Kings of Tallinn kan vi danskere godt lide. Allerede to danske vindere i år.

Gisle Olsen krones i Tallinn som kongen af PLO 4-5

Vi fik kronet endnu en konge i Tallinn tirsdag aften. Forleden sejrede Benyamin Canatan flot i €555 Championship og i går var det Gisle Olsens tur, da han sejrede i Kings of Tallinn €1.100 PLO 4-5, hvor han slog det 271 mands store felt og kunne stikke 52.280 euro i lommen. Finalebordet varede blot 90 minutter. Se eller gense slutningen af turneringen her.

Dansk Poker fik et nys om, at noget stort var på vej igen i Tallinn, så PC’en blev fundet frem og finalen med danske Gisle Olsen (som reelt set kommer fra Færøerne, men har boet i Danmark det meste af hans liv) skulle følges.

Gisle lå nr. 3 ved finalebordets start. Et finalebord som udelukkende bestod af spillere fra Skandinavien. Mon den danske enmandshær kunne nedlægge de unge kortkrigere fra Sverige, Norge og Finalnd? Ja, det kunne han da! Gisle spillede et sublimt endgame, hvor svenske Alexander Holmberg startede med at tage mixed-specialisten nordmanden Tobias Leknes ud, kort tid måtte finske Kristian Kostiander også forlade turneringen.

Gisle havde bevaret sin position og da han slår Jussi Mattila ud som nr. 5, napper han for første gang på finalebordets chiplead tæt forfulgt af Alexander Holmberg. De to øvrige halsede efter og håbede måske blot på, at de kunne få et step mere opad præmiestigen. Gisle benyttede på dette tidspunkt af turneringen sin store rutine og spillede meget klogt, holdt lowstacks inde og involverede sig ikke førend han havde varerne.

Varerne dem havde Gisle denne aften. Hele fire gange på finalebordet samlede Gisle raketterne op og de havde to suits hver gang. Da han endnu en gang smider en finne hjem, denne gang Fredrik Lindstrøm, havde han skabt et stort hul til de to resterende, som begge stadig håbede på, at det var den anden som skulle falde for Gisles sværd først.

Det blev Alexander Holmberg der sluttede som treer og Gisle ender heads-up mod Tero Laurila. Matchen derfra varede blot få hænder og i den sidste hånd har Gisle igen samlet en monsterhånd op på knappen:

ASAC7H4S2C

Gisle better pot 300.000

Tero Laurila re-potter til 900.000

Gisle venter ikke længe inden han går all-in

Tero Laurila caller med

QHQC8H8D4D

Gisle flopper “Gin”, da boardet slår

AD3S2H

Bordet parrer sig på turn

3D

Sejren for Gisle er hjemme, da Tero Laurila er drawing dead. Så for en sjælden gang, er der ingen der forbander river, som er

9D

Dansk Poker ønsker Gisle Olsen et stort tillykke med den flotte sejr efter en meget imponerende præstation.

Helt alene i verden da han vandt!

Vi fik et vinderinterview af den nye konge i Tallinn, der i øvrigt var så varm, at han hoppede i en €555 turbo efter sejren. Her blev det til endnu et finalebord og en flot 6. plads til €2.810. Gisle fortsætter altså det varme spil fra EPT Prag, hvor han ramte tre finaleborde og fik to flotte 2. pladser.

I interviewet fortæller Gisle, at det var rart endelig at tage en titel ned og at det var en kæmpe forløsning. Gisle var blevet lidt træt af 2. og 3. pladser, så en sejr betyder tydeligvis meget. “Det er mit største livecash”, smiler Gisle i interviewet og griner lidt da spørgsmålet omkring hans rail. “Ja, det startede godt med railen” fortæller Gisle, der dog måtte stå alene i verden i sejrsmomentet, da railen skulle spille Main Event.

Vi skal nu nok få fejret Gisle Olsen og hæver flaget for den altid glade Esbjerggenser.

Lyt/se videoen herunder med den nye konge af Tallinn:

Læs også

Nyheder direkte i indbakken? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Få besked om store nyheder, tilbud og andet på mail