Længe før Gus Hansen blev kendt som en af verdens mest berømte pokerspillere, var det backgammon, der optog ham. I første afsnit af Radio IIII’s nye podcastserie fortæller han om vejen fra tennisdrømme og gymnasiefravær til et liv, hvor spillet blev langt vigtigere end skolen.
Gus Hansen – eller Gustav Hansen som han selv siger i podcasten, at han foretrækker – har gennem årtier været synonym med poker.
Men før de store pokerturneringer, de enorme cashgames og tilnavnet The Great Dane var der et andet spil, der for alvor fangede den danske spiller. Backgammon.
I første afsnit af Radio IIII’s ‘Et kapitel for sig’ fortæller Gus Hansen til vært Anne Sofie Kragh om sin opvækst og den tidlige fascination af spil. Serien er bygget op som fem kapitler om Hansen, og første afsnit blev udgivet 8. september. Du kan høre hele første episode her.
Moderen introducerede ham for backgammon
Gus Hansen fortæller, at interessen for spil blandt andet blev vækket af hans mor, som arbejdede i Dansk Tennisforbund. Hun havde blandt andet sørget for, at nogle af elitespillerne kunne spille backgammon og kort mellem træningerne, og derfor kom et backgammonspil med hjem i familien.
Det skulle vise sig at være en ganske betydningsfuld beslutning.
Hansen fortæller, at han langsomt blev mere og mere optaget af spillet, og i gymnasiet begyndte backgammon at fylde betydeligt.

“Mens jeg gik i gymnasiet, så brugte jeg nok egentlig mere tid på backgammon end på gymnasiet”
I 3.g spillede han blandt andet caféturneringer på forskellige københavnske caféer.
Turneringerne kunne ligge mandag eller tirsdag aften, og det var ikke nødvendigvis foreneligt med at møde frisk op i skole næste morgen.
“Jeg nåede ikke morgentimerne i 3.g. I hvert fald ikke så tit”, fortæller Hansen med et smil.
Tennisdrømmen forsvandt stille og roligt
Backgammon var dog ikke det første spil, der fascinerede den unge Gus Hansen.
Som teenager var tennis den store interesse, og han fortæller, hvordan han som 13-15-årig kunne gå og drømme om at nå samme højder som datidens store tennisstjerner. Han var ganske vist klar over, at vejen fra at være en dygtig dansk juniorspiller til verdenseliten var lang.
Set i bakspejlet mener Hansen heller ikke, at han på det tidspunkt havde det mindset, der skulle til for at gå hele vejen. Det er netop mindsetet, han fremhæver som en af de vigtigste faktorer, hvis man vil blive rigtig god til noget.
Penge gjorde spillet endnu mere interessant
Det var heller ikke kun selve konkurrencen, der tiltrak Hansen. Der var også penge involveret.
Som gymnasieelev spillede han caféturneringer, hvor spillerne lagde 20, 50 eller 100 kroner i puljen, og vinderen tog det hele. Pludselig kunne spillet potentielt være en måde at tjene sine egne penge på.
Hansen beskriver, hvordan han kunne sidde og forestille sig, hvad der ville ske, hvis man vandt nogle hundrede kroner flere gange om ugen. Han fortæller endda, at han nogle gange spillede backgammon mod turister på gaden i København, hvor der blev spillet om mindre beløb.
Prøvede altid at spille mod nogen, der var bedre
For Hansen handlede det om, at man lærer langt mere af at blive udfordret af spillere, der er dygtigere end en selv. Det er en tilgang, der også passer ganske godt på den senere pokerkarriere, hvor Hansen blev kendt for sin aggressive og utraditionelle spillestil. Og netop det at turde gå imod det oplagte er ifølge ham en del af hans personlighed.
“Jeg vil gerne prøve ting af”, fortæller Hansen og beskriver sig selv som lidt af en Rasmus-modsat.
En anden side af Gus Hansen
Det er dog ikke kun historierne om Gus Hansens spil og konkurrence, der gør indtryk i podcasten. På et tidspunkt bevæger samtalen sig væk fra backgammon, poker og ambitionerne om at blive bedre.
Den handler i stedet om hans forældre. Og her ændrer stemningen sig.
Gus Hansen bliver tydeligt berørt, da han fortæller om sine forældre og den betydning, de har haft for ham. Midt i fortællingen om et liv, der i høj grad har været præget af konkurrence, risiko og jagten på det næste spil, bliver det tydeligt, hvor stor en plads familien har haft. Han lægger ikke skjul på, at han er meget stolt af sine forældre, og den opvækst de har givet ham.
Noget af det mest personlige i samtalen kommer, da Gus Hansen fortæller om sin mor. Der desværre døde af kræft for en del år tilbage, men selv om hun ikke længere er her, har Gus Hansen og søsteren valgt at holde fast i hendes fødselsdag. Han fortæller, at de stadig markerer dagen – en lille tradition, som betyder meget for ham, og som holder forbindelsen til moren i live.
Det er et af podcastens mere stærke øjeblikke, fordi man for en stund får lov til at se manden bag The Great Dane. For bag historien om den professionelle spiller, der har rejst verden rundt og spillet om enorme beløb, står også en søn, der stadig holder fast i de mennesker, der betød mest for ham.
Og netop kontrasten gør øjeblikket stærkt. For podcasten handler ikke kun om, hvordan Gus Hansen blev pokerspilleren Gus Hansen. Den handler også om mennesket bag.
Backgammon blev begyndelsen
For Hansen blev backgammon altså langt mere end et tidsfordriv. Han brugte timer på at spille, analysere og øve sig – også på tidspunkter, hvor andre teenagere sad i skole. Før computere kunne hjælpe med at analysere spillene, fandt han sine egne metoder til at træne. Det var begyndelsen på et liv, hvor spil skulle komme til at fylde enormt meget.
Efter gymnasiet rejste Hansen rundt i verden for at spille backgammon, og det var netop gennem backgammonmiljøet, at han senere kom til Californien og mødte Huckleberry Seed.
Seed skulle blive manden, der introducerede den unge dansker for poker.

Og dermed var næste kapitel i historien om Gus Hansen allerede skrevet. Vi samler op på alle afsnit i serien, når femte og sidste episode er tilgængelig.



