danske Mesterskaber og sådan noget lignende. Få noget mere erfaring og spille nogle flere turneringer som Nordic Open.

Dansk Poker: Er det pengene der lokker?

Oskar: Nej, det er mest oplevelsen fordi det jo er noget helt andet end at spille online. At sidde på kasinoet med chipsene foran sig og mærke stemningen. Den del af det tror jeg bliver fedt.

Dansk Poker: Hvad nu hvis det er dig der står øverst med titlen til Nordic Open 2025?

Oskar: Ja, det ville være noget surrealistisk.

Dansk Poker: Haha – ja, så ville Ricky nok være stolt af dig 🙂

Oskar: Det ville være så vildt!

Dansk Poker: Leg med, hvem ville du takke først i din vindertale? Din mor og far eller Fehim og Thomas?

Oskar: Helt klart Fehim og Thomas.

Dansk Poker takker for godt interview og vi håber det bedste for Oskar til Nordic Open og følger selvfølgelig hans spil så meget vi kan i livebloggen.

Casino Copenhagen besøger Oskar med Dansk Poker – se instagram videoen her.

Foto: Fra Casino Copenhagens instagram

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail