Som afslutning på en lang og intens pokersæson har Casino Munkebjerg og Casino Odense sendt den forgangne sæsons ranglistevindere på en velfortjent seks dages tur til Malta.
Hele selskabet er indlogeret på to lokale hoteller i hjertet af det pulserende San Ġiljan, hvor en uge med poker, fællesskab og store oplevelser danner rammen om sæsonens traditionsrige afslutning. Tirsdag aften blev deltagerne budt velkommen til en hyggelig sammenkomst med tapas og kolde drikke. Her overrakte Benny Bredgaard en eksklusiv goodiebag til alle deltagere, samtidig med at han bød velkommen og ønskede holdet en fantastisk tur.

Herefter blev der også sagt et par velkomstord fra casinoets side, inden spillerne spredte sig ud for at indtage pokerbordene.

Størstedelen af flokken kastede sig direkte ud i Hendon Mob Tour-turneringen på Portomaso Casino, mens andre forsøgte at kvalificere sig til onsdagens Main Event via satellitturneringen. Nogle deltagere var endnu ikke ankommet til Malta, mens andre valgte en tidlig aften efter rejsen. Resten af gruppen benyttede lejligheden til at prøve kræfter med casinoets mange table games og spilleautomater.

Fælles udflugt
Onsdag står traditionen tro i pokerens tegn med den store fællesturnering, hvor alle deltagere er købt ind på casinoets regning. Men turen handler om mere end kort og chips. Torsdag byder på fri leg, inden hele selskabet på 60 personer skal på en eksklusiv sejltur med en tomastet skonnert til den ikoniske Blue Lagoon. Her venter krystalklart vand, afslapning i solen og en lækker middag i unikke omgivelser.

Flot dansk start ved filten
Der er allerede kommet flotte danske resultater på tavlen.
På Dag 1A af Hendon Mob Tour spillede både Vivi Peyk Jensen, John Sørensen og Kim Bach Jespersen sig videre til finaledagen efter sikre præstationer ved filten. Da Dag 1B blev afsluttet, fulgte Torben Basse Tvede trop og sikrede sig ligeledes en plads i finalen. Basse bragte sig samtidig i spidsen blandt danskerne med imponerende 450.000 chips.
Også i Main Event har danskerne vist tænder. Efter Dag 1A ligger Phy Nguyen på en foreløbig tredjeplads i chipcounten med 565.000 chips, mens Ali Housseini følger stærkt efter på femtepladsen med 445.000 chips.
Som om det ikke var nok, kunne Lars Jensen også lade sig hylde som vinder af No Limit Hold’em 7-2. Efter en flot turnering besejrede han landsmanden Simon Ø. Hansen i heads-up-duellen og sikrede sig førstepræmien på €2.630, mens Sami Korpela sluttede på tredjepladsen.

Lars Jensen fra en af forårets sejre på Munken
Spændende dage venter
I dag gælder det finaledagen i Hendon Mob Tour, hvor Torben Basse Tvede, John Sørensen, Vivi Peyk Jensen og Kim Bach Jespersen fortsat er med i kampen om titlen.

Torben Tvede Basse baggede 487.000 chips
Samtidig skal de resterende danskere forsøge at følge op på de stærke resultater i Main Event, når de får muligheden for at bygge videre på det solide fundament, som Phy Nguyen og Ali Housseini allerede har lagt.
Med danske spillere helt fremme i både Hendon Mob Tour, Main Event og sideevents har Malta-turen fået præcis den start, man kunne have håbet på. Nu venter de afgørende dage, hvor der både skal kæmpes om trofæer, præmiepenge og æren, mens deltagerne samtidig får mulighed for at nyde fællesskabet og opleve det bedste af Malta både ved og væk fra pokerbordene.
Udvalgte billeder








